Maskebal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2013
  • Opdateret: 20 nov. 2013
  • Status: Igang
Når maskeballet starter, skal alle have deres maske på. Til slut tager man den af. Men dette er ikke noget normalt bal. Morderen er løs. Personen har selv maske på, og befinder sig blandt de to hundrede gæster. Man ved ikke hvem. Man ved slet ikke at man skal dø. Han dræber på forskellige måder. Måske lader han som om han holder kærligt om dig, men i virkeligheden kvæler han dig. Du vinder, hvis du er tilbage. Kun en ud af to hundrede. Den der vinder bliver den nye morder til det næste bal. Om han så vil eller ej. Lad ballet starte.

Da Anysia Hope bliver inviteret til et maskebal, har hun ingen anelse om, hvad der vil ske. Men da hun opdager hvad maskeballets hemmelighed er, er hun sikker på at hun kan afsløre morderen. Hvis morderen afsløres, går maskeballet i stykker for altid. Men vil morderen også nare Anysia, og lade hende dø? Og hvis Anysia afsløre spillet, hvad vil der så ske? Men vigtigst af alt: Hvem er morderen?

11Likes
12Kommentarer
567Visninger
AA

3. Kapitel 2 "Afraid"

Kapitel 2

 

Jeg kunne dø af skam. Virkelig. Saray havde fundet en mat rødlig farvet kjole til mig. Det var ikke fordi jeg ikke kunne lide farven, men kjolen var på alle måder grænseoverskridende.

"Saray, jeg gør det ikke," protestrede jeg, og hev hende i armen. Hun var selv udsmykket med en lyseblå kjole og et par matchende stiletter. Hendes maske var lyserød med glimmer, præcis som havde snakket om. Helt kikset blev det dog, for hun havde også malet lyseblå stjerner på den, hvilket bare gjorde den endnu grimmere.

"Nu går vi to derind," sagde hun en smule for hårdt, og pegede på det store hvide hus. Da hun så at jeg bed mig i læben, blødte hun en smule op.

"Undskyld," kom det så.

"Vi går ikke der ind," fastslog hun så og så på mig. Jeg skar en grimasse.

"Lad nu være med at være fjollet. Du har glædet dig helt vildt! Vi går derind," udbrød jeg uden at tænke mig om. Saray smilede stort og greb min hånd. Jeg måtte virkelig koncentrere mig om balancen, ellers ville jeg sikkert vælte lige ned i en kæmpe mudderpøl. Mine stiletter var også macthende - den mate rødelige farve, som min maske også var klædt med. Jeg havde ikke brugt meget glimmer, og personligt synes jeg resultatet var blevet bedre end Sarays. Men det sagde jeg selvfølgelig ikke.

Salen var fuld af mennesker. Så mange mennesker på ét sted, samme tid, lige nu. Det var helt overvældende. Marc stod i indgangen med butterfly og det hele. Han uddelte velkomstdrinks og gav hånd.

"Hvor er det pænt af ham at hilse på alle to hundrede mennesker! Hvilken gentleman," sagde Saray smilende, og slog hænderne sammen. Så tøffede hun hen til ham. Jeg stod bare der lide i baggrunden, imens hun uddelte håndtryk og kram. Efter små fem minutters tid, kom hun tilbage med to drinks med paraplyer i. Min drink var grøn imens Saray var orange.

"Frugtfarve," forklarede hun, og smilede bredt. Maskeballet var sikkert bare en joke. Men opfindsomt - det var det. Det måtte jeg give Marc.

Imens musikken roligt kørte i baggrunden, hilste Marc på de sidste gæster, og lukkede derefter dørene. Han trådte op på en lille scene, som han havde fået sat op. Salen summede af latter og god stemning, men da Marc rømmede sig, blev der stille med et sæt.

"Det glæder mig at se, at alle to hundrede gæster er mødt op. Jeg vil nu sige et par ting, før vi lader ballet begynde," han tog en slurk af sin røde drink, og slog et stort smil op. "Når ballet begynder skal maskerne forblive på, til midnat hvor vi afsløre os selv! Der vil jeg selvfølgelig informere jer om, at det er tid til at tage maskerne af," fortsatte han, og holdt en kunstpause. "Toiletterne er selvfølgelig til rådighed, hvis det skulle være nødvendigt. De er i venstre sidde af salen, altså modsat hvor i kom ind. Jeg vil nu overlade ballet til jer, så et sidste ord bør vil være: Showtime!"

Klap og latter. Mine hænderne klappede med og Saray virkede ekstremt begejstret.

"Der er bare et eller andet magisk over det her, ikke sandt Anysia?" udbrød Saray pludselig, og rettede på masken. Hendes brune øjne skinnede, og hendes sorte hår hang løst ned af skulderne på hende. Gudesmuk som altid.

"Øhm, jo da," svarede jeg så overbevisende som jeg nu kunne. 'Magien' som Saray kaldte det, var den unaturlige latter, der hang over salen. Jeg kunne ikke rigtig gennemskue hvorfor den lød så voldsomt. Nærmest hysterisk.

Men Saray hørte slet ikke mine ord. Hun var væk. Jeg kiggede rundt, men der var mennesker overalt. En dreng i en grøn maske gloede på mig, og jeg kiggede væk. Ubehageligt til mode. Jeg synes jeg kunne genkende hans hår. Det mørkebrune, lidt skødesløse hår, der bare sad som det nu sad.

Jeg stod bare der, alene i flokken af mennesker, da jeg pludselig hørte et klynk. Jeg drejede hovedet hen imod et par, der stod så tæt op af hinanden, og jeg fik det dårligt. Pigen udstødte små gisp, og gled ned af væggen, hun var presset op imod. Manden kiggede sig omkring, og satte sin drink ved hendes slappe hænder. Hun var sikkert besvimet. Han var allerede på vej væk, hen til et sted at finde hjælp. Jeg blev rundtosset, og besluttede mig for at finde Saray.

Jeg maste mig mellem mennesker, men Saray var forsvundet. Jeg følte en voldsom klaustrofobi, og prøvede at finde udgangen. Da jeg endelig nåede døren stod Marc op af den med en blondine. Han virkede ret optaget af hendes mund, men da han så mig smilede han bag den røde maske.

"Hej Anysia, hvad så?" Han slap blondinen et sekund, og hun så fornærmet på ham. Han opdagede det og plantede et kys på hendes perfekte læber. Derefter smilede hun, og det voksede kun da han lagde en arm om hende.

"Kan man måske komme ud og få noget luft?" spurgte jeg, men Marc rystede på hovedet.

"Forsvinder én, forsvinder alle. Den risiko vil jeg ikke løbe," han tog en ordentlig slurk af sin nu blå drink, og nussede blondinen i håret.

"Ellers andet? Jeg vil snart gerne være lidt alene med hende her igen," udbrød han kækt. Mine kinder blev røde af skam, blondinen fnisede til Marc og så sendte hun mig et nedlagende blik.

"Øhm, har du set Saray?" stammede jeg, og Marcs smil voksede.

"Sidst jeg så hende, var hun på vej hen til toiletterne med en lysehåret fyr med sort maske," svarede han, og da jeg sendte ham et taknemmeligt blik, blinkede han venligt til mig og fortsatte derefter med at oversalve blondinen.

Jeg holdt mig ude ved bagsiden af salen, hvilket var en fordel, da der ikke var lige så mange mennesker. På få minutter havde jeg nået toiletterne, men Saray var der ikke. Uroen voksede i maven på mig. Jeg besluttede mig for at gå endnu en runde, i håbet om at finde hende.

Da jeg nåede hen forbi den voldsomme lange kø til toiletterne, gik jeg videre hen til baren. Det ville ikke undre mig at se Saray der, men heller ikke der var hun. Jeg blev mere og mere bekymret, men sagde til mig selv, at jeg måtte stoppe med at lege mor. Jeg opførerede mig som en mor, det måtte jeg indrømme. Hvorfor bekymrede jeg mig overhovedet? Saray var et halvt år ældre end mig, så hun skulle nok klare sig.

I samme sekund vælte en mand bag mig, og blinkede stift med øjnene. Ingen lagde mærke til det, men jeg styrtede hen til ham.

"Er du okay?" udbrød jeg, men manden havde ingen krafter.

"Stop.. ham," hviskede manden og lukkede øjnene. Jeg så forfærdet på manden. Så gik det stærkt, jeg roede efter min mobil som jeg havde ladet ligge derhjemme, da jeg ikke kunne holde styr på tasker. I kjolen var der ingen lommer.

"Manden har brug for hjælp!" udbrød jeg, men ingen reagerede. Jeg kiggede ned af salen, og opdagede at flere mennesker lå eller sad ned. Nogle stod i en underlig stilling op af væggen.

I samme øjeblik, kunne jeg lufte færten af død.

_______________________________________________________________________

Tak for favorit og alt det der <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...