Windows | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Færdig
Du ser vinduer over alt, men tænker du nogensinde over hvilke fantastiske og barske historier, der gemmer sig bag dem? Tænker du over, hvilke heroiske eller fortabte mennesker der bor derinde bag glasset? Da Zayn Malik en mørk aften er på vej hjem efter en tur i byen, møder han en pige, der sidder midt på fortovet i lygtepælens skær og maler. Hun maler bygningen, der tårner sig op over hende og som er prydet af hundredevis af små, lysende vinduer, der hver i sær har hver deres historie, og Zayn kan ikke lade det gå forbi. Han stopper op, og på mystisk vis bliver det starten på et smukt venskab, der alligevel har sine svagheder. For finder Zayn nogensinde ud af, hvorfor denne pige er så betaget af vinduerne og deres historier? Og kan man overhovedet være rigtige venner, når man intet ved om hinanden?

51Likes
54Kommentarer
2350Visninger
AA

8. Epilog

 ”Hvad skal vi kalde ham?”

Jeg stirrede længe på den hvide foxterrier, der sprang lystigt rundt i stuen og snusede til alt, den kunne komme til. Det var ikke mere end et kvarters tid siden, vi havde gået byen tynd for at finde den samme lille hund, der havde delt sin kærlighed med Lena og givet mig modet til at kæmpe videre.

Som jeg stod der midt i stuen og lod mit blik glide over på Lena, der sad med et smil på læben i min sofa, hvor Perrie plejede at sidde, og med det samme glimt af glæde i øjnene, kunne jeg ikke forhindre mit hjerte i at banke hurtigere.

”Det ved jeg ikke,” svarede jeg og satte mig ned på knæ, så hunden fløj hen til mig og begyndte at gnubbe sig op ad mig. ”Jeg er jo ikke så kreativ.”

”Stop nu med det der, Zayn. Jeg har set dine tegninger, dit sind sprudler af kreativitet.”

Jeg stoppede mine kærtegn og rettede mig op. ”Har du set dem? Men de er jo gemt væk?”

Lena pressede læberne sammen, som forventede hun at få en skideballe. ”Døren stod åben. Jeg kunne ikke lade være.”

Jeg sad lidt og kiggede på hende, så hende ind i øjnene, og til sidst gav jeg mig. ”Vær du bare glad for, jeg har givet dig lov til at bo her, for ellers ville det der være at overtræde grænsen.” Hun så en smule betuttet ud, og i det samme brød et stort smil frem på mine læber. Hun sukkede lettet og rejste sig op fra sofaen. ”Du skal vide, hvor taknemmelig jeg er for, at du lader mig bo her, Zayn. Virkelig, jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv.” Hun bevægede sig helt tæt på mig, og fordi jeg stadig sad på hug på gulvet, stillede hun sig bag mig og lod ganske let sine fingre strejfe mig i nakken. De var stadig kolde, men langt fra hvad de havde været tidligere.

”Det betyder ingenting,” sagde jeg. ”Her er plads til to alligevel, og jeg har intet i mod at skulle forsørge dig.” Jeg lagde nakken tilbage, så jeg så hendes ansigt nede fra. Hun var mindst lige så smuk fra den vinkel. I det samme boblede en voldsom lyst igennem mig, og inden jeg vidste af det, havde jeg trukket hende ned til mig og lagt mine læber over hendes i et grådigt kys. Hun fniste og lod sig trække ned i mine arme, hvor hun snoede sine arme rundt om min nakke og pressede sig ind mod mig.

Jeg nød tanken om, at intet kunne komme i mellem os nu. Joseph og hendes far havde godt nok ikke været så begejstrede, da hun fortalte dem, at hun forlod dem, men hun var atten, og de kunne intet gøre for at stoppe hende. Jeg kunne allerede mærke, hvordan en tung byrde var blevet løftet fra hendes skuldre, nu, hvor hun ikke længere behøvedes at være nervøs for at blive banket af sin far eller råbt af, af sin bror. Så vidt jeg vidste, havde hun cuttet alt kontakt til dem, og sådan ville hun gerne have det til at forblive. Men jeg vidste også, at det ikke ville holde. På et eller andet punkt ville hun begynde at savne dem, på trods af alt det de havde ødelagt i hende, og på det tidspunkt ville jeg være der til at hjælpe hende. Jeg ville beskytte hende.

I et kort sekund trak jeg mig tilbage for at få vejret. Jeg så ind i hendes blå øjne, der stirrede betaget ind i mine, så jeg mistede pusten.

”Du burde stoppe med at gøre det der hele tiden,” hviskede hun og rørte let ved min næse. ”Vi førte rent faktisk lige en samtale.”

En latter forlod min mund, og jeg trykkede hurtigt mine læber mod hendes en enkelt gang, før jeg trak hende med op og stå. ”Det er svært, når du er så fandens attraktiv.”

”Zayn!” udbrød hun og vendte ansigtet væk, men det forhindrede mig ikke i at se den røde farve, der bredte sig i hendes kinder. ”Lad være med at sige sådan noget.”

”Men det passer,” mumlede jeg og lagde blidt armene omkring hende bagfra. Så trak jeg hende ind til mig og begravede mit ansigt i hendes hår. Sådan stod vi i lang tid, mens vi betragtede hunden springe rundt i min lejlighed.

”Hvad med Dante?” hviskede Lena så. ”Jeg har læst, det betyder for evigt.”

”Så er der vist ingen tvivl,” hviskede jeg tilbage og smilede ned i hendes hår. ”Velkommen hjem, Dante.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...