Windows | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Færdig
Du ser vinduer over alt, men tænker du nogensinde over hvilke fantastiske og barske historier, der gemmer sig bag dem? Tænker du over, hvilke heroiske eller fortabte mennesker der bor derinde bag glasset? Da Zayn Malik en mørk aften er på vej hjem efter en tur i byen, møder han en pige, der sidder midt på fortovet i lygtepælens skær og maler. Hun maler bygningen, der tårner sig op over hende og som er prydet af hundredevis af små, lysende vinduer, der hver i sær har hver deres historie, og Zayn kan ikke lade det gå forbi. Han stopper op, og på mystisk vis bliver det starten på et smukt venskab, der alligevel har sine svagheder. For finder Zayn nogensinde ud af, hvorfor denne pige er så betaget af vinduerne og deres historier? Og kan man overhovedet være rigtige venner, når man intet ved om hinanden?

51Likes
54Kommentarer
2573Visninger
AA

6. 5/ Yellow

Jeg havde nu haft fireogtyve timer til at sunde mig ovenpå Lenas nyhed, men jeg følte stadigvæk ikke, at jeg havde affundet mig med det. Jeg havde endnu ikke forstået, at hun om højest en uge ville være væk.

Da jeg den aften kom en smule for sent, sad Lena allerede og malede, og da hun så mig og gav mig et af sine blændende smil, var det som om, intet var forandret hos hende. Da jeg kom tættere på, søgte jeg desperat efter en sprække i smilet, men der var intet at finde. Gik det hende slet ikke på, at vi aldrig skulle ses mere?

”Hej, Zayn,” sagde hun glad. Hendes livlige stemme bekræftede mig kun i, at hendes flytning ikke gik hende på. Jeg måtte stoppe med at være så selvisk og ikke automatisk gå ud fra, at jeg også betød noget for hende.

Jeg hilste igen med den mest positive klang, jeg kunne mønstre. Og åbenbart var det godt nok, for Lena lod sig ikke mærke med noget – eller også lod hun bare, som om hun intet så. Jeg havde på fornemmelsen, at hun undgik mit dårlige humør med vilje, for selv at kunne udstråle den glæde og positivitet, som hun gjorde.

”Hvor skal i så bo?”

Lena tøvede, og smilet falmede en smule. Men så rettede hun ryggen, og det var tilbage på plads. ”Et sted langt ude på landet. Ingen biler, ingen motorstøj.”

”Og hvad skal din far lave?”

Endnu engang måtte hun tøve, og jeg begyndte at tro, at der var noget muggent ved det hele.

”Jeg er ikke helt sikker. Noget papirarbejde, vil jeg tro.” Hendes blik undgik behændigt mit, og selvom jeg kæmpede for at se hende i øjnene, kunne jeg ikke fange hendes blik. Hun undgik mig, og jeg vidste, det var en af de ting, der afslørede en løgner. Jeg selv havde det med at bide mig i læben, og det var en meget dårlig vane. Jeg trak vejret ind for at stille endnu et spørgsmål, men Lena afbrød mig og skiftede emne.

”Har du noget imod at finde på en historie til det næste vindue?” spurgte hun og pegede på et af de yderste, hvor der ikke var noget at se i vindueskarmen. ”Vi kan hjælpes ad?” Jeg kiggede længe på hende, men gav så efter og lænede mig tilbage, mens mit hoved kørte på højtryk. Egentlig havde jeg intet at fortælle om, men efterhånden som Lena gav mig tid til at tænke, dukkede noget op i mit hoved. Det var en god mulighed for ligesom at fortælle hende det hele, før hun rejste fra mig. Men det kunne også gå galt – grusomt galt.

”Okay,” mumlede jeg. ”Jeg skal nok starte.” Lena satte sig også til rette og begyndte at male, i samme sekund jeg startede historien. ”Der bor en ung mand,” begyndte jeg. ”Han har en fantastisk kæreste, som han faktisk er forlovet med. Men på tidspunktet, hvor han begyndte at tænke på bryllup, afleverede hun ringen tilbage. Det knuste ham.”

Jeg holdt en pause, og Lena kom med et bud. ”Dulmede han smerten med stoffer?”

Jeg rystede på hovedet. ”Nej, alkohol. Hver aften gik han ned i byen og slog sig ned ved baren, hvor han sad i timesvis og ødelagde sig selv.” Jeg mærkede nervøsiteten vælte ind over mig, og mens mine håndflader blev svedige på trods af kulden, bed jeg mig ubevidst i underlæben. ”Men så mødte han en anden. Hun var helt anderledes, og han faldt for hende med det samme.”

Lena sukkede, og jeg stoppede øjeblikkeligt. Jeg turde næsten ikke kigge på hende, men det viste sig, at Lena heller ikke vendte sig om. Hun sad med ryggen til og malede de sidste linjer på vinduet. Jeg turde ikke sige noget. Havde hun regnet det ud? Sukkede hun, fordi jeg var belastende at høre på? Jeg var nu mere nervøs, end jeg før havde været. Jeg havde lige afsløret mine følelser for hende, og hvis hun tog sig en smule sammen og tænkte sig om, ville hun vide det hele.

Jeg kunne ikke finde ud af, om hun havde forstået det. Hun sad bare og malede videre, sagde intet. Jeg vred utålmodigt mine fingre og forsøgte at holde at holde mine ben i ro. For første gang kunne jeg ikke lide den stilhed, der herskede mellem os.

Men så vendte hun sig og smilede større end nogensinde til mig. Jeg faldt lettet sammen og pustede ud, da det gik op for mig, at jeg havde holdt vejret. Hun var ikke blevet sur. I det øjeblik troede jeg, hun var blevet glad for at få sandheden – at hun måske havde det samme følelser for mig – men hendes næste ord spolerede det håb.

”Jeg tror, du har lært det, Zayn!” Hun lagde penselen fra sig og rejste sig op med det store smil klistret til læberne. ”Det endte lykkeligt, og du vidste lige præcis, hvordan det hele skulle være. Det er sådan, man skaber en smuk sjæl!”

Skuffelsen indtog min krop hurtigere, end jeg kunne tælle til. Den lammede min taleevne, og i stedet smilede jeg bare et halvbedrøvet smil.

Lena hoppede nærmest op og ned på fortovet, og inden jeg vidste af det, havde hun trukket mig op og stå ved siden af sig. Hun grinede og talte løs om alt muligt. Hun fortalte mig blandt andet, hvor god jeg var blevet, og hvor hurtigt hun ville kunne gøre billedet færdigt nu. Jeg forsøgte at smile tilbage til hende, men det var svært, og jeg var sikker på, at det mere lignede en grimasse. Og til sidst kunne Lena heller ikke ignorere det mere. Hun stoppede op og kiggede på mig.

”Zayn?” Hun rynkede panden. ”Hvad er der galt?”

Jeg rystede på hovedet og forsøgte at få hende til at hoppe igen. ”Ikke noget,” sagde jeg hurtigt. Hun forstod det ikke.

”Zayn,” stønnede hun. ”Jeg kan jo se, der er noget. Fortæl mig, hvorfor du ikke er glad?”

Jeg bed mig i læben. ”Fordi du skal flytte,” sukkede jeg og sank tilbage ned i campingstolen. Jeg havde ikke energi til at stå op mere. Tankerne strømmede igennem mit hoved, for nu var tidspunktet. Hvis jeg skulle blotte mig totalt for Lena, var det det rette øjeblik, men uvisheden om hvordan hun ville reagere, gjorde mig urolig. Jeg vidste ikke, om jeg kunne klare, at hun måske ville vende ryggen til mig eller bede mig forsvinde, som hun havde gjort den allerførste aften. Denne gang ville hun bare ikke bede mig komme tilbage dagen efter.

”Jamen … ” Hendes stemme forsvandt, og hun lod til at være tom for ord. Jeg havde aldrig set hende så modløs før. Hun stod bare der med det tomme udtryk i ansigtet og kiggede ned på mig, mens armene hang slapt ned ad siden. ”Zayn, det … Vi kan jo skrive breve?”

Jeg rystede på hovedet. ”Breve er ikke nok, Lena.”

Hun kneb øjnene sammen og så tænksom ud. ”Hvad mener du?”

Endnu engang sukkede jeg, og jeg vidste, at nu ville det komme. Så måtte det briste eller bære. ”Du forstår det ikke, Lena.” Hun åbnede munden for at sige noget, men jeg fortsatte. ”Det gør ikke noget. Jeg skal nok forklare det for dig.” Jeg tog en dyb indånding. ”Det var mig. Det var min egen historie. Du var pigen. Perrie var min forlovede.”

Lena rynkede panden og så forvirret ud. ”Hvem er Perrie?”

”Glem Perrie,” udbrød jeg hurtigt og rakte ubevidst ud efter hendes hånd, da jeg var kommet på benene igen. Jeg var en smule højere end hende, men det forhindrede mig ikke i at stirre ind i hendes blå, forvirrede øjne. Jeg vidste, at jeg havde krydset den personlige grænse, der var mellem almindelig mennesker, når de talte sammen.

”Du kan ikke rejse til Australien, Lena. Jeg har brug for dig her.”

Jeg fornemmede, at hun trak vejret hurtigt, og modsat mine varme og svedige hænder, var hendes voldsomt kolde. Den hånd, jeg holdt fast i, klemte jeg let, og mentalt forsøgte jeg at sende noget af min varme over til hende.

Da jeg så ind i hendes øjne, kunne jeg ikke undgå at se den splittelse, der truede med at få hende til at bryde sammen. Hendes blik flakkede hjælpeløst frem og tilbage mellem mine øjne, og hvis jeg ikke tog fejl, bævrede hendes læbe ganske svagt. ”Det bliver jeg nødt til.” Hun klemte hårdt om min hånd. ”Og hold op med det der. Jeg bliver helt … stop, Zayn.” Et svagt smil dukkede op på hendes læber, og kort så hun væk. ”Men din historie … Du faldt for hende?”

Jeg gjorde ikke andet end at nikke. Hun skulle selv forstå det. Brikkerne skulle selv falde på plads inde i hovedet på hende. Selv forstod jeg ikke, hvordan hun ikke havde kunnet regne det ud endnu. Det var indlysende, meget indlysende.

Hun begyndte at mumle noget, og pludselig skinnede hendes øjne, og jeg vidste, at hun havde forstået det. ”Du faldt for mi- ”

Og der afbrød jeg hende. Jeg spændte i hele kroppen, da jeg kastede mig ind til hende. Jeg klamrede hende ind til mig og trykkede hendes spinkle skuldre ind mod mig, mens jeg tog det sidste skridt og fjernede den sidste afstand mellem os. Da jeg forsigtigt placerede mine læber mod hendes, stivnede hun i mine arme, og jeg var lige ved at fortryde min handling. Den havde været spontan, men da hun langsomt gav efter og smeltede, var jeg gladere end nogensinde før. Vores kolde næser snittede hinanden, og selvom vi begge var pakket ind i halstørklæder og store vinterjakker, følte jeg, at jeg kunne mærke al hendes varme.

Mit hjerte bankede hårdt og hurtigt, og det føltes, som om blodet løb dobbelt så hurtigt rundt i mine årer. Det hele var magisk. Over os glimtede stjernerne på den skyfri himmel, byens støj var ikke til at høre, og med Lena i mine arme var kulden som forvandlet til en varm sommerdag.

Men så var hun pludselig væk, og kulden kom tilbage. Det ramte mig i ansigtet som en lussing, da jeg åbnede øjnene og så, hvor hun var på vej hen.

”Jeg kan ikke, Zayn.” Hendes øjne fyldtes med tårer, som Perries havde gjort i min drøm, og langsomt bakkede hun baglæns, men hun så på mig med de samme ulykkelige og splittede øjne. ”Vi rejser til Australien i morgen eftermiddag. Tag billedet, hvis du vil have det. Jeg er glad for at have kendt dig, det er jeg virkelig.”

Og med de ord vendte hun sig og satte i løb ned ad gaden. Jeg stod som frosset fast til fortovet, mens jeg så hende løbe.

Jeg havde kysset Lena, og nu var hun væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...