Windows | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Færdig
Du ser vinduer over alt, men tænker du nogensinde over hvilke fantastiske og barske historier, der gemmer sig bag dem? Tænker du over, hvilke heroiske eller fortabte mennesker der bor derinde bag glasset? Da Zayn Malik en mørk aften er på vej hjem efter en tur i byen, møder han en pige, der sidder midt på fortovet i lygtepælens skær og maler. Hun maler bygningen, der tårner sig op over hende og som er prydet af hundredevis af små, lysende vinduer, der hver i sær har hver deres historie, og Zayn kan ikke lade det gå forbi. Han stopper op, og på mystisk vis bliver det starten på et smukt venskab, der alligevel har sine svagheder. For finder Zayn nogensinde ud af, hvorfor denne pige er så betaget af vinduerne og deres historier? Og kan man overhovedet være rigtige venner, når man intet ved om hinanden?

51Likes
54Kommentarer
2331Visninger
AA

2. 1/ Black

London var smuk om natten. Det var en ting, jeg altid havde tænkt, når jeg befandt mig ude under stjernerne efter en tur i byen.

Min læderjakke stod åben, selvom kulden var intenst og fik de fleste til at iføre sig både hat og vanter. Den krøb uhindret ind under min jakke for derefter at trænge igennem den tynde, hvide t-shirt. Jeg mærkede de lette vindpust mod mit maveskin, da jeg bevægede mig gennem byens gader i en slingrende vals. Selvom der var så koldt, at min ånde viste sig som små, hvide skyer i luften, brændte mit indre i sådan en grad, at jeg ikke engang overvejede at løfte mine stivfrosne fingre for at lyne jakken.

Alkoholen brusede igennem mit blod med sådan en kraft, at jeg følte mig varm og i stand til alt. Det var efterhånden en velkendt følelse. Hvis jeg talte rigtigt – hvilket jeg højst sandsynlig ikke gjorde, da jeg havde svært ved at koncentrere mig – var det her den fjerde aften i træk, jeg havde tilbragt i byen, og det kunne efterhånden mærkes. Min krop var ødelagt på grund af søvnmangel og den stærke alkohol jeg hældte i mig hver aften.

Jeg løftede min arm for at kigge på det dyre ur, der sad og glimtede på mit håndled. Jeg kneb øjnene sammen, da urets visere svømmede rundt for mine øjne. Jeg kunne slet ikke placere de små pinde og kæde dem sammen med tallene rundt om, så i stedet hev jeg min mobiltelefon frem af lommen. 23:11, viste den. Jeg rynkede panden. Jeg havde forladt klubben tidligt i aften, og selvom jeg ikke ville indrømme det over for mig selv, vidste jeg godt hvorfor.

Det lyse afblegede hår, den mørke øjenmakeup, de naturlige ansigtstræk og den slanke krop. Hun havde lignet Perrie på så mange punkter, at jeg havde måttet knuge hænderne hårdt sammen for ikke at gå over til hende. Hun havde bevæget sig yndefuldt rundt på det oplyste dansegulv, mens jeg havde siddet i et hjørne, opslugt af skyggerne, og betragtet hende med en stigende trang til at gribe fat om hende og trække hende ind til mig. Jeg ville begrave mit ansigt i hendes velduftende hår og indsnuse den velkendte parfume, jeg engang havde købt til hende.

Men hun bar en anden parfume nu. Og hun havde farvet sit hår igen.

Det var over en måned siden. Det var over en måned siden, hun havde afblæst vores bryllup og givet mig forlovelsesringen tilbage i den samme fine æske. Det var endnu ikke gået rigtigt op for mig endnu, hvorfor hun havde gjort det. Jeg burde have sat mig ned og lyttet til hendes forklaring, men i stedet styrtede jeg ud af døren og hamrede den i efter mig. Derefter ignorerede jeg hendes forsøg på at komme til at tale til mig; hendes opkald, smser, mails – ja, selv breve. Til sidst gav hun op, og jeg sagde til mig selv, at havde hun haft en grund, der var vigtig nok, havde hun prøvet hårdere. At hun gav op, var svar nok for mig.

Jeg rettede mig op og slog alle tanker om piger og smerte ud af hovedet. Jeg havde ikke lyst til at tænke på Perrie igen. På dette tidspunkt plejede jeg aldrig at gå og falde hen i tanker på den måde, men som sagt havde jeg ikke fået nær så meget alkohol indenbords i aften. Mit hoved fungerede bedre, end det plejede at gøre, og det blev jeg nu straffet for. Det var jo netop derfor, jeg søgte ned i byen – for at dulme smerterne ved at bedøve mig selv med alkohol.

Den blondine havde fuldstændigt spoleret min aften.

Lidt havde jeg dog drukket – nok til at jeg ikke så helt tydeligt, og min gang ikke var så elegant længere, men Perrie sad stadig og lurede i mine tanker, og det gjorde aftenen til en fiasko.

Jeg lod mit blik flakke rundt. Jeg havde for vane at tage nogle af de mest skumle ruter hjem, da det som regel var de hurtigste. I denne del af byen var kun hver anden gadelampe tændt, og det fik et vist mørkt skær til at lægge sig langt flere steder, end det normalt ville gøre. Men det gjorde mig ikke noget, for intet kunne skræmme mig nu. Jeg var immun overfor farer og frygt – det var en ting, der kom med smerte og alkohol.

Jeg kneb forvirret øjnene sammen til smalle sprækker. Der var en mørk plet under en af lygtepælene længere nede ad gaden – en af de tændte. Jeg bevægede mig tættere på, men mine øjne ville ikke rigtigt stille skarpt. Det var først, da jeg var omkring ti meter fra, at det endelig gik op for mig, hvad det var – hvem det var.

Hendes hår var mørkt, og i lygtepælens lys fik det er gulligt skær. Hun bøjede sig ned og løftede noget op fra fortorvet, så de mørke lokker faldt ned i ansigtet på hende. Hun strøg dem utålmodigt tilbage bag øret og rettede sig op. Jeg fulgt alle hendes bevægelser med øjnene, da hun lænede sig let fremad og strakte den ene arm ud. Jeg rynkede panden. Var det et staffeli, der stod foran hende? Malede hun?

Hun ænsede mig ikke, selvom jeg stod lige i udkanten af lysets rækkevidde og faktisk ikke gemte mig i skyggerne. Hvis hun drejede hovedet, ville hun se mig.

Jeg bevægede mig tættere på hende. Hun reagerede ikke. Mit blik flakkede op til hendes øjne. Hun var dybt koncentreret om sit maleri. Om munden havde hun et bestemt drag, der fortalte mig, at hun var helt opslugt af det, hun lavede. Hun løftede åndsfraværende en finger for at udtvære noget på lærredet, og jeg bemærkede, at hendes hænder var plettede af maling i alle regnbuens farver.

”Jeg kan godt se dig.”

Jeg stivnede og spilede øjnene op i forbavselse. Hendes stemme var blød, men med en hård kant. Hun havde ikke talt så højt, men kvarteret lå stille hen, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at hun havde talt til mig. Jeg stak hurtigt hænderne i lommen for ikke at lade hende se min overraskelse – men hun vendte sig ikke om.

Jeg rømmede mig kort og gennemrodede hurtigt mit hoved for noget fornuftigt at sige. Men min hjerne lod ikke til at ville samarbejde, og derfor slyngede jeg bare en tilfældig sætning ud.

”Du spærrer fortovet.” Jeg havde lyst til at lægge mig ned og hamre næverne i asfalten. Af alle de muligheder, jeg havde haft, var det det, jeg fyrede af. ”Jeg mener, hvorfor maler du her? Og ved du, hvad klokken er?” Forgæves forsøgte jeg at redde mig selv, men det lykkedes ikke specielt godt.

Jeg så musklerne spændes i hendes krop, da hun drejede lidt over halvfems grader og afslørede sig for mig. Jeg trak vejret dybt og stirrede på hendes oplyste ansigt.

Hun bar ikke make up, det var tydeligt at se. Måske havde hun lidt mascara på øjenvipperne, det var ikke til at sige. Under øjnene havde hun dybe render, der fik hende til at se træt og udslugt ud, men øjnene modbeviste bestemt den påstand. Hendes blå øjne skinnede smukt og vågent ud i natten, da hun blinkede hurtigt, og hendes læber endnu engang skiltes.

”Kom herhen,” sagde hun og pegede på fliserne foran hende.

Jeg mærkede mine læber glide fra hinanden i overraskelse, men efter to sekunders reaktionstid stod jeg alligevel tæt på hende og stirrede ind i hendes lyseblå øjne.

”Gæt,” sagde hun, ”- gæt på hvor gammel jeg er.”

Min mund var tør. Jeg havde aldrig været god til at gætte aldre, og det endte som regel altid med, at folk blev fornærmede, eller jeg følte mig ydmyget, fordi jeg havde skudt så mange år ved siden af. ”16?”

Hendes smil voksede, og jeg viste med det samme, at jeg ikke havde ramt plet. Hun rystede på hovedet og bad mig gætte igen.

”20?”

”Jeg er 18,” afslørede hun og malede for sjov tallet 18 i sin håndflade med penslen, ”så føler du, at du skal fortælle mig, hvornår jeg må være ude?”

Jeg slog blikket ned og fortrød allerede, at jeg overhovedet havde åbnet munden til at starte med. Hun fik mig til at virke dum, og det var noget, jeg kunne mærke, selvom alkoholen stadig flød rundt i mit blod. Jeg trådte et skridt tilbage, så jeg ikke længere stod så tæt på hende. I det samme vendte hun sig igen mod sit maleri og forsvandt ind i sin egen lille verden.

Jeg ville egentlig gå hjem. Det var det, der hele tiden havde været meningen, men der var noget ved situationen, jeg følte mig draget af. Jeg kunne ikke bare lade hende sidde der uden at vide mere om hende. Måske var det alkoholen, der legede med mig. Det vidste jeg ikke.

Jeg rømmede mig. ”Hvad maler du?”

Hun trak på skuldrene, men hverken vendte sig eller svarede med ord. En rynke trådte frem mellem mine øjenbryn. ”Hvad maler du?” spurgte jeg igen og gentog mig selv.

Hun sukkede og løsrev sig. Lod armen med penslen falde et øjeblik og kiggede på mig ud gennem øjenkrogen. ”Du er fuld,” sagde hun og lagde hovedet let på skrå. ”Hvis jeg fortalte dig, hvad jeg malede, ville du ikke forstå det alligevel.”

”Jeg er ikke fuld,” sagde jeg hurtigt.

”Vel er du så. Jeg kan lugte det.”

Jeg stak hurtigt næsen ned i min trøje og tjekkede derefter min ånde. Selvom jeg ikke selv kunne lugte det, havde hun sikkert ret. ”Prøv alligevel,” bad jeg. ”Jeg er ikke ret påvirket.”

Hun fnøs. ”Jeg så dig komme gående – du behøver ikke lyve. Kom tilbage i morgen, når du tænker klart igen.” Det sidste sagde hun først, da hun var halvvejs opslugt af sit maleri igen, og jeg var ret sikker på, at hun bare havde sagt det i en spøg. Men da jeg slukøret vendte mig rundt og langsomt begyndte at skridte videre ned ad gaden, rungede sætningen stadig højt i mit hoved.

Jeg havde hele tiden forsøgt at tyde hendes billede, men der var alt for mange streger, og detaljerne var for små til, at jeg overhovedet kunne skelne dem fra hinanden. Måske havde hun ret. Hvis jeg ikke engang kunne se, hvad hendes maleri forestillede på grund af alkoholen, ville jeg måske heller ikke kunne forstå meningen med det. Jeg ville nu alligevel have sat pris på, at hun havde forsøgt.

Jeg stoppede pludseligt op midt på gaden og snurrede rundt. ”Hvad hedder du?” råbte jeg højt tilbage til hende. Et eller andet sted i mit hoved, registrerede jeg, at jeg måske råbte meget højere end nødvendigt, og at hele gaden nu blev vækket af mit råberi.

Jeg kunne svagt se hendes røde kinder, da hun svarede.

”Lena.”

Et stort smil bredte sig på mine sprukne læber, og jeg mærkede min underlæbe sprække. Det sveg ad helvede til, men jeg ænsede det ikke.

Jeg havde pludselig glemt alt om Perrie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...