Fortabt i hverdagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 16 nov. 2013
  • Status: Færdig
Åh nej dog! Det havde jeg aldrig rigtigt tænkt over før nu.
Hvad hvis jeg ikke kunne beskytte hende fra sandheden meget længere?
Hvad hvis han nu også går efter hende?
Kunne han virkelig finde på det?
Dette er en lille bid af min tekst fra mit bud af "vold i familien" - konkurrencen

0Likes
0Kommentarer
254Visninger
AA

3. Kapitel 1.

1.

Døren smækkede hårdt i, og det rungede i hele huset. Men den kolde stilhed kom hurtigt igen. Jeg mærkede min vejretrækning blive hurtigere og hurtigere. Jeg kunne pludselig mærke det, jeg var bange. Tårrene begynde langsom at trille ned af mine kinder. Jeg ønskede så inderligt at det bare ville stoppe, men det gjorde det ikke. Tårrene startede næsten i stedet for at strømme ned af kinderne. Som et lille vandfald. Jeg gik i panik inde i mig selv. Jeg havde lyst til at skrige, men jeg kunne ikke. Det var som om jeg var bundet. Frygten hold mig i en tynd snor, uden jeg vidste det. Jeg sad lidt og stirrede ud i luften. Prøvede at samle mig selv, men stilheden i rummet gjorde ondt. Den smerte var næsten den værste. Men for første gang var lyden af regnen der stille dryppede udenfor, en mild lettelse oven på det hele.

Stille lagde jeg mig ned, og lyttede til regnen der faldt. Jeg kunne mærke gulvet der var så koldt mod min halvlune krop. Men jeg var ligeglad. For lige dette øjeblik kunne jeg ikke mærke det. Jeg kunne ikke mærke smerten. Min krop var næsten følelsesløs, og det samme var mit sind. Jeg var som en skygge af natten. Ingen kunne se mig, og ingen kunne røre mig. Ikke engang min egen smerte kunne nå mig. Jeg prøvede at lægge mig til at sove, selv om jeg ved at han nok kommer igen om lidt. Det bliver værst hvis jeg sover, det bryder han sig nemlig ikke om.
Frygten kommer tilbage op i mig, og tårrene presser sig atter på. Denne gang nægter jeg at give efter. Jeg vil ikke være svag, ikke igen. Jeg måtte jo også tænke på Lucy. Min lille søster. Hvordan ville hun ikke tænke hvis jeg pludselig gik hen og blev sådan. Hun ville jo ikke kunne klare det. Hendes eneste stærke person i hendes liv ville pludselig også blive svag. Det ville ikke være godt. Heller ikke når mor er som hun nu er. Svag, som du ikke kan forestille dig. Hun kan ikke mere. Hendes liv er simpelthen gået i stå. Man kan tydeligt se det på hende. Ikke at det er det første indtryk du lige får, men hvis du kigger bag facaden. Kan du se det med det samme. Jeg kan ikke engang forstå hvorfor hun står op om morgnen. Eller hvorfor hun finder sig i noget som helst han siger. Jeg kan lige forestille mig hende komme gående.

*

Mig og Lucy sidder allerede ude i køkkenet og døren går op. Det mor hun ser ud som hun altid gør. Hun har det undertøj på som har kostet en formue. Det er sikkert ham der har købt det til hende. Så havde han jo noget godt at se på. Selv om hun i forvejen ligner en topmodel, eller det gør hun i mine øjne. Nok også i mange andres, men hun tror bare ikke rigtigt på det. Det er nok derfor hun stadig er sammen med ham. Hun tror ikke på at hun kan få andet en ham. Hun tror ikke hun er god nok. Men tro mig den idiot hun kalder sin mand, burde hun sagtens kunne erstatte. Med noget der er meget bedre end ham.
Men lad os nu komme til sagen. Min mor kommer ud i det dyre lingeri han har købt til hende og ligner en million. Men som man hurtigt opfanger, er stemning i rumme ikke lige den bedste. Der er en form for trykket og trist stemning i rummet. Min mor går hen og tager opvasken hvis hun ikke har nået det, dagen før. Ellers smør hun mad til mig og Lucy. Hun kigger ikke, men jeg kan høre det. Hendes stille gråd komme ovre fra hvor hun står.
Jeg kigger på Lucy for at se om hun har forstået, hvad der foregår. Men hun er vidst ikke helt med. Hun plejer kun nogle gange at høre hende. Så går hun hen til hende og krammer hende bagfra. Men mor ignorerer hende næsten altid. Jeg tror ikke hun kan klare at skulle sige sandheden til hende, og jeg tror heller ikke hun kan klare at skulle lyve mere for hende. Det er hun dog for stor til ikke opfange.
Men selv om hun burde får bare en lille smule sandhed af vide. Kan jeg ikke lade hver med at skåne hende for den. For jeg ved hvor meget jeg hader den. Så jeg har tænkt mig at skåne hende fra den så længe hun kan. Inden han også begynder at se interesse i hende.

*

Åh nej dog! Det havde jeg aldrig rigtigt tænkt over før nu.
Hvad hvis jeg ikke kunne beskytte hende fra sandheden meget længere?
Hvad hvis han nu også går efter hende?
Kunne han virkelig finde på det?
Er jeg fuldkommen dum selvfølgelig kan han også finde på det.
Men kunne jeg klare det?
Se min lille søster.
Min lille Lucy ende på samme måde som mig?
Det ville jeg jo ikke klare. At se hende ende op lige som mig. Leve i sit eget personlige helvede. Det jo helt forfærdeligt.
Jeg rejste mig op med et. Vreden rasede inde i mig. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne ikke gå nogen steder hen. Det her var som mit eneste gemmested. Mit pusterum. Mit eget lille fængsel fra omverden. Men hvad gjorde jeg nu. Jeg havde aldrig følt denne form for vrede før. Men jeg var stadig hjælpeløs, som jeg var. Jeg var ikke stærk nok. Min stemme betød intet i denne sammenhæng. Jeg var som en myg på væggen. Uduelig og noget man klaskede hvis man hørte den var der.

Jeg gik bare rastløst frem og tilbage i mørket. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Situationen var umulig. Tiden gik og gik, men min vrede vil ikke gå væk. Jeg gik stadig rastløst frem og tilbage i rummet. Jeg gik i en form for mønster. Fra brændeovnen til den sorte grimme læderstol. Den havde han købt til hvis han nu fik nogle af sine ”gæster” på besøg. Hvilket han aldrig gjorde. Så videre over til hans bogreol, rundt om hans cocktailkupe, videre rund om hans skrivebord og tilbage til brændeovnen.
Det var den samme rute om og om igen. Indtil jeg hørte noget uden foran døren. Shit tænkte jeg med det samme. Jeg overvejede om han overhoved vidste jeg var herinde? Det tror jeg nemlig ikke han gjorde. Han troede sikkert jeg gik op på mit værelse efter han var taget af sted. Men det var jeg ikke jeg var blevet hernede. Jeg ville nemlig se regnen falde. Plus så havde jeg brug for et pusterum.
Det er ikke altid man lige kan få det, i lige mit hjem. Jeg faldt helt hen i mine egne tanker, og ønskede mig for alt i verden væk herfra. Jeg lukke øjne og krydsede fingrene, men da jeg åbnede dem igen var jeg her stadig.
Jeg hørte skridtene komme tættere og tættere på døren. Jeg kiggede mig omkring, men kunne ikke lige se et gemmested nogen steder. Jeg hørte nogle tage i håndtaget. Jeg hoppede i frygt ned bag stolen. Men jeg vidste at han ville nok spotte mig med det samme. Medmindre han havde fået for meget at drikke, endnu en gang. Det var jo som hans kende tegn. Hvis ikke det ene så det andet.
Jeg lå helt stille, da døren går op. Jeg ligger med brystet mod det kolde trægulv. Så jeg lige kan se under stolen og se et par fødder komme gående ind.
Et par sorte sneakers blev smidt på gulvet ved døren. De mudrede fødder fortsatte ind i rummet indtil jeg ikke kunne ane dem mere. Men jeg kunne stadig mærke en tilstedeværelse i rummet. Så var det heller ikke fordi at stanken af alkohol, ikke afslørede at han var her. Den kom ind i rummet som en kæmpe sky, da han trådte ind. Det var ikke til at tage.

Han gik over mod sit skrivebord. Jeg var næsten sikker på han ville se mig, men det gjorde han ikke. Han satte sig sin stol, og kort efter hørte jeg snorken. Jeg rejste mig så op. Jeg listede hen til døren, og da jeg nåede til den spurtede jeg alt hvad jeg kunne. Jeg løb gennem huset og op af trappen. Lige inden jeg nåede anden etage, snublede jeg over noget der lå på trappen.
Det gjorde så ondt. Jeg prøvede at røre mit knæ, men det var forgæves. Det gjorde simpelthen for ondt. Jeg kunne knap nok rejse mig. Så kiggede jeg på selve trappen, man kunne lige ane det blod der var kommet. Jeg lå ikke længe da det gik op for mig at jeg ikke kunne høre nogen snorken mere.
Han var vågenet igen.
Gulvet knirkede atter, og jeg kiggede ned for enden af trappen. Der stod han, i en og høje person. Jeg kunne ikke se hans ansigt, men jeg vidste bare han havde det der skræve smil på læbe. Jeg hadet det så inderligt når han gjorde det. Han kom nærmere og mit hjerte begyndte at slå dobbeltakt. Jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne og rejse mig op.
Han var næsten helt heroppe. Kun få trappetrin væk. Han troede vidste jeg havde givet op på forhånd. Men med et sekund gjorde jeg det.

Jeg løb fra ham så hurtigt jeg kunne mod mit værelse. Men jeg var for langsom. Mit knæ gjorde for ondt. Jeg kunne ikke løbe rigtigt. Det næste jeg ved af hiver han fat i min trøje, og hiver mig tilbage. Jeg bliver kvalt af trøjens hals.
Han vender mig om og skubber mig op imod væggen. Lyset fra lampen lige over os, reflektere mod hans ansigt. Jeg kan se ham lige ind i øjnene. De skinner i lampen lys. Han prøver at fokusere, men jeg kan se at ikke rigtigt kan se helt lige.
Jeg udstøder et lille grin for han ser så komisk ud. Ikke engang kunne se lige. Det var endnu et lavpunkt, selv for ham.
Uheldigvis for mig er han ikke fuld nok til ikke at opfange mit grin. Hans ansigts udtryk vender med et sekund. Vreden kommer frem i hans øjne. Hans mund vender pludselig den anden vej. Jeg kan mærke hans tag om mig bliver hårdere.
”Du tror måske det er morsomt?”
Han står og kigger mig direkte ind i øjnene da han siger det til mig. Jeg kiggede ned i et sekund, men det passede ham ikke spor. Så han hev mit ansigt op, med den modsatte hånd.

”Jeg sagde du synes måske det er morsomt!”
”DIN LILLE LORTEUNGE HVAD?”
”SVAR MIG FORHELVEDE!”

Han blev ved med at råbe, men jeg kunne ikke svare. Jeg ville ikke svare. Det ville bare gøre ham mere vred end han var. Han kastede mig mod gulvet. Døren til det ene værelse gik op og min mor kom ud. Han hundsede med hende.
”Gå ind med dig Leila. Det her vedrører ikke dig.”
Det blev han ved med at sige om og om igen indtil hun lyttede. Så vendte han sig mod mig. Sagde jeg skulle rejse mig op. Jeg ville ikke, men jeg gjorde det alligevel. Inderligt vidste jeg jo det ville komme. Jeg rejse mig op, som han bad mig op.
Han begyndte at råbe ad mig igen. Men jeg lyttede ikke til et eneste ord han sagde. Lod bare det hele passere. Men så ud at det blå kom en hånd fyrrende lige på min kind. Jeg væltede helt omkuld. Jeg havde ikke set den komme. Jeg lå som klistrede til jorden denne gang. Kunne ikke bevæge mig. Heller ikke at jeg havde noget at gøre det for. Rejste jeg mig igen ville han bare slå. Blev jeg liggende kunne det være han lod mig slippe med det enkelte slag.

Min mor kom atter ud af døren. Denne gang iført det fineste lingeri hun ejede. Hun gik hen til ham og trak ham ind til sig. Hun kyssede ham på kinden, og begyndte så at kysse ham ned af halsen. Han gav efter og begyndte at kysse hende tilbage. Han tog hende på røven og løftede hende op, så hun hang på ham. Så prøvede han at gå ind i soveværelset, men ramte hende mod væggen. Anden gang lykkes det og de forvandt ind i soveværelset.

Mit hoved dunkede og jeg gav efter. Jeg orkede ikke og rejse mig. Mine øjnene begyndte langsom at lukke og stille og roligt faldt jeg i søvn. Mine øjnelåg skiftede farve fra røde til sorte. Et tegn på at lyset i gangen var slukket. Det sammen var min verden for i aften. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...