Elyss

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2013
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Færdig
Mit navn er Elyss. Jeg er med i dødsspillet. Måske er jeg allerede død.

17Likes
3Kommentarer
701Visninger

1. Elyss

Når jeg sidder helt stille, kan jeg høre mit hjerte banke. Ganske langsomt. Ganske sikkert. I starten bankede det så hurtigt, at det føltes som om, det ville bryde sig vej ud gennem brystet på mig. Nu har det sænket farten. Måske ved det, at det er slut. Panikken har lagt sig. Eller det vil sige… ikke helt. Den er der stadig, men jeg har presset den så langt væk, jeg kan. Jeg kan ikke rumme mere. Nogle gange, kan jeg mærke, hvordan den melder sig, som et iskoldt sug i maven, men jeg får hurtigt skræmt den væk. Pludselig er den der igen. Træk vejret, tænker jeg. ”Et,” Jeg tager en dyb indånding, ”to,” …og så endnu en. Snart er den kolde følelse helt forsvundet, og jeg koncentrerer mig om min vejrtrækning. Det plejer at hjælpe. Træet føles pludselig hårdt mod min ryg. Vinden føles pludselig koldere. Jeg ved ikke om min krop allerede har accepteret det. Er den ved at forberede sig? Måske er jeg i trance. Er det luften? Jeg mener, at de brugte en gas, der bedøvede folk, i et af de andre dødsspil. Faktisk er det ikke noget, jeg mener. Det er noget jeg ved. Dødsspil 95, Regnskoven, fire døde efterfølgende.
Min krop er rolig. Mit hoved summer, men det gør ikke ondt. Jeg føler ikke rigtig noget, men jeg tror det er fordi, at hvis jeg gjorde, ville jeg eksplodere. Det må være et forsvarsinstinkt. I stedet for at føle alt, føler jeg intet. Intet som helst.
Når jeg lukker øjnene, flimrer verdenen forbi. Den rigtige verden. Ikke som den, der viser sig, når de er åbne. Den er alt for tom til at være virkelighed. Den føles hul.

Tordenen river alt fra hinanden og regnen pisker ned over os. Jeg løber så stærkt, at der ikke kan være tvivl om, hvad jeg løber for. Man løber kun sådan, når man har dødens ånde i nakken.
Mine føder løber så stærkt, at jeg næsten ikke bemærker det, og jeg gisper inderligt efter vejret, som om nogen er ved at tage det fra mig.
Mine ben gør ondt, men der er snart ikke et sted på min krop, der ikke gør, så jeg kæmper mig videre.
Pludselig river nogen mig ud af kurs, jeg falder omkuld med sådan en fart, at jeg ruller flere meter væk, indtil min krop brutalt stoppes af træet. Det flimrer for mit syn. Min vejrtrækning er hvæsende og hurtig, og mit hjerte banker så hurtigt, at jeg tror jeg skal dø, inden kniven rammer mig. Min kommende morder nærmer sig med hastige skridt, men så med et falder han på knæ, og blodet løber fra hans mund. Han falder om og min angribers dræber træder nærmere, hvorefter han trækker kniven ud af den dødes ryg.
Han tårner sig op over mig. Han virker næsten tre meter høj, og jorden har snavset alt til. Noget varmt løber ind i min mund, og jeg spytter det ud med en afsky, jeg har følt siden jeg kom hertil. Blod.
Han bøjer sig ned mod mig, og jeg kan ikke røre mig. Mine ribben gør frygtelig ondt, og jeg føler mig ufattelig svimmel. Måske er det nemmere, hvis jeg lukker øjnene, tænker jeg. Så går det hurtigere. Men jeg kan ikke få mig til det. Jeg kan ikke. Han har kniven i hånden, og hans bevægelser føles uendeligt langsomme. Det eneste der står klart, er kniven. Han har den i hånden, og et kort øjeblik, ser jeg genspejlet af en pige i den, men jeg ved ikke, hvem hun er.
Han tager fat i mig, men jeg har for travlt med at koncentrere mig om at trække vejret, til at gøre modstand. Jeg kan ikke engang skrige.
Jeg venter på det. Venter bare på, at han vil få det overstået, og sekunderne føles som timer. Jeg forsøger at fange hans blik, men alt svimler for mig. Det er som en af de drømme, hvor man ikke ser klart.
Men så med et, høres lyden, af kniven, der bryder gennem min trøje. Lyden skærer ind i mine ører, og et kort øjeblik holder jeg vejret.
Men der sker ikke noget. Han skærer min trøje op, og hans ansigt fortrækker sig i en grimasse. Mine øjne betragter ham. Kniven er stadig i hans hånd. Der er blod på den. Der er blod på hans tøj, der blod på hans hænder, der er blod over det hele. Der går et øjeblik, før jeg opdager, at det stammer fra mig.
Jeg forsøger i et desperat øjeblik, at rykke mig væk fra ham, men jeg fortryder det i samme øjeblik et smertefuldt jag, går gennem min krop.
Pludselig kan jeg mærke hans hænder mod min hud. De føles iskolde, og jeg gisper. Han trækker noget op af tasken. Det er en cylinder. Jeg opfanger svagt, at han åbner den, men mit hoved dunker og jeg kan ikke fastholde fokus.
Med et sæt kører han sine hænder hen over min mave og brystkasse, og lidt efter finder de op til min pande. Han må have haft noget på fingrene, for den kolde følelse erstattes af en brændende ild. Mine øjne spærres vidt op. Jeg vrider mig og spjætter ukontrolleret, men han presser min kolde krop mod den våde jord. Jeg føles jeg er ved at kvæles, og på den anden side, føles det som om jeg er så langt væk, at det må være en drøm.
Lyden af noget, der bliver revet i stykker rammer min øregang, og efter det, presses noget blødt mod min hud. Han får armen ind under min ryg og løfter op. Stoffet får han ind under, og op omkring brystkassen, hvorefter han strammer til. Jeg bider tænderne sammen, og undertrykker et skrig. Han hæfter det fast i siden, men jeg er snart helt væk. Jeg når lige at opfatte, at han endnu engang løfter mig op, inden jeg falder hen i mørket.

Er jeg død? Det er den første tanker, der går mig i møde, da jeg vågner. Jeg forsøger at løfte hovedet, men smerten kommer tilbage med sådan en styrke, at jeg falder tilbage på jorden.
Hvis jeg er død, burde smerten være væk, tænker jeg forsigtigt. Men måske følger smerten med. Jeg overvejer alle muligheder, men det bliver for meget for mit hoved, og lidt efter falder jeg hen igen.
Jeg vågner ved noget koldt og vådt mod min pande. Det køler dejligt, og det mindsker smerten. Jeg glipper svagt med øjnene. Det er ham. Han er muskuløs, og mørkhåret. Han har en flænge fra øjenbrynet og hele vejen ned ad kinden, men den er ved at hele. Han smiler ikke. Han ser dybt koncentreret ud, og der er en alvor i hans blik, man kun ser hos dem, der har oplevet døden. Jeg kan ikke huske hvem, han er. Det hele er så utydeligt i min hukommelse, og jeg føler mig underligt tom og bange. ”Er jeg død?”, mumler jeg afkræftet. ”Nej, du er i arenaen. Deltager i dødspil 97.” Hans stemme er rolig, og han bliver ved med at holde kluden mod min pande. Jeg sukker. ”Det er godt det samme.”
Jeg prøver endnu engang, at rejse mig, og denne gang går det lidt bedre. Smerten i brystet er ikke nær så slem som før. Han skal til at støtte mig, men jeg skubber hans hånd væk. Jeg kender ham ikke.
”Hvem er du?” Tiden er knap, og fakta er vel at han redede mig. Jeg behøver ikke nogen forklaring. Ikke lige nu i hvert fald.
Han ser ud til at overveje spørgsmålet. Jeg burde kunne huske det. Jeg har jo mødt ham før, men det kan jeg ikke. Jeg ved han tænker det samme.
”Logan.”


Hans billede er for mit indre blik, hver gang jeg lukker mine øjne. Minderne flyver rundt. Jeg fryser. Jeg er næsten sikker på, at det er blevet koldere. Flængen i panden er der stadig. Samt alle de andre sår. Jeg kan næsten føle, den kolde klud mod min pande. Jeg kan ikke mere, tænker jeg. Bliver man nogensinde et rigtigt menneske, hvis man kommer ud herfra? Nogle gange tænker jeg på, om det i virkeligheden er en befrielse, hvis man aldrig kommer herfra. Så ville mareridtene ikke forfølge en. Men jeg må ikke tænke sådan. Det er forkert. Det har alle andre i hvert fald fortalt mig. Gad vide om de ser på mig nu? Hvad med alle andre? Er det mit ansigt de ser? Hvilket ynkeligt og ødelagt væsen kigger de på? Jeg er ikke nogen interessant, seerelsket spiller. Jeg er bare mig. Lille og ubetydelig. Der har ikke været mange sølvfaldskærme. Måske har de allerede opgivet. Jeg kan ikke lade være med at tro, at der ikke er nogen der tror på mig længere, og måske er det rigtigt. Hvordan skal andre tro på mig, når jeg selv tvivler?
Han troede på mig. Pludselig er jeg tilbage i trancen. Jeg ser hans ansigt, jeg rækker ud efter ham, men det eneste, min hånd griber om, er luft.

”Husker du noget?”, spørger han, og jeg ryster sammenbidt på hovedet. Minderne er væk.  
Der er gået fire dage. Vi klarer os. Jeg er stadig i live, og jeg satser på at være det lidt længere. Han har i hvert fald ikke slået mig ihjel endnu.

Han sagde ikke meget til mig, husker jeg. Alt i alt, var vi et tavst makkerpar, men jeg havde ikke noget i mod hans tavse jeg. Han havde tit det alvorlige blik i øjnene, men en aften viste han, at der lå mere bag den alvorlige maske. Han fortalte mig om sin fortid. Han fortalte mig om sit distrikt. Han var fisker. Han fortalte mig om sin familie, og sin bedste ven. Hun var mere end det, kunne jeg fornemme. Jeg nød at lytte til hans stemme. Der var noget beroligende over den. Hans historier bar mig hen til et sted, der var så langt væk fra dette mareridt. Vi levede på lånt tid. Det føles som om en kold hånd fjerner alt håb, og alligevel glinser min pande af sved. Feberen blusser op igen, men denne gang er jeg alene og der er ingen til at trykke den kolde klud mod mit hoved.

”Argh…” Jeg kan mærke, hvordan de kommer nærmere. Der er død i deres blikke, men det er ikke det værste. Det værste er, at jeg er en af dem. De kommer tættere på. Deres våben drypper af blod, og jeg genkender ikke deres tomme ansigter, selvom jeg ved, at jeg har set dem før.
Pludselig mærker jeg, hvordan det kolde blad skærer sig vej gennem min hud og ind i ryggen.
Skriget flænger natten, og med et sæt river nogen mig ud af mareridtet. ”Elyss, det er mig. Rolig…”Jeg kan mærke, hvordan tårerne glider ned ad mine kinder, og jeg slår rædselsslagen med armene. ”Elyss!” Hans bestemte tonefald når stadig ikke ind til mig, og jeg forsøger febrilsk at komme væk. Men så tager han fat i mig. Hans arme omfavner mig, og jeg vrider mig desperat, men han holder fast og vugger mig frem og tilbage. ”Det er ikke virkeligt.”, hvisker han. ”Det er ikke virkeligt…”
Jeg ved ikke, om jeg til sidst tror ham, men til sidst stopper jeg med at gøre modstand. Jeg begraver mit ansigt i hans skulder og ham stryger mig over ryggen. Det er der, jeg går i fælden, tænker jeg. Jeg afgiver min sidste stædighed. Det er et tegn på tillid. Alarmklokkerne ringer. Det er nu det bliver farligt, ved jeg. Og jeg er ligeglad.

De næste dage er tingene forandrede. Først siger ingen af os noget. Vi vandrer gennem den tætte skov, og gør holdt ved et vandløb. Først der siger jeg noget. ”Tak. Tak for alt.”
Han vender hovedet og ser indforstået på mig. Så nikker han. Han forstår.
”Vil du fortælle mig, hvem du er?”
Han ser overrasket på mig. ”Hvad mener du, det har jeg jo allerede gjort.”
Jeg kniber øjnene sammen. Hvad er det han skjuler, og hvorfor?
”Hvor kender du mig fra?”
”Jeg ved ikke, hvad du taler om.”, svarer han, men han ser ikke på mig.

Om aftenen er der stille. Vi siger ikke meget. Det er kun til sidst, at jeg bryder tavsheden.
”Tror du virkelig, vi kan gennemføre det her?”
Han nikker, men det er anstrengt. ”Ja. Det gør jeg.” Han ser stadig ikke på mig.


Så en dag, var han væk. Bare sådan. Jeg var såret. Jeg følte mig knust. Det gør jeg stadig.
Jeg burde have vist, at det var for godt til at være sandt. Det er utroligt. Mine minder fra før arenaen, var væk efter sammenstødet, men disse minder sidder som brændemærket i mit sind. De bringer smerte, og ensomhed, men brænder med sådan en intensitet, at jeg ikke ville bytte dem væk for noget.
”Elyss.” Hans stemme er lige ud for mit øre.
”Logan.” Han stryger mig over håret, og varmen gløder på mine kinder.
”Du kan klare det her.” Han trykker sine læber mod min pande, og for første gang, tror jeg at jeg virkelig kan. Stedet hvor hans læber har været brænder. Hans tommelfinger kærtegner min kind, og lidt efter finder hans læber mine.


Jeg burde have set det. Han sagde ”Du kan klare det her.” Der var ikke noget vi. For der er kun en vinder, og det vidste han. Men hvorfor? Han havde langt større chancer end jeg, og nu er han væk?
Jeg kan ikke bære tanken om det.
Nu sidder jeg her. Der gik betændelse i såret, og jeg har aldrig været god til det lægelige. Desuden kunne jeg ikke tænke. Chokket lammede mig, og feberen var hurtigere, end jeg, til at tage over.
Kanonskuddene lyder natten over. Jeg lukker øjnene. Jeg forsøger at lukke dem ude, ved at holde mig for ørerne, men det hjælper ikke. Smerten bider sig ind til benet.

Jeg har stadig kniven. Han efterlod en til mig. Jeg knuger den ind til mig. Den er mit sidste håb. Jeg ved ikke, hvad der gør det, men pludselig beslutter jeg mig. Jeg bevæger min svage krop. Jeg smider rebet ned, og jeg klamrer mig til det, mens jeg firer mig ned. Natten er sort. Der er ikke et lys, bortset fra den voksende vrede, der føles så brændende, at de må kunne se dens flamme langt væk.
”Er det her, hvad I ville have?!” Mit skrig flænger mørket, men jeg er ligeglade med ambisonerne. Det er ikke dem, min vrede er rettet mod. Jeg ved ikke, hvor kameraerne er, men jeg er sikker på, at de ser mig. ”Er I glade nu?!”
”Uhyrer!” Jeg skriger, så der ikke er mere luft i mine lunger.
”Monstre!”

Pludselig hører jeg skridt. De kommer nu. Så slutter det, tænker jeg, men jeg er ligeglad.  Jeg kan ikke se dem endnu, men det betyder intet. Jeg skal dø alligevel. Jeg dør af mine sår. Det ved jeg.
Jeg tænker på ham. ”Undskyld.”, hvisker jeg, og enkelte tårer glider ned ad mine kinder. ”Undskyld.”

For sidste gang, genkalder jeg mig hans ansigt. Hans sidste ord genlyder i mit hoved, og jeg klemmer kniven, så mine knoer er helt hvide.
”Jeg elsker dig, det har jeg altid gjort.”
Jeg husker igen. Jeg husker ham fra før Spillet. Jeg ved, at jeg har set ham før, og jeg ved at jeg har mærket hans kys længe før den aften. Som i båden på floden, eller om natten i fiskerbyen.
Mit navn er Elyss. Jeg er fra distrikt 4. Jeg var med i Dødspillet.
Jeg husker alt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...