Sandt eller Falsk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2013
  • Opdateret: 19 nov. 2013
  • Status: Færdig
Mød Steffani Anderson som var bedste venner med Justin Bieber.. Før han blev kendt.
i startet af denne imagine ser man ser et Flashback af hende og Justin hvad ser sker imellem dem.
I dag er Steffani 19 år og har ikke talt med Justin siden han valgte at flytte fra Canada til L.A hvor Steffani blev knust.
Hun flytter til L.A og for sit drømme job som model, hvor hendes fotograf er Alfredo Flores.
En dag er Steffani og Alfredo sammen og Alfredos mobil ringer og han skal af sted, og han spøger så Steffani om hun vil med ham i studiet og hun siger "Ja" der møder hun så Justin igen.

8Likes
2Kommentarer
685Visninger
AA

2. Det mig

TIDLIGERE:

vi satte os ind i bilen igen og denne gang sad Justin ved siden af mig "Steffani?" kom det fra Justin "Hm?" sagde jeg bare "Hvad hedder du endelig?" jeg kiggede mærkeligt på ham "Øhm, Steffani?" han kom med et smil og kunne ikke lade vær med at grine lidt "Jeg mente dit efternavn"  jeg sad bare i lidt tid og stirrede på min mobil "Ehm.. Steffani.. Steffani Anderson"

 

TILBAGE I BILEN:

"Steffani Anderson?.." Sagde Justin stille og gentog for sig selv. "Så er vi her" sagde Alfredo, vi gik ud af bilen og gik ind på restauranten for at spise lidt. 

Vi sad og hygge snakkede lidt da Alfredos mobil ringede, han rejste sig på og gik ud fra restauranten for at tage den. Jeg sad alene, med Justin. "Er der noget der går dig på?" spurgte jeg stille Justin da han så lidt forvirret ud i hovedet. "Ehm.. Bare lidt, dit navn det minder mig om noget, men jeg kan ikke huske hvor jeg har hørt det navn før" sagde Justin med et lidt mere forvirret ansigt. jeg sad bare med et lille smil på læben. Alfredo kom ind og sagde han var desværre nød til at gå. han skulle hen til sin bedstemor der har kommet på hospitalet. "Okay, Fredo det er i orden men du skylder mig en tur i byen en anden dag" sagde jeg til ham fordi min fødselsdag ikke gik som jeg havde håbet på. "Skal jeg nok" sagde Alfredo og kyssede min kind og gav Justin et mande karm og gik.

"Skal jeg betale?" kom det fra Justin "Nej, det kan jeg godt" sagde jeg til ham. "Nej du har fødselsdag så du skal da ikke betale" sagde Justin med et smil på læben "Tak" sagde jeg og rejste mig op.

Vi stod uden foran restauranten i lidt tid og sagde ikke noget "Jeg må nok til at komme hjem" sagde jeg til Justin "Nej, vil du ikke gå en tur med mig?" sagde Justin og der kom et lille smil frem på mine og hans læber jeg begyndte og små grine for mig selv "Jo hvorfor ikke?" Sagde jeg og så gik vi ned i parken ved søen. "Det her minder mig om da jeg sagde til min bedste veninde, at jeg ville flytte til L.A" sagde Justin stille og kiggede ned i jorden. "Virkelig? hvorfor minder det her dig om det?" spurgte jeg bare, jeg viste godt at parken og gå ved en sø om aften minde om den dag Justin sagde han ville rejse væk, det minde os mig om det.. Det var ikke så sjovt at tænke på men det var ikke så slemt alligevel, når jeg står her sammen med Justin.

"Fordi at gå ved en sø, i en park om aften, sammen med dig som hedder Steffani minder mig om da jeg sagde til hende jeg ville rejse væk og gjorde hende ked af det, og det gjorde os mig ked af det, hun gik sin vej.. Jeg så hende ikke igen" sagde Justin og kiggede stadigvæk ned i jorden. "Hm, det gør mig Ondt at høre Justin" sagde jeg lidt lavt, selv om jeg ikke mente det fordi vis han virkelig var ked af det.. Ville han så ikke have fået mig set igen? "Det skal du ikke tage dig af, det er 5 år siden det skete" "5år siden, savner du hende" sagde jeg stille "JA!, virkelig meget, der er ikke gået en dag uden jeg tænker på hende" aww, det rørte mig virkelig at han havde sagt det "Det var sødt sagt" Sagde jeg og smillede lidt skævt til ham "Steffani har du et mellem navn?" spurgte Justin pludseligt "Ehm, ja?" sagde jeg overrasket, kunne han stadigvæk ikke kende mig? Arrgh, det er irrriterende, men jeg ville ikke sige at jeg var den Steffani han talte om "Hvad er det?" Justin stoppede op og stillede sig foran mig med store øjne "Sahy" sagde jeg stille "Steffani Shay Anderson" sagde Justin stille og man kunne se han tænkte

Vi satte os på en bænk i nærheden, jeg tænkte over om jeg skulle sige til ham at det var mig.. Han skulle vide det.. "Justin?" sagde jeg stille og kiggede ham i øjne "Hm?" "Altså.. Hende Steffani du taler om ikke?" sagde jeg og kiggede ned i jorden. "Ja'er hvad er der med hende?" sagde Justin og så på mig "Hun.. Er flyttet til L.A og bor i nærheden og er faktisk bedste venner med en af dine gode venner" sagde jeg og kiggede kort på Justin for at kigge ned i jorden igen "Hvad? hvor ved du det fra? kender du hende?" spurgte Justin mig om med store øjne "Det kan man godt sige" "Hvad mener du?" "EJ JUSTIN!" Justin fik måske et mindre chok "Jeg er hende! Jeg er Steffani Anderson! din bedste veninde fra Canada!" sagde jeg lidt surt til ham "Hvad mener du?.. Vent" jeg himlede med øjne og sukkede så "Steffani? virkelig?.. Er du Steffani?.. Neej!? hvad taler du om?.. Du ligner hende jo ikke?" "JUSTIN! jeg er Steffani Shay Anderson, vi blev bedste venner i da vi var 4 år gamle! vi voksede om sammen, gik på samme skole, du.. Du rejste væk fra mig på min fødselsdag for 5 år siden?" sagde jeg lidt trist, Justin tog sin finger under min hage så jeg kiggede ham i øjne, jeg havde tåre i mine øjne som var ved at løbe ned af min kind.

"Justin.. Du kan ikke engang huske mig.." sagde jeg, og der løb en tåre ned af min kind, jeg drejede mit hoved så Justin ikke havde sin finger under min hage mere.

Jeg sad bare og kiggede ud på søen, igen af os snakkede til hinanden.

"Undskyld" kom det mumlende fra Justins mund "Undskyld?" jeg kiggede på ham "Ja, jeg burde have vist det var dig fra starten af.. Jeg viste det jo bare ikke, du har jo ændret dig totalt meget!? gyldenbrun hud, halvt mørkt hår, skinnede blå øjne, du ligner dig bare selv" sagde Justin så "Hvad mener du med det?" sagde jeg og kiggede ud på søen "Du er ikke den lille buttede blonde pige, jeg kendte, det er nok derfor jeg ikke kende dig?" "Sorry Justin, jeg overraskede nok lidt for meget" sagde jeg til ham og han smillede lidt "Det har du altid gjort, Steff" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...