Cancer, we can make a deal? | Justin Bieber

Justin skal besøge et hospital i forbindelse med han skal donere nogle penge til kræftfonden 'Make a wish', der er en fond der arbejder med at skabe gode oplevelser for kræftramte børn og unge. Det skulle englig bare være et formelt besøg, hvor han hilste på de syge, fik taget billeder og gav autografer. Men noget uventet sker. Justin ser en spinkel, og afkræftet pige i en af hospitalsengene. Men selvom hun er syg, meget syg, er hun det smukkeste han nogensinde har set. Somer Heather Adams har en forfærdelig svulst i hjernen, og det ser meget, meget sort ud angående hendes chancer for at overleve. Men hun fanger Justins opmærksomhed allerede fra første øjeblik, og de for et helt ubeskriveligt forhold. Men hvordan kan man acceptere og lære at leve med, at ens kærlighed kan risikere at tage det sidste åndedrag hver minut det skulle være? Kan man overhovedet det?

28Likes
32Kommentarer
2183Visninger
AA

5. Come again.

Somer.

 

Jeg ser efter ham, Justin. Nok den sødeste og flotteste fyr jeg har set længe. Det er dog ikke fordi jeg ser så helvedes mange fyre herinde, og dem jeg ser er ikke just det smukkeste jeg har set. Ikke fordi jeg er vildt kræsen, men de fyre herinde er afkræftede og ofte vildt syge, og så er der intet spændende ved dem, dog er jeg ikke en skid bedre selv. Jeg ligner jo selv en afkræftet syg mus, der ikke har mange dage tilbage. Men det tvivler jeg nu også på jeg har efterhånden, jeg får det værre og værre dag for dag, og det er forfærdeligt. For et par uger siden fik jeg en heftig blodprop og den tog meget af min styrke, jeg er endnu ikke konmet mig over den, for det er svært at komme sig over sygdom når man har kræft. Sådan er livet vel bare, for os med kræft. 
 

Justin er noget for sig selv, han ser på mig som om jeg er det smukkeste på denne planet, og den følelse er uerstattelig for en kvinde. Selv for et barn. Følelsen af at være perfekt og smuk er ellers sjælden, men den følelse kaster han ind i min krop ved hvert blik han sender mig. Da han rørte ved min hånd brændte jeg, som jeg aldrig har brændt før. End ikke min tidligere kæreste, som jeg ellers var sikker på var min store kærlighed dengang, kunne give mig den.. Fantastiske følelse. Jeg kan ikke lade være med at smile svagt for mig selv, da jeg vist virkelig er blevet paf i denne Justin. Men jeg regner ikke med at se ham igen, mange fyre kommer og besøger mig, men det er fordi de gerne vil være omsorgsfulde og perfekte fyre. Når de har fået bekræftet at det er de, bliver de ofte væk og jeg ser intet til dem mere, for jeg skal snart dø, og så kan jeg end ikke opsøge dem og give dem en opsang for mit gentagende knuste hjerte, begrund af deres klamme opførsel. Jeg sukker træt og begraver mit hoved ved hovedpuden, for min hovedpine er enndu engang vendt tilbage med voldsomt kraft, det gør den ofte når jeg er træt og har haft besøg der krævede noget af mig. Selvom jeg ikke var den mest tilstedeværende da Justin var her, var jeg alligevel så tilstedeværende jeg kunne, det krævede faktisk meget af mig at kunne deltage i vores samtale på et nogenlunde normalt stadie, hvor sygt det end lyder. Jeg ser op på det runde store ur der hænger over døren, og finder ud af klokken allerede er otte om aftnen, jeg plejer at sove nu, men jeg kan ikke sove - for jeg kan ikke lade være med at tænke på søde Justin, han gør mig jo helt høj. 

 

Jeg ser ned på det kort han efterlod på min dyne og smiler endnu engang, han har faktisk efterladt hans telefonnummer til mig, det må da betyde noget, ikke? Jeg ved det ikke, jeg har aldrig været særlig god til at tyde folk, men hvis det var mig der lagde en kort med mit nummer, på en døendes dyne ville det ikke bare være for sjov. Jeg ville ønske at personen skrev til mig, døende eller ej. Og det har jeg tænkt mig. Altså at skrive til ham. Lige nu. Jeg trækker min mobil op af en ildelugtende skuffe i natbordet, og rynker på næsen over den øjeblikkelige kvalme den indelukkede luft bringer med sig, dog kommer jeg mig over den igen da jeg vender opmærksomheden imod min mobil. Jeg har ikke brugt den meget længe. Mine veninder skriver ikke mere, og det samme med min familie. Facebook tjekker jeg heller ikke mere, selvom jeg ynder at smide en status op der har til formål at give alle på min venneliste dårlig samvittighed, og det lykkedes oftere end man måske lige skulle tro. Folk skriver tilbage med undskyldende og kærlige kommentarer hvor de udtrykker deres brændende ønske om min bedring, og de udtrykker de savner mig og mit leende fjæs. Hvad er det for noget at skrive? Skal jeg virkelig forlange sådan nogle usle ord fra mine såkaldte venner, der ikke eksistere mere? Det er sgu sørgeligt. Men solen skinner altid på en vinder, det er det de siger til mig. Alle dem der er raske overhovedet ikke har nogle problemer i livet - undtagen den jakke jeg kæftede op om lige før. 

 

Jeg tager hans nummer frem og ser undersøgende på nummeret, inden jeg taster det ind på min mobil, jeg gemmer ham som 'Justin', for han er den eneste Justin i min kontakt bog og så går jeg ind på det at skrive en SMS til fyren, jeg ved ikke hvad jeg skal skrive. For jeg er ikke god til korte og intetsigende SMS'er og jeg bliver selv irriteret over 'Hej' og 'Hvad laver du?', det genere mig ofte så grimt jeg blokere og sletter et nummer, hvis jeg modtager de SMS'er for meget. Den fare er der dog ikke mere, jeg kan til tider savne dem. For det ville betyde mit liv er som det plejer. Dengang jeg endnu ikke havde indset hvem der var mine rigtige venner. Jeg sukker og mærker en opgivende tåre på min kind. 


# Hej Justin. Du skal vide hvor meget det betød for mig idag da du sagde jeg var stærk. Knus Somer. #
Det var en kort, men ikke intetsigende SMS hvis du spørger mig, den siger nemlig alt for mig - den fortæller alle mine følelser for knægten i det øjeblik han sagde jeg var stærk. Det er ham der er stærk, han løftede mig helt derop hvor jeg aldrig troede jeg kunne være mere. I skyerne. 
Jeg plejede at bruge ordsproget 'Lad bare stormen rase, så længe jeg har medvind.' Jeg har ikke medvind mere, det får jeg aldrig igen. Og det gør så pisse ondt, at vide at det her er mine sidste år, måske måneder, mest sandsynlig uger. Det kan fandme ikke passe, en nitten årig pige skal dø uden videre. Jeg når ikke engang at sige farvel til dem jeg elsker, for når jeg skal dø så dør jeg. Jeg bliver aldrig gammel og grå, jeg bliver aldrig træt af at arbejde eller mine børn. Jeg når ikke at blive gift eller elske rigtigt, og det gør som sagt helvedes ondt at acceptere. Jeg sukker igen, og kløer mig svagt på kinden, inden jeg drejer blikket imod uret, der er kun gået tre minutter siden jeg gloede sidst - så langsomt går min tid nemlig. I det samme bipper min telefon og jeg kigger nærmest deperat ned på den, men da jeg indser det bare er en e-mail er jeg lige ved at græde af skuffelse. Jeg vil så gerne i kontakt med nogle igen, mærke kærlighed og et par arme omkring min magre krop. Er det virkelig for meget forlangt? Jeg ved det ikke. Ikke længere. Men det er det åbenbart. Alt for meget. 

 

Men jeg er godt klar over jeg er på vej over til den anden side, og det gør mig faktisk ikke særlig meget mere. Jeg er klar. Klar til at dø. Det lyder sygt og forskruet, men hellere døden end de smerter og den længsel jeg hver dag gennemlever uden stop, jeg ved ikke hvorfor jeg ikke bare kan få fred og få lov til at nyde mit liv igen. Jeg synes ikke selv jeg har fortjent at dø allerede - men det er der vel ingen der synes. End ikke dem der har dræbt 34 mennesker, og sidder på dødsgangen for massemord, de kan sikkert finde et argument for at måtte leve videre der holder i retten, i hvert fald hvis du spørger dem personligt. 

 

Hvornår vil jeg mon se ham igen? Han gik faktisk uden at sige rigtigt farvel, uden at love mig nogen direkte. Jeg kunne havde tænkt mig et kys. Men det er selvfølgelig alt, alt for tidligt. Jeg har ingen ideer om hvordan vi vil ende sammen ham og jeg, men jeg tvivler på det ville være kærlighed. For til sidst bliver han også bare træt af mig, det ved jeg. 

 

_______

 

Undskyld den korte længde, men er bare ikke god til lange kapitler. Vil hellere skrive et kort, men godt kapitel, end et langt og kedeligt et. :3 

Håber i nyder det.

 

// Sirens.

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...