Sladredroslens arv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 16 nov. 2013
  • Status: Færdig
"Sladredroslen... Engang imellem fangede jeg mine egne tanker i, hvor mon denne person var henne i dag. Forbilledet for håbet og den, som satte gang i hele revolutionen. Denne unge pige, som meldte sig frivilligt som soner, efter at hendes lillesøster var udtrukket, og senere trodsigt satte sig op imod Capitols styre og væltede præsident Snows jernhårde regering. Pigen der var ild i og spredte en steppebrand af oprør.
Lærerne fik det altid til at lyde så heroisk..."

Det er 25 år siden revolutionen i Panem fik sit endelige. Primrose Everdeen Mellark er ældste datter af Kattua og Peeta. Jubilæumsdagen for Panems befrielse nærmer sig med hastige skridt og selvom Primrose er vant til sin traumatisk mors hverdag, viser det sig snart at gamle sår må rives op og at den fulde sandhed vil komme for lyset, trods regerings forsøg på det modsatte.
Skrevet i forbindelse med konkurrencen "Hunger Games"

6Likes
0Kommentarer
402Visninger
AA

3. Sladredroslen

Næste morgen hang der en klam tåge hen over engen, og morgenduggen lå tæt på græsset. Far havde lavet morgenmad og taget en gammel skjorte på. Ligeså havde mor en gammel blå kjole på med sorte strømpebukser.

   ”Skal vi ikke have pænt tøj på?” Spurgte jeg, idet jeg satte mig ved bordet.

   ”Din far og jeg har snakket om, at den bedste måde at mindes det hele på, er ved at tage det tøj på vi ville have båret dengang i Fugen. Så i skal ikke vælge jeres fineste, blot noget der ikke er for slidt” Mor smilede og trods dagens program, så det ud til at blive en god dag.

   Vi tog alle noget lettere slidt tøj på. Jeg fandt en af mine ældste gule sommerkjoler frem, hvor der var et stort hul på bagen, mor havde lappet sammen. For at kompenserer for lappen tog jeg så et af de pæne blå silkebånd rundt om livet. Thresh fik et par smækbukser over en sort t-shirt og lille Cinna, blev klædt som normalt i sparkedragt og mor tog ham på armen. Hånd i hånd gik vi ned mod byens torv og flere andre, som også boede i den gamle Vinderby, fulgte trop.

   På torvet var der stor variation af folks påklædning. Nogle havde deres fineste puds på, andre havde gjort ligesom mor og far, og nogle helt tredje var kommet i deres normale tøj.

   Ved siden af den sorte jernfigur af sladredrosselen, var der sat et lille podie, og lige bagved var der opsat en stor skærm. Rundt i mængden sneg der sig et par enkle kameraerfolk rund.

   Borgmesteren stillede sig op på podiet, ligesom rådhusuret slog 10. Himlen var let overskyet, men der kom ingen regn.

   ”Borgere i Virginia. Jeg byder jer alle velkommen på denne mindernes dag. Trods dette ikke bringer gode minder frem for nogen, må vi huske, at også denne dag markere dagen hvor vi, landet Panem, blev frie. Undertrykkelsen og kontrollens magt blev endelig besejret, og i dag kan vi så fejre 25 år med fred, ligeværdighed og anerkendelse”

   Skærmen bag borgmesteren tændtes pludselig og et billede af Capitol by dukkede op. Hele befolkningen var samlet på en stor plads, hvor en kæmpe mindeplade med navne var rejst og på toppen, en sladredrossel, der fløj ind en ring, med en pil i næbbet.

   Der blev holdt endnu en lang tale, der fremhævede revolutionens gode sider, men også tabet af mange personer. Dem som ofrede sig for andres frihed. Et par af de efterkommere fra vinderne, stillede sig også op og holdt en kort tale. En af dem var Finnick Odairs søn. Han blev i hvert fald præsenteret som det, og til sidst, blev der vist nogle af de klip, som også blev sendt som propaganda under revolutionen. Klip af Sladredroslen i krigen, i den fantastisk velformede dragt, der fik hende til at ligne en sladredrossel. En brændende og levende bagrgund.

   Det var som at se en helt anden person, selvom ansigtet var det samme, blot yngre. Denne pige var endnu stærk og tillidsfuld. Der blev vist et klip hvor Sladredroslen var i krigen. Hurtigt og præcist skød hun en pil afsted og ramte fjenden. Det hele var så iscenesat, heroisk og smukt sat sammen. Sladredroslen. Hun var uovervindelige. Pigen med ild i og som ville vælte Capitols magt. Jeg var fuldstændig opslugt af skærmen og opdagede slet ikke at min mor stod knuget ind til min far, uden at se på skærmen.

   ”Her i dag mindes vi alle de ofre, og vi mindes ikke mindst personen, som gav os håbet tilbage. Sladredroslen, som vi stolt viser frem som symbol.” Borgmesteren slog stolt hånden op mod fuglestatuen. Et par enkle folk omkring os vendte sig og så på os.

   Borgmesteren genoptog sin tale ”Må de højere magter være med hende, hvor end hun befinder sig i dag. Lad os alle holde et minuts stilhed for Sladredroslen og alle de andre ofre” Den sidste del var tydeligvis møntet på, at Sladredroslen nok ikke var i live længere. For regeringen var hun bedre død end levende.

   Efter den sidste tale var holdt, var der mulighed for at komme op til statuen og sætte lys for de døde. Mor tog os alle derop og hun tændte et lys.

   ”For Rue, Prim, Thresh, Finnick, Joanna og alle de andre.” Hun satte lyset på statuens trin.

   ”Og for Haymitch, som alkoholen gjorde et endeligt på til sidst” fortsatte far og satte et lys mere. Jeg anede ikke selv hvem jeg skulle sætte lys for. Jeg kendte ikke nogen fra dengang udover Haymitch, men han døde for mere end 5 år siden og jeg kunne knap nok huske ham. Udover det havde jeg kun en mere og det virkede dumt at sætte lys for den eneste døde jeg ellers havde, min gamle kat Mis.

   Mor lod mig heldigvis stå og tænke, mens flere andre trængte sig på og kom hen for at sætte et lys. En fremmede skubbede til mig. Han havde mørktbrunt hår og mindede egentligt lidt om mor. Nok også samme alder.

   ”Hov undskyld.” skyndte han at sige med et smil. ”Der er godt nok trængte her. Er du heroppe alene?”

   ”Nej. Min mor og far venter et stykke væk” Svarede jeg lidt snert, for jeg anede jo ikke hvem han var.

   ”Du minder mig om en jeg kendte. Hvad hedder du?” Han havde kigget længe på mig.

   ”Jeg hedder Prim... Primrose Everdeen Mellark” Det her var begyndt at blive lidt ukomfortabelt. Ved lyden af mit navn smilede han og satte så sig lys.

   ”Jeg synes nok du mindede mig om nogen bekendte. ” Han rejste sig og begyndte at forvinde i mængden ”Du har et smukt navn Primrose. Hils din mor fra Gale”

Forvirret stirrede jeg efter den fremmede. Gale?

   Pludselig vidste jeg, hvem jeg skulle tænde et lys for og glemte alt om ham den fremmede. Ivrigt tændte jeg det lille fyrfads lys, satte det på trinnet sammen med de mange andre ophobende lys, og skimmede så op mod fuglestatuen og tænkte:

   Primrose Everdeen… Tak for at være der for mor. Jeg vil bære dit navn med stolthed.

Jeg gik tilbage til min familie, men skimtede hen over skulderen mod statuen. Som den stod der, fik den det hele til at virke så heroisk og smukt. Men jeg huskede hvad mor havde fortalt.

   Så meget sorg, så meget død og vold.  Folk mindes de døde og for dem, regeringen, var selv Sladredroslen, en af de døde. Det var hun vel også, for hun var ikke længere den unge pige på skærmen. Ikke længere heorisk og smilende.

   Fremtiden var vel lysere, selvom regering stadig nægtede oplysninger at se dagens lys. Jeg opdagede, at jeg var gået i stå midt i et skridt og mor kiggede spørgende på mig.

   Jeg smilede til hende og satte i gang igen. ”Jeg skulle hilse fra en der hed Gale”

Min mor… den tomme skal der var tilbage af Sladredroslen, men trods alt min mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...