Windows | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Færdig
Du ser vinduer over alt, men tænker du nogensinde over hvilke fantastiske og barske historier, der gemmer sig bag dem? Tænker du over, hvilke heroiske eller fortabte mennesker der bor derinde bag glasset? Da Zayn Malik en mørk aften er på vej hjem efter en tur i byen, møder han en pige, der sidder midt på fortovet i lygtepælens skær og maler. Hun maler bygningen, der tårner sig op over hende og som er prydet af hundredevis af små, lysende vinduer, der hver i sær har hver deres historie, og Zayn kan ikke lade det gå forbi. Han stopper op, og på mystisk vis bliver det starten på et smukt venskab, der alligevel har sine svagheder. For finder Zayn nogensinde ud af, hvorfor denne pige er så betaget af vinduerne og deres historier? Og kan man overhovedet være rigtige venner, når man intet ved om hinanden?

51Likes
54Kommentarer
2332Visninger
AA

3. 2/ Blue

Da jeg kvart i elleve trådte ud af døren til min lejelighed, måtte jeg efter kort overvejelse vende om for at hente et halstørklæde. Det føltes som om, der var koldere i aften. Hænderne puttede jeg i lommen, og så kunne jeg endelig forlade bygningen. Mens jeg gik, spekulerede jeg på, om der virkelig var blevet endnu koldere, eller om jeg bare havde været så påvirket i går, at jeg ikke havde bemærket kulden. Jeg lagde kort nakken tilbage og kiggede op i nattehimlen. Hvis det begyndte at regne nu, ville det helt sikkert falde som sne.

Jeg huskede hver en detalje fra i går – og så alligevel ikke. Jeg huskede, at det første tal jeg havde gættet på, havde været 16, og at hendes øjne var lyseblå, men jeg kunne ikke huske, hvad hun havde haft på eller hvad hun havde malet.

Jeg stoppede pludseligt op, da jeg stod overfor et kryds, jeg ikke mindedes at have passeret på vejen hjem i går aftes. Jeg kiggede mig tilbage over skulderen, men mine omgivelser sagde mig stadig intet. Jeg tog en dyb indånding og forsøgte desperat at komme i tanke om, om jeg skulle dreje eller fortsætte ligeud. Til sidst sagde mine instinkter mig, at jeg skulle dreje, så det gjorde jeg, og det viste sig at have været den rette beslutning.

Pludselig strømmede billeder ind i mit hoved, og jeg mærkede genkendelsen sprede sig i min krop. Jeg havde helt bestemt været her i går. Det høje boligkompleks, der tårnede sig op længere fremme, ledte mig videre ned ad fortovet, og snart så jeg den samme mørke plet dukke op under lygtepælen. En svag nervøsitet bredte sig i min krop, da jeg nu med langsommere skridt nærmede mig. Hvordan ville hun reagere, når hun opdagede mig? Ville hun føle, at jeg stalkede hende og gang på gang opsøgte hende?

Jeg forsøgte at slå alle de negative tanker ud at mit hoved. Et eller andet havde fået mig til at troppe op her igen på samme tidspunkt, og det var bestemt ikke stanken fra containerne længere nede ad gaden.

Jeg holdt vejret. Nu stod jeg her igen, og hun havde stadig ikke opdaget mig. Hun sad på samme måde som i går – med håret hængende ned foran ansigtet, fordi det ikke var langt nok til at blive liggende på ryggen, når hun lænede sig fremover. Jeg tog mig selv i at bide mig i læben, da hun langt om længe opdagede mig.

Jeg så, hvordan hun kort stivnede og derefter drejede hovedet.

”Hej,” udbrød jeg, men blev stående i udkanten af lyset.

Selvom jeg stod et stykke fra hende, kunne jeg med lethed se, hvordan overraskelsen og derefter genkendelsen indtog hendes ansigt. Jeg holdt vejret og ventede på hendes svar.

”Hej.” Hendes tonefald var muntert og med et lille gran af overraskelse.

Et smil blomstrede frem på mine læber. Jeg kunne ikke gøre for det, det kom bare, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få det til at holde op.

Jeg tog et skridt frem. Holdt vejret. Tog endnu et skridt.

Hendes øjne fulgte mig, som jeg bevægede mig længere ind i lyset. Jeg håbede virkelig på, hun ville sige noget, for jeg anede ikke, hvad jeg ville lukke ud, hvis jeg åbnede munden. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg vidste ikke engang, hvorfor jeg var kommet.

Men hun sagde ingenting. Mit hjerte sank en smule ned i livet, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at tage ordet nu. Med hjertet hamrende i brystet, åbnede jeg munden.

”Jeg-”

”Stop,” afbrød hun mig med det samme, ”fortæl mig hvor gammel jeg er.”

Jeg åbnede og lukkede hjælpeløst munden. Det her var en af de ting, jeg havde husket derhjemme, men nu forekom det mig helt tåget. Jeg havde lyst til at sige 16, men dog huskede jeg, at det havde været et af mine bud i aftes, og jeg havde helt sikkert ikke ramt rigtigt. Den korte episode huskede jeg ret tydeligt.

Et tal dukkede pludseligt op i mit hoved. ”18,” sagde jeg og blev helt stolt af mig selv, da hun langsomt nikkede for sig selv. Hun lod dernæst sit blik flakkede ned på sine hænder, som hun drejede lidt i sit skød.

”Hm,” mumlede hun anerkendende, ”det var imponerende. Er det uforskammet at spørge om, hvor mange genstande du egentlig havde drukket i går?”

”Ikke mange,” udbrød jeg hurtigt, selvom jeg egentlig ikke selv var klar over det. Jeg vidste bare, at jeg havde drukket mindre, end jeg normalvis gjorde. Jeg skuttede mig kort - kulden var stadig lige så bidende, som den havde været, da jeg begav mig ud i natten for mindre end en halv time siden.

Hun kiggede op, fangede mit blik, og kneb let øjnene sammen. ”Det siger du jo. Jeg ved ikke helt, om jeg skal tro på dig.” Hun blev ved med at se mig ind i øjnene, og jeg følte, at hun så lige igennem den facade, jeg havde båret lige siden Perrie afblæste vores bryllup og egenhændigt erklærede mig for single. Det var ubehageligt. ”Men du er ædru nu,” fortsatte hun. ”Jeg havde godt nok ikke regnet med, at du ville dukke op igen, men nu hvor du er her … ” Hun rejste sig op på sine tynde ben, der kun var dækket af et par sorte jeans, og flyttede sin skammel lidt til siden. ”Har du lyst til at sidde? Eller stå – jeg har kun én stol.”

En besynderlig følelse bredte sig i mig, men efter kort tøven stod jeg ved siden af Lenas stol og betragtede hende, mens hun malede flere detaljer på maleriet med en tynd pensel.

Denne gang kunne jeg se ting, jeg ikke havde lagt mærke til aftenen før – tæt på kunne jeg se små urenheder i hendes pande. Hun var langt fra perfekt. Hendes øjenbryn var en smule asymmetriske, og da hun blottede sine tænder i et lille smil, så jeg, at de ikke var hvide, som Perries altid havde været. Hun var også bleg – selv hendes hænder havde et hvidt skær over sig.

”Hvad maler du?” spurgte jeg.

Lena lænede sig en smule tilbage og kiggede op på mig fra sin plads på den lave stol. ”Det burde du forhåbentligt selv kunne se.” Jeg rynkede panden og stirrede på maleriet. Firkanter. ”Kig op,” sagde hun så, og med en kold og spinkel finger løftede hun min hage op, så jeg i stedet så bygningen foran os.

I det samme slog ligheden med billedet og lejelighederne mig, og efter at have ladet mit blik danse frem og tilbage mellem lejlighedskomplekset og hendes maleri, måtte jeg løfte øjenbrynene i overraskelse og anerkendelse.

Bygningen var prydet af mindst 50 små firkanter, hvor omtrent halvdelen af dem lyste i en klar, gul farve. Det var næsten smukt. Jeg kiggede igen på maleriet. Hun havde malet cirka halvdelen af bygningen.

”Hvor langt tid har du siddet herude?” spurgte jeg overrasket. ”Det må have taget virkelig lang tid.” For det var der ingen tvivl om. Jeg bukkede mig let forover, så jeg kunne se lærredet helt tæt på. Der var tusindvis af små detaljer, selvom man ikke nødvendigvis ville have lagt mærke til, hvis ikke man tog sig tid til at kigge nærmere efter. Et eller andet sted var det imponerende, at noget så simpelt som en bygningen med lysende vinduer, kunne males så detaljeret.

Lena trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Jeg tæller ikke.”

Da ingen af os sagde mere, lagde en let stilhed sig over os og gaden. Den blev dog brudt, da en dør smækkede i en gyde tæt på, og råbene fra et skænderi nåede os. Hvis jeg ikke tog meget fejl, ville det snart udvikle sig til en slåskamp. Sådan noget havde jeg tit overværet, når jeg selv drak mig i hegnet.

Jeg forsøgte at lukke råberiet ude og flyttede igen mit blik over på lærredet og Lena. Ubevidst betragtede jeg hendes ansigt igen. Hendes næse var rød, og det samme var hendes kinder. Hun var ligesom jeg iført et halstørklæde, men frosten gik stadig brutalt til angreb, og det var synligt på hendes ansigt. Læberne var sprukne.

”Du tænker sikkert over, hvorfor jeg sidder her og maler, gør du ikke? Hvorfor jeg maler det her motiv?”

Hendes stemme hev mig ud af mine tanker, og jeg flyttede hurtigt mit blik væk fra hende, da det gik op for mig, at jeg stadig stod og stirrede på hende.

Jeg nikkede hurtigt. ”Jo, det gør jeg.”

Det var løgn. Jeg havde ikke skænket hendes maleri en tanke, siden mine øjne havde fundet hendes ansigt. Der var så meget at kigge på. Så mange skavanker og skønheder at udpege. Jeg mødte hendes øjne, og med det samme bed jeg mærke i, at de var mandelformede. Øjenvipperne var mørke, men hverken lange eller tætte. På næsen havde hun små flager af død hud til at sidde, fordi huden var tør.

Stop.

Jeg var begyndt at analysere hende igen. Jeg blinkede, da hendes ord igen nåede mine ører.

”Der er noget magisk over bygningen – det har der altid været. Jeg mener, se lige! Der er massevis af vinduer. Vi ser dem hver dag, men tænker du nogensinde over, hvilke historier og personer der gemmer sig derinde bagved glasset? Hvordan de er endt, som de er?”

Hendes øjne var som klistret til bygningen, men jeg havde kun øje for hende. Jeg betragtede hende i stilhed, mens jeg lyttede til hendes ivrige stemme, for jeg kunne virkelig høre, at det her var noget, hun brændte for. Den måde hun nærmest hoppede i skamlen på, når ordene forlod hendes læber, og den irriterede og forhastede bevægelse hun lavede med armen, når hun strøg det flyvske hår tilbage bag øret, holdt mig bundet.

Hun fortsatte. ”Det er noget, jeg har tænkt på, lige siden jeg var helt lille. Når jeg gik forbi om aftenen, stoppede jeg altid op og kiggede op på vinduerne og de mange etager. Jeg kunne stå der i mange minutter og bare tænke. Det gør jeg stadig – tænker altså. Men en dag slog det mig, at det eneste rigtige ville være at male det. Så jeg slæbte alle mine ting med herud, og nu har jeg efterhånden siddet her mange aftener. Lyder det mærkeligt?”

Jeg rystede hurtigt på hovedet, da hun endelig stoppede sin talestrøm.

”Godt,” sukkede hun lettet, ”for havde du sagt ja, havde jeg været nødt til at bede dig gå, og du virker meget sød, så det ville have været trist.”

”Hvad mener du?” spurgte jeg og kiggede på hende igen. Hun drejede let hovedet, så vores øjne strejfede hinanden kort. Hendes blå øjne i mine brune.

”Du skal hjælpe mig med noget,” svarede hun hemmelighedsfuldt og smilede en smule, så jeg kunne se spidsen af hendes tænder. ”Og hvis du ikke kan indfinde dig med det her, duer du ikke til noget.”

Jeg trak nervøst hænderne op af lommerne. Hvad hvis jeg ikke var god nok? Ville hun så bede mig om at forsvinde? Hvis hun gjorde det, ville jeg højst sandsynligt ende længere nede ad gaden, hvor natklubben altid havde åbne døre. Det havde jeg ikke lyst til. Det føltes godt for at gangs skyld ikke at vælte rundt på denne tid af døgnet.

”Det tager jeg som et ja.” Hun så ned på mine nu nøgne hænder og greb derefter igen penslen. ”Kig op igen og vælg et vindue, jeg ikke har malet endnu.”

Lettere forfjamsket lod jeg mine øjne glide hen over de mange vinduer, der gav bygningen liv. ”Nummer tre fra venstre, øverste række.”

”Super, det er også der, jeg er kommet til. Du begynder bare.”

Uforstående og forvirret kiggede jeg ned på Lena, der igen havde lænet sig fremover med en pensel dyppet i hvidt.

”Med hvad?” spurgte jeg.

”Åh, det må du undskylde,” udbrød hun og slog sig selv for panden. ”Jeg er bare så vant til det her, at jeg glemmer, du kun er nybegynder. Nu skal jeg hjælpe dig i gang.” Hun rejste sig op, så hun næsten var på højde med mig. ”Hvad kan du se i vinduet?”

Jeg kneb øjnene sammen for at stille skarpt. ”Blondegardiner … ” tøvede jeg.

”Fint,” sagde Lena og satte sig ned igen, ”det er et udgangspunkt. Pointen er nu, at du opfinder din helt egen familie – din egen historie.”

Jeg sank en klump. ”Jeg er ikke særlig kreativ,” mumlede jeg. ”Jeg tror ikke, det er en god idé.”

Lena udstødte et dybt suk, åbnede munden for at sige noget, men stoppede så. ”Gud!” udbrød hun. ”Jeg kender ikke engang dit navn endnu. Jeg burde da vide, hvad min assistent hedder!”

”Jeg hedder Zayn.” Et smil dukkede frem på mine læber, over det faktum at hun gik helt amok over ikke at kende mit navn. Det var en rar følelse, at hun reagerede sådan.

”Nå, men Zayn,” prøvede hun igen og afbrød sig selv ved at smile stort, ”jeg tror på, at alle mennesker er kreative, nogle gange skal man bare grave dybt i dem for at finde det. Jeg er villig til at grave, hvis du giver det et forsøg?”

Jeg vidste ikke, om hun selv var klar over det, men da hun mødte mine øjne, struttede hendes læber svagt, og øjnene fik et bedende skær. Hun lavede hundehvalpe-blikket.

Jeg grinede. ”Jeg prøver.”

”Yay!” Hun slog hænderne sammen og satte sig for tredje gang til rette. ”Begynd.”

Jeg sank en let klump og proppede hænderne i lommerne. De var allerede blevet stivfrosne af at have været ubeskyttede ude i kulden. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville dumme mig, men Lena virkede meget overbærende, så derfor besluttede jeg at kaste mig ud i det og give det et forsøg. Under alle omstændigheder var det bedre end at hælde utallige glas af alkohol i mig hele aftenen.

”Der bor en mand,” startede jeg tøvende ud. Det føltes dumt, men jeg fortsatte for Lenas skyld, ”-og en kvinde. Men hun bor der ikke længere.”

”Hvorfor ikke?” spurgte Lena mumlende nede fra skamlen. Hun havde en pensel i hånden, en anden i hånden og en tredje hvilede bag øret.

”Han begyndte på stoffer. Han sagde, at det bare var en en gangs ting, men han blev afhængig.” Det gik op for mig, at jeg netop nu sad og beskrev en af de fyre, jeg før havde siddet ved siden af i baren. Jeg havde egentlig ikke talt eller ført en samtale med ham, for han havde bare siddet og fortalt hele sin livshistorie, og jeg havde ikke fået et ord indført. ”Hun opdagede det. De havde en pige, og hun truede med at flytte fra ham og tage hende med, hvis han ikke holdt op. Det lovede han, men han kunne ikke. Så hun flyttede.”

Jeg tav, og Lena sagde ingenting. Jeg kiggede ned på hende og så, at hun var helt opslugt at sit arbejde. Hendes øjne var let knebne sammen, og hendes vejrtrækning var dyb og langsom. Det kunne jeg se på hendes ånde, der sendte små hvide skyer ud i luften. Penslen strøg frem og tilbage på lærredet og efterlod små strøg af farve.

I den tid jeg havde talt, havde hun malet omridset af vinduet og fyldt det ud med en hvid farve, så det stod i kontrast til den sorte baggrund.

”Fortæl mere,” sagde hun. ”Læg din sjæl i det, jeg skal bruge flere detaljer. Hvorfor hænger blonderne der endnu? Han virker ikke som typen, der har blonder hængende.”

Jeg rynkede panden og prøvede at komme på en grund. Hun var krævende, det måtte jeg indrømme. ”Han kunne måske ikke klare at fjerne dem? Jeg tror, han føler en tryghed i hver dag at kunne se på minderne af hende – af dem. Måske har han ikke rørt noget som helst, siden hun flyttede?”

Lena rettede sig op og rystede langsomt på hovedet. ”Der er ikke noget måske, Zayn. Der er ikke noget jeg tror. Har han rørt det eller ej?”

Jeg flyttede nervøst vægten over på det andet ben og slyngede hurtigt mit svar ud. ”Det har han ikke.” Jeg ville bare gerne tilfredsstille hende. Hun måtte ikke bede mig gå. Jeg ville være god nok.

En stilhed bredte sig derefter. Kun vores vejrtrækninger lød, men det var en betryggende lyd. Jeg nød bare at lytte, mens jeg så hende sætte de sidste penselstrøg.

Og så var hun færdig.

Hun bekendtgjorde det ved at rejse sig op og træde lidt tilbage, så hun kunne se sit færdige værk. Jeg lod også mit blik glide hen over maleriet. ”Men du er jo ikke færdig?” Jeg kiggede forvirret ned på Lena, der stadig havde et tilfredst smil på læben.

Hun kiggede lige så forvirret op på mig. ”Jeg er færdig med vinduet,” sagde hun og slog ud med hånden mod staffeliet og lærredet, som om det var åbenlyst.

Og så gik det op for mig, hvad hun mente. Hun havde malet ét vindue. Hun havde brugt det sidste kvarter på at male et lille vindue på det store lærred.

Hun så åbenbart forståelsen brede sig i mit ansigt. ”Du forstår det nu,” sagde hun. ”Det kan jeg se på dig. Forstår du nu, hvorfor det tager så lang tid? Hvert vindue skal have sjæl, og det får det kun, hvis hvert vindue får hver sin historie. Det skal have sjæl.”

For første gang følte jeg rent faktisk, at jeg forstod hende, og da jeg nikkede, føltes det oprigtigt. Nu turde jeg slet ikke tænke på, hvor mange aftener hun havde brugt herude. Der var jo voldsomt mange vinduer, og på denne måde krævede det jo voldsomt lang tid.

”Var det ikke sjovt?” udbrød hun så med glæde i øjnene.

Egentlig følte jeg ikke meget for den lille, lamme historie, jeg havde fundet på, men jeg kunne ikke bære at skuffe hende, så jeg besluttede at lyve.

”Helt sikkert.”

Faktisk var det ikke helt løgn. Det var bare ikke historien og vinduet, der havde været sjovt. Det var Lenas tilstedeværelse og selskab, der fik en varme til at sprede sig i mig. Det var med hende, jeg havde haft det sjovt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...