Cancer, we can make a deal? | Justin Bieber

Justin skal besøge et hospital i forbindelse med han skal donere nogle penge til kræftfonden 'Make a wish', der er en fond der arbejder med at skabe gode oplevelser for kræftramte børn og unge. Det skulle englig bare være et formelt besøg, hvor han hilste på de syge, fik taget billeder og gav autografer. Men noget uventet sker. Justin ser en spinkel, og afkræftet pige i en af hospitalsengene. Men selvom hun er syg, meget syg, er hun det smukkeste han nogensinde har set. Somer Heather Adams har en forfærdelig svulst i hjernen, og det ser meget, meget sort ud angående hendes chancer for at overleve. Men hun fanger Justins opmærksomhed allerede fra første øjeblik, og de for et helt ubeskriveligt forhold. Men hvordan kan man acceptere og lære at leve med, at ens kærlighed kan risikere at tage det sidste åndedrag hver minut det skulle være? Kan man overhovedet det?

28Likes
32Kommentarer
2198Visninger
AA

2. Somer. My name is Somer.

Justins Synsvinkel.
 

{___}
 

Jeg har tit hørt ordsproget 'regnen er så kold og våd', og jeg har hver evig eneste gang trukket på smilebåndet og lagt en hånd på den persons skulder,  der har udtalt ordene og sagt 'Det var sgu flot regnet ud, der er en stor guldmedalje på vej til din postkasse'. Jeg har været ironisk og sarkastisk og altid tænkt at folk der siger noget så komplet åndsvagt og uintelligent som netop de ord,  ikke må havde den mest frembrusende IQ. 

Men den er kold og våd. Regnen. Det er som om den er mere våd og mere kold end regn normalt er, den er ubehagelig og ens hud bliver fugtig og klam selvom man sidder inde i en bil. Jeg tænder for vinduesviskeren og drejer måske en smule for hurtigt ind på den store parkeringsplads, der er beregnet til besøgende til børnehospitalet, jeg også selv har en ærinde på. Det er torsdag idag, og jeg har en aftale med forskellige folk der har arrangeret, at jeg skal ind på hospitalet og give nogle autografer, få taget nogle billeder og snakke med nogle syge børn. Børn der er så syge at de måske tager det sidste åndedrag inden jeg kan nå at sige 'træk vejret', måske er der et lille barn der dør derinde i netop det her øjeblik? Tanken for mit hjerte til at gå i stå i flere sekunder, eller sådan føles det, og jeg ser op imod den høje dystre udseende bygning med triste øjne. Den bygning udstråler ikke glæde og liv, den udstråler død og sygdom. Selvfølgelig gør den det, det er jo et sygehus. Et sted hvor folk netop tager hen hvis de er syge, eller skal dø. Jeg rømmer mig, for jeg er ikke godt tilpas over mine overdrevne deprimerende tanker og retter en smule på min snapback og mine solbriller. Men alligevel søger mine øjne bygningen igen og de samme triste tanker springer frem i mit hoved, tanker der omhandler død og ulykke, sorg og smerte. jeg tvinger mig selv til at smile, men jeg smiler kun for at overbevise mig selv at det er nødvendigt at smile, selv sådan nogle steder som disse.

Jeg klikker min sele op da jeg indser jeg har sat i mine tanker i næsten et kvarter, da Kenny min livvagt banker let på ruden med en bøjet pegefinger og ser spørgende på mig. Jeg sender ham et anstrengt smil, åbner døren og træder ud i den kolde og våde regn. Den regn der er mere kold og våd end den plejer. 

 

{___}

 

Selvom jeg ikke troede at det kunne lade sig gøre, at det ville være fuldkommen umuligt, er der endnu mere trist inde på selve hospitalet end jeg havde forstillet mig, og jeg befinder mig endda kun i forhalen. Det mest 'frygtindgydende' er nok lugten, den lugt der befinder sig på alle hospitaler landet over, ja nok på alle hospitaler verden over. Den er så ren og skarp, og det er netop det der gør den ækel og giver en, en trang til bare at vende skarpt om på hælene og flygte så stærkt livremmen kan holde, og aldrig nogensinde i ens ynkelige liv så meget som at se sig over skulderen igen. Hvis bare lugten havde været det eneste her der var skrækindjagende havde jeg måske kunne ligge ubehaget fra mig og fokusere på noget andet. Men det skarpe ubehagelige lys, der giver en hovedpine og en fornemmelse af du intet spyt har i munden gør intet bedre. Overhovedet. Min ører er konstant koncentreret af de små konstante bip lyde der kommer fra de hundredvis af livs forlængende maskiner der står opstillet rundt omkring på gangene, stuerne og sågar i forhalen. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at selvom de er til det formål at holde et menneske i live, er de tit og ofte det sidste en menneske hører og mærker inden det ånder ud og forlader livet. Det er så dybt ironisk og tankevækkende. Det er en skræmmende tanke. 

Jeg for tvunget endnu et anstrengt smil frem som jeg sender til Kenny da han endnu engang ser på mig med undersøgende øjne, han ser ikke selv ud til han synes det her sted er det mest fantastiske og tiltrækkende sted han har befundet sig. Men det havde også været sygt og forkert, hvis han var af den mening. 

Da jeg mærker en ubehagelig knoglet hånd på min skulder kigger jeg hurtigt op, og ser direkte ind i et par skarpe, nærmest sorte øjne. Selvom ejermandens mund smiler, ser hun alligevel ikke just varm og glad ud. Hvis jeg skulle sige det første ord jeg tænker når jeg ser hende ville jeg sige Krage uden at vakle det mindste, for hun minder om en krage. Jeg kommer uopfordret til at tænke på sådan en gammel guvernante fra 1800 tallet, og tanken for mig faktisk til at smile svagt, men smilet forsvinder hurtigt da damen åbner hendes mund og afslører en række skræmmende tandstumper der minder mig om dem klovnen fra Stephen Kings film 'It' besidder, jeg gyser af ubehag. Hun er sgu en skræmmende gammel dame. 

"Hej Justin, mit navn er Mary-Lou Scott, og jeg er oversygeplejeske for afdelingen her." Hvordan fanden kan sådan en hæsling af sådan et kønt og yndig navn? Jeg bestemmer mig for at lade gåden ligge, for jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at stille hende spørgsmålet, tænk hvis hun hakker mig ihjel med hendes små tandstumper. Endnu et gys finder vej ned af min rygrad, jeg skal til at stoppe med mine syge og fordrejede tanker. Jep. "Ja.. Så, hej Mis." .. "MRS. Jeg er MRS Scott, jeg har været gift i 37 år." Det her er for sært. Hvem gider gifte sig med sådan en som hende? Hvis jeg turde og ikke frygtede mit liv som konsekvens havde jeg spurgt hende om manden stadig lever, eller er faldet om af hjertestop for.. 37 år siden, men det tør jeg som sagt ikke. "Skal vi bare begynde at hilse på ungerne? Det er middagstid og de fleste befinder sig derfor på deres respektive stuer." Jeg nikker bare stumt og kæmper for at fjerne mine øjne der søger ned imod hendes mund, for hver gang hun snakker blotter hun samtlige af hendes fem-seks tandstumper. Hun bliver ihvertfald ikke forside model for playboy. Måske mere for et blad en eller anden bedemands forretning udgiver. Men det er fint med mig, bare hun ligger i kisten. 

 

{___}

 

Den første lille pige der opdager min tilstedeværelse er nok ikke mere end fire-fem år. Hun har åbenbart fået af vide at jeg skulle komme idag, for en lilla t-shirt med et billede af mig som fjorten-femten årig pryder hendes lille buttede mave. Hun er en af de børn man bare har lyst til at tage op, kramme til hun besvimer og så stikke af med. Hun er simpelthen så dejlig at se på, og hendes glæde over at se 'Jusin Biber' kan slet ikke beskrives med ord, for jeg kan ikke engang beskrive det for mig selv i hovedet. Jeg går hen til sengen i børne størrelse og sætter mig om end ikke en smule tøvende på en lille gul stol beregnet til småbørn ved hendes side. Jeg undgår omhyggeligt at se på de maskiner hun er koblet til, jeg vil på stående fod kunne nævne mindst fem slanger der er påsat forskellige steder på hendes lille krop. En hjertemaskine informere lystigt om at der trods alt stadig er liv i den lille krop, og selvom jeg faktisk sidder og ser på hende beroliger det mig at vide, at være sikker. Jeg hoster kort og lader mine øjne falde på det lille enormt smilende ansigt, hun fægter vildt med armene og er allerede igang med at fortælle om at hun har over to hundrede tusind plakater af mig derhjemme på hendes værelse. Selvom jeg godt ved det er lidt af en røver historie, eller ihvertfald godt og grundigt overdrevent, nikker jeg og siger en dybt imponeret lyd. Jeg læner mig en smule fremover så jeg kan se hende bedre og sender hende et stort smil, selvom det er svært for mit hjerte er tynget af smerte over at se sådan et lille væsen ligge sådan et sted her. Men det gør mere ondt at vide at hun risikere at dø, og hun ved det ikke engang selv. Hun forstår det ihvertfald ikke. "Hvad hedder du, smuksak?" Den lille pige fniser genert og gemmer kort sit ansigt under dynen som hun trækker op til netop det formål, dog titter hendes lille hoved snart frem igen og hun ser på mig med en alvor og stolthed som kun et barn kan havde. "Natacha. Men du kan bare kalde mig Tas, for det gør alle alligevel. Når jeg kommer tilbage til børnehav.." Jeg stopper med at lytte til hendes ord, ikke fordi jeg ikke vil høre på hende. Men det gør bare så ondt at høre om hendes børnehave, hendes hund derhjemme og at hun snart skal i skole. For jeg ved at hun måske aldrig kommer væk herfra, at det her bliver ende stationen for hende. Forfanden hvor gør det ondt at tænke på. 

"Natacha, Justin skal også hilse på de andre børn. Vil du ikke havde et billede med ham og en autograf inden han går igen?" Den lille pige for et tomt udtryk i ansigtet ved udsigten til at jeg skal videre nu, og hvis det stod til mig havde jeg sat her for evigt. Men det kan bare ikke lade sig gøre, ligemeget hvor meget sympati og medfølelse jeg har for disse små skabninger er dette visit trods alt mit job. Jeg for taget et par billeder med Natacha og skriver en autograf til hende. 'Til lille smukke, stærke Tas fra Justin Bieber. God bedring.' Jeg stiller den op af en lampe der står på et rullebord ved siden af hendes seng, så hun kan se den fra hendes seng og rejser mig op. "Farvel Tas. Det var SUPER hyggeligt at møde dig." Jeg vinker smilende farvel til hende, og bevæger mig væk fra den lille ulykkelige pige med et tungt hjerte og våde øjne. 

 

{___}

 

Flere timer efter har jeg mødt adskillige små drenge og piger, der alle sammen har påvirket mig på hver sin måde, de er alle sammen så små, men alligevel så stærke og har et kolonormt gå på mod. Flere af dem har smilet over hele ansigtet når de så mig, og de har næsten alle sammen fortalt om deres børnehaver eller skole, om deres kæledyr, venner, søskende og forældre. Men ingen af dem har så meget som nævnt det her hospital. Måske ved de alligevel godt på deres egen barnagtige måde at det her sted ikke er et sted man er hvis man er rask og glad. Jeg beder bare til at de ikke ved at de måske aldrig kommer væk, for hvor ville det være forfærdeligt hvis sådan nogle små skabninger ligger i deres senge og er klar over hvad der måske skal ske med dem. 

 

Jeg stopper automatisk op ved en dør da de andre også gør det, ærligtalt har jeg nok ikke rigtigt lyttet efter hvad kragen har snakket om, og jeg håber bare at det ikke har været noget vigtigt. Men på den anden side; hun er sgu ikke for klog hverken at se eller høre på, så det har det nok ikke været. Mine øre registrere dog at den her dør fører ind til en stue med unge mennesker fra tolv til tyveårs alderen, og at de fleste er hårdt ramt af canceren herinde. Hun forklarer desuden at der om ugen cirka dør to til tre patienter fra den her stue, eftersom det er herinde man ofte ligger de patienter hvor alt håb er så godt som slidt op. Jeg ser ned i jorden og prøver at falde til ro, min puls er høj af smerte på de her mennesker vegne. Hvordan må det ikke være at blive opgivet, at vide man kun lever på lånt tid, og at man meget snart skal betale det tilbage? Mit hjerte græder for de her sjæle. Det græder hjerteskærende. 

Stuen er mørk og stille, og først tror jeg at vi måske er gået forkert, men da kragen hvisker at herinde skal man være stille og ikke begynde at snakke til folk før man står ved deres senge, går det op for mig at det er en hvilestue. Jeg har endnu mere lyst til at vende om at stikke af i en helvedes fart, end jeg havde nede i forhalen. Her er det ikke engang lugten der er værst, her er det fornemmelsen af smerte og sorg. Af frygt og død. Jeg kigger rundt i hele stuen, selvom mine øjne ikke ser hundrede procent perfekt i det sparsomme svage lys og regner mig til at der nok ligger seks-syv personer herinde. Derudover står der tre u redte senge. Er personerne der lå i de senge døde? Døde de imens jeg befandt mig her? Jeg ryster på hovedet for at få den dystre ubehagelige tanke væk og rømmer mig svagt. Lydløst bevæger jeg mig over imod den seng der står længst imod døren til højre, jeg sørger for at bevæge mig langsomt så personen i sengen kan nå at registrere mig og eventuelt give besked hvis den ikke ønsker jeg kommer for tæt på. Men der er ikke rigtigt nogen reaktion, dog er det tydeligt at personen er vågen for hun sidder halvt oppe i sengen. Jeg kan regne ud det er en pige da hun har noget langt, bølget og utrolig flot hår. Jeg overvejer at spørge hvorfor hun har hår, men beslutter mig for at det ville være upassende og uforskammet, nogle ting spørger man bare ikke om. 

Jeg går helt hen til sengen men stivner da jeg for hendes ansigt i klarsyn. Mit puls stiger til nye højder og mit hjerte hamre afsted i min brystkasse. Hun er smuk. Helt ubeskrivelig smuk, jeg kan på stående ben påstå at jeg aldrig har sådan nogle lignende. Jeg overvejer kort om hun er levende, eller om hun er en dukke. Men så bevæger hun sig og drejer hovedet en smule for at lade hendes øjne falde på min person. Hendes smukke dybe tomme øjne. 

"Hej.. Eh.. Jeg hedder Justin, hvad hedder du?" Pigen smiler. Hun smiler rent faktisk! Jeg mærker rødmen i mine kinder og føler mig pludselig som en lille genert skoledreng igen. Jeg når lige at se op igen i det hendes fine små læber, der ser utrolig bløde ud, skilles fra hinanden og afsløre en lige række perlehvide tænder. Hun fugter kort hendes læber med tungespidsen og rømmer sig besværet.

"Somer. Jeg hedder Somer."

 

______

Det var så første kapitel af "Cancer, we can make a deal?" 

Jeg synes altid det er en smule svært at komme igang med første kapitel, og man skal nærmest sparke sig selv i bagdelen. Hæhæ. 

Jeg håber i kan lide dette første kapitel, og har lyst til at læse med i fremtiden. (:
( Jeg undskylder desuden hvis der er stavefejl eller andre form for fejl, men har ikke rigtigt tid til at rette det helt vilde da jeg har travlt med skole + mit arbejde, i den her periode. )


// BieberSupport. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...