Dehuman

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2013
  • Opdateret: 2 jan. 2014
  • Status: Igang
"Jeg ved mere end dig end du selv kommer til at vide. Jeg forstår dig!"

"Jeg ved alting om mig selv" hviskede jeg tøvende. Electrice rystede på hovedet. "Jo jeg gør"


Den unge attenårige Mirror, bliver tit angrebet af slanger der ændre hendes personlighed og deler den op i godt og ondt. Da læren på hendes børnehjem, bliver dræbt af hendes gamle ærkefjende, begynder et eventyr, der føre hende hen til Tora Domanible, lederen af alt det onde i verden.


7Likes
3Kommentarer
790Visninger
AA

17. Mørkevæsner

Jeg snerrede dyrisk, og retter mig op. Min fod gør ondt efter faldet, og jeg har flere hudskrabninger forskellige steder, men jeg har været heldig. I forhold til jeg lige var faldet 12 meter, ned på asfalt. Jeg knurrede af væsnerne, og talte dem. 9. De stod rundt omkring i en form for cirkel, så jeg ikke kunne løbe væk. Jeg var som fanget. Deres kolde grin. De fleste af dem havde øjne, men to havde ikke. Det værste var, at de allesammen var skygger. Skygger der kunne have taget Lily.

En af dem med en stor klo, og et øje vaklede mod mig. Håret var bølget, og kroppen var tynd, men robust. Den tog hånden tilbage, og slog den fremad i et stort ryk. Smerten ramte mig, og blodet rendte ned af den. Den fnisede. En rigtig pigelatter. Den bøjede sig ned af, og tog et skridt tilbage, som den ville slå mig ihjel nu.

"Kom kom!" hviskede den.

Jeg rejste mig smertefuldt op. Blodet dryppede ned. Jeg snerrede dyrisk. Gik ned på fire ben. Sprang fremad. Hvis jeg skulle dø, kunne jeg ligeså godt gøre mig fortjent til det. Jeg rettede mine negle fremad. De var ikke særlig skarpe, men nok til at give en nivefornemmelse. Jeg ramte dens mave. Den gav et skrig fra sig. Blodet spredte sig på mine fingre, og dryppede ned på den kolde asfalt.

Den sparkede mig cirka en meter tilbage, og min ryg ramte smertefuldt asfalten. Jeg gav et dyrisk instinkt skrig fra mig. Skar tænder, som var jeg en kat. Snerrede koldt, mens noget svedent pandehår ramte mine øjne. Jeg pustede det væk, og koncentrerede mig om mit mål. Halsen. Mit hjerte dunkede hårdt. Min krop gjorde ondt. Jeg kom op på fire ben igen, og gloede intetsigende på monstret. Så sprang jeg igen. Den her gang, mod halsen. Jeg ramte mit mål.

Monstret gav et hæst skrig fra sig, og prøvede at skubbe mig væk med sin klo. Men jeg holdt fast. Jeg satte mine tænder i dens hals, og bed af alle de kræfter jeg havde. Jeg kunne smage blod, mens livet langsomt forsvandt ud af monstret. Jeg forsatte flere minutter. Til sidst rejste jeg mig op, og tørrede blodet væk i min gamle uniform for Sølves Forsøgscenter. Der var meget, og jeg havde nok slugt en del.

De andre monstre ænsede knapt nok den anden. De angreb. Løb mod mig, fra hver deres side. Jeg måtte væk. Jeg løb mod stedet, hvor det nu døde monster stod. Jeg løb den vej, velvidende at de nemt vil kunne indhente mig. Jeg faldt ned på asfalten. De var på fuld fart mod mig.

Blodet rendte fra mig for alle mine sår. De var få meter fra mig. Jeg måtte op. Et lilla lys kom til syne. Jeg greb om den, og blev sugede ind i det. Nogle monstre prøvede at holde fast i mig, men der blev trukket for stærkt. Jeg skreg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...