Fortabt i hverdagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 16 nov. 2013
  • Status: Færdig
Åh nej dog! Det havde jeg aldrig rigtigt tænkt over før nu.
Hvad hvis jeg ikke kunne beskytte hende fra sandheden meget længere?
Hvad hvis han nu også går efter hende?
Kunne han virkelig finde på det?
Dette er en lille bid af min tekst fra mit bud af "vold i familien" - konkurrencen

0Likes
0Kommentarer
245Visninger
AA

4. Kapitel 2.

2.

Han kom gående i mørket. Jeg lå rigtigt og sov, men hans tilstedeværelse i rummet vækkede mig. Han kom tættere på og jeg smilte. Jeg kiggede over på Lucy, men hun lå ikke i sin seng. Hun måtte have sneget sig ind til mor. Men så var han jo nok kommet ind for at tjekke om jeg sov, nu hvor Lucy nok ikke gjorde. Han kom hen og satte sig på sengekanten. Jeg skulle til at sige noget men han tyssede på mig. Så lænede han sig ind over mig. Han gjorde an til at kysse mig godnat. Han kyssede mig blidt på panden. Han strøg mig gennem håret. Så rejse han og gik hen til døren. Jeg troede han ville gå ud, men i stedet lukkede han døren, og låste den. Så stod han et sekund henne ved døren. Det skræmte mig da jeg ikke vidste hvad der foregik. Så vendte han sig om, og gik langsomt hen mod mig. Han satte sig atter på sengen. Jeg krøb væk fra ham. Han skræmte mig. Han blev ved med at prøve og nusse mig på kinden. Men jeg blev ved med at rykke mig længere og længere væk. Så tog han min hånd og hviskede mig i øret.
”Det skal nok gå. Du skal ikke være bange. Bare vær helt roligt min lille skat.”
Han begyndte at kysse mig på kinden. Han tog sin hånd under dynen og tog hårdt fat om mit lille lår. Hele min krop begyndte at ryste. Jeg kunne udmærket godt gætte mig til hvad der skulle til at ske. Og jeg var bange. Han fortsatte at kysse mig ned af halsen. Han tog dynen langsom helt af mig. Han tog på mig. Jeg kunne ikke lide det. Hvordan kunne han gøre det mod mig? Jeg begyndte at græde. Han tyssede på mig igen og satte en finger for munden på mig, for at hentyde jeg skulle stoppe. Så fjernede han hånden og kyssede mig så inderligt. Smagen af alkohol stod for første gang frem i hans mund. Han tog på ryggen af mig og åbnede lige så stille mig natkjole. Jeg rystede, af hele mit hjerte jeg ønskede han ville stoppe. Han tog natkjolen af mig. Jeg kiggede på ham og fik øjnekontakt med ham da månen lyste ind.

”Far, vil du ikke godt stoppe”
Det kom ud af mig i et håb om hjælp. Men han lyttede ikke på mig. Han holdt mig mod sengen. Da han kyssede hele min krop. Tårerene trillede en efter en ned af min kind. Men det gik ham ikke på. Han fortsatte bare sådan uden videre. Jeg husker min kommode derfra hvordan lyset faldt mod den. Min yndlingsbog var lyst op. Den han altid plejede at læse for mig. Fra ikke mere end et år siden da jeg lige var fyldt 8. Jeg græd ved tanken.

Var det virkelig den samme mand?
 Var det virkelig min far?
Jeg havde løst til at skrige, men min stemme var fange. Min mund som gået i stykker. Ude af funktion. Kun mig selv kunne høre mit kontante skrig om hjælp. Men jeg var nytteløs her. Kunne ikke gøre noget. Han var min dukkeføre og jeg var hans dukke. Hans helt eget legetøj.
Han blev ved med at gøre det om og om igen.
Det var en enorm smerte kom da han…

*

Jeg vågnede med et chok ude i gangen tidligt om morgnen. Jeg kiggede ned på det knæ jeg havde slået, aftnen før. Det var hævet. Jeg kunne se at blodet var størknet i løbet af natten.
Jeg rejste mig langsomt op. Jeg kunne mærke en enorm smerte i mit ansigt. Det måtte være fra da han slog mig i går. Jeg samlede mig kræfter til at gå i vaskrummet, for at hente en spand og en klud. Så gik jeg først hen til trappen, for at tørre blodet op. Så derefter gik jeg ned til kontoret. Der stank af alkohol. Jeg tørrede stille og roligt bordet af. Det var helt fedtet for han havde vist væltet sin whisky. Så tog jeg de mudrede støvler, og smed den ud i vaskemaskinen og tændte den. 

Jeg listede mig hurtigt op på mit værelse. Jeg så til Lucy og hun lå i sin seng. Helt uvidende om noget som helst. Så tog jeg noget andet tøj på. Jeg gik hen til Lucy og kyssede hende på kinden. Hun drejede sig langsomt om. Hun kiggede på mig. Spurgte hvad jeg lavede oppe så tidligt. Jeg sagde jeg ikke kunne sove mere, og bad hende om at lægge sig til at sove igen.

Jeg løb ned af trappen og nedenunder. Jeg tog min læderjakke som hang på knagen. Så smuttede jeg ud af døren. Jeg gik stille og roligt gennem gaderne, i morgenens mørke.  Kiggede på alle de mange huse jeg passerede. Det var så dejligt stille herude. Jeg nåede til enden af vejen, der drejede jeg til højre. Det var en sti der gik ned til stranden. Jeg gik ned og satte mig på stranden og ventede.

Mens jeg ventede sad eg og mærkede sandet mellem mine tær. Det var altid en dejlig følelse. Sandet, en million små korn der kilede under fødderne. Samtiden med at vinden hviskede dig, en smuk lille melodi. Så fredfyldt, og fri af bekymringer. Og så, der i horisonten kom den. Når man følte sig allermest tilpas. Der stod solen op og skinnede sine første stråler, på mig. Det var paradis. Den bedste følelse i hele verden. For i en kort stund var alting helt perfekt. Bare sådan uden videre.
Men efter noget tid, sank virkeligheden ind igen. For så vidste jeg at jeg blev nødt til at tage hjem. Hjem til ham. Jeg kiggede på solen en sidste gang, med et smil på læben når jeg kiggede.
Men min fantasi var ovre og jeg vendte næsen rundt og vendte hjem igen.

*

Mine ben føltes tunge da jeg gik turen hjem. Det var som at hele min krop strittede imod. Jeg ville jo ikke hjem. Men jeg vidste jeg blev nødt til det.
Jeg tror ikke folk ville kunne forstå mig, når jeg sagde jeg blev nødt til. Hvem ville virkelig tage tilbage til sådan et sted? Det forfærdelige sted jeg kaldte mit hjem. Det var jo ikke just det mest ideelle for en 15 årig pige at bo.
Jeg lod tanker flyde som en evigstrøm, inde i mit hoved. Jeg troede aldrig det ville stoppe. Men så stod jeg der. Foran hoveddøren til mit hus. Jeg gik op til hoveddøren. Jeg tog fat i håndtaget og stod et sekund. Jeg overvejede om jeg skulle blive ude lidt længere. Tage en gåtur mere rundt om hjørnet. Inden jeg vidste af det gik døren op. Lucy havde set mig igennem ruden og åbnet for mig.

”Skal vi ikke gøre os klar til skole?”  
Hun stod og kiggede tiggende på mig, med sine kastanjebrune øjne. Jeg nikkede og gik ind. Jeg vendte mig og kiggede ud. Så lukkede jeg stille og roligt døren i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...