En anorektikers bekendelse *Dansk-stil*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2013
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Igang
Jeg er igang med at skrive stil om spiseforstyrrelser og en del af stilen går ud på at skrive en fiktiv historie om emnet.
Det blev så den her historie.
Ved ikke helt om den er god nok så ville blive glad for noget ris og ros;)
Prøver stadig at finde på en titel der ville være lidt bedre end den jeg har i forvejen så ideer til en titel ville også være skønt!

2Likes
6Kommentarer
1133Visninger

1. One shot

Når jeg vågnede om morgenen var at veje mig det første jeg gjorde.
Hvis tallene var højere end i går morges spiste jeg ingen morgenmad. Hvis det var lavere spiste jeg et æble.
Jeg tog altid rigtig meget tøj på, også selvom det var 20 grader udenfor og solen skinnede.
Jeg frøs altid, især lige efter en fasteperiode.
Når jeg blev rigtig træt af mine blå læber og frosne tæer spurgte jeg mig selv ”Vil du fryse eller være fed?” Det hjalp altid. Og svaret giver lidt sig selv.

Min spiseforstyrrelse startede da jeg var 12 år. Jeg havde i lang tid haft problemer derhjemme og i skolen hvilket sikkert også fik det hele startet.
Jeg har aldrig været tyk. Men heller ikke slank. Jeg havde runde kinder, rund mave og kraftige ben. Jeg tænkte ikke over det indtil den dag i juni hvor jeg var ude og shoppe med min veninde. Vi prøvede bikinier og vi havde valgt de samme og stod nu ved siden af hinanden i prøverummet med helt ens bikinier på. Det var klart at se at min veninde så utrolig godt ud i bikinien. Jeg  kiggede på mig selv i spejlet og så en bleg flodhest i en alt for lille sort bikini. Flodhesten stod ved siden af en smuk antilope også iført en sort bikini og det var der det gik op for mig at jeg blev nød til at tabe mig. Lige med det samme!
Fra den dag af spiste jeg halvdelen af hvad jeg plejede. Jeg startede til badminton og fodbold, jeg løb ture så tit jeg kunne og jeg tog i svømmehallen i weekenden.
Det gik fint i starten. Folk kommenterede mit vægttab med ord som ”neeej hvor er du blevet en flot pige!” og ”godt gået Sarah!” Jeg var lykkelig i et kort sekund. Men det eneste der skulle til for at punktere min lykke var at gå ud og kigge mig selv i spejlet. Så kom sorgen, vreden og desperationen krybene og slyngede sig om mig som en slange.
Nogen gange skar jeg i mig selv. Det fik alle tankerne til at forsvinde. I det øjeblik hvor kniven ramte huden og delte den i to og blodet kom piblende frem var der helt stille oppe i mit hoved.
Men det varede kun i et par sekunder, så kom stemmerne frem igen og råbte og skreg om hvor fed jeg var og at jeg hellere måtte slå mig selv ihjel hvis ikke jeg snart tabte mig.

Der gik ikke lang tid før min mor opdagede at mit vægttab var gået lidt over gevind.
Hun spurgte mig tit om jeg ikke ville have lidt slik eller kage og hver gang var mit svar nej.
Sådan plejede det ikke at være. Før i tiden ville jeg ikke kunne sige nej til søde sager men jeg følte ikke behov for den slags mere.
Så i stedet tog jeg et æble eller lidt salat.
Min mor arbejdede meget. Hun tog af sted før jeg stod op og kom hjem lige før jeg skulle i seng.
Det meste af mit liv er jeg blevet puttet af barnepiger og fulgt i skole af min storebror som til sidst fik nok og flyttede uden at sige farvel. Han var 14 år ældre end mig.
Men min mor begyndte at lægge mærke til mig nu og det gjorde min trang til at tabe mig endnu større. Hun holdt tit fri fra arbejde for at holde øje med mig og hun spiste aftensmad med mig næsten hver aften.
Men til sidst ønskede jeg næsten at hun ville blive på arbejde for hun begyndte at snakke om læger og psykologer. Hver gang hun nævnte det begyndte jeg at råbe op om at jeg for fanden da havde lov til at tabe mig uden at blive indlagt og at jeg bare var begyndt at leve sundere.
Jeg havde kun tabt mig ”et par kilo”.
Jeg fandt nogle hjemmesider skrevet af andre med spiseforstyrrelser og derinde fandt jeg en masse tips og tricks til fx at snyde din mor om at du har spist.
Når jeg kom hjem fra skole tog jeg en tallerken og smurte lidt leverpostej på. Så tog jeg en skive rugbrød og krummede lidt ud over tallerkenen og smed rugbrødet ud i den store skraldespand så mor aldrig opdagede det.

Når hun så kom hjem sagde jeg at jeg havde spist frokost og havde tallerkenen som bevis på det.
Jeg tror kun hun troede på det de første par gange. Hendes panderynke, som havde sat sig permanent efter min sygdom, blev dybere hver gang jeg sagde det.

Da jeg var blevet 15 år gammel lignede jeg en pind. Jeg kunne jo godt se det selv men min frygt for at blive tyk fik mig til at fortsætte.
En måned efter min fødselsdag havde jeg ikke spist mad i fem dage.
Jeg var svimmel og havde det meget koldt. Jeg havde ingen energi og kunne næsten ikke få mig selv op af sengen om morgenen.
Klokken var ca 13.15 en lørdag formiddag da jeg faldt om i køkkenet.
Jeg stod og smurte en tallerken med remolade da det sortnede for mine øjne og jeg væltede bagover og ramte en åben skuffe med hovedet.
Da jeg åbnede øjnene igen lå jeg på hospitalet og min mor sad grædende ved min side.
Hun fortalte mig at hun havde fundet mig da hun kom hjem fra biblioteket hvilket vil sige at jeg havde ligget der i godt og vel en halv time.
Det eneste der bekymrede mig var at hun nok havde fundet mig med remoladen i hånden og at hun nok havde regnet ud hvad jeg var i gang med.
Efterfølgende begyndte jeg at gå til psykolog og fik en diætist som jeg skulle snakke med en gang om ugen. Det irriterede mig men inderst inde vidste jeg godt at jeg nok ville dø hvis det her ikke snart stoppede så jeg tog af sted til mine aftaler og prøvede at gøre som diætisten sagde.
Snart havde jeg taget 5 kilo på og stemmerne i mit hoved skreg og råbte om at jeg blev nød til at stoppe før jeg blev et fedtbjerg.
Men jeg var træt. Jeg var træt af at lyve, træt af at tænke på min vægt hele tiden og træt af kommentarerne om min krop.
Så til sidst gav jeg op. Jeg begyndte at spise normalt igen.
Min mor var lykkelig. Hendes rynke forsvandt og hun smilede meget mere.

En aften lå jeg i min seng og var træt og ked af det hele.
Jeg listede ud på badeværelset og fandt den gemte kniv frem.
Da badekarret var fyldt med vand skar jeg dybt ned i mine håndled og lagde mig i vandet.
Lige så stille gled jeg væk fra verden og tankerne.

Jeg døde ikke hvis det er det du tror.
Jeg kom på hospitalet og endnu en gang var det min stakkels mor der fandt mig og hun sad også denne gang og græd ved min side.
Men denne gang tænkte jeg hverken på vægt eller mad.
Jeg tænkte kun på at det måtte ende nu.
Og det gjorde det også. Jeg kom ud af det onde mønster og blev glad igen.
Nu sidder jeg på mit værelse og tænker tilbage på de værste år af mit liv.
Men de lærte mig også en masse, de år.
Jeg er blevet klogere på mig selv og føler at jeg er klar til at starte et nyt liv.
Jeg er den jeg er, tyk eller tynd, høj eller lav.
Og du må tage mig som den jeg er.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...