Sladredroslens arv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 16 nov. 2013
  • Status: Færdig
"Sladredroslen... Engang imellem fangede jeg mine egne tanker i, hvor mon denne person var henne i dag. Forbilledet for håbet og den, som satte gang i hele revolutionen. Denne unge pige, som meldte sig frivilligt som soner, efter at hendes lillesøster var udtrukket, og senere trodsigt satte sig op imod Capitols styre og væltede præsident Snows jernhårde regering. Pigen der var ild i og spredte en steppebrand af oprør.
Lærerne fik det altid til at lyde så heroisk..."

Det er 25 år siden revolutionen i Panem fik sit endelige. Primrose Everdeen Mellark er ældste datter af Kattua og Peeta. Jubilæumsdagen for Panems befrielse nærmer sig med hastige skridt og selvom Primrose er vant til sin traumatisk mors hverdag, viser det sig snart at gamle sår må rives op og at den fulde sandhed vil komme for lyset, trods regerings forsøg på det modsatte.
Skrevet i forbindelse med konkurrencen "Hunger Games"

6Likes
0Kommentarer
401Visninger
AA

1. I dag er en god dag

Skoven var tys. Et sted i det fjerne hørtes svage lyde af fugle. Sikkert sladredrosler.

   Min mors ånde kildede mig i øret, men det var roligt og næsten lydløst. Foran mig havde jeg spændt buen helt ud, koncentreret mit blik på byttet. Mor hjalp mig med at stramme buen. Vi sad på hug godt gemt bag en busk.

   En sitren løb igennem min krop og pludselig hviskede hun; ”Nu…” Pilen susede ind mellem de tætte grantræer og fandt let sit mål; En ung hjort med store gevirer.

   Det var ikke et rent skud. Pilen skulle have ramt hjertet, men var for høj og skæv og gennemborede i stedet dyrets hals. Den satte i spring og forsvandt ind i skovkrattet.

   ”Pokkers også!” jeg bandede både hjorten og mine egne evner langt væk. Det var ikke fordi jeg var en dårlig skytte. Far havde flere gange drillende sagt, at jeg lignede mor mere og mere, og nok snart selv ville rende rundt i skoven og jage, ligesom hun havde gjort i sine unge dage. Dengang noget hed distrikt 12 og mor boede i udkanten af minebyen, Fugen, som området hed.

   ”Den er dødeligt såret” Hun rejste sig og lagde en hånd på min skulder. Jeg fyldte snart 11 og gik hende lige op over taljen.

   ”Det var et godt skud, min skat. Nu skal vi bare følge dens spor.” Hun smilede til mig. Et varmt og bredt smil, der fik hendes ansigt til at lyse op, og fik en til at glemme de brandar, der snoede sig langs med hendes hals og fik huden til at lignede et patchwork, og derfor kun betragtede det smukke ansigt. Jeg kunne godt forstå, at far havde forelsket sig i det.

   Jeg havde hendes mørke hårfarve, men øjene var fars. Klare, dybe blå øjne.

Mor begyndte at gå i den retning hjorten var forsvundet, mens jeg stadig stod stille.

   ”Kommer du Prim?”  Spurgte hun i en drejende bevægelse mod mig. Hun havde hele den forårsgrønne granskov bag sig, og jeg kunne lige forstille mig min mor, i det første Dødsspil, stå på denne måde med buen i hånden, knæhøje støvler, et pilekogger slynget over skulderen og håret sirligt flettet i den stramme fletning ned over skulderen. Nu sad håret så i stedet i en løs, flagrende hestehale og dødsspillet var langt mere, end blot et spændende eventyr. Jeg kendte dens bivirkning kun alt for godt. I dag var en god dag, og mor kunne smile og jage.

   Hun havde det altid bedst i skoven.

 

Vi kom hjem kort efter middagssolens højeste. Ved siden af huset havde vi et lille skur, hvor jeg ofte hjalp mor med at slagte og hænge vores bytte op. Efter at have hængt hjorten op og lagt skindet til tørre, gik vi indenfor. Vores hus var det hus, som mor og far fik tildelt efter de havde vundet det første dødspil. En del af vinderbyen.

   Da vi kom ind, stod far allerede i køkkenet og bankede løs på en stor klump dej. Lille, mørkhårede Cinna, med mors grå øjnefarve, sad velfornøjet for enden af køkkenbordet, med mel over det hele og klaskede løs på sin egen lille klump. Ligesom min ældre lillebror, Thresh, og mig selv, var vi alle opkaldt efter vigtige personer i mors liv. Far havde givet mor fuld bemyndigelse til alle navne. Jeg havde på fornemmelsen at det var hans måde at vise taknemlighed for, at han fik hende til sidst, og en måde at give hende glæden tilbage på.

   Åh ja.. Hvis der var noget far elskede at fortælle, som godnat historie, så var det hvordan han heroisk vandt mor til sidst. Nok så heorisk var det sandsynligvis ikke, men det var en god historie.

   ”Hej Peeta. Vores egen lille Primrose her er helt ved at være en mesterskytte efterhånden. ” Hun smilede og gav mig et vagt klem i skulderen, idet hun passerede mig i døråbningen, kyssede mig derefter på panden og gik så over til Cinna. Han var lige fyldt 2 sidste efterår.

   ”Hva’ er du for en lille gris? Sidder du og leger med fars dyrebare mel?” drilsk trykkede hun ham på næsen og som svar fik hun et stort fnisende grin fra Cinna, der stolt klappede begge hænder sammen, så der stod en stor mel-sky ud over hende.

   Far grinede uden at stoppe sit arbejde. ” Jaah.. Det har aldrig undret mig hun ville komme til at ligne sin mor. Og hvad angår den lille der, så bliver han en fremragende bager.”

   Mor børstede det værste mel af sig og så skeptisk på ham. ”Ja det kan jeg så sandelig se.” Hun smuttede over og kyssede far let på kinden.

   ”Og hvor er den tredje henne? Ovre og lege med Fedt Sallys barnebarn?”

   ”Jep. Hun sagde, at hun nok skulle sørge for aftensmad til ham og sende ham trygt hjem i skole i morgen”

   ”Aha. Jeg smutter lige ovenpå og klæder om. Prim fik en næsten fuldvoksen hjort, som hænger ude i skuret. Den skulle kunne give kød et par dage.”

   Jeg rødmede lidt. Mor havde jo hjulpet mig med at stramme buen og sigte, så det var ikke helt mit eget trofæ.

   ”Hold da op. Din første rigtige store fangst, ud over de små kaniner og fasaner du har skudt indtil videre. Virkelig flot min skat.” Far smilede til mig, men stadig uden at stoppe æltningen af dejen.

   ”Tjoh.. Mor hjalp med at stramme buen og sigte.” Jeg kiggede ned i gulvet og vidste ikke rigtig hvad jeg ellers skulle sige. Far begyndte at forme dejen til nogle lange brød. Han kaldte dem baguetter.

   Efter at far og mor var flyttet tilbage til Virginia, eller, det hed tidligere distrikt 12, åbnede far en bagerforretning. Det var standard læredom for alle skolebørn at kende til det gamle Panem og distrikterne. Det var trods alt ikke en fortid langt bag os, men den nye regering havde alligevel valgt ikke at tage de gamle statsnavne tilbage, så folk ikke skulle mindes ”distrikt perioden”.

   Selvfølgelig vidste jeg også at begge mine forældre havde deltaget i dødsspillet, og at de var vindere. Men det var ikke noget, der betød noget mere. Det var fortid, der ikke længere eksisterede.

   ”Hvordan går det med butikken?” Mor kom ned igen, iklædt blå jeans og en løstsiddende hvid T-shirt. Hun var ved at sætte håret op i en knold.

    "Jo, ligesom det plejer. Vi har i øjeblikket en masse ekstra bestillinger, og vores borgmester har efterspurgt en særbestilling i forbindelse med den kommende dag.” Fars ansigt blev lidt anstrengt, og jeg vidste med det samme, at det var et følsomt emne. Mor mistede også fuldstændig smilet og glæden med det samme, og så intenst på far. Hun var stoppet midt i en bevægelse med håret for enden af trappen.

  ”Om to dage er det 25 år siden… ” Fortsatte far forsigtigt.  Hun svarede ikke, men fik gjort håret færdigt og kom hen til bordet. Jeg kunne mærke spændingen i luften. Sådan var det hver gang, og her i huset var dødspillet og mindedagen nærmest forbudt at nævne.

   Jeg stirrede på mor. Der var dage, hvor hun kunne smile og være glad for livet, men så pludselig, en ganske normal tur i byen, et flyvsk ord omkring dengang eller synet af den store sladredrossel statue, der stod på torvet… Det var nok. Så brød hun sammen, trak sig væk fra os og enten sad i gyngestolen foran kaminen, og bare stirrede ind i ilden, eller forsvandt ud i skoven. I dag have været en god dag. Hun kunne smile og jage.

   Hun forholdt sig rolig, og holdt blikket fast på bordpladen.

   ”Vi burde deltage, Kattua” Far var selv stoppede med at forme dejen, lænede hele sin kropsvægt på bordet og forsøgte at se mor i øjnene.

   Instinktivt gik jeg hen til hende og greb hendes hånd. Det trak hende ligesom tilbage til os, for jeg kunne se, at hun var ved at forsvinde. Minderne overvældede hende, selvom jeg ikke kendte disse minder. Det var tydeligt i hendes blik, at hun ikke havde lyst til at deltage i mindedagen.

   ”Ja…” Sagde hun til sidst tørt ”Det burde vi vel… ” Hun trak mig ind til sig, og jeg krammede hende så tæt, som om jeg på denne måde kunne beholde hende her og formå at forhindre hende i at forsvinde ind i sig selv.

 

Det skete ofte at jeg lå søvnløs i min seng, selv efter at far havde puttet mig. Men hvad der skete mere sjældent var, at jeg hørte stemmer og gråd nedenunder. Far sagde, at jeg havde min mors nysgerrighed, og det havde jeg vel også, for den aften kunne jeg ikke lade være med at liste barfodet ned ad trapperne og kigge ind i stuen.

   Mor sad grådkvalt i sofaen, lænet tæt op ad far, mens han forsigtig vuggede hende frem og tilbage og forsøgte ihærdigt at berolige hende.

   ”De brænder… Brænder alle sammen. De tager fat i mig, siger det er min skyld og at de kommer efter mig. Duen… Prim” Mor var helt væk og jeg kunne se hun rystede i fars arme.

   ”Alle de minder... Peeta, hvordan skal vi fortælle det? Hvad er sandt, og hvad er falsk?”

   ”Shhh.. Vi bruger bogen. Det var derfor at vi lavede den. For at glemme og huske” Han sukkede og aede hende over det vilde hår.

   ”Du er Kattua Everdeen Mellark. Sandt eller falsk?”

   ”Sandt” Snøftede hun, men stadig rystende.

   ”Du elsker mig?”

   ”Sandt”

Sådan fortsatte han igennem alle de gode ting, som de havde sammen. En remse jeg selv havde lært, for det var nødvendigt til tider. Jeg vidste, at dette ikke angik mig, så jeg listede tilbage i seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...