Fanø Forfatterskole

I efterårsferien 2013, var jeg og 29 andre skønninger på Fanø Forfatterskole, hvor vi lærte noget mere om at skrive.
Jeg har samlet alle vores skriveøvelser på min computer, og har nu turdet at "udgive" dem for jer! I starten var jeg bare sådan: ingen-får-nogle-sinde-at-læse-mine-øvelser-agtig, men nu har jeg tvunget mig selv, så du kan se hvad vi har lavet.
Der er haikudigte, seksordshistorier og meget mere, og alle øvelserne var SÅ sjove at skrive, dels fordi jeg stank til dem alle sammen :-)
Håber I nyder det, og vil tage en overvejelse om at ansøge kursuset!

7Likes
17Kommentarer
675Visninger
AA

3. Indianerhistorien by Sille Høgh Birkeland

Indianer – Sille Høgh Birkeland

 

 

Jeg spejdede ud mod horisonten og anede frygt og fare i havets bølger der sloges med hinanden. Vandet skyllede op på strandkanten og efterlod tang og andre havting. Længe havde jeg undret mig over, hvorfra det kom, og svaret stod næsten altid klart i stjernehimlen der tegnede sig om natten.

 

Da en flok unger kom løbende fra skovens tætte buskads, fik de et smil frem på mig. Nigira, mit barnebarn, løb allerforrest med sin muslingehalskæde dinglende om halsen. Gid jeg var barn igen. At løbe rundt dagen lang med sunde ben. Lege rundt omkring på øen uden nogen fare og ingen opgaver. Selv om børnene ikke lærte meget om den store verden, var Nigira stadig en kløgtig lille tøs som lignede sin mor på mange måder. Og faren, som jeg heller ikke skulle snakke ondsindet om, havde Nigira også meget fra. Han var landsbyens høvding, for at være helt nøjagtig.

 

Min gamle stok knækkede nok snart af al den gåen. Jeg snublede hen til bålpladsen, midt på lejrpladsen, som var omringet af alle tippierne. Mit blik fór rundt, og betragtede vores omgivelser. Store palmetræer strakte sig op mod himlen med buede blade der kastede regndråber af sig. Solens stråler dansede tæt om hinanden og varmede vore bare arme og behårede ben. Dejlig morgen for os Arawakaer i dag. Selvom bølgerne viste fare i sigte, betød det ikke nødvendigvis at det passede. Sommetider løj stjernehimlen og horisonten for os troldmænd.

 

Jeg kiggede nærmere på vores yndige lejrplads der var omringet af buske og træer.

 

Min næse krympede sig, da den hårde vind med lugten af døde fisk hang som en sværm om hovederne på os. Jeg tog mig til maven og spidsede ørerne en anelse. Min mave rumlede, og det betød at mændene var på vej hjem fra deres fisketur. Den rumlen var endda højere end normalt, så det var sikkert en stor fangst de havde fået. Dejlig dag, som jeg sagde!

 

Kvinderne løb ud fra tippierne hvor de havde siddet side om side og syet. De greb deres børn i armene og fik dem sat til rette ved bålet, mens de krydrede fiskene og smed dem i lerfadet. Duften steg fra vandet og ind i næseborene på mig, mens min mave rumlede videre.

”Noget nyt om fremtiden, Aganok?” Jeg kiggede skeptisk på høvdingen og nikkede med munden fuld af fisk.

”Fare. Frygt. Fangenskab.” Der blev stille omkring bålet, mens stirrende øjne prikkede mig i huden.

”Aganok. Uddyb!” befalede han og satte sig på en træstamme.

”Der vil komme fare. Men jeg ved ikke om det passer, store høvding,” sukkede jeg og spiste videre. Som var ”fare” et stikord til tordenvejret. Et lyn slog ned i palmetræet og væltede tørrestativet. Jeg rejste mig svagt, og vaklede ind i sikkerhedshytten landsbyen havde lavet for generationer tilbage. Alle stod side om side og så på at uvejret bragede løs foran os. Måske havde jeg taget fejl af at det var en dejlig dag.

 

Det her var faren, nu måtte frygten komme, i hvert fald ifølge bølgerne.

 

En høj, kraftig mand kom pludselig til kende fra sit skjul bag buskene. Han smilede høfligt og bevægede sig videre hen til os. Han var hvid? Jeg prikkede stille til høvdingen med spidsen af stokken. Vi kiggede forskrækket på hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...