Fortabt i hverdagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 16 nov. 2013
  • Status: Færdig
Åh nej dog! Det havde jeg aldrig rigtigt tænkt over før nu.
Hvad hvis jeg ikke kunne beskytte hende fra sandheden meget længere?
Hvad hvis han nu også går efter hende?
Kunne han virkelig finde på det?
Dette er en lille bid af min tekst fra mit bud af "vold i familien" - konkurrencen

0Likes
0Kommentarer
244Visninger
AA

6. Kapitel 4.

4.

Jeg stivnede. Jeg var hundrede på at hun var taget herover. Jeg stod og rystede på hoved. Det kunne jo ikke passe. Jeg havde selv fulgt hende i skole. Jeg kiggede i gulvet. Indtil det gik op for mig. Hun måtte være drejet den anden vej da jeg kiggede væk.

Hvor kunne hun være taget hen?
Var hun taget til stranden, eller var hun taget på legepladen?
Var hun måske taget hjem?
Men hun kunne jo ikke lide at krydse den store vej alene. Og så i hvert fald ikke på sin fødselsdag. Billede at Lucy siddende i sengen grædende, poppede frem i mit hoved.
Jeg kiggede op. Hun var taget hjem igen, alene.
Jeg løb ud af klasseværelset. Jeg løb alt hvad jeg kunne. Ud af skolen og hen af stigen. Det gjorde ondt i mit knæ. Men tanken om at der var sket hende noget var forfærdelig. Den frygt, det var det eneste der gjorde jeg kunne fortsætte.
Jeg nåede til den store vej. Jeg løb bare direkte over, uden at tænke på om der var nogen biler. Så fortsatte jeg ned af vejene, indtil jeg kunne se mit hus.
”Please, lad hende være uskadt.”
Jeg blev ved med at sige det til mig selv om og om igen. Jeg nåede døren, og jeg spurtede op til hoveddøren. Den var halvt åben, og jeg styrtede ind. Jeg løb op af trapperne og ind på hendes værelse. Men hun var der ikke. Jeg tjekkede alle andre rum ovenpå, men hun var intet sted at se. Så løb jeg nedenunder. Jeg skulle lige til at løbe ud af døren igen.
Så hørte jeg en lyd ude fra køkkenet. Jeg skyndte mig derud. Der lå hun. Mine øjne fyldtes med vand. Jeg kunne knap nok se ud af den. Hun lå midt på køkkengulvet. Hun havde en kniv i maven. Hun havde prøvet at begå selvmord.
Hun var kun 9. Hvordan kunne det ske så hurtigt?
Jeg gik i panik. Jeg måtte gør noget. Men hvad skulle jeg dog gøre. Jeg blev ved med at gå rundt i cirkler. Jeg var som en cirkus elefant, der blev pisket rundt i manegen. Jeg kastede mig på knæ ved siden af hende. Jeg tog telefonen og fik tastet 112. Jeg græd og græd. Tårerene ville ikke stoppe. Jeg kunne i styre mig. Jeg ville bare ønske det ikke var hende. Jeg begyndte at skrige. Jeg skreg så meget mine lunger kunne, indtil der ikkevar mere luft i mig. Jeg tog mig til hoved. Og rev mig i håret. Jeg græd bare uden stop. I frustrationen, rev jeg noget at mit hår af. Jeg lagde mig ned og græd på hendes bryst.

*

Ambulancens lyd kunne høres kilometer væk. Jeg lå stadig klistret til hendes bryst. Men så blev døren sparket op, og det vrimlede ind med folk. Det hev mig væk fra hende. Jeg parkede og sprællede. De måtte ikke tage hende væk fra mig. De tog hende på en båre og bar hende væk. Jeg skreg, men de ville ikke lade mig tage med hende. Jeg sparkede ham lige ved siden af mig. Jeg slap fri, og jeg løb efter dem. Bilen var lukket. Og den begyndte at køre. Jeg løb efter den så længe jeg kunne. Men til sidst gav mine ben efter. Jeg faldt sammen midt på vejen. Jeg lagde mig til at græde, mens jeg kiggede efter bilen der kørte af sted med hende. Mine øjne var fyldt med vand. Det eneste jeg endeligt kunne se, var små blink fra bilen. Jeg lå der så længe. Sekunderne føles som timer. Bilen var drejet og jeg kunne ikke længer se den. Men jeg kunne stadig høre den. Men pludselig var lyden væk. Helt væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...