Windows | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Færdig
Du ser vinduer over alt, men tænker du nogensinde over hvilke fantastiske og barske historier, der gemmer sig bag dem? Tænker du over, hvilke heroiske eller fortabte mennesker der bor derinde bag glasset? Da Zayn Malik en mørk aften er på vej hjem efter en tur i byen, møder han en pige, der sidder midt på fortovet i lygtepælens skær og maler. Hun maler bygningen, der tårner sig op over hende og som er prydet af hundredevis af små, lysende vinduer, der hver i sær har hver deres historie, og Zayn kan ikke lade det gå forbi. Han stopper op, og på mystisk vis bliver det starten på et smukt venskab, der alligevel har sine svagheder. For finder Zayn nogensinde ud af, hvorfor denne pige er så betaget af vinduerne og deres historier? Og kan man overhovedet være rigtige venner, når man intet ved om hinanden?

51Likes
54Kommentarer
2455Visninger
AA

5. 4/ Red

Der var stille. Ikke en lyd hørtes – end ikke mit hjerteslag.

Jeg kiggede ned af mig selv, og det gik op for mig, at jeg befandt mig i min egen lille stue. Fjernsynet var tændt, men der kom ikke en lyd fra det. Jeg rynkede panden og rejste mig op. Så greb jeg fjernbetjeningen, der lå i sofaen ved siden af mig, og skruede en smule op. Der skete intet. Uforstående pressede jeg hårdt og længe ned på den knap, der skulle få lydstyrken til at stige, men nyhedsoplæserens mund bevægede sig stadig forgæves. Lyden var forsvundet.

I det samme lød der tre korte bank på døren. Som i en døs bevægede jeg mig over til døren, som jeg langsomt åbnede. Men da jeg så Perries skikkelse stå udenfor, stivnede hele min krop. Jeg lod lynhurtigt mit blik glide op og ned ad hende, og måtte tvinge mig selv til ikke at udstøde et suk i lettelse og velvære. Det var helt fantastisk at se Perrie igen, selvom jeg bevidst havde gjort alt for at undgå kontakt med hende.

Den evige blinken, der fik de lange, mørke øjenvipper til lige akkurat at strejfe hendes varme kinder, gjorde mig helt blød i knæene, og da hun mødte mine øjne måtte jeg tage mig sammen for ikke at række ud efter hende og kramme hende hårdt. Hårdere end jeg nogensinde havde gjort før.

Zayn … ”

Hendes stemme. Jeg havde savnet den så voldsomt, og nu var det som om, den gik lige igennem både marv og knogler. Hun rakte en hånd ud efter mig, og jeg kunne ikke styre mig. Jeg strakte mine fingre ud for at tage hendes hånd, men så var det, jeg opdagede det. Ringen.

Hvad er det?” Min stemme var høj. Højere end det havde været meningen. Vreden buldrede rundt inden i mig, for selvom jeg havde spurgt, vidste jeg udmærket allerede, hvad det var. Og hvad det betød.

Perrie sænkede blikket og kiggede kort ned på sine fingre, hvor en smuk diamantring sad og glitrede. ”Det er derfor, jeg er kommet.” Hun løftede igen hovedet. ”Må jeg komme indenfor, Zayn?”

Selvom mit indre kogte, trådte jeg et skridt tilbage, så Perrie kunne komme ind. Jeg lukkede døren efter hende, og da jeg vendte mig om igen, stod hun inde midt i stuen med ryggen til. ”Jeg håber, du har en god forklaring på den ring,” brummede jeg, så hun vendte sig ved lyden af min stemme. Hendes øjne virkede triste og medfølende, men jeg vidste bedre. Den ring kunne kun betyde, at hun for længst var ovre mig. Jeg betød intet for hende længere.

Jeg er ked af, hvordan tingene endte mellem os. Det var slet ikke meningen, at du skulle lukke mig ude på den måde. Jeg troede, vi kunne være venner.”

Venner?” Min stemme var fuld af foragt og mistro. Hvis hun oprigtigt mente, at hun troede, vi kunne være rigtige venner efter det, der var sket, havde hun misset noget. Der var absolut ingen chance for det, og det ville jeg gerne gøre klart for hende. ”Perrie, det du gjorde, kan jeg aldrig tilgive dig for. Jeg tror ikke på, at du for alvor regnede med, vi kunne være venner. Fortæl mig så, hvad den ring betyder! Hvem er den fra?”

Hun sukkede og satte sig ned i sofaen. Hun var iført en kort nederdel, og den glattede hun nænsomt ned på plads, da den kravlede let op af hendes lår. Jeg sled blikket væk fra hendes krop og søgte hende øjne. ”Du kender ham ikke, Zayn. Vi har bare fundet ud af, at vi er som skabte for hinanden – det var kærlighed ved første blik. Han ville gerne forevige det, og jeg så ikke nogen grund til ikke at gøre det. Er du ikke glad på mine vegne?”

Jeg ignorerede fuldstændigt hendes spørgsmål. ”Hvornår?” spurgte jeg hårdt. ”Hvornår mødte du ham? Var det, mens vi var sammen?”

Perrie tøvede for første gang, og jeg så hendes øjne fyldes langsomt med tårer. En enkelt tåre fandt ved ned over hendes kind, da hun svarede.

Zayn,” hulkede hun svagt og tørrede tåren væk. ”Du må ikke blive sur. Jeg er ked af det, jeg kunne ikke gøre for det. Det var kærlighed ved første blik, kender du ikke den følelse?”

Er det din undskyldning? Kærlighed ved første blik? Var det, vi havde, ikke kærlighed?” Jeg hævede stemmen, men denne gang var jeg ligeglad. Lige nu fortjente hun at blive råbt af – uanset om hun græd eller ej. Tårerne stoppede mig ikke.

Der er forhelvede ikke noget, der hedder kærlighed ved første blik. Du kunne have undgået ham og aldrig set ham igen!”

Jeg stirrede vredt ned på Perrie, men nu havde hun gemt sit ansigt i hænderne. Jeg tvivlede på, om hun overhovedet hørte mine ord.

Zayn?”

Hurtigt snurrede jeg rundt, da stemmen kom bagfra, og da jeg så Lenas efterhånden velkendte skikkelse, måtte jeg udstøde et gisp. Hvordan var hun kommet ind? ”Lena?”

Hun smilede, men da var det, som om hendes smil blev mere stift og nedtrykt. Noget gjorde hende ulykkelig, men jeg vidste ikke hvad. ”Zayn,” sagde hun, og hendes stemme var mindst lige så gennemtrængende som Perries havde været, ”hvad er det du siger?”

Jeg kiggede på hende med forvirrede øjne og skævede kort over til Perrie, der stadig sad i sofaen og hulkede med ansigtet vendt væk. Lenas blik søgte også derover, og hun fik et barskt drag om munden. ”Hvor er hun ynkelig. Kan du ikke få hende til at tie stille?”

Jeg rynkede panden over at høre så hårde ord komme fra Lenas mund. Hun virkede altid så sød, og det overraskede mig, at hun overhovedet havde de ord i sig.

I det samme steg styrken på Perries gråd, som en reaktion på Lenas spørgsmål. Det var nu så højt, at jeg måtte hæve stemmen for at føre en samtale. ”Jeg forstår det ikke,” sagde jeg højlydt for at overdøve gråden. ”Hvorfor sker alt det her? Hvordan kom du ind?”

Lena gjorde en skødesløs håndbevægelse som for at feje spørgsmålet væk. ”Spørgsmålet er, hvorfor du sagde, som du gjorde lige før? Mener du ikke, der findes kærlighed ved første blik?”

Da jeg i det øjeblik så ind i Lenas dybe øjne, mærkede jeg den fortrydende følelse langsomt brede sig i min krop. Det blik hun havde i øjnene, fik mig til at føle mig skidt tilpas, og da jeg svarede, var det med en stammende og rystende stemme.

J-jeg mente det ikke på den måde. Lena, jeg … ”

Jeg troede, det vi havde sammen, var specielt. Unikt. Fornægter du det hele og siger, at alt var baseret på en løgn?” Lenas stemme var nu højere, end hvad nødvendigt var. Perrie græd stadig lige så højt som før – hvis ikke højere – men der var ingen grund til at hæve stemmen så meget, som Lena gjorde. Det var tydeligt, at hun var sur og vred.

Med hænderne beroligende løftet forsøgte jeg at redde det håbløse scenarie ud, jeg havde skabt. Men med Perries endeløse gråd hamrende ind i øregangen, var det endnu sværere at tænke logisk og fornuftigt. ”Hør nu, Lena. Jeg mente ikke -”

Jeg vil ikke høre på dig, Zayn! Jeg føler mig forrådt og bedraget. Jeg fatter ikke, at jeg overhovedet talte til dig i første omgang!”

Lena fortsatte med at råbe af mig, og efterhånden som hendes ord flød ud for mig og blev til en masse af uforståelige lyde, sank jeg ned på knæ. Bag mig var Perries gråd blev til en blanding af skrig og hulk, og det blandet med Lenas voldsomme råberi fik mig til at tage mig til ørerne, for at holde alle lydene ude. Samtidigt gik det op for mig, at fjernsynet nu brød lydbarrieren, og fordi jeg tidligere havde skruet så højt op for det, væltede nyhedsoplæserens stemme nu ud af højtalerne og bidragede dermed til den massakre, der pressede mig ned mod gulvet.

Bag mig nærmede Perrie sig, og jeg mærkede hendes tårer ramme mig i nakken, da jeg lænede mig forover for at gemme ansigtet ved mine knæ og rullede mig sammen til en kugle. Foran fornemmede jeg, at Lena bøjede sig ned over mig med munden tæt ved mit øre, så mine hænder ikke længere var nok til at holde hendes rasende stemme ude.

Det blev for meget for mig, og det føltes som om, at alle lydene hele tiden blev højere, selvom det virkede umuligt.

Mine ører og mit hoved tiggede og bad om fred, og med ét rettede jeg mig op og skreg al min angst ud.

Så blev alt stille.

 

Jeg vågnede op badet i sved.

På en eller anden måde, havde jeg bidt mig i læben i søvne, for min mund smagte af blod, og det sved frygteligt. Jeg satte mig op med bankende puls og blev nervøs for, at jeg havde skreget så højt, at naboerne blev nysgerrige eller urolige.

Med let rystende hænder slog jeg dynen væk og svang benene ud over kanten på sengen. Sådan sad jeg i lang tid med ansigtet begravet i hænderne, mens jeg mærkede mit hjerte sætte farten ned. Det var lang tid siden, jeg havde haft så voldsom en drøm – eller var det et mareridt? Jeg havde godt nok drømt drømme om Perrie, men det havde aldrig påvirket mig så voldsomt, som denne havde gjort.

Jeg tog en dyb indånding, rejste mig og gik ud i køkkenet. Der bryggede jeg mig en hurtigt kop kaffe - en stærk en af slagsen – og slog mig ned ved det lille, runde spisebord. Jeg kunne allerede nu mærke, at jeg ville lide af søvnmangel i løbet af dagen. Jeg var stået op flere timer før, end jeg plejede, men jeg vidste, at jeg ikke ville kunne falde i søvn igen. Det eneste jeg kunne gøre, var at drikke en masse kaffe og forsøge at spare på energien. Med den tanke i hovedet lagde jeg mig hen på sofaen og tilbragte resten af dagen med at se film og surfe lidt rundt på nettet på min bærbare.

På trods af at jeg intet havde lavet hele dagen, tog jeg mig selv i at falde lidt hen et par gange, og talt sammen sov jeg omkring en times tid på sofaen. Da jeg på et tidspunkt sent på aftenen vågnede op fra en let døs, gik det op for mig, at der var blevet meget mørkt udenfor. Med et hurtigt kig på uret, så jeg, at klokken var halv elleve.

Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, da jeg rejste mig og hurtigt begyndte at trække i noget acceptabelt tøj. Der var kun en halv time til, at Lena ville begynde at male, og det tog lidt over ti minutter at komme ned til stedet.

Klokken kvart i elleve smækkede jeg døren efter mig og småløb ned af de mange trapper, der skulle bestiges, hvis man skulle op til min lejelighed. Kulden slog mig i møde, som den plejede, men denne gang ænsede jeg den ikke på samme måde. Tanken om Lena optog mit hoved, og jeg ville ikke komme for sent.

Med blikket fæstnet ved mine fødder og fortovet under dem, begav jeg mig ned ad gaden, hvor jeg ikke mødte andre mennesker. Jeg var så optaget af at følge mine skridts rytme, at jeg nær var stødt ind i den eneste person, der befandt sige ude på denne tid. Da jeg kiggede op, måtte jeg undertrykke et gisp, da det gik op for mig, hvem det var.

Lena?” råbte jeg og rakte en hånd ud for at stoppe den person, der bare fortsatte videre forbi mig. Hun stoppede op, da min hånd lagde sig på hendes arm, og vendte sig om. Da hendes øjne mødte mine, var de fulde af chok og overraskelse. Men der var også noget andet. Jeg mærkede en rynke forme sig i mine pande, da jeg genkendte det som frygt.

Zayn!” Hun havde nær tabt staffeliet, som blev holdt på plads under hendes arm. ”Hvad laver du her?”

Rynken forlod ikke min pande, da jeg hørte hendes let rystende stemme. Hun var langt mere end nervøs, nærmest skræmt. Så meget havde jeg vel ikke forskrækket hende?

Jeg var på vej ned til dit sted, da jeg så dig komme gående.” Jeg trak på skuldrene for at gøre det til noget, der ikke betød så meget, men Lena kunne stadig ikke slappe af.

Hvornår så du mig?” spurgte hun hurtigt med den samme svage stemme. ”Har du fulgt efter mig?”

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg kom bare gående der.” Jeg pegede kort på den vej, jeg var kommet ad.

Da hun havde kigget sig over skulderen og tilbage på det kryds, hvor vores veje havde krydset hinanden, var det som om, hun endelig slappede af. Hun lod en let latter slippe ud over sine læber, men for mig lød den ikke spor ægte. Der var en nervøs klang i den, og den var ikke særlig passende på tidspunktet. Men jeg lod være med at sige noget og fulgte bare efter hende, da hun foreslog, at vi fulgtes resten af vejen.

Da vi ankom til stedet, stillede Lena sine ting op, mens jeg hjalp, hvor jeg kunne. Det tog ikke lang tid, og snart sad hun klar med penselen i det ene hånd og en palet i den anden. Hun sendte mig et blik, og jeg vidste, hvad hun ville have mig til.

Da jeg denne gang kastede mig ud i en kort beskrivelse af en enlig mors liv, var jeg kun en smule mindre nervøs, end jeg havde været første gang, jeg skulle finde på en historie til vinduet. Jeg lod mig inspirere end smule af det, jeg havde fortalt sidste gang og digtede en masse grufulde detaljer og hændelser til morens liv. Hun havde blandt andet glemt sin lille dreng i et supermarked engang, og mens cigaretterne overtog hendes lunger, forsvandt pengene langsomt ud af hænderne på hende. Hun var på spanden, og hvis hun ikke snart gjorde noget, ville hendes dreng blive taget fra hende.

Da jeg følte, at jeg var færdig, begyndte Lena på sine spørgsmål.

Men der må være en grund, Zayn? Hvis hun ikke har sin familie til at hjælpe hende, er det jo klart, at det begynder at skride for hende. Familien betyder meget.”

Men hvad hvis hun altid har været vant til at klare sig selv? Hvad hvis hun vidste, hvad hun gik ind til, da hun fandt sig en kæreste, fik et barn og flyttede ind i en lejelighed?”

Ingen ved hundrede procent, hvad de går ind til, når de kaster sig ud i sådan noget. Livet er fuld af overraskelser, og hvis man ikke har en familie til at støtte én, er det kun dømt til at gå galt.”

Jeg sad længe og bare stirrede på hende. ”Så det er din undskyldning for, at hun er endt, som hun er?”

Lena lagde penselen fra sig og mødte mine øjne. ”Ja.” Hendes stemme var fast, og jeg besluttede, at jeg ikke ville stille flere spørgsmål. Med et suk lænede jeg mig i stedet tilbage i campingstolen og kiggede op i nattehimlen. Jeg vidste ikke, om det bare var noget, jeg bildte mig ind, men jeg syntes, Lena havde opført sig en smule anderledes denne aften. Øjeblikket, hvor vi havde mødt hinanden, havde fået mig til at rynke panden, og nu var hun fast besluttet på at ændre i min historie. Sidste gang havde hun selv bedt mig finde på grunde og fylde de tomme pladser ud.

Der var noget anderledes, og det gjorde mig en smule usikker, for noget inden i mig sagde mig, at det måske ikke var Lena, der var anderledes. Måske kendte jeg hende bare ikke så godt, som jeg troede. Jeg havde forfanden også kun snakket med hende et par dage, og nu følte jeg pludselig, at jeg kendte til alt om hende.

Jeg rystede på hovedet for at klare tankerne og besluttede at bryde den tavshed, der havde lagt sig mellem os. ”Jeg har fundet Karlsvognen,” mumlede jeg.

Den modløshed, der efterhånden havde bredt sig i mig, dels på grund af den manglende søvn, men også på grund af Lenas forandrede opførsel, forsvandt som dug for solen, da Lena vendte sig med et stort smil og selv kiggede op på himlen. ”Hvor mange stjernebilleder kan du finde?” spurgte hun og lød interesseret.

Jeg kan kun finde Karlsvognen.” Jeg rynkede på næsen af mit knapt så imponerende svar.

Lena smilede endnu større. ”Karlsvognen er en del af Store bjørn, så faktisk kan du finde to.”

Lad mig gætte,” sagde jeg. ”Du kan finde mindst tyve stjernebilleder?”

Lena lo – en ægte latter – og rejste sig op. Jeg fulgte hende med øjnene, da hun trak jakken sammen om sig og forsigtigt lagde sig ned på fortovet. Som hun lå der på ryggen, spærrede hun det hele, men det lod ikke til, at det gik hende på. ”Kommer du ikke herned?” spurgte hun. ”Himlen er perfekt til at kigge på stjerner.”

Med et smil lurende i mundvigen lagde jeg mig ned ved siden af hende. Fortovet var et hårdt underlag, men det betød intet for mig. Jakken tog en smule af kulden, og med Lena liggende ved siden af mig, kunne jeg ikke drømme om at flytte mig. ”Hvad med dit maleri?” spurgte jeg. ”Så bliver du jo ikke færdig?”

Hun slog spørgsmålet hen med en skødesløs bevægelse i håndledet. ”Der er en dag i morgen.” Da hun igen lagde sin hånd, kunne jeg ikke undgå at fornemme, at den lå mindre end ti centimeter fra min egen. Jeg kunne mærke varmen fra hendes fingre, og selvom jeg ikke ville indrømme det overfor mig selv, så påvirkede det mig. Mit hjerte satte farten op, og det var først, da Lena igen begyndte at snakke om stjernebilleder, at jeg kunne tvinge mine tanker væk fra vores hænder.

Der er Orion.” Hun pegede et sted på himlen, og selvom jeg ikke anede, hvilke stjerner hun pegede på, så nikkede jeg, som om jeg forstod hende. ”Cassiopeia og Fiskene. Og der er Løven! Jeg har altid tænkt, at den ligner mere en mus – eller en radiobil. Hvad synes du, den ligner?”

Hvad?” Jeg havde lyttet til hende, det havde jeg, men det var som om, ordene gik ind gennem det ene øre og direkte ude gennem det andet. Jeg var så optaget af at lytte til hendes stemme, at jeg slet ikke satte ordene sammen og opfattede hendes spørgsmål.

Hvad synes du, Løven ligner?”

Øh … ” Jeg tøvede, for jeg anede ikke, hvordan Løven så ud, selvom hun havde peget den ud for mig. ”Den ligner en Løve.”

Lena tav. ”Synes du?” Luften gik af hende, og hun lod den arm, der havde peget stjernebillederne ud, falde ned på sin mave. ”Nå.”

Stilheden bredte sig langsomt, mens vi begge lå og kiggede op på stjernerne. Jeg overvejede, om jeg skulle bryde den, men der var alligevel noget smukt og idyllisk over øjeblikket. Himlen var helt skyfri, og selvom byens lys gjorde det en smule svært at se nogle af stjernerne, havde Lena ret i, at det var en perfekt aften. Det gibbede i mig, da hendes stemme i det samme brød stilheden.

Jeg bliver nødt til at fortælle dig noget, Zayn.”

Jeg drejede hovedet og kiggede bekymret på hende. ”Noget alvorligt?”

Jeg skal til Australien.”

Jeg rynkede brynene. ”På ferie?”

Nej, Zayn. Jeg skal flytte til Australien.”

Da ordene gik op for mig, var det som om, noget gik i stykker inden i mig. Forventningen om, at alt nok skulle blive godt igen, krakelerede, og mine tanker vendte tilbage til det mørke, jeg havde befundet mig i, inden jeg mødte Lena. Hun var det eneste lys, der var i min verden lige nu, og jeg ville ganske enkelt ikke kunne bære, hvis hun rejste fra mig nu. Det virkede mærkeligt, for jeg havde kun kendt hende et par dage, men hun havde allerede hjulpet mig meget.

Dog blomstrede tanken om min mor og min familie også op ved de ord. Da jeg havde fortalt min mor sandheden om Perrie, havde hun bedt mig give hende en pause at sunde sig på, men hun havde eftertrykkeligt fortalt mig, at jeg skulle ringe tilbage til hende efter et par dage, for så var hun klar til at tale ud om det. Det havde ramt hende som et chok, det vidste jeg. Og at jeg ikke havde fortalt hende noget, sårede hende, så jeg forstod godt, at hun forlangte tid til at tænke over det, så hun kunne affinde sig med tanken.

Men jeg vidste bare ikke, om min familie var nok. De var så langt væk, og forholdet til min mor var ikke blevet bedre gennem årerne. Vi flød længere og længere væk fra hinanden, og hvis jeg ikke snart gjorde noget, ville vi miste kontakten.

Hvornår?” Min stemme var svag, og jeg rømmede mig hurtigt.

Indenfor en uge. Min far har fået job dernede.”

Jeg satte mig op og betragtede hende, som hun lå der på fortovet og talte op til stjernerne.

Men … der er så varmt … ”

Lena lo og lod sine øjne fange mine. ”Jeg skal male kænguruer, Zayn. Lyder det fantastisk?”

Jeg ville fortælle hende, hvor fantastisk det var for hende, men ordene ville ikke komme over mine læber. Noget forhindrede mig.

Med et lydløst suk tvang jeg et smil frem på mine læber. Om det så ægte ud, vidste jeg ikke. Men Lenas smukke og rene smil var ikke til at tage fejl af. Hun glædede sig ved tanken om at sidde i den bagende sol med en stråhat og male kænguruer, mens et græsstrå vippede frem og tilbage i hendes mundvig.

Men der var noget ved hendes øjne. De passede ikke helt til det glade smil, der prydede hendes ansigt. Øjnene var blanke, og et kort sekund forvekslede jeg hendes glæde med en tåre, men så var den væk igen.

Det var som om, hendes øjne gemte på et eller andet.

Som om de skreg om hjælp.

 

_______________________________________________________________________

Jeg vil egentlig bare lige hurtigt ønske jer glædelig jul - så glædelig jul alle sammen! Og tak, fordi i læser med endnu. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...