Windows | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Færdig
Du ser vinduer over alt, men tænker du nogensinde over hvilke fantastiske og barske historier, der gemmer sig bag dem? Tænker du over, hvilke heroiske eller fortabte mennesker der bor derinde bag glasset? Da Zayn Malik en mørk aften er på vej hjem efter en tur i byen, møder han en pige, der sidder midt på fortovet i lygtepælens skær og maler. Hun maler bygningen, der tårner sig op over hende og som er prydet af hundredevis af små, lysende vinduer, der hver i sær har hver deres historie, og Zayn kan ikke lade det gå forbi. Han stopper op, og på mystisk vis bliver det starten på et smukt venskab, der alligevel har sine svagheder. For finder Zayn nogensinde ud af, hvorfor denne pige er så betaget af vinduerne og deres historier? Og kan man overhovedet være rigtige venner, når man intet ved om hinanden?

51Likes
54Kommentarer
2452Visninger
AA

4. 3/ Green

Jeg indrømmer det – jeg kunne ikke vente. Tiden gik alt for langsomt, og det var som om, hver gang jeg kastede et blik på uret, havde viserne kun flyttet sig det halve af, hvad de burde.

Jeg havde allerede længtes efter Lenas bløde stemme, da jeg forlod hende i går aftes, og nu var det næsten uudholdeligt. Jeg havde lyst til at hælde noget alkohol i mig for at dulme savnet om både hende og Perrie – for tankerne om Lena fik mig til at glemme Perrie. Hun overtog alle mine tanker og forvandlede dem til noget positivt. Men nu begyndte savnet om Lena også at boble faretruende, og jeg ville gerne have det til at stoppe. Men jeg gjorde det ikke. Selvom jeg flere gange havde åbnet køleskabet for at hente mig noget at drikke, vendte jeg hver gang tomhændet tilbage til sofaen. Grunden var, at jeg vidste, Lena ikke ville tale til mig, hvis jeg bare så meget som havde et strejf af alkohol over mig.

Så da alkoholen ikke var en mulighed, og længslen og rastløsheden blev for meget, trak jeg i min sorte jakke og begav mig ud i natten. Klokken var kun kvart over ti, og jeg vidste, at jeg kom alt for tidligt. Jeg havde flere gange sagt til mig selv, at Lena højst sandsynligt ikke ville være der endnu, men alligevel blev jeg slemt skuffet, da jeg så den tomme plads under lygtepælen. Da jeg kom helt tæt på, kunne jeg se de små klatter af maling, der var dryppet ned på fortovet og vidnede om, at Lena havde været her.

Slukøret satte jeg mig ned på fortovskanten og ventede. Men tiden gik ikke hurtigere af, at jeg havde bevæget mig hen til det sted, hun ville dukke op. Tværtimod blev jeg endnu mere utålmodig, og tiden lod til at gå endnu langsommere.

Klubben længere nede ad gaden fristede mig, da Lena kvart i elleve stadigvæk ikke var dukket op. Det ville ikke tage lang tid for mig at bevæge mig derned, og der ville helt sikkert være nogle fyre eller piger på min egen alder, jeg kunne dele aftenen med, men jeg vidste, det var forkert. Min krop var stadig ved at hele ovenpå alle mine aftener i byen, og jeg ville misse min chance for at komme til at tale med Lena igen.

Jeg kunne allerede nu forestille mig, hvordan hun ville ignorere mig og nægte at svare på mine spørgsmål, hvis jeg kom tilbage efter at have været nede i byen.

”Jeg har tænkt på noget,” lød det pludselig et par meter fra mig. Jeg drejede hurtigt hovedet og så Lenas skikkelse komme gående fra den retning, jeg selv var kommet fra. Under armen havde hun et staffeli, i hånden en skammel, og da hun kom helt tæt på, så lygtepælens lys kunne nå hende, så jeg, at hendes lommer bulede ud, fordi de var proppet med maling og pensler.

”Lena!” udbrød jeg og rejste mig op, men Lena fortsatte bare med at tale, som om hun ikke havde hørt mig. Dog smilede hun kort til mig og mødte mit blik, så jeg vidste, at hun havde set mig. Men på den anden side, hvem skulle hun ellers have talt til?

”Lad os tage et eksempel – hvad er det her, Zayn?” Jeg rynkede let panden, da hun holdt en af sine pensler op.

”En pensel?”

”Ja, det er i hvert fald, hvad vi kalder den. Men prøv nu at forestil dig – og hav nu lige et åbent sind – at alle mennesker på jorden forsvandt. Lidt efter dukkede en lille flok helt nye mennesker op, og de vidste intet. Der var ingen til at lære dem at tale eller kommunikere. Hedder en pensel så stadig en pensel?”

Spørgsmålet forekom mig meget let at svare på, men da jeg ville lufte min mening, afbrød Lena mig hurtigt. ”Nej, tænkt dig nu om!”

Jeg strejfede kort Lenas øjne. Hun havde stillet staffeliet fra sig og stod nu og så afventede på mig. Jeg følte mig en smule nedstirret og presset, for jeg havde aldrig været tiltrukket af alt det filosofiske. Jeg havde svært ved at befinde mig på det plan, hvor man så verdenen på en helt anden måde og tænkte alt for meget over ting som død og lykke. Men som altid havde jeg ikke lyst til at skuffe Lena, så jeg besluttede at prøve mig lidt frem. Jeg havde allerede fået det indtryk, at Lena nok selv skulle spørge ind og presse mig yderligere, hvis ikke mit svar var tilfredsstillende nok.

”Det er vel ligesom med alle de forskellige sprog, vi har i verden. På engelsk er det brush, men alle har hver deres ord for det. Selve tingen har mange navne, så ja, penslen hedder stadig en pensel – det hedder den bare ikke for de nye mennesker. Og selvom der ikke er nogen tilbage, som kan kalde den pensel mere, så hedder den det stadig.”

Forsigtigt mødte jeg Lenas øjne. Jeg blev lettet, da et lille smil blomstrede frem på hendes læber og trak hendes øjne en smule smalle. Jeg havde bestået.

”Interessant,” mumlede hun og stak en hånd ned i den ene lomme, ”sådan har jeg aldrig tænkt på det før.” I et hurtigt tag havde hun vendt sine lommer, så malingen og penslerne væltede ud på den lille skammel. Da jeg ville hjælpe hende med at slå staffeliet ud, bemærkede jeg, at det ikke kun var et staffeli, hun havde båret på. Og da jeg hev nogle sammenspændte metalstænger fri fra staffeliets træben og spurgte, hvad det var, bredte en flygtig rødmen sig over Lenas kinder.

”Det er en campingstol,” mumlede hun og tog stolen og foldede den ud. ”Jeg tænkte at … du ved, hvis du nu kom igen.”

Øjeblikkeligt bredte en varm følelse sig fra maven og helt ud i fingerspidserne. Hun havde rent faktisk regnet med, at jeg kom igen. Hun havde tænkt på mig. Det var efterhånden et stykke tid siden, jeg havde følt, at andre mennesker havde haft brug for mig eller regnede med mig. De få stykker jeg flere gange havde snakket med nede på natklubben, havde jeg på ingen måde knyttet nogle bånd til. Så var der min familie. Jeg savnede dem, og det var længe siden, jeg sidst havde set dem, men jeg følte ikke, jeg ville blande dem ind i det her. Faktisk havde jeg intet fortalt dem endnu. Min mor gik stadig rundt og troede, at Perrie bar sin ring på fingeren, og at jeg hver dag kom hjem til hende og fortalte hende, hvor smuk hun var, som jeg plejede. Jeg vidste, at det var forket. De burde vide besked, men det var svært at fortælle. Det krævede mod, og jeg havde på fornemmelsen, at de ville have svært ved at tro på det. Faktisk havde jeg endnu ikke selv forstået det, og det var måske en af grundene til, at jeg ikke havde taget mig sammen til at ringe endnu.

Med pludselig ophøjet humør tog jeg imod stolen og satte mig ned på den. Ved siden af mig fjernede Lena tingene fra sin skammel og dumpede ned på den. Mens hun gik i gang med at hælde malingen ud på en lille palet og gøre penslerne klar, betragtede jeg igen hendes ufærdige maleri.

”Hvornår regner du med at blive færdig?” spurgte jeg.

Hun trak på skulderen. ”Hvert vindue skal have sin sjæl. Det tager tid, men jeg stopper ikke med at komme her, før det er hundrede procent færdigt.”

Jeg fugtede tankefuldt læberne og lænede mig let tilbage i den ukomfortable campingstol. ”Så må du hellere komme i gang.”

 

Efter en halv time, havde hun kun malet halvandet vindue. Mine fingre føltes som istapper, og jeg kunne ikke slide mit blik væk fra Lenas hænder, der næsten var blevet lilla i den intense kulde. Det var ufatteligt, at hun stadig kunne bevæge dem. Hendes læber havde også fået en unaturlig kulør, og jeg måtte bide mig i læben for ikke at spørge hende, om jeg ikke skulle hente nogle vanter eller et ekstra tørklæde til hende. Jeg havde allerede forsøgt mig én gang, og det havde resulteret i, at hun havde snappet af mig og bedt mig lade hende være i fred, når hun sad og opfandt sine små historier. Jeg havde åbenbart forstyrret hende på et vigtigt tidspunkt, for havde virket helt hylet ud af den, da hun med et koncentreret drag om munden igen vendte tilbage til vinduet.

Da jeg ikke længere kunne afholde mine egne tænder fra at klapre, kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg rejste mig kluntet op og forsøgte at få følelsen tilbage i mine ben.

”Er du sikker på, at jeg ikke skal hente et eller andet? Du fryser jo ihjel herude.”

”Jeg har det fint,” svarede hun uinteresseret uden at vende sig om.

”Det kan du ikke mene,” pressede jeg på. ”Det fryser, og du har siddet stille i mindst en halv time.”

”Jeg har ikke brug for noget,” fastholdt hun.

”Hvad med varm kakao? Jeg har penge, jeg kan hente noget.”

Endelig løsrev Lena sig og lagde penslen fra sig. ”Jeg mener det, Zayn. Jeg har ikke brug for noget, og hvis jeg havde, skulle jeg nok selv skaffe det. Du behøver ikke sørge for mig.”

Jeg stirrede længe og overvejende på hende, men til sidst tog jeg en beslutning. ”Jeg er tilbage om lidt. Vent her.”

Da jeg vendte mig og krydsede vejen for at nå den café, der svagt kunnes anes i det fjerne, hørte jeg svagt Lena sukke. Derefter råbte hun efter mig. ”Zayn! Du skal ikke bruge dine penge på mig!”

Jeg lod som om, jeg ikke hørte hende og fortsatte. Hun kunne ikke forhindre mig i at holde hende i live. Det var det mindste jeg kunne gøre, efter hun havde givet mig håbet tilbage. For det var sådan, jeg følte det. Efter det brutale brud med Perrie, havde jeg fuldstændigt mistet troen og håbet, men det havde Lena så småt bragt frem i mig igen. For hver gang jeg talte med hende, voksede den lille spire af håb inden i mig, og troen på at alting nok skulle blive godt igen indtog langsomt pladsen i mit hoved.

Den lille café nærmede sig hurtigt, og med et par hurtige skridt var jeg indenfor i varmen. Den slog mig kærkomment i møde, og jeg følte endelig, at min krop tøede bare en smule op. Jeg indsnusede duften af både kaffe og chokolade, mens jeg hurtigt betragtede caféens hyggelige indretning. Det var helt klar en fejl, at jeg ikke var kommet her før.

Da jeg lettere fraværende stillede mig over i køen, lod jeg mine tanker vandre tilbage til Lena, der stadig sad udenfor i kulden. Jeg forstod hende langt fra. Min krop skreg efter noget varmt at drikke lige nu, mens Lena direkte afslog en kop varm, dampende kakao.

Ekspedienten smilede til mig og gjorde sig klar til min bestilling, da det blev min tur. ”Hvad skulle det være?”

Jeg trak en krøllet seddel op af lommen og lagde den på disken sammen med et par løse mønter. ”To kopper varm kakao.”

”Ja,” sagde hun og gentog det, jeg lige havde sagt, hvorefter hun skubbede en kort pagefrisure om bag øret og spurgte, om jeg ville have kanel på.

Jeg tænkte mig kort om og skyndte mig at sige ja, så hun ikke blev utålmodig. Lidt efter gik jeg derfra med to dampende papkrus, der duftede himmelsk af både kanel og chokolade. Jeg nød at varme mine kolde fingre på den varme, der gik igennem krusene. Hvis ikke mine fingre havde været så medtagede, havde jeg sikkert været på kanten til at brænde mig, men lige nu priste jeg mig bare lykkelig for endelig at have en varmekilde.

Lena kunne ikke andet end at takke mig for det her.

De søde dufte var svære at modstå, og til sidst måtte jeg stoppe op for at tage en tår, uden at jeg brændte mig. Da den varme væske flød ind over min tunge, måtte jeg trække vejret dybt, for at køle min mund ned. Det afholdt mig dog ikke fra at nyde den smag, der langsomt trådte frem på min tunge. Det havde helt sikkert været pengene værd.

Jeg tog forsigtigt endnu en mundfuld og ville skynde mig videre, da en bevægelse ud af øjenkrogen fangede min opmærksomhed. Opmærksomt drejede jeg hovedet og blev overrasket ved synet af en lille, hvid foxterrier, der luntede rundt omkring nogle skraldespande lidt bag mig. Jeg kiggede to sekunder på den, men gik så videre. Lygtepælen og Lenas skikkelse var efterhånden blevet synlig lidt længere fremme, og jeg glædede mig til at overrække hende kakaoen.

Men den lille hund havde nu opdaget mig, og nysgerrigt fulgte den efter mig og bjæffede svagt, da den lugtede den varme kakao. Jeg satte farten op og forsøgte at gå fra den, men selvfølgelig satte den bare farten op og overhalede mig så let som ingenting. Den blev ved med at udstøde små bjæf, men jeg ignorerede den, og først da jeg nåede over vejen, og Lena vendte sig om, forlod den min side.

Den styrtede over til hende, og da hun smilende knælede og overstrøede den med kærtegn og klap, knurrede den veltilpas. Jeg sukkede og sagde: ”Den fulgte efter mig hele vejen.” Det var en overdrivelse, men jeg mente ikke, det gjorde noget.

Lena kiggede op, så jeg kunne se det store smil på hendes ansigt. Hun havde lagt malergrejet fra sig, og hunden fik hele hendes opmærksomhed. ”Hvor er den sød!” udbrød hun og lod den stille sine forpoter på sit lår, så den kunne nå hendes ansigt. Forsigtigt stak den tungen ud og begyndte at slikke hende i hovedet.

”Så er det vist godt,” grinede hun og skubbede den blidt væk, så hun kunne rejse sig op. Så løftede hun hovedet, og det var som om, hun kom i tanke om, at jeg også var til stede. Smilet var ikke forsvundet fra hendes ansigt, da hun rakte ud efter den kakao, jeg holdt i den ene hånd. ”Åh, så giv mig den dog!”

Jeg slog en latter op og lod det varme krus glide over i Lenas kolde hånd. Hun folede begge hænder om det og udstødte et suk i velvære. Jeg sendte hende et sigende blik, og i en opgivende tone gav hun sig. ”Tak,” sagde hun. ”Er du så tilfreds?”

Jeg nikkede med et smil, og da gik det op for mig, at hunden var væk. Da jeg igen løftede hovedet, så jeg, at den luntede af sted længere nede ad gaden. Den havde åbenbart givet op med hensyn til kakaoen og havde fortsat sin søgen efter noget at spise et andet sted. Jeg stod lidt og kiggede efter den, men vendte mig så mod Lena igen. Hun stod stadig med fingrene tæt foldet om kruset, mens hun forsigtigt nippede lidt til kakaoen. Varmen væltede op fra den varme væske, og et par taknemmelige øjne mødte mine. Hun satte sig ned på sin skammel, og jeg placerede mig i campingstolen ved siden af.

Jeg tog en tår af kakaoen, som ikke længere var så varm, at jeg brændte mig på den. ”Vil du ikke finde på en historie nu?” spurgte jeg derefter og fjernede noget skum fra mundvigen. ”Højt, mener jeg. Jeg vil gerne høre dig gøre det.”

Lena stillede kruset fra sig og greb ud efter sin pensel. ”Jeg kan prøve,” sagde hun. ”Jeg plejer at holde det i mit hoved, men jeg er sikker på, det kan lade sig gøre at male på samme tid. Kvinder kan jo godt multitaske, ikke?” Hun gjorde sig klar. ”Kan du se det vindue deroppe? Det med potteplanten i vinduet – den forestiller et hjerte.”

Jeg nikkede, og Lena begyndte.

”Der bor en rigtig kernefamilie – mor, far, lillebror og storesøster. Moren og faren mødte hinanden til et træskobal for lang tid siden. Det var kærlighed ved første blik. Det påstår moren i hvert fald, selvom faren endnu ikke vil indrømme, at han var solgt ved første øjekast. Han var i en periode, hvor han spillede kostbar, og derfor passer det ham ikke så godt, at indrømme det.” Hun stoppede op og kiggede på mig ud af øjenkrogen. Jeg nikkede som tegn på, at jeg var med, og hun fortsatte.

”Datteren var ikke planlagt. Pludselig var moren gravid, og selvom de boede i en lille lejelighed, hvor der overhovedet ikke var plads til børn, blev de boende, for de havde ikke mange penge at gøre med. De kaldte hende Gabriella, og da hun blev større og inderligt ønskede sig en lillebror, besluttede de, at de nu havde penge til at flytte hertil og få endnu et barn. Ham kaldte de Sebastian.”

Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om Lena inderst inde selv havde et brændende ønske om at få en dreng og pige, der lige netop skulle hedde Gabriella og Sebastian. Det kunne også være helt tilfældigt, men det lys hun havde i øjnene, mens hun både talte og malede, fik mig til at tro noget andet. Hun levede sig virkelig ind i det her, og jeg ville for alt i verden ikke forstyrre hende. I det øjeblik havde jeg fuldstændigt glemt min kakao, og det eneste jeg gjorde, var at lytte til Lenas fortryllende stemme og se på, hvordan penslen bevægede sig langsomt, men præcist, hen over lærredet.

”Lige nu sidder de alle i stuen. Gabriella laver lektier, moren læser en krimi, og faren og Sebastian sidder sammen i sofaen og ser sport. På bordet står et fad med småkager og små, fyldte chokolader. Moren prøver på at holde en slankekur, men alligevel giver hun op og rækker adskillige gange ud efter fadet. Gabriella kigger op og beder faren om hjælp til et matematikstykke. Sammen løser de det, og moren kigger smilende på dem. Hun kunne ikke ønske sig et bedre liv eller familie. I morgen skal de i svømmehallen … ”

Lenas stemme forsvandt, og den tranceagtige tilstand, jeg havde befundet mig i, blev brudt. Jeg satte kakaoen fra mig på fortovet.

Der herskede en intenst stilhed imellem os. Lena lænede sig tilbage for at se på det nu færdige vindue, og jeg sad tilbage med tanker om den lykkelige familie, Lena lige havde fremstillet for mig. Hendes ord summede stadig rundt inde i hovedet på mig, og jeg spekulerede på, om hun bevidst havde skabt en lykkelig kernefamilie, der absolut ingen problemer havde. I hvert fald forekom idyllen uopnåelig for mig. I mit hoved kunne ingen familie være så perfekt. Jeg var selv et meget godt eksempel.

”De lyder glade.”

”Det er de.” Lena strøg noget hår væk fra ansigtet.

”Jeg har en ven,” sagde jeg tankefuldt og skiftede emne. ”Hans forlovede forlod ham efter tre år.”

Jeg fornemmede, at Lena vendte sig og betragtede mig, men jeg mødte ikke hendes øjne. Jeg var faldet i staver på et punkt langt væk, og alt omkring mig var tåget og smeltede sammen. ”Det blev hans mor nok ikke glad for at få at vide,” svarede Lena.

Jeg rystede på hovedet. ”Han har ikke fortalt hende det.”

Lena tøvede lidt, og det gav mig mulighed for at overveje, om det overhovedet havde været klogt at lægge mine egne problemer ud på den måde. Et eller andet sted ville jeg bare virkelig gerne indvie Lena i mit liv, men alligevel var der noget, der holdt mig tilbage. At det var kommet ud på den her måde – at jeg havde opfundet en ven, der overtog mine problemer - havde været en spontan handling. Lena var ikke dum. Hun ville med garanti gennemskue det. I samme sekund fortrød jeg, at jeg overhovedet havde bragt emnet på bane. En isnende fornemmelse bredte sig i mig.

”Det burde han virkelig gøre.” Endelig fangede Lena mit flakkende blik. Hendes ord nåede mig med en voldsom styrke, da hun fortsatte.

”Det giver bagslag i sidste ende, hvis han ikke gør noget. Familien er der for at støtte en, og de vil uden tvivl føle sig snydt og bedraget, hvis ikke han siger noget, før det er for sent. Det eneste rigtige er at tage tyren ved hornene – uanset hvor svært det er, og hvor ondt det vil gøre.”

Lenas lyseblå øjne borede sig ind i mine, og uanset hvor desperat jeg prøvede, kunne jeg ikke finde ud af, om hun i det øjeblik talte til mig eller min ven.

 

Da jeg den nat kom hjem, kunne jeg på ingen måde falde i søvn. Min krop ville ikke falde til ro, og jeg havde det som om, at en enkelt ting afholdt mig fra at lade søvnen tage over. Jeg vendte og drejede mig, vendte dynen om og bankede puden, men intet virkede. Til sidst rejste jeg mig op og gik ud på badeværelset, hvor jeg tændte lyset og måtte knibe øjnene sammen et øjeblik. Jeg så på min spinkle overkrop i spejlet og betragtede de små, sorte tatoveringer, der var smeltet ind i min hud. Flere af dem havde en tilknytning til Perrie, men jeg fortrød dem ikke. De tre år havde været meget mere end fantastiske, og ingen kunne tage de minder fra mig.

Jeg lavede en hulning med hænderne og lod det kolde vand løbe ned over mine hænder. Efter et par håndfulde vand i hovedet, rettede jeg mig igen op og så på mig selv. Mine øjenvipper klistrede sammen, og vandet dryppede ned fra min hage. Min opmærksomhed faldt derefter på de skægstubbe, der vist var blevet lidt for lange. Jeg overvejede kort at give mig til at barbere mig, men besluttede så at gøre det i morgen tidlig i stedet.

Med et støn bevægede jeg mig ud i køkkenet, hvor jeg greb et glas og bundede to glas mælk. Jeg havde hørt, det skulle få en til at slappe af. Jeg havde dog på fornemmelsen, at det virkede bedst i varm tilstand.

Med lænden presset tilbage mod køkkenbordet, lænede jeg mig tilbage og lod mit blik flakke rundt i rummet. Så mange af tingene mindede mig om Perrie. Sofaen, hvor vi havde ligget og set film til langt ud på natten, og hun gang på gang var faldet i søvn i mine arme. Lysestagerne, som hun havde købt til mig på et loppemarked engang, fordi hun havde ment, jeg manglede nipsting. Pletten på gulvtæppet, hvor hun havde brækket sig, da hun havde været syg.

Jeg mærkede en klump i halsen, og jeg vidste alt for godt, hvad den betød. Da det begyndte at svide i øjenkrogen, greb jeg vredt ud efter det, der lå tættest på mig. Jeg løftede armen for at kyle det gennem rummet, da det gik op for mig, hvad det i grunden var. Min mobiltelefon.

Al luften gik pludselig af mig, og jeg vidste, hvad der havde afholdt mig fra at sove.

Med let rystende fingre bladrede jeg igennem mine kontakter. Da jeg fandt det rigtige nummer, holdt jeg vejret og tøvede længe, før jeg lagde mobilen op til øret og blev mødt af den velkendte tone, der fortalte mig, at den ringede op.

I det øjeblik blev jeg – grundet tidspunktet – nervøs for, om hun overhovedet ville tage den.

Men det gjorde hun. ”Zayn?”

Jeg pustede ud og sagde med en fast stemme: ”Mor, jeg har noget, jeg skal fortælle dig … ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...