Et ødelagt syn.

Hun havde aldrig haft et ønske om at leve. Aldrig. Hun havde aldrig ønsket livet. Betragtede det ikke som en gave.

0Likes
0Kommentarer
55Visninger

1. Give in.

Hun stod og spejlede sig i det mørke vand. Natten var faldet på, men afspejlingen var tydelig som aldrig før. Hun bemærkede ikke de salte dråber, der faldte fra hendes ansigt til den blanke overflade. Hun var hæslig. Et grimt ansigt på en grim krop. De havde ret. Dem alle sammen. Hver gang de kommenterede på hendes vægt. Hendes hår. Hendes ansigt. De havde ret. Hun stod på kanten. Lænede sig frem. Ødelagde det forfærdelige billede. Frelste verden fra at skulle se det nogensinde igen. Vandet omfavnede hende i en kærlig hilsen. Hun mærkede hjertet der hamrede. Mærkede lungerne der brændte. Kroppen, så tung og uduelig, som sov hvert eneste af hendes lemmer. Vandet var koldt. Næsten frossent. Hun løftede armene men de dalede udmattet ned igen. Det gjorde ondt. Tankerne om alle de forfærdelige ting hun var. Hun gjorde alle en tjeneste. Sådan ville de huske hende. Pigen, der gjorde det eneste rigtige. Pigen, der frelste alle fra et frygteligt syn.  Øjnene glippede. Blodet pumpede hårdt gennem kroppen. Øjnene gav op. Lukkede. Små bobler vidnede om det sidste åndedræt, da hun endelig lod vandet ind. Da hun tog den endelig beslutning. Den første beslutning hun nogensinde havde taget for sig selv. På egne vegne.

 

Øjnene åbnede. Hun lå i sengen, viklet ind i sin dyne. Hun så direkte op i loftet. En drøm. Blot en drøm. Hun lod øjnene glide i. Hun ville tilbage. Tilbage til freden. Tilbage til døden. Men det var som altid blot en drøm. En drøm, hun ikke kunne opnå. Folk rådede altid andre til at følge deres drømme. Men drømte man om døden, skulle man så stadig gøre hvad end det krævede for at opnå sin drøm? Hun sukkede. Hun havde før haft lignende drømme. Så realistiske, set bort fra hun kun i drømme havde modet til den endelige beslutning på egne vegne. En svag summen genlød i huset. Hun vidste at forældrene var oppe. Vidste, at de lige nu havde gang i en samtale, som ingen andre skulle  høre. Men hun hørte dem altid. Lyttede med, hver gang de talte så opgivende, så nedgørende om hende. Hun havde aldrig haft et ønske om at leve. Aldrig. Hun havde aldrig ønsket livet. Betragtede det ikke som en gave. Hun lukkede ingen ind. Ønskede ingen skulle se mørket der havde hjemme i hende. At gemme sig bare smil og grin i massevis virkede sikkert. Selvom det dræbte hende langsomt. Hvor hun dog ønskede sig at bare én person ville se igennem det. Gennemskue løgnene. Se smerten. Vreden. Hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...