Cancer, we can make a deal? | Justin Bieber

Justin skal besøge et hospital i forbindelse med han skal donere nogle penge til kræftfonden 'Make a wish', der er en fond der arbejder med at skabe gode oplevelser for kræftramte børn og unge. Det skulle englig bare være et formelt besøg, hvor han hilste på de syge, fik taget billeder og gav autografer. Men noget uventet sker. Justin ser en spinkel, og afkræftet pige i en af hospitalsengene. Men selvom hun er syg, meget syg, er hun det smukkeste han nogensinde har set. Somer Heather Adams har en forfærdelig svulst i hjernen, og det ser meget, meget sort ud angående hendes chancer for at overleve. Men hun fanger Justins opmærksomhed allerede fra første øjeblik, og de for et helt ubeskriveligt forhold. Men hvordan kan man acceptere og lære at leve med, at ens kærlighed kan risikere at tage det sidste åndedrag hver minut det skulle være? Kan man overhovedet det?

28Likes
32Kommentarer
2198Visninger
AA

4. Angel.

 

Justin,

Den her pige. Hun er virkelig noget for sig selv, hun er så.. Enestående. Hun ligger der i sin hospitals seng, og selv jeg som aldrig har været længere varig på hospitalet kan se at den her pige har ligget her længere, end hvad godt er. Pludselig skyder en forfærdelig frygt op i mig. Tænk hvis hun har ligget her tilpas længe nok, til at hun aldrig vil komme ud herfra igen? Pludselig kommer jeg i tanke om at de mennesker der ligger herinde ofte er dem der ikke kommer herud igen. De mennesker der snart skal drage deres sidste åndedrag og skal dø. Bokstavelig talt dø. Og denne smukke skabning, denne smukke pige der ligger foran mig, så lille, skrøbelig og fin med store mørke øjne, og porcelæn hvid hud, der er så tynd at den ligner den kunne briste ved den mindste berøring er en af de mennesker. En af de mennesker der skal dø herinde, højst sandsynligt. Jeg får en pludselig og overvældende trang til at bortføre hende, simpelthen skovle hende op i favnen, fare ud i bilen og køre langt, langt væk med hende - i det absurde og urealistiske håb at hun måske vil blive rask ligeså snart hun trådte ud fra hospitalets grund. Men det ville hun jo ikke blive, chancerne for hun nogensinde bliver rask uanset hvad er forfærdelige små. Det kan selv jeg se, selvom jeg hverken er doktor eller sygeplejerske, og jeg aldrig har haft med sygdom at gøre. Og når selv jeg kan se det, er det vist meget slemt. 

 

Pigen foran mig i sengen hedder Somer, og hun er gudskøn. Hun er typen man har lyst til at imponere, charmere og bortføre til at fremmed varmt land, hvor man vil opvarte hende hele dagen på stranden ved at fodre hende med chokolade overbetrukne jordbær og vifte hende med en af de der kæmpe blade de altid bruger i film til at nedkøle rige mennesker med. Hun er sådan en slags pige der garanteret har fået mange fyre til at vende sig om på gaden, og se en ekstra efter hende, for at sikre sig om hun var virkelig eller de bare så syner. Kort sagt hun er helt fantastisk smuk. En eventyrs prinsesse. 
Somer. Somer det hedder hun, det er et perfekt navn til hende, for hun minder mig om 'Sommer' - en skøn varm lækker sommerdag hvor alting bare er vidunderligt og til at holde ud. Hvis hun var en lykkepille ville hun kurere alle kroniske depressioner. Og hold kæft hvor er jeg sukkerklam at høre på. Jeg lyder jo som en rigtig dingse, sådan en klam type der forfølger kvinder med mine perverse fantasier og forstiller mig at alle de kvinder som jeg - bortfører, voldtager og senere dræber - 'elsker', elsker mig ligeså meget som jeg elsker dem. Selvom jeg slet ikke elsker dem. For den slags personer er jo bare psykiske forstyrrede oppe i deres små umodne, psykopatiske, perverse hjerner. 

 

Jeg indser at lige præcis den her stue nok ikke er stedet til at havde en indvendig, indædt kamp med sig selv om hvorvidt romantikere er perverse eller sukker søde. Jeg har tid til en masse pis, imens den her gudinde måske kun har tid til ti åndedrag mere. Hvis det er tilfældet ønsker jeg at gøre det til hendes ti aller bedste åndedrag. Jeg får igen en trang til at beskytte hende, redde hende og fortælle hende at alt bliver godt igen. Men det kan jeg ikke. For uanset hvor gerne jeg end ville, kan jeg ikke kurere noget så forfærdeligt som kræft. Forfanden da, jeg kan ikke engang kurere mig selv når jeg er forkølet, hvad skulle jeg så stille op med alt over en hudafskrabning? 

 

Hun konstatere at jeg gerne må sætte mig ned og det resultere i at jeg smiler blidt til hende, og tager en stol der står ved siden af hendes seng, jeg registrere at den er mistænkelig støvet, og det får mig faktisk til at synke en klump. For en stol der står ved siden af en hosppitals seng, beregnet til at besøgende kan benytte den, kan jo kun to ting; At hendes familie ikke besøger hende særlig tit eller at hun slet ingen familie har. Jeg ved slet ikke hvad der må være værst, at vide ens familie lever deres liv derhjemme uden en selv, og måske slet ikke skænker en, en eneste tanke, eller at man ligger helt selv og ved at der aldrig vil komme nogen, for der er ikke nogen - at man vil dø selv, og blive begravet i en kirke hvor der kun er tre tilstedeværende; Præsten, bedemanden og komponisten. Det er en frygtelig tanke. En forfærdelig tanke. En tanke strejfer mig og jeg ligger hovedet en smule på skrå, for at sende hende et blidt og usikkert blik, jeg ved ikke om det her spørgsmål er i orden at spørge en dødsyg person om, og jeg ved virkelig ikke hvordan hun ville reagere. Jeg frygter det værste, men jeg er simpelthen nød til at spørge hende. ,, Er du ... Er du bange for at dø? " Jeg bøjer nærmest hovedet og venter den skideballe hun burde trække op af ærmet og hælde over mig, for jeg fortjener den virkelig, jeg har lige stilet det største tabu spørgsmål, en af de emner man helst undgår at snakke om, det er som om man tror der ligger en slags ulykke over emnet. Jeg håber det ikke, for jeg ønsker Somer alt det bedste i verden. Hun fortjener det. Gudinder skal havde det dejligt. Jeg løfter hovedet og lader mit blik lande på hende, da hun endnu ikke har besvaret mit spørgsmål, og det der møder mig chokere mig nok en smule. Hendes blik er roligt og afklaret, der er ikke et eneste spor af panik eller angst i det blik. Selv et lille blidt smil spiler i hendes mundviger. Jeg holder nervøst vejret, mistænksom og uforstående. ,, Ikke længere. Jeg har været det, jeg har været mere bange for at dø end jeg kan beskrive på et døgn. Jeg har grædt, forbandet lægerne og tudet deres ører fulde med at jeg er så ung, og skal opleve så meget, og at jeg ikke burde dø nu. Jeg har været hunderæd, hundeangst, ude af mig selv af dødsangst. Jeg kan ikke sætte ord på den angst jeg følte, men -" Jeg holder stadig vejret, og dette resultere i at jeg får ondt i hovedet og jeg bliver nød til at trække vejret i et hurtigt åndedrag, dette resultere i at jeg bliver nød til at hoste voldsomt, af den pludselige luft der - for mine lunger - uventet siver ned i lungerne. Jeg har på fornemmelsen at hun ikke er færdig med at snakke, og jeg er ærlig talt bange for at høre det næste hun har at fortælle mig. For jeg fornemmer at det ikke bliver noget jeg kan grine eller smile af. 

 

,, Når man begynder at få ondt. Når smerterne overtager din krop, og tager plads i den som en ulidelig del af hverdagen, og du ikke kan lave andet end at ligge i din seng og tænke på den. Døden. Så når du på et tidspunkt dertil hvor du faktisk forliger dig med tanken om at resten, af din evighed skal tilbringes i selskab med den. Og man begynder at tænke at når man er død, har man jo i det mindste ikke smerter. Det lyder sygt, men man begynder at glæde sig til at døden kommer og befrier dig fra dine smerter. Det kan kun være bedre end livet er - lige nu. " Tårerne strømmer ned af mine kinder, de startede lige så snart hendes gjorde. Hendes begyndte, da hun begyndte at snakke igen. Smukke fine krystal klare tårer der løber med stor mellemrum ned af hendes blege kinder, som om hendes tårer er diamanter værd og er noget der skal sparres på. Noget dyrebart. For mig er de noget dyrebart, noget stærkt og ærligt. Og de løber så smukt i takt med mine tårer. Jeg ser direkte på hende med store forstående øjne, og nikker så svagt, inden jeg bider mig hårdt i læben. ,, Hvor er det smukt. Jeg håber at jeg engang selv kan tænke sådan på døden. Det må være fantastisk ikke at frygte noget så uundgåeligt som døden, for vi ankommer der jo alle sammen i sidste ende. " Jeg ved godt jeg lyder poetisk, men jeg kan ikke beskrive mine følelser på andre måder. Smukke ord, til en smuk situation. Jeg ser på hende og rømmer mig så grådkvalt. ,, Hvordan kan du være så .. Stærk? " Hun ser på mig med et utydelig blik, inden hun ømmer sig og sætter sig med en del besvær, mere op i sengen. Hun tøver længe med hendes svar, og jeg ved igen at det er et svar jeg ikke ønsker, jeg har lyst til at slå mig selv i ansigtet for mine dumme spørgsmål. Jeg er ligeså dum som en blondine der ser pik under et glasbord. Mine øjne følger hver en bevægelse hun laver, lige fra at fugte hendes blege læber til at rykke sig næsten usynlig i sengen. - ,, Jeg er ikke stærk... Forstår du; hvis jeg havde været stærk havde jeg ikke givet op, og allerede vennet mig til tanken om døden. I virkeligheden er jeg nok den svageste form for menneske der findes, jeg giver op og er svag nok til at forlige mig med døden. Det er ikke stærkt, det er svagt. Kun svage menneske forliger sig med at de skal dø uden videre. "

 

Jeg ser på hende med et tvivlende blik. Det er forfærdeligt, men jeg forstår faktisk hvad hun mener. Men jeg kan ikke forklare hende hvor stærk hun er, hun er stærk nok til at indrømme hun er svag. Det er den stærkeste handling jeg nogensinde har været vidne til. Den mest rørende og sindsoprivende. Jeg ser hen på uret og ser meget imod min vilje at jeg meget snart skal videre, jeg har en masse andre aftaler i eftermiddag - jeg har allerede brugt to timer på det her hospital, og i grunden var der faktisk kun sat en af, til hele hospitalet. Jeg ser igen på hende, og indser at jeg overhovedet ikke ønsker at forlade hende. Hun giver mig en fred i sjælen, som jeg tror kun mennesker der meget snart skal afsted til en anden verden, formår at give andre mennesker. Hun har en sjælefred der er så forkert, men samtidig så smuk og fortryllende. Hun er døden nær, men alligevel har hun overskud til at snakke om det. Hun tør nævne hends egen forstående død. Jeg beundre hende mere end noget andet i denne verden. Hun er en af de slags mennesker man aldrig nogensinde, uanset hvad, kommer til at glemme. Det er jeg ganske vist sikker på. 

 

,, Jeg skal afsted. Jeg er virkelig ked af det. "
Hun nikker bare og selvom hun prøver at sende mig et forstående og venligt blik, kan jeg se at hun allerede frygter den kedsomhed og ensomhed hun uden tvivl vil blive pakket ind i igen, så snart jeg træder ud fra stuen. Jeg er heldig, jeg skal hjem og har en masse aftaler. Jeg kan gøre hvad der passer mig, og er ikke bundet til en seng fordi jeg er for syg til at røre mig. Jeg skal ikke ligge og tænke på om jeg nu har nået alt det jeg skulle nå, for jeg er ikke dødsyg. Ligesom hun er. Det stikker i mit hjerte ved den skæbne jeg uden tvivl nu overlader hende til, så ensom men alligevel så stærk. Hun fortjener bekræftelse, kærlighed og omsorg så hun nærmest drukner i den. Hun fortjener så meget, at jeg ikke engang kan tænke mig til mængden. Hun fortjener livet. Det eneste hun muligvis aldrig nogensinde ville kunne få igen. Jeg stikker hånden ned i bukselommen og trækker et lille firkantet kort op af den, som jeg blidt ligger ovenpå hendes dyne. Selvom hun ikke tager kortet, eller ser på det er jeg ikke i tvivl om at hun har set det. Men jeg vil ikke ødelægge stemningen ved at gøre opmærksom på det, det ville være så ufattelig akavet og forkert. Jeg læner mig en smule fremover mod hende og strejfer let hendes bløde tykke hår med mine læber, inden jeg trækker mig tilbage fra hende så jeg står nede i hendes fodende. Jeg ser på hendes med et bekræftende og sigende blik, inden jeg sender hende et opmuntrende og ærligt smil. ,, Jeg kommer igen.. Snart. "

 

,, Det ved jeg godt. "
Jeg siger ikke mere, men vender hende bare ryggen og går med tunge skridt hen imod døren. Underligt nok vil jeg hellere være på denne dødens stue, end jeg har lyst til at forlade den kommende engel i sengen herinde. Jeg kommer til at tænke på hvor vidunderlig smuk hun dog vil være som engel, men jeg kan ikke forstille mig smukkere end hun allerede er. For hun er allerede en engel. 

Da jeg kommer ud fra hospitalet er stemningen trykket, de andre tænker nok på alle de stakkels syge børn de har set. Jeg tænker ikke på andet end Somer. På hvornår jeg kan tillade mig at komme anstigende igen, hvad jeg dog kan tage med til hende. For hun skal havde noget, jeg ville give hende alt. Jeg har kendt pigen i under en time, men alligevel føler jeg hun tilhører mig. Hun er så vidunderlig og sårbar, hun prikker til min beskytter trang. Og jeg er glad for det er en pige som hende der gør det. Jeg bliver enig med mig selv om at jeg vil besøge hende igen allerede imorgen eller imorgen. Ja, jeg skal besøge hende snarest muligt. 

 

,, For hun er i sandhed verdens smukkeste engel. "

______

Så lettede jeg sgu alligevel bagenden og gav jer et tredje kapitel. Jeg håber i kan lide det, jeg fældede i hvert fald selv en tåre eller to under det. God læselyst.

 

Affectum
 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...