Windows | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Færdig
Du ser vinduer over alt, men tænker du nogensinde over hvilke fantastiske og barske historier, der gemmer sig bag dem? Tænker du over, hvilke heroiske eller fortabte mennesker der bor derinde bag glasset? Da Zayn Malik en mørk aften er på vej hjem efter en tur i byen, møder han en pige, der sidder midt på fortovet i lygtepælens skær og maler. Hun maler bygningen, der tårner sig op over hende og som er prydet af hundredevis af små, lysende vinduer, der hver i sær har hver deres historie, og Zayn kan ikke lade det gå forbi. Han stopper op, og på mystisk vis bliver det starten på et smukt venskab, der alligevel har sine svagheder. For finder Zayn nogensinde ud af, hvorfor denne pige er så betaget af vinduerne og deres historier? Og kan man overhovedet være rigtige venner, når man intet ved om hinanden?

51Likes
54Kommentarer
2516Visninger
AA

7. 6/ White

Jeg sad bare der på kantstenen med ansigtet skjult i hænderne, mens jeg lod kulden køle min krop ned. Bag mig stod staffeliet med billedet, og på jorden lå den pensel, hun havde brugt, samt bøtterne med maling.

Jeg bevægede mig ikke, heller ikke selvom jeg vidste, at Lena ikke længere løb. Jeg havde stået længe og stirret efter hende – så længe, at jeg så hende sætte farten ned og fortsætte ned ad gaden i gåtempo. Hvis jeg rejste mig nu og løb efter hende, ville jeg sikkert kunne nå hende, men jeg gjorde det ikke. Hun havde allerede gjort det klart for mig, at jeg intet havde at komme efter hos hende.

Et sted tæt på hørte jeg lyden af en bilmotor, men den interesserede mig ikke det mindste. Intet interesserede mig lige nu. Perrie var væk, Lena var væk, og nu havde jeg ikke længere nogen at støtte mig op af. Det var dem, der havde holdt mig nede på jorden. De havde været min klippe. Nu var der intet, der kunne afholde mig fra igen at søge ned på klubben, hvor alkoholen ville holde mig ved selskab.

Da jeg rejste mig, skreg alle mine muskler, fordi de var kolde af at have siddet stille. Jeg ignorerede dem, strakte ryggen og skridtede langsomt den modsatte vej af Lena. Ned mod klubben. Hvert skridt var et skridt længere væk fra Lena, og det gjorde næsten ondt, hver gang min fod ramte jorden. Normalt kiggede jeg altid ned på mine fødder, når jeg gik, men denne gang stirrede jeg direkte ud i luften. Derfor så jeg heller ikke, da noget forvildede sig ind mellem mine ben og nær havde spændt ben for mig. Der lød et skingert smertehyl, så det gav et gib i mig.

Jeg stoppede midt i et skridt og kiggede ned. Jeg genkendte med det samme den lille, hvide foxterrier, der rendte rundt og gnubbede sig op af mine ben. Den havde tilsyneladende allerede glemt, at jeg havde mast den en smule, og nu bjæffede den lystigt og forsøgte at komme i kontakt med mig.

Først ignorerede jeg den og fortsatte med at gå, men den var insisterende, og til sidst måtte jeg bøje mig ned for at lade den snuse til mig og kort klø den bag øret. Mens jeg gjorde det, betragtede jeg den glæde, den udstrålede. Den havde været så ivrig, at jeg var kommet til at forvolde den smerte, men det betød intet for den. Livet gik videre, og nu var det kun min tilstedeværelse og kærtegn, der betød noget for den.

Jeg kunne ikke tilbageholde et lille smil, da jeg tænkte på, hvordan Lena havde gengældt dens åbenlyse glæde. Hun havde været så glad, da hunden kom for at hilse, og hun havde taget imod den med åbne arme. Det gjorde ondt at tænke på, at jeg aldrig ville opleve hendes glæde igen. Jeg skulle aldrig se hende mere. I morgen ville hun rejse til Australien, og så ville det være slut.

I det samme slikkede hunden let på min hånd, og da jeg mærkede dens varme ånde, måtte jeg udstøde et forskrækket gisp. Så mødte jeg dens øjne, og jeg vidste, hvad jeg måtte gøre. Uden at tænke mig om, tog jeg forsigtigt dens hoved mellem mine hænder og kyssede den hurtigt på panden.

”Du er fantastisk, ved du godt det? Jeg kommer og henter dig senere, det lover jeg.”

Og så rejste jeg mig op og satte i løb op ad gaden. Men jeg løb ikke mod klubben. Jeg løb efter Lena.

 

Jeg vidste ikke, om jeg ville nå hende. Faktisk bulrede nervøsiteten rundt i kroppen på mig, for måske var hun allerede væk, og så havde jeg spildt min chance. Mine ben pumpede af sted, og selvom jeg havde en smule besvær med vejrtrækningen allerede, så løb jeg videre. Jeg tillod ikke mig selv at stoppe eller sætte farten ned, for jeg vidste, at hvis jeg skulle nå Lena, skulle jeg give mig hundrede procent. Intet andet var godt nok.

Så jeg spurtede videre gennem byen, og da jeg kom til det kryds, hvor jeg normalt ville dreje til højre for at komme hjem, drejede jeg til venstre, for det var der, jeg havde set Lena komme fra, da jeg havde stoppet hende aftenen før. Efterhånden som jeg kom frem, så jeg, at husene langsomt ændrede sig. De blev alle ældre og knapt så velholdte. Faktisk ville jeg gå så langt som til at kalde nogle af dem for en smule faldefærdige og forladte.

Mit hjerte pumpede allerede af sted på grund af det konstante løb, men da jeg så et glimt af noget mørkt hår forsvinde ind gennem en hvid havelåge, føltes det som om, det var ved at banke ud af brystkassen på mig.

Selvom mine lunger protesterede voldsomt, satte jeg farten op og stoppede først, da jeg stod ud for den havelåge, jeg havde set hende forsvinde ind gennem. Med rynket pande betragtede jeg det faldefærdige hus, der stod foran mig. Der var meget mørkt, men lygtepælene lyste for mig.

På stakittet var den hvide maling skallet af langt de fleste steder, og samtidigt var flere af brædderne faldet af og lå rådne på jorden. Et af vinduerne i husets facade var smadret og erstattet af sort plastisk, der blafrede i den kolde vintervind, og udenfor lå mindst ti smadrede flasker. Derudover kunne selve huset også godt bruge en klat maling, og græsplænen så ikke ud til at have været slået i månedsvis. Havde det ikke været vinter, havde det garanteret lignet en halv jungle. Alt i alt kunne alt godt trænge til en kærlig hånd.

Gennem et hul i stakittet bevægede jeg mig forsigtigt ind i haven, velvidende at jeg bevægede mig ud på dybt vand. Jeg forsøgte at undgå de mange glasskår, der lå spredt ud over det hele, da jeg fandt vej hen til et af vinduerne på østsiden. Herovre fandt jeg en stor bunke af noget, der lignede storskrald, og meget belejligt lå der et par kasser, jeg kunne stå på. Så da kasserne lå til rette under vinduet, stillede jeg mig op på dem og kiggede ind uden at afsløre for meget af mig selv. Jeg kunne bare håbe på, at ingen tilfældigvis stod og kiggede netop i dette vindues retning inde i huset, for så ville jeg være opdaget med det samme.

Synet der mødte mig, slog mig helt ud. Jeg vidste, at jeg nok ikke ville finde den perfekte kernefamilie, men jeg havde på ingen måde regnet med at se, hvad jeg så.

For det første var vindueskarmen fyldt med tomme ølflasker, og det gjorde det svært for mig at se, men på den anden side skjulte det også mig selv en smule. Men jeg var nu ikke nervøs for at blive set, for det der skete inde bag ruden, var så voldsomt, at ingen ville lægge mærke til mig.

Jeg kunne se tre silhouetter. Den ene havde langt hår, og jeg vidste med det samme, at det var Lena. Den anden så for mig ud som en firskåren mand, der krummede en smule i ryggen og bar på en flaske i den ene hånd. Den tredje skikkelse var en smule sværere at placere, men kroppen var høj og ranglet, så jeg ville gætte på en teenagedreng.

Umiddelbart virkede intet forkert derinde. Lena sprang rundt inde i stuen og hoppede i møblerne, så man kunne tro, at hun havde gang i en tagfat med manden, der mindre elegant fulgte hende rundt i rummet. Men så man ordenligt efter og havde evnen til at sætte to og to sammen, var det slet ikke det, der foregik. For manden havde sin flaske hævet, og hver gang han kom Lena nær, svang han med sine store knytnæver, som forsøgte han at slå hende ned. Og det gjorde han.

For pludselig mistede Lena fodfæstet og faldt over en af de mange flyttekasser, og mens hun lå på jorden og vred sig, styrtede manden over til hende. Desperat krydsede jeg fingre for, at han ville stille flasken fra sig og hjælpe hende op, men sådan gik det ikke til. I stedet blev han stående lidt derfra og tog så tilløb, hvorefter han hamrede sin strømpebeklædte fod ind i maven på hende.

Selvom jeg stod udenfor, gik hendes skrig direkte ind i hjertet på mig, for jeg kunne alt for tydeligt høre det gennem glasset. Det andet var mindst lige så hjerteskærende, og jeg kunne ikke holde det ud mere. Han blev ved med at trække foden tilbage for derefter at lade sparkene hagle ned over hende. Hun kunne intet gøre, og drengen, der stod ved siden af, gjorde intet. Faktisk var det, som om han intet så. Han gik bare rundt i stuen med noget, der lignede en bamse i hånden.

Da manden tømte flasken i en mundfuld og derefter kylede den ned i gulvet på det sted, jeg vidste, Lena lå, væltede jeg baglæns ned af kasserne og famlede mig hen til husmuren. Der satte jeg mig og krøllede mig sammen til en kugle, mens jeg vuggede frem og tilbage og forsøgte at klare hovedet. Men det var som om, alt inden i mig bare en tåge. Mit hoved ville ikke blive klart, og det eneste der kunne gennemtrænge tågen, var Lenas evige skrig.

Mine sanser var som bedøvede. Jeg ænsede ikke den fugtige jord, der gjorde mine jeans våde, og kulden, der fik mine knoer til at sprække. Heller ikke lyden af hundegøen nåede ind til mig, kun Lenas skrig kørte på repeat inde i mit hoved. Derfor opfattede jeg heller ikke, at hoveddøren smækkede, og at der pludselig stod en stor og fordrukken mand foran mig og pegede med sin fede finger.

”Hvad fanden i helvede laver du her?”

Først dér vågnede jeg op, og det gik op for mig, hvad jeg havde rodet mig selv ud i. Jeg forsøgte hurtigt at komme på benene, men i samme sekund styrtede manden frem mod mig. Jeg holdt panisk hænderne op for at beskytte mig selv, da jeg troede, han ville slå mig, som han havde gennemtævet Lena, men i stedet slog han mine arme til siden og greb mig i jakkekraven, hvorefter han hårdhændet kastede mig op mod muren, så mine fødder knapt nok rørte jorden. Det strammede forfærdeligt i min hals, og jeg kunne ikke få et ord ud. Jeg stirrede forfærdet ind i mandens skinnende øjne, men han blev bare ved med at råbe af mig. Hans ord var snøvlede, og jeg forstod kun halvdelen af det. Hjælpeløst slog jeg ud med benene, men jeg ramte intet.

Det var først, da jeg følte, at jeg var blevet lilla i hovedet, og min hals brændte, at noget skete. Fra venstre kom en velkendt skikkelse løbende. Hendes mørke hår blafrede i vinden, da hun trodsede kulden og var gået ud uden jakke. I hendes øjne så jeg den panik, jeg selv følte.

”Far, slip ham!” Hendes stemme skar gennem luften, men faren hørte intet, og han slap mig ikke.

Så fik hun et stædigt udtryk i ansigtet, og da hun igen satte i løb, vidste jeg, hvad hun ville gøre. Hun havde kursen direkte mod os, og med al sin styrke hamrede hun direkte ind i sin egen far. Jeg udstødte en halvkvalt lyd, da hånden blev fjernet fra min strube, og luften igen strømmede frit ned i mine lunger. Jeg faldt ned på knæ, men før jeg havde fået vejret ordenligt igen, blev jeg trukket op og stå. Da jeg kiggede op, så jeg, at det var Lena, der med et fast tag om min arm, trak mig af sted. Hun hev mig om på forsiden af huset og ud mod vejen. Hele tiden trak hun i mig og forsøgte at få mig til at løbe, men mine ben ville ikke følge med. Da vi nåede det rådne stakit, stoppede jeg op og kiggede mig tilbage over skulderen, velvidende at Lena ikke ville bifalde det.

Der stod en i døren. Det var ham, jeg havde kategoriseret som en teenager, men nu kunne jeg se, at han var meget mere end det. Han var på min egen alder, og hans øjne var stikkende og skræmmende at se ind i. Han holdt mit blik fanget og i lang tid stod jeg og stirrede på ham, men så hev Lena voldsomt i min arm, så jeg måtte løbe videre.

Vi løb længe, og af den grund sagde ingen af os noget. Det var først, da det føltes som om, vi havde løbet flere kilometer, og vi befandt et afsides sted i en affolket park, at hun stoppede op og slap min arm. I lang tid stod jeg bare lænet forover med hænderne på knæene og forsøgte at få min vejtrækning under kontrol.

”Zayn, d-du skulle ikke være kommet!” Da jeg så op, lurede tårerne i Lenas øjenkroge, og hun slog voldsomt ud med armene. ”Se nu, hvad der er sket!”

”Han slog dig!” Jeg havde hævet min stemme, og selvom jeg stadig kæmpede med luften, og det gjorde ondt i halsen, rettede jeg mig op og greb fat om hendes skuldre. Stramt holdt jeg fast og ruskede i hende for at få hende til at forstå alvoren i det, jeg sagde. ”Han var plørefuld, og han sparkede dig, mens du lå forsvarsløs på jorden. Jeg så det med mine egne øjne!”

”Du skal ikke blande dig i, hvad der foregår i mit hus, Zayn. Du skulle slet ikke være fulgt efter mig!”

”Men det gjorde jeg, Lena.”

”Og jeg ville ønske, du ikke gjorde!”

Det ramte mig hårdere, end nogen af hendes andre ord havde gjort. Jeg trådte et skridt tilbage og slap hendes skuldre. ”Mener du det? Er det, det sidste du vil sige til mig, før du rejser til Australien i morgen og efterlader mig her?”

”Jeg skal jo slet ikke til Australien, Zayn!” Nu råbte hun nærmest, og fordi jeg havde sluppet hende, kastede hun rundt med armene igen. ”Det hele var en løgn. En dækhistorie. Min far er blevet smidt ud af huset, og vi har ingen steder at bo. Vi har ingen penge. Vi skal leve på gaden. Jeg ville ikke have, du skulle finde ud af det. Hvis vi blev ved med at ses, ville du opdage det. Jeg blev nødt til at cutte kontakten!”

”Lena … hvad er det, du siger?” Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle føle. Jeg var ovenud lykkelig for, at hun alligevel ikke skulle flytte om på den anden side af jorden, men det var svært at forstå, for nu havde jeg accepteret, at jeg aldrig ville komme til at se hende igen. Følelserne væltede rundt inde i mig, og jeg kunne slet ikke holde rede på dem.

”Jeg skal ikke flytte.”

Jeg gentog hendes ord. ”Du skal ikke flytte … ” Sætningen rungede inde i mit hoved, og efterhånden sank det ind. Jeg rakte ud efter hende igen. Jeg blev nødt til at føle hende mellem mine hænder, for at kunne tro på det. Hun rakte sin ene hånd ud, og jeg klemte den hårdt, mens jeg igen trådte tættere på hende. ”Du bliver nødt til at fortælle mig det hele. Hvem var ham drengen, der var i huset, og hvor lang tid har din far været sådan?” I samme sekund så jeg ordenligt på hendes ansigt. Før havde jeg været så lykkelig over bare at se hende, men nu, hvor glæden havde fortaget sig en smule, så jeg hende rigtigt. Hendes øjenbryn var flækket, og selvom hun havde tørret det værste blod væk, var der stadig en lille indtørret plet ved siden af øjet. På siden af kæben havde hun et rødt mærke, og jeg havde lagt mærke til, at hun med den ene frie hånd tog sig til maven. Der hvor han havde sparket hende.

”Lena, dit ansigt … ” Forsigtigt rakte jeg ud og strøg min finger ganske let hen over mærket på hendes kæbe. Hun flyttede sig ikke, men hendes øjne fyldtes igen med tårer. Uden at tænke trak jeg hende ind til mig og klemte hende så hårdt, jeg turde. Jeg var bange for at forvolde hende mere smerte, men hun sagde intet, så jeg gik ud fra, at hun havde det fint. Jeg hørte hende snøfte, men om det var på grund af kulden eller tårerne, vidste jeg ikke.

At have hende i mine arme igen, var vidunderligt. Hun duftede ikke af vaskepulver eller parfume. Faktisk hang der en svag lugt af alkohol ved hende, men jeg var sikker på, det var farens skyld. Hun havde ikke selv indtaget noget.

Grundet den manglende jakke var hun iskold. Godt nok havde hun små svedperler i panden efter løbeturen, men hendes krop skreg efter varme, og hurtigt lynede jeg min egen jakke op og lagde den omkring hende, da jeg trak hende ind til mig igen, så vi begge var i den samme jakke. At mærke hendes kolde hud mod min, fik hårene på mine arme til at rejse sig. Men noget sagde mig, at det ikke kun var kulden.

Det var første gang, jeg havde haft hende så tæt på mig. Der var ingen jakke mellem os, kun min tynde t-shirt og hendes bomuldscardigan, og det fik voldsomme følelser til at blusse op i mig.

”Det har aldrig været så voldsomt.” Lena begyndte at tale, og jeg kunne mærke hendes bryst hæve og sænke sig mod mit. ”Han plejer ikke at slå så hårdt, men han var sur, og han havde drukket mere end normalt. Joseph havde været vanskelig hele dagen, og da han opdagede, at jeg sneg mig ud om aftenen og først kom sent hjem, blev det for meget for ham. Han plejer ikke at slå så hårdt.” Det sidste kom ud sammen med et hulk.

”Hvem er Joseph? Er det din bror?”

Jeg mærkede hende nikke mod min skulder. Hendes gråd gjorde det svært for hende at tale, men jeg kunne høre, at hun forsøgte at holde den nede. ”Han er skizofren. Da han fik det konstateret, begyndte min far at drikke. Han kunne ikke håndtere ham. Jeg har aldrig kendt min mor.”

”Det gør mig ondt, Lena.”

Hun sagde intet, men hulkede bare ind mod min skulder. Så var det, som om hun tog sig sammen og talte igen. ”Det var undskyldningerne, Zayn.” Hun trak sig en smule tilbage, så jeg kunne se hendes tårefyldte øjne. ”Jeg har altid været så fascineret af vinduerne, fordi jeg kunne skabe mine egne familier. Familier der var perfekte og lykkelige – ikke som min. Jeg levede mig ind i en anden verden, hvor min far og bror ikke fandtes. Og når jeg så fandt på familier, der var endt som min, var der altid en grund. De havde en undskyldning, så det, der var sket med dem, rent faktisk var acceptabelt og forståeligt. Men det var mine undskyldninger, Zayn. Jeg skammer mig over min familie, men intet kan retfærdiggøre det, der er hændt os. Det var min fars skyld, og der er ingen undskyldning. Det har jeg indset nu.”

Nu trillede tårerne uhindret ned ad hendes kinder, og selvom jeg gjorde alt for at stoppe dem, fortsatte de bare.

Jeg anede ikke, at Lena levede et liv som dette. Hun havde altid været den glade og smilende pige, der havde de mærkeligste tanker og interesser, men jeg havde altid elsket det. Og at hun havde været i stand til at opretholde humøret og drømme med denne baggrund, var ikke til at forstå.

Jeg følte, at jeg forstod det hele nu. Sandheden var kommet frem – både min og Lenas. Pigen, som havde den mest elendige familie, havde givet mig gode familieråd, når det i virkeligheden var hende, der havde problemer.

”Lena, jeg … jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.”

”Du behøver ikke sige noget, Zayn. Bare kys mig og lov, at jeg altid kan komme til dig.”

”Det lover jeg.” Med et sidste blik ind i hendes tårevædede øjne lænede jeg mig frem og lod mine læber møde hendes for anden gang. Varmen bredte sig øjeblikkeligt, og igen boblede følelserne rundt inden i mig. Jeg tvang hendes spinkle krop tættere ind til min, og hun udstødte et suk. Det mindede mig om hendes smerter i maven, og selvom det pinte mig, lod jeg hendes krop glide et stykke længere væk fra min.

Jeg gispede, da Lenas fingre fandt vej ind under min t-shirt, så hendes kolde hud kom i direkte kontakt med mit maveskin. Men jeg fandt hurtigt hendes læber igen, og grådigt lagde jeg en hånd om hendes baghoved, så der ikke var den mindste afstand mellem os.

Langt om længe brød Lena vores kys, men hun forsvandt ikke. Denne gang lænede hun sig blot en smule tilbage, så hendes klare, blå øjne mødte mine, og et smil brød frem på hendes læber. Jeg grinte og trak hende ind til mig for at lade vores læber mødes igen.

”Det lover jeg.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...