Dehuman

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2013
  • Opdateret: 2 jan. 2014
  • Status: Igang
"Jeg ved mere end dig end du selv kommer til at vide. Jeg forstår dig!"

"Jeg ved alting om mig selv" hviskede jeg tøvende. Electrice rystede på hovedet. "Jo jeg gør"


Den unge attenårige Mirror, bliver tit angrebet af slanger der ændre hendes personlighed og deler den op i godt og ondt. Da læren på hendes børnehjem, bliver dræbt af hendes gamle ærkefjende, begynder et eventyr, der føre hende hen til Tora Domanible, lederen af alt det onde i verden.


7Likes
3Kommentarer
808Visninger
AA

18. Aldrig i sikkerhed

Jeg kunne lugte græs. Vådt græs. Regnen faldt ned, og skyllede blodet af mig. Der var meget. Jeg var gennemblødt og kold. Min krop var et smertehelvede, og mine fødder var som to store sten. Det samme var mine hænder. Jeg bevægede dem forsigtigt. En smerte gik i gennem mig, og jeg bed tænderne sammen. Mine fingre rystede. Blodet var skyllet af. Der var græsmærker over alt på mig så jeg havde mindst været her en time. Mine fingre var snavsede og hævede, og der var rester af blod på dem.

Jeg tvang mig selv op. Jeg var dæmon ligenu. Det var derfor jeg kunne dræbe skyggevæsnet. Det var især mine tænder der var blod på. Jeg spyttede en rød spytklat ud, ned på græsset. Nu var jeg for alvor morder. Det var Maja der slog Sølve ihjel. Jeg slog et skyggemonster ihjel.

Du vidste ikke de blødte. Jeg bider mig i læben, og lytter til min dæmon. De var knapt nok levende. Slap af. Du gjorde en god gerning Mirror.

Jeg tørre græsset af min uniform, da et skrig lyder. Jeg vender mig om, og ser hvordan en 12 årig pige, bliver skudt i panden få meter fra mig. Hun faldt slapt til jorden, og gav et suk. Jeg hiver hovedet tilbage. Jeg som troede jeg var i sikkerhed. Her er skyggemonstre over alt. Der venter på at dræbe mig som pigen. Den lille lyshårede pige. Jeg skal til at skrige, da en pige med mørkebrunt hår, presser hendes hånd om min mund.

Jeg prøver at slå hende væk, men hun er dobbelt så stærk som mig. Hun holder mig nede, og jeg gør et halvhjertet forsøg på at skrige. Hun tager sin hånd ned i lommen, og hiver en klud frem. Hun fjerner sin hånd, og jeg griber efter vejret. Få sekunder efter sætter hun sin klud på min mund. Cloroform. Jeg holder vejret, og hun presser den tættere og tættere. Tilsidst skubber hun til mig, så jeg ufrivilligt åbner munden.

Verden begynder at bumle. Jeg rejser mig op i slow motion, og løber inden jeg falder ned på jorden, og alt sortner.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...