Maskebal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2013
  • Opdateret: 20 nov. 2013
  • Status: Igang
Når maskeballet starter, skal alle have deres maske på. Til slut tager man den af. Men dette er ikke noget normalt bal. Morderen er løs. Personen har selv maske på, og befinder sig blandt de to hundrede gæster. Man ved ikke hvem. Man ved slet ikke at man skal dø. Han dræber på forskellige måder. Måske lader han som om han holder kærligt om dig, men i virkeligheden kvæler han dig. Du vinder, hvis du er tilbage. Kun en ud af to hundrede. Den der vinder bliver den nye morder til det næste bal. Om han så vil eller ej. Lad ballet starte.

Da Anysia Hope bliver inviteret til et maskebal, har hun ingen anelse om, hvad der vil ske. Men da hun opdager hvad maskeballets hemmelighed er, er hun sikker på at hun kan afsløre morderen. Hvis morderen afsløres, går maskeballet i stykker for altid. Men vil morderen også nare Anysia, og lade hende dø? Og hvis Anysia afsløre spillet, hvad vil der så ske? Men vigtigst af alt: Hvem er morderen?

11Likes
12Kommentarer
528Visninger
AA

4. Kapitel 3 "Oliver with ice eyes"

Kapitel 3

 

Panikken bredte sig langsomt i kroppen, og jeg løb rundt for at finde Marc. Hvad skete der? Hvorfor faldt folk og lignende døende? Hvad nu hvis de var døende? Bare tanken gjorde mig bleg.

"Marc!" skreg jeg. Mit kald gav genlyd i salen store rum. Et par enkelte gloede på mig, men størstedelen var i deres egen lille tågede verden og opdagede slet ikke mit paniske ansigt

Jeg løb men faldt i den forbandede lange kjole, som flænsede op til midt på låret. Jeg rev det halvrevnede stykke af og fortsatte med at løbe. En dreng spildte sin gule drink udover mig, men det var lige meget. Jeg løb.

Da jeg endelig fandt Marc lå han på gulvet. Han havde røde mærker på halsen, som om nogen havde forsøgt at kvæle ham. Jeg ruskede i ham, men han reagerede ikke. Jeg blev med det samme bange og tog hans puls. Jeg spærrede øjnene op. Hans puls var så lav, at den næsten var væk. Alkohol gjorde ikke den slags.

Sandheden lyste pludselig så klart. Blændende klart.

Der var en morder i blandt os.

Skrækken gjorde mig lam, og jeg satte mig brat ned. Prøvede at fokusere på Marcs halvdøde krop, men altid forblev tåget. Der var stadig en masse mennesker oppe, men godt og vel en fjerdedel var nede.

Måske er det ikke som du tror, Anysia.

Men mine beroligende tanker blev voldsomt knust, da jeg så ham. Manden der tidligere havde været sammen med kvinden der besvimede. Han havde en sort maske på, og det lyse hår var redt tilbage. Han havde et sort slip og jakkesæt på. Meget neutralt. Ikke en type man ville ligge mærke til.

Han stod midt i flokken. Han kørte en hånd igennem sit lyse hår og gav mig elevatorblikket.

Han gik med selvsikre skridt hen imod mig. Jeg sank en klump.

"Hey," udbrød han som om vi kendte hinanden.

"Hej," svarede jeg kort og så usikkert på ham.

"Don't be scared, I'm a good guy," løg han og rykkede tættere på. Bag den sorte maske kunne jeg ane de isblå øjne. Jeg frøs til is da hans hænder bevægede sig ned af min nøgne ryg. Kjolen som Saray havde valgt, havde en dyb udskæring i ryggen, hvilket bare betød, at den blottede hele min ryg. Lige nu kunne jeg ikke andet end hade hende for det. Men jeg vidste stadig ikke hvor hun var.

"Det siger alle drenge, men det viser sig med tiden, at de alle sammen lyver," fastslog jeg iskoldt. Næsten lige så iskoldt som hans øjenfarve og han sind. Næsten.

Han så overrasket på mig fordi jeg ikke faldt for hans charme. Så fik hans krystalblå øjne et forvirret udtryk, men kun lige nok til at jeg kunne se usikkerheden, før han skiftede ansigtsudtryk og blev stenhård igen. Han trådte tre skridt bagud og løftede et øjenbryn.

"Skal man nu være kostbar, du?" hviskede han, og hans stoneface brød over i et smørret grin. I takt med at han trådte tættere og tættere på mig igen, prøvede jeg at lege med. Hvis jeg udtrykte usikkerhed og nervøsitet, ville han kunne mærke det og bruge det imod mig.

Han er morderen, sagde en tanke i mit hoved. Jeg fik en trang til at stikke af, men det ville intet nytte. Han måtte afsløres, hvis det ellers er ham der havde kvalt Marc, dræbt den 'besvimende kvinde' og alle de andre.

"Jeg er ikke kostbar, jeg er bare ærlig," forsvarede jeg mig selv og den lyshåredes læber undslap et grin.

"Hvad er dit navn?" sagde min mund pludselig, men jeg vidste at han ikke var dum. Hvis han nu var en morder, ville han nok ikke angive mig sit rigtige navn.

"Oliver," svarede han uden tøven, og blinkede til mig. Pludselig skete alting så hurtigt. Oliver bevægede sig hen til mig, og pressede mig op af den nærmeste mur. Han kyssede mig hårdt og bestemt på munden, og jeg følte at jeg blev kvalt.

Stop.

Lad mig være, jeg har intet gjort.

Stop!

Pludselig kunne jeg mærke den. Iskold ligesom hans øjne. En lille spids spejder kniv, var presset imod mit højre håndled, som vendte ind mod væggen. Jeg så ind i hans krystaløjne, og pludselig kunne jeg ane noget venligt langt derinde. Et sted helt inde i ham. Noget der sagde at det her ikke var frivilligt. Han ville ikke.

En smerte drev igennem mit håndled og alt sortnede for mine øjne.

________________________________________________________________

Jeg hader at undskylde konstant, men det her kapitel blev simpelthen så forfærdeligt kort. Undskyld guys men jeg lover højt og helligt, at jeg vil forsøge at skrive længere kapitler.


Tak for likes, favorit og kommentar(e)  - det er jeg da glad for! For resten i må meget gerne skrive en kommentar. Ros og ris - velformuleret konstruktiv kritik, tak.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...