Dehuman

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2013
  • Opdateret: 2 jan. 2014
  • Status: Igang
"Jeg ved mere end dig end du selv kommer til at vide. Jeg forstår dig!"

"Jeg ved alting om mig selv" hviskede jeg tøvende. Electrice rystede på hovedet. "Jo jeg gør"


Den unge attenårige Mirror, bliver tit angrebet af slanger der ændre hendes personlighed og deler den op i godt og ondt. Da læren på hendes børnehjem, bliver dræbt af hendes gamle ærkefjende, begynder et eventyr, der føre hende hen til Tora Domanible, lederen af alt det onde i verden.


7Likes
3Kommentarer
808Visninger
AA

10. Ondskab

Lokuras "hjem" var en toværelseslejlighed, der lå på 6 sal. Der lå store åbne papkasser, og pizzaæsker og flød alle vegne, og det eneste humane var en seng, et tv, og et bord. Der lå to snavsede madrasser med fjedre skydende op af den. De var henholdsvis pastelblå og snavset hvid. Lokura klappede mig på skulderen.

"Undskyld mig, at jeg ikke vidste du havde gæster Lotus" Han kløede sig i håret, og så mod Lotus der er irriteret skubbede en pizzabakkevæk.

"Jeg vidste du ikke kunne klare dig!" mumlede Lotus koldt. "Du ændre dig sgu aldrig, om det så betød hundredes død!"

Jeg kiggede mig lidt omkring. Maja havde sat sig ved bordet og forsøgt at ligge en kabale. Og Lokura stod og diskuterede, hvis nok, om man har lidt ansvar hvis man spiser ansjospizza. De knækkede skiftevis af grin. Jeg kunne mærke en hånd på min skulder. Jeg vente mig om. Maja var gået hen til mig. Hun klappede mig på skulderen, og det føltes nærmest fantastisk at se det velmenende blik i hendes øjne, efterfulgt af medlidenhedsblikket.

"Hvis du har brug for noget alenetid, kan du smutte ind på wc'et" Hun knækkede af grin, og vendte mig mod hende. "Hverken mig eller Lotus vil nogensinde gå derind, og Lokura skal ikke skide forløbigt"

"Mange tak"

Jeg satte i løb mod en lille dør. Jeg var nok ikke den eneste der havde fået det tilbud, for Lily sad derinde. Hun havde åbenbart fået fat i nogle blodige glasskår for de lå på den hvide emaljekant, mens blodet rendte ned, og farvede gulvet rødt. Hun sang små toner, og lignede nærmest i trance som hun sad der i badekaret, og stirrede. De kolde blå øjne, og kniven liggende vedsiden af hende. Hvordan hun skar små striber i sin hud, hvergang hun nåede til den sidste tone. Jeg satte i et skrig.

"HVAD FANDEN LAVER DU!" skreg jeg. Jeg rystede hende. Hun tabte kniven, og vendte sig langsomt mod mig. Hendes øjne var fulde af tåre, og stirrende. Hun var ved at bryde sammen. "KAN DU KOMME VÆK FRA DEN DER!"

Jeg tyrede kniven ind i den lyseblå væg. Hun hviskede.

"Ikke.. mere... ondskab" hendes stemme var hæs. Hun hev efter vejret. "Kan..ikke..klare...det"

Jeg tog fat om hende, og nussede hendes hår. Blodet og tårerne rendte ned af mine hænder. Jeg løftede hende op for jorden, mens hun blev ved at hviske den samme sætning gentagende gange, mens hun stirrede ud i luften.

"Nej, ikke mere ondskab" hviskede jeg. "Ikke mere ondskab. Alt er okay"

I det samme kom slangen mod mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...