You do not know who I am! 1D

en pige som alle kender men ingen ved hvem er. sådan en piger der dyster i sang mod alle de store kunstnere. en som aldrig taber. en som TB. TB er hendes dæk navn, for ingen skal vide hvem hun er. hun har fået tilbudt utallige plade kontrakter, men sagt nej til alle. hun vil ikke være kendt. men hun vil gerne synge, på en scene som hun elsker. følg med når hun støder ind i fem helt specielle drenge. men hvad sker der når en af dem ikke ved hvem TB er? og ender med at svine hende til på det groveste, fordi han inderts inde er ødelagt. vil han blive hel igen?

47Likes
54Kommentarer
4762Visninger
AA

3. kapitel 2

 

TB`s synsvinkel:

jeg sluttede sangen af.

og som altid fik jeg et kæmpe bifald.

jeg elsker at være på scenen men jeg elsker også mit privat liv så det her var det bedste jeg kunne gøre. medmindre jeg skulle være ligsom Hanna Montana, men det ville bare blive lidt for u originalt.

så istedet tager jeg en hætte trøje og solbriller på så man ikke så godt kan se mig , den vigtigste regel er dog: aldrig giv dit navn til nogen.

jeg har faktisk også fået tilbudt mange plade kontrakter, men fordi ingen må få mit navn at vide så har jeg sagt nej til vær og en.

ham der Louis, havde jeg jo en lille diskussion med, men jeg tror ikke han er så kæp høj mere.

for Hallo jeg har vundet over Bieber, Rihanna og lady gaga, det er bare nogen af dem.

så hvorfor ikke også One direction.

jeg gik ned af de lange gange ned mod Backstage rummet, jeg skal bare lig have mine ting og så væk. men lide da jeg åbner døren støder jeg ind i den person jeg mindst vil snakke med. Louis.

"hvad vil du nu svine min stemme til igen?" vrissede jeg af ham. han stod bare og stired på mig. han tog sin hånd op til mit ansigt og der gik det op for mig hvad han prøvede på. jeg sprang et skridt tilbage. 

"hvad helved laver du?" skreg jeg af ham.

"jeg vil bare se dit ansigt" han tog sine hænder op foran sit hovedet, som om jeg ville slå ham. okay det er meget fristende. men nej, jeg er ikke en slem pige, medmindre jeg er fuld.

"ja og der er nok en grund til du ikke må det!" jeg skubbede ham lidt tilbage i mit vredes anfald.

"og hvad er det så, at du ikke vil være kendt?" han så undrende på mig.

"ja, jeg vil ikke være kendt" det var det sidste jeg sagde før jeg var løbet ud af døren. 

da jeg kom ud på gaden løb jeg hurtigt hen til en taxa, lide så snar jeg var inde og havde lukket døren tog jeg min `udklædning´ af.

Louis` synsvinkel:

ja,jeg vil ikke være kendt.hvorfor så synge? hendes ord køre rundt i mit hoved. hvorfor skulle jeg også prøve at tage hendes solbriller af.

der var bare et eller andet der virkede bekendt,ved hende. men jeg kan ikke sætte en finger på hvad.

TB`s synsvinkel:

"skat, der er noget vigtigt vi skal sige" min mor ser ud til at være på randen til at grade, hvorfor? det tror jeg, jeg finder ud af nu.

jeg satte mig ned ved køkken bordet.

"skat vi er så kede af at vi ikke har sagt det noget før.... men.....d-dduu" også brød hun ud i gråd. min far gik hen og holde om hende, også var der mig der ikke forstod noget.

da min mor havde taget sig lidt mere sammen, hun grad stadig meget, lagde hun noget papir foran mig. 

jeg tog det op og læste det.

navn før adoption: Taylor Payne 

navn efter adoption: Taylor Beck Adisson

biologiske forældre : Geoff og Karen Payne

nye forældre: Peter og Alma

jeg er adopteret! de har løjet overfor mig i 18 år! 

"hvorfor fanden har i ikke sagt det noget før!" der begyndte at trille tåre ned af mine kinder. helt ærlig hvodan kunne de gøre det.

"vi ville så gerne have et barn, men jeg kunne ikke blive gravid, oder var så den her dame som allerede havde børn og ikke havde råd til et til, altså din mor, vi adopterede dig da du var 6 måneder" hendes øjne var helt blanke og det samme var mine.

"jeg vil møde min rigtige mor og far" sagde jeg bestemt.

"vi kan prøve at kontakte dem, men hvem ved om de vil have noget med dig at gøre?" min far eller peter sagde det i et lidt hårdt tone fald.

jeg rystede på hovedet af hans ord. jeg vendte rundt og styrtede op af trappen. 

jeg smed mig i min seng.

hvordan kan det her være rigtig?

hvorfor har de aldrig fortalt mig det?

og hvorfor først nu?

jeg fandt min mobil frem. jeg havde virklig brug for Emily nu.

Emily er min fantastiske bedste veninde, hun er også den eneste der ved jeg er TB.

"hallo det er Emily" hun glemmer altid at se på skærmen før hun tager den.

"hey Em det er mig Taylor, kan du ikke komme over jeg har virklig brug for din hjælp" min stemme var stadig lidt grødet.

"er du okay? jeg kommer med det samme" også var der blevet lagt på, hun er virklig fantastik.

1 time efter

mig og Emily har  fået snakket alle tingene ud. vi har besluttet at finde min rigtige familie.

vi har læst adaptiv papirene igennem og til sidst fandt vi et nummer til adaptiv firmate(hvis man kan kalde det, det)

vi ringede til dem og de ville sørger for et møde med mine biologiske forældre. faktisk de sagde de ville ringe tilbage senere så nu venter vi bare.

vi har sat os til at se en film for at få tiden til at gå hurtigere. det hjalp for pludselig ringede telefonen.

jeg tog den op tiløret.

"hallo det er Taylor" som du kan regne ud er det mig der taler.

"ja hej Taylor, jeg har søret for et møde med dine rigtige forældre

imorgen, de glæder sig til at se dig. jeg sender dig en adresse"

"super, mange tak skal du have" også blev der lagt på.

"Emily, Emily, jeg skal møde mine rigtige forældre. og du skal med" jeg begyndte at hoppe op og ned i min seng. det her er bare fantastik.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...