Fortabt i hverdagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 16 nov. 2013
  • Status: Færdig
Åh nej dog! Det havde jeg aldrig rigtigt tænkt over før nu.
Hvad hvis jeg ikke kunne beskytte hende fra sandheden meget længere?
Hvad hvis han nu også går efter hende?
Kunne han virkelig finde på det?
Dette er en lille bid af min tekst fra mit bud af "vold i familien" - konkurrencen

0Likes
0Kommentarer
237Visninger
AA

5. Kapitel 3.

3.

Tiden gik langsomt. Jeg sad stille og stirrede på viseren. Jo mere jeg ønskede tiden skulle gå. Jo langsommere gik den. Timen var kedelig, og jeg sad og faldt helt ind i mig selv. Vinden pustede stille og roligt på min ryk, fra det vindue der var åbent bag mig. Jeg kiggede på det tomme stykke papir. Det var meningen jeg skulle skrive en stil. Eller noget matematik. Jeg vidste faktisk ikke hvad det var jeg skulle skrive. Jeg vidste ikke engang hvad time vi havde. For mig var det hele alligevel bare ligegyldigt. Derhjemme, skolen eller fremtiden.
Det hele var en stort tomrum der var i min mave. Et rum der ikke kunne fyldes med andet end en smule sorg. Men selv den kunne ikke fylde det tomrum helt.

Klokken ringede, og jeg blev vækket fra min egen lille verden. Det var frikvarter, så jeg rejse mig og gik udenfor. Jeg gik et stykke til jeg var kommet væk fra skolens grund. Så lænede jeg op af mit sædvanlige sted. Jeg trak min lighter og mine gule Kings ud af lommen. Jeg havde altid lovet mig selv jeg aldrig ville blive sådan en. Sådan en af de 9 klasser der skulle gå og spille sej med deres smøger. Men det var ikke helt sådan det endte. Jeg går ikke lige frem og viser noget frem til nogle. Men det er bare rart. Det fjerner smerten lidt. Det var jo heller ikke fordi mine forældre havde noget problem med det. I hvert fald ikke ham. Så længe jeg kunne bruges til hans behov stadig var jeg god nok. Jeg gled stille ned af træet og satte mig på jorden. Mit ene ben var bukket, men jeg kunne stadig ikke bukke det andet. Selv om det var tre dage siden jeg havde slået det. Det gjorde stadig ondt. Ligesom min kind. Men det var jo heller ikke 3 dage siden. Det var jo i morges.

*

Ude i køkkenet. Jeg ville jo bare gøre Lucy glad. Jeg havde lavet noget æg og bacon, og så havde jeg en lille pakke. For det var jo hendes fødselsdag. Hun blev 9 i dag. Jeg havde puttet det på en bakke. Med maden og noget appelsinjuice og var gået op for at vække hende. Jeg havde ikke vækket dem de havde sikkert alligevel ikke lyst. Mor havde nok men hun måtte nok ikke for ham. Og han havde nok stadig tømmermænd. Jeg hørte ham nemlig komme hjem igen i går. Han havde været på værtshus igen. Men i stedet for at gå ind på kontoret han gik direkte op. Jeg havde siddet oppe hele natten for at sørge for Lucys fødselsdag.
Jeg gik så ind til Lucy og havde glædet mig til at vække hende. Hun havde nemlig glædet sig sådan. Jeg kom ind og satte mig på sengekanten. Jeg skulle lige til at synge, da jeg så hun allerede var vågen.
”Tillykke med fødselsdagen Lucy. Hvorfor er du allerede vågen?”
Jeg prøvede at række ud efter hendes pande for at nusse hende. Men hendes blik blev stift, og hun så bange ud. Jeg prøvede igen at nusse hende på panden, men hun trak sig længere og længere væk fra mig. Indtil hun ramte væggen. Jeg genkendte det blik. Jeg havde aldrig selv kunne se det, men jeg forestillede mig at det var det blik.
Jeg flårede dynen af hende. Jeg så hende kjole var ikke knappet, og den var på vrangen.
Han havde gjort det. Han havde gjort det mod hende. Det jeg havde været så bange for han ville gøre. Jeg kiggede på hende. Der er ikke noget at være bange for. Sad jeg og sagde igen og igen. Selv om jeg selv vidste at jeg ikke troede på det. Hun blev ved med at græde. Jeg sad der bare hjælpeløst. Jeg kunne intet gøre, hun nægtede at lade mig trøste hende. Hun nægtede bare at røre hende. Hun turde ikke engang kigge mig i øjnene.
Jeg blev rasende. Det kunne han ikke være bekendt. Lige før hendes fødselsdag. Jeg rejste mig og stormede ind på deres værelse.
”HVORDAN KUNNE DU GØRE DET MOD HENDE!”
Jeg skreg ham lige ind i hoved. Han slog ud efter mig. Han ramte mig lige på kinden. Det gjorde ondt men jeg rejste mig igen og begyndte at slå på ham.
”HVORDAN KAN DU VÆRE SÅDAN!”
Han rejste sig op og tog mig i kraven af min trøje.
”Nu hører du her. Din lille lorteunge. Jeg gider ikke høre en skid af dine små løgne. Nu tager du dig sammen og tager din søster og så går du i skole. LIGE NU!”
Han kastede mig op imod væggen efter han var færdig med at sige, hvad han ville sige. Så lagde han sig tilbage, i sengen. Jeg rejste mig og kiggede over på mor. Jeg kunne se hun ikke sov. Hun havde hørt det hele, og hun vidste udmærket godt hvad jeg snakkede om. Hun havde lukkede øjne, men jeg kunne se at tåren stadig faldt fra hendes kind.
Jeg gik tilbage ind til Lucy.

*

Billede af hende da hun sad der foran mig, med tårer i øjnene. Det billede var brændt fast inde i mit hoved. Det gjorde ondt at se. Jeg tog et sug, og slukkede min smøg. Jeg sad bare og stirrede ud i luften. Det var som om hun stadig sad foran mig. Tårerene faldt en efter en.
Det dryppede på min kind. Jeg kunne mærke at det ikke var mine egne tårer. For vandet var koldere. Jeg kiggede op og jeg kunne se at et skybrud var på vej mod mig.
Jeg rejste mig og tørrede mine kinder for tårer. Så besluttede jeg mig for at tage hen og hente Lucy. Hun havde fødselsdag. Så læren ville sikkert forstå. Jeg gik hen til hendes klasse og bankede på døren. Jeg gik hen til læren og spurgte om det var okay. Hun gik et skridt tilbage. Hun kiggede undrende på mig. Og jeg spurgte igen om det var okay. Hun rynkede på øjnebrynende. Og svarede mig så.

”Jamen Lucy har da ikke været i skole i dag?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...