Maskebal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2013
  • Opdateret: 20 nov. 2013
  • Status: Igang
Når maskeballet starter, skal alle have deres maske på. Til slut tager man den af. Men dette er ikke noget normalt bal. Morderen er løs. Personen har selv maske på, og befinder sig blandt de to hundrede gæster. Man ved ikke hvem. Man ved slet ikke at man skal dø. Han dræber på forskellige måder. Måske lader han som om han holder kærligt om dig, men i virkeligheden kvæler han dig. Du vinder, hvis du er tilbage. Kun en ud af to hundrede. Den der vinder bliver den nye morder til det næste bal. Om han så vil eller ej. Lad ballet starte.

Da Anysia Hope bliver inviteret til et maskebal, har hun ingen anelse om, hvad der vil ske. Men da hun opdager hvad maskeballets hemmelighed er, er hun sikker på at hun kan afsløre morderen. Hvis morderen afsløres, går maskeballet i stykker for altid. Men vil morderen også nare Anysia, og lade hende dø? Og hvis Anysia afsløre spillet, hvad vil der så ske? Men vigtigst af alt: Hvem er morderen?

11Likes
12Kommentarer
561Visninger
AA

2. Kapitel 1 "Try to make a smile"

Kapitel 1

 

Da min smadrede og oldgamle Nokia ringede midt i mit yndlingsprogram, burde jeg havde ignoreret den. Men det ridsede display viste Sarays navn, så jeg var nød til at tage den. Man vidste aldrig, måske havde hun dukket op, hvis jeg havde ladet den ringe. Og hvis der var en ting jeg overhovedet ikke orkede nu, var det Saray der snakkede i timevis, så hele mit yndlingsprogram blev overdøvet af hendes snak.

"Anysia? Åh gud, du skal bare høre det her! Marc Collins har fandeme inviteret mig til bal i hans hus! Ved du hvor stort det er? Det er gigantisk, og ved du hvad? Du skal med. Det har jeg lige bestemt. Han sagde at der kunne være præcis to hundrede. Det er fandeme meget, og det bedste af det hele.. Det er et maskebal! Vi skal lave de fedeste masker i morgen. Jeg tror at min skal være lyserød med glimmer!"

Jeg proppede en håndfuld chips ind i munden, og gloede hen på fjernsynet.

"Aha," sagde jeg bare, hvilket åbenbart irriterede Saray. Hun begyndte endnu en talestrøm, imens jeg prøvede at opfange bare ét ord fra programmet, som for resten var ved at være slut. Jeg sukkede lettet, da hun stoppede.

"Saray, kan vi tage den i morgen?" svarede jeg blot, og hun udbrød et eller andet om at jeg var kedelig.

Jeg lagde på, og satte mig til rette i sofaen. Smækkede benende op på det gamle skæve sofabord, og nød de sølle halvtreds sekunder der var tilbage. Så snart det var slut, slukkede jeg, og lagde hovedet tilbage. Tankerne overfyldte mit hoved. Et maskebal? I Marc Collins hus? Jeg måtte ærligt indrømme, at det ikke lød dårligt.

 

 

Saray var ustyrlig den fredag. Hun snakkede om kjoler, masker og makeup, hvilket bare gjorde mig endnu mere forvirret. Jeg var oven i købet kommet for sent til Geografi, imens de var ved at gennemgå noget på tavlen. Akavet.

Vi var nu på vej hen af den midterste gang på skolen, også kaldet gul gang, da alle de slidte vægge var malet i en kvalmende gul farve. Mine øjne fangede det store runde ur, da vi nåede hovedtrappen. Saray sprang op af trappen, og jeg tog den i otte lange hop. Vi skulle nødig også komme for sent til historie.

Vi var næsten fremme da en dreng pludselig stoppede os.

"Lokale seksogtyve?" spurgte en dreng. Han lignede en 1.g'er, hvilket betød, at han kun havde gået her i lidt over en uge. Forståeligt nok, at han ikke kunne finde lokale seksogtyve.

"Ned på nederste gang fra hovedtrappen, cirka ti meter ligeud, så til højre, derefter ligeud igen, til du når enden af gangen, og så er du der." svarede jeg. Han så taknemmeligt på mig, og løb derefter af sted. Saray trak på skuldrene.

"Typisk 1.g'ere," snerrede hun, og lavede en grimasse. "Kan de ikke se vi har travlt? Vi gider sgu da ikke snakke med dem."

"Saray, try to make a smile," påpegede jeg, og skubbede blidt til hende. Hun så spørgende på mig.

"Du havde da også brug for hjælp sidste år, da du var helt ny."

"Well, hvornår sveske?" udbrød hun sarkastisk, og lagde armende over kors.

"Glemmer du virkelig tirsdagen efter, hvor du gik forkert og opdagede skoleinspektøren uden bukser på?"

"Add, lad være. Jeg ved godt at han havde spildt kaffe udover sit tøj, men behøvede han virkelig skifte tøj i et tomt klasselokale? Måske havde han ikke havde forventet en ny 1.g'er stå der og glo, men whatever. Det var hans egen skyld," forsvarede hun sig selv, men vi brød begge ud i en høj latter. Så højt, at en lærer stak hovedet ud af et klasselokale, og råbte at vi burde tie stille. Jeg kvalte et hysterisk grin, men alt det sjove forsvandt i netop samme øjeblik, som læreren igen kom ud på gangen.

"Hvad laver i egentlig her? Kan i så komme til time!" kommanderede hun. Slukørede måtte vi sætte og forrest i klasselokalet, da de bagerste pladser var optaget, og høre Mrs. Snowways lange oplæg om Amerikas oprindelse, som jeg i forvejen havde hørt en trillion gange før.

Hele timen tog alle de intelligente børn noter, imens jeg tegnede kruseduller.

"Nu til millonspørgsmålet. Et alle bør kunne svare på. Hvad hed ham der opdagede Amerika, hvis man ikke snakker om indianerne?" Hendes grålige øjne søgte rundt i klasseværelset, og alle havde hånden op. Næsten. Et par enkle smådovne typer ligesom jeg, sad og blånede. Hendes rynkede ansigt blev vendt mod mig. Pis også.

"Anysia," begyndte hun. "Hørte du efter, eller skal jeg gentage det for dig?" Hun nærmest spyttede ordet 'gentage' ud, og smilede derefter sukkersødt. Men meget falskt.

"Du behøver ikke gentage det, tak." svarede jeg, og gjorde mig umage med at lyde ligesom hende, når jeg sagde gentage. "Han hed Christopher Columbus," svarede jeg kort, og løftede prøvende et øjenbryn.

Mrs. Snowway smilede stramt, og skrev hans navn ned på tavlen.

"Som Anysia lige sagde, var det altså Christopher Columbus der opdagede Amerika." Hun kiggede ud på eleverne, og folede hænderne.

"Hvem vil så fortælle mig hvornår han blev født, og i hvilket årstal han døde?"

Jeg støttede hovedet med min venstre hånd, og fulgte Mrs. Snowways blik. Det var landet på Jack - en af klassens mere dovne elever. Han havde slet ikke opdaget hende.

"Jack Anderson, vil de fortælle mig svaret denne gang?"

Han kiggede op. Forvirret, tydeligvis.

"Undskyld?" svarede han i et forsøg på at være høflig. Mrs. Snowway rettede på sine små runde briller, og gloede strengt på ham.

"Hvornår blev Christopher Columbus født, og hvornår døde han?" gentog hun og sukkede højt. Han blev bleg.

"I øhm.." Han tænkte sig om, og slog ud med hænderne, for at demonstrere, at det kunne han ikke svare på. Mrs. Snowway sukkede endnu højere. Så højt at murene kunne havde faldet sammen.

"Det bør i alle vide. Også dem, Jack. I 1451 blev vores opdager født, og i 1506 måtte han vinke farvel til livet."

I samme sekund ringede den gamle rustne klokke, der symboliserede, at vi havde fri. Folk styrtede ud af dørene, mens andre blev og diskuterede eller snakkede med Mrs. Snowway om de kommende lektier.

Saray løftede en hånd, og jeg klaskede den slapt.

"Sådan, Einstein. Der fik hun den!" Hun hentydede til Mrs. Snowways forsøg, på at gøre mig til grin. Det var ikke unormalt. Det gjorde hun tit.

"Arh, det var ingenting. Columbus opdagelse af Amerika er altså et nemt emne. Jeg har haft om det en milliard gange."

"Prøv at overdriv," grinede hun, og stak en arm omkring min. "Nu skal vi hjem til mig og lave masker."

Jeg smilede, og vi gik hen af gangen. Ud af de beskidte firkantede vinduer, opfangede mine øjne Jack. Han slaskede igennem skolegården, med sin gamle mørkeblå Eastpak. Jeg havde ikke specielt meget ondt af ham. Episoden i timen havde været hans egen fejl.

"Hvad tænker du på, dreamer?" Saray hev i mig, og jeg smilede tilbage til hende.

"Ingenting. Kom, lad os gå."

______________________________________________________________________
Hej sødeste mennesker!

Tak fordi i gad læse dette kapitel. Jeg ved godt det er kedeligt, men der skal ligesom være en start og noget information. I næste kapitel begynder maskeballet, som faktisk bliver ret scary. Tror jeg da. Nåmen jeg vil ikke afsløre for meget, selvom i godt ved lidt.. Lidt meget, okayokay jeg indrømmer det.

Men tak - igen. Håber i vil fortsat vil læse med :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...