Cancer, we can make a deal? | Justin Bieber

Justin skal besøge et hospital i forbindelse med han skal donere nogle penge til kræftfonden 'Make a wish', der er en fond der arbejder med at skabe gode oplevelser for kræftramte børn og unge. Det skulle englig bare være et formelt besøg, hvor han hilste på de syge, fik taget billeder og gav autografer. Men noget uventet sker. Justin ser en spinkel, og afkræftet pige i en af hospitalsengene. Men selvom hun er syg, meget syg, er hun det smukkeste han nogensinde har set. Somer Heather Adams har en forfærdelig svulst i hjernen, og det ser meget, meget sort ud angående hendes chancer for at overleve. Men hun fanger Justins opmærksomhed allerede fra første øjeblik, og de for et helt ubeskriveligt forhold. Men hvordan kan man acceptere og lære at leve med, at ens kærlighed kan risikere at tage det sidste åndedrag hver minut det skulle være? Kan man overhovedet det?

28Likes
32Kommentarer
2206Visninger
AA

3. Ask the cancer, thanks

 

Somers Synsvinkel. 

 

{___}

 

Jeg husker stadig dengang jeg var utaknemmelig hvis jeg ikke lige fik de bukser jeg havde set på i flere dage, eller den taske som alle jo havde, og derfor skulle jeg da også havde den. Jeg husker stadig når jeg råbte og skreg af mine forældre og informere dem om hvor meget jeg hadede mit liv, og mest af alt hvor meget jeg hadede dem. Jeg har brugt timer på at snakke med mine veninder om hvor forfærdeligt det hele er, hvor meget vi ville ønske vi aldrig blev født, og hvordan vi 'legede' at vi har kendte og smukke modeller, og ikke bare de grimme afskum som vi selv var hundrede procent sikker på vi var. Jeg har sukket over den hotte fyr fra en overgang over mig, har himlet øjne af hende nørden fra paralelklassen og bagtalt hende den kraftige fra min egen klasse. Når man fik noget var man aldrig helt taknemmelig for det, for der er altid noget man meget hellere vil havde, og man var bestemt ikke bleg for at informere giveren om hvor elendig en gave det er, og hvor skuffet man er over den. Så var man faktisk ligeglad med at giveren havde brugt timevis på at finde netop den gave til dig, og at personen blev ked af det når de fik afvide hvor elendige de var til at finde gaver, og give glæder til andre. Men alt det ravede mig en fløjtende skid, for jeg var uovervindelig. Intet kunne stoppe mig, ligge mig ned eller fjerne mit selv fede smil fra mit, ifølge alle andre, bedårende ansigt. 

 

{___}


Altså lige indtil jeg fik kræft. Kræft, Cancer, Leukæmi kald det hvad i vil. Det er en og samme ting; en sygdom der rasere i din krop og pludselig fjerner en god bid af de procenter du besad for at havde en puls. Nu var det pludselig ikke længere sikkert jeg vil overleve til næste jul, eller at jeg vil se min normalt rvøvsyge og virkelig kedelige farmor fra Florida igen på det årlige 'visit'. Det var ikke længere sikkert jeg vil rykke op i College og blive en af de seje anden års elever, eller prøve at være dronning til skoleballet i tredje overgang. Det var ikke engang sikkert at jeg vil prøve at få mit første rigtige kys med følelser i, eller prøve at være ét med en fyr jeg ved, er den eneste for mig - og ikke bare en random type jeg havde fundet til en eller anden nederen fest, og havde slæbt med ind i hende eller ham der holdte festen, forældres store lækre dobbeltseng og gjorde ting jeg dagen efter vil komme til at fortryde, men alligevel havde grinet voldsomt med mine 'tætteste' veninder af, og faktisk følt mig lidt for sej til denne verden. Alt det var ikke sikkert mere.
Nu er det uopnåeligt, for jeg har fået dommen.

 

{___}


Lægen kiggede på mig da han gav mig den, med tomme professionelle øjne, og rømmede sig konstant som om han havde et problem galt i halsen. Det havde han vel også, mig. Min dødsdom og jeg var vil det store problem der sad og nagede i hans hals. Jeg husker stadig da han åbnede sin mund og jeg indså at han nu endelig vil tage sig sammen og fortælle mig hvad han var kommet for at sige, og ikke længere blive med hans overfladiske bemærkninger som 'Du ser godt ud idag, Somer' 'Er det en ny trøje, Somer?' og hans høflige spørgsmål 'Hvordan har du det idag, Somer?' 'Er det blevet bedre med din eksem, Somer?' Alle de spørgsmål der er overflødige, og med til at gøre en bevist om man nu vil høre noget yderst ubehageligt. Ganske rigtigt, hans ord skulle blive yderst ubehagelige. Smertefulde. 
" Tumoren er vokset med voldsomt hast de sidste måneder. Vi har ikke kunne følge med, og jeg er bange for den er blevet så stor at den ikke længere kan behandles med Kemo. " En Tumor er en hævelse eller svulst i hjernen. Hævelsen er ofte ganske ufarlig og man for blodfortyndende medicin for den, det gjorde jeg i starten. Men så udviklede den sig pludselig med en utrolig hastighed til en svulst, en svulst er ondartet. Den er farlig og dødelig, og når først den er opdaget skal der handles i en helvedes fart. Lægerne på det her hospital kender åbenbart ikke til det at handle i en helvedes fart. For svulsten er der stadigvæk, og den kommer åbenbart til at tage livet fra mig. Frarøve mig min puls, mit åndedrag, mit hjertes rytme og min sjæls hvilested. Jeg skal dø. Seks måneder. Seks måneder var hvad de gav mig at leve i, det er nu to måneder siden. Så jeg har fire tilbage, hvis lægerne har ret i deres udsagn, og det har de. Det kan jeg mærke. Min krop græder, den gør ondt og den føles som om den gerne vil give slip, men at den ikke kan, at den trods alt stadig føler den har en form for forpligtelse over for livet. Men tumoren forhandler lystigt med mine livs centre, den bestikker, narrer og lokker til at give slip og overlade min krop til dens besiddelse. Jeg kan mærke at den snart vinder den her kamp, det er bare et spørgsmål om tid. 
Jeg befinder mig på min stue, det de kalder hvilestuen men som alle inderst godt ved bliver betegnet som 'den sidste stue'. Ergo den stue hvor du bliver lagt, når de ikke forventer du har meget tid tilbage at leve i, så mener de åbenbart man skal isoleres fra alle andre, som om at netop vi smitter og kan komme til at give de andre børn og unge en tumor. De behandler os som om vi har en epedimi, en meget farlig og smitsom epedimi. Vores sygdom er farlig ja, men den er ikke smitsom. Jeg kan ikke lade være med at føle mig ussel som jeg ligger her, jeg er bange og forvirret. Der er så mange ting jeg gerne vil fortælle mine forældre, min farmor, mine veninder og alle de andre mennesker der har været en stor del af mit liv og mit velbefindende, men som jeg bare har overset i min egen griske adfærd. Mennesker der altid har ville mig det bedste, og som tydeligvis er tynget af sorg og frygt. De mennesker har det meget værre end mig, ja jeg lider nu, og jeg er bange nu. Men de skal leve efterfølgende med det tomrum som jeg med garanti vil efterlade mig, for alle mennesker efterlader på hver deres måde et tomrum når de tager herfra. Den plads i universet som er skabt til dem, er tomt når de forlader det igen, og det kan aldrig fyldes ud af andre mennesker. Jeg er mest ked af det på mine forældres vegne, jeg er enebarn og de har altid forgudet mig. De kunne ikke selv få børn så de adopterede mig fra Italien, de valgte mig, og nu er jeg igen utaknemmelig og dør fra dem. Sådan føler jeg det i hvert fald. Når man ligger i sådan en seng som den jeg ligger i, på sådan et sted som jeg ligger på, og skal dø som jeg skal, har man pludselig en masse tanker i hovedet. Man tænker over alt og alle, hver eneste indtryk hjernen indfanger i løbet i dagen bliver vendt og drejet så meget, at det til sidst smuldre imellem ens hænder af slid. Man keder sig, der er intet at lave her og alle tingene, menneskerne og rutinerne er de sammen. Kedelige og smagsløse. Maden er kedelig, samtalerne er kedelig og besøgene er kedelige. For man kan ikke snakke om særlig meget med sine forældre på sådan en stue her, der ligger otte andre mennesker og lytter med, fordi de keder sig, og det er ikke alt man er interesseret i andre folk skal vide. Slet ikke vildt fremmede.

 

{___}


Jeg hører godt at det rumstere ved døren, men min nysgerrighed slap op for måneder siden, og jeg har ikke længere behov for at dreje hovedet hver gang der kommer nogen ind af døren, det er alligevel betydningsløst og spild af dyrebare kræfter. Nej, jeg er ikke doven, jeg er syg. Dog kommer nysgerrigheden rendende igen da jeg ser en skikkelse bevæge sig over imod min seng, jeg ved at ingen kommer for at besøge mig idag, det gør de aldrig i hverdagene, der har de jo så meget andet at tage sig til end at besøge mig. Men skikkelsen fortsætter herover, og den stopper tøvende ved fodenden af min seng. Jeg kan ikke lade være med at smile lidt over den generte måde han allerede står og vrider sine hænder på. Jeg lader kort mine øjne fare op og ned af hans krop, og bliver enig med mig selv om at han bestemt ikke er en af de slemme fyre. Her er så dunkelt at jeg ikke kan se skarpe træk, mine øjne er desuden ikke særlig skarpe længere. For svulsten trykker blandt andet på mine syns nerver. 
Han ser længe på mig, inden han åbenbart tager sig sammen og informere mig om at hans navn er Justin, jeg vender navnet et par gange inde i hovedet og nikker så forvirret til ham, mine øjne er rettet afventende imod ham og jeg er ved at sprænges af nysgerrighed, over hvad han vil mig. Han spørger mig om hvad jeg hedder, tøver jeg, det er blevet sværere og sværere for mig at finde ord i min mund, og få dem sagt, det er blevet udmattende bare at snakke. Jeg for dog rettet mig en smule op i sengen og rømmer mig usikkert. *
" Somer. Jeg hedder Somer.  "

 

{___}


Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det på den måde som jeg gjorde, men det gjorde jeg. Som om jeg er bange for han vil glemme mit navn hvis det ikke blev gentaget, og at han bare vil vende sig om og havde glemt mig ligeså snart jeg forsvandt fra hans synsfelt. Det er en underlig frygt, men jeg besidder den alligevel. Han nikker dog bare og sender mig et usikkert smil, han ser genert ud, normalt ville jeg blive irriteret over det, men ham her er nu meget sød. Jeg rømmer mig lidt igen, for ligesom at signalere han godt frembringe det han ville, og han fatter åbenbart hentydningen straks, for han træder frem og rækker sin hånd hen til mig, som om jeg skal tage den. Jeg strejfer den let og lader min hånd dumpe ned på dynen igen. " Hvorfor er du syg? " Spørgsmålet kommer bag på mig, og et lille smil kommer til syne på mine læber. Han giver mig lyst til at grine, og det er absurd for det var et ganske almindeligt spørgsmål, dog bare ret dumt formuleret. " Det ved jeg ikke. Men hvis du for fat i kræften kan du jo spørge fra mig af, og fortælle mig det. Jeg lytter gerne. " Han ser overrasket på mig, og jeg bliver et øjeblik lidt usikker på om jeg nu har sagt noget fuldstændigt åndsvagt, men så smiler han. Et stort og ægte smil, et smil der varmer mit hjerte. " Må jeg sætte mig? " Jeg tøver ikke engang. Selvfølgelig må han sætte sig. Jeg nikker smilende, for jeg føler det her nok skal føre til noget godt. 

 

__________

 

UNDSKYLD!

Virkelig undskyld fordi kapitlet først kommer nu. :-/
Men jeg har >virkelig< travlt lige nu, jeg går i skole og det er virkelig hårdt i denne periode. Men jeg kunne ikke lade jer vente mere, og jeg skrev derfor hurtigt det her kapitel! Derfor vil jeg også gerne undskylde hvis det blev lidt kort + der er nogle tastefejl nogle steder. Jeg har simpelthen ikke tid til at rette det, eller kigge det igennem. D:

MEN jeg håber i alligevel kan lide det, og kan leve med jeg er lidt slow, med at smide nye kapitler ind. 

// Sirens.

 


 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...