Sladredroslens arv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 16 nov. 2013
  • Status: Færdig
"Sladredroslen... Engang imellem fangede jeg mine egne tanker i, hvor mon denne person var henne i dag. Forbilledet for håbet og den, som satte gang i hele revolutionen. Denne unge pige, som meldte sig frivilligt som soner, efter at hendes lillesøster var udtrukket, og senere trodsigt satte sig op imod Capitols styre og væltede præsident Snows jernhårde regering. Pigen der var ild i og spredte en steppebrand af oprør.
Lærerne fik det altid til at lyde så heroisk..."

Det er 25 år siden revolutionen i Panem fik sit endelige. Primrose Everdeen Mellark er ældste datter af Kattua og Peeta. Jubilæumsdagen for Panems befrielse nærmer sig med hastige skridt og selvom Primrose er vant til sin traumatisk mors hverdag, viser det sig snart at gamle sår må rives op og at den fulde sandhed vil komme for lyset, trods regerings forsøg på det modsatte.
Skrevet i forbindelse med konkurrencen "Hunger Games"

6Likes
0Kommentarer
437Visninger
AA

2. En bog af sandheder

Dagen efter havde far travlt i bageriet. Borgmesteren havde bestilt en stor kage, som alle kunne få en bid af efter mindehøjtideligheden. Mor var forsvundet fra huset, Cinna var sendt i pleje ved en anden familie, og jeg var i skole som sædvanlig. Hverken mor eller far havde rigtigt gået i skole og timerne var da sådan set også kedelige.

   Hele dagen stirrede jeg mere ud af vinduet, end at følge med på tavlen. I dag gennemgik læreren mere nøje, hvordan krigen havde foregået og hvordan rebellerne til sidst havde sejret, ved hjælp af sladredroslen.

    Sladredroslen…

Engang imellem fangede jeg mine egne tanker i, hvor mon denne person var henne i dag. Forbilledet for håbet og den, som satte gang i hele revolutionen. Denne unge pige, som meldte sig frivilligt som soner, efter at hendes lillesøster var udtrukket, og senere trodsigt satte sig op imod Capitols styre og væltede præsident Snows jernhårde regering. Pigen der var ild i og spredte en steppebrand af oprør.

   Lærerne fik det altid til at lyde så heroisk, og som om at alle vinderne af de tidligere dødspil var total upåvirket af spillet. Men følte Sladredroslen mon det samme? Og var hun forgyldt i alverdens rigdomme, hemmeligt gemt af vejen af regering eller måske henrettet?

   Ja, for hvad gør man med en national revolutions helt, når der ikke er nogen krig mere?

I byen havde jeg hørt mange rygter, for vores lærer fortæller os ikke hvad der skete efter præsidents Snows henrettelse. De fortæller os bare at ingen ved hvad der skete med hende.

   Det siges at Sladredroslen blev forgiftet med noget vanvittigheds serum af Snow, og i sin sindsforvirring skød den nye præsident Coin, og ikke præsident Snow. Hun forsvandt fuldstændig derefter, og ingen ved helt, om hun vendte tilbage til Virigina, døde af serummet, eller andet.

   Mine tanker blev afbrudt af skoleklokken. Foran tavlen var der hevet et stort kort ned af Panem og de nyoprettede stater. Jeg smilede, for i dag var alting fred og ingen krig. Dem der mindes krigen, var dem der havde oplevet den. Som mor plejer at sige, vi ved aldrig helt, hvad den fulde sandhed er, og vi bliver hele tiden holdt bag lyset.

   Uden for skolen mødtes jeg med Thresh. Han var lige begyndt i 2. klasse. Jeg tog ham i hånden og sammen fulgtes vi ad mod torvet.

 

   Der var pludselig et stort mylder i hele byen. Normalt plejede der slet ikk at være så meget liv og jeg så mange nye fremmede ansigter. Garanteret tidligere borger i distrikt 12. Alle stormede rundt for at klargøre de sidste forberedelser til mindedagen.

   Mindestatuen af sladredrosselen prydede torvets midte og blev også pudset helt skinnende. Jeg klemte mig igennem myldret af mennesker, som strøg rundt til de forskellige butikker, med Tresh, der holdte sig fast i mine kjoleskørter, og styrede hen mod fars bagerbutik. Butikken havde store glasvinduer, så man helt tydeligt kunne se både de udstillede kager og brød, og lige i øjeblikket blev alt vist revet ned fra hylderne.

   ”Seee… Fuglen brænder” En del af vinduet havde tiltrukket Threshs opmærksomhed. Far havde bagt brød og kager med motiver af sladredrosselen på, og de var prydet i røde, gullige og sorte farver. Fuglen var smykket, som om den fløj igennem en ring og greb en pil og der var ild i den. Far havde aldrig mistet taget i det med kunsten. Han fik det altid til at se så levende ud, som om kagen virkelig brændte. Eller fuglen.

    Når minderne om dødsspillet kom for tæt på ham, plejede han blot at trække sig ind på sit arbejdsværelse og male. Ingen af os børn havde fået tilladelse til at komme ind, for mor havde fortalt, at den måde far kom igennem de forfærdelige minder på, var at male dem. De rædsler ønskede hun ikke, at vi skulle se og jeg havde egentligt heller ikke lyst, hvor meget jeg end havde af mors nysgerrighed.

   Tvivlsomt kiggede jeg hen mod døren. Der stod en lang kø igennem butikken. Det var nok bedre at tage bagdøren, selvom far havde sagt at vi ikke måtte bruge den. Jeg måtte hive i Thresh for at få ham med, og vi smuttede sammen igennem den smalle gyde imellem fars bagerbutik og nabobygningen, og om til den lille baggård, hvor far engang imellem solgte resterne billigere, eller gav dem ud.

   Igen mén som han havde fra distrikt 12’s eksistens. Jeg var glad for, at jeg ikke var vokset op i den tid. Jeg havde hørt om sult og kulde, der var hverdagskost her. Jeg kunne gå i seng hver dag med fuld mave og endda spise kage næsten hver aften, hvilket ville have været en overdådig luksus dengang.

   Forsigtigt skubbede jeg døren op, og gav så tegn til Thresh om at være stille, idet vi listede ind i bageriet. Far havde et par svende ansat som gik og hjalp, når der var store højtider på vej. De stormede også rundt i køkkenet i dag. Den ene stod henne ved den store ovn og holdt skarpt øje med at brød og kager ikke brændte på, mens den anden var ved at ælte en ny dej sammen. Helt henne i den anden ende stod far og var ved at dekorere en store lagopdelt kage, der endnu ikke var færdig samlet. Thresh var forsvundet over til svendene ved ovnen, men jeg gik direkte over til far.

   ”Hej far” Han havde vist set mig komme, men det fik ham ikke til at stoppe i sit arbejde.

   ”Brugte du nu bagdøren igen? ” Spurgte han uden at tage blikket fra det smukke flammende mønster på kagens bund.

   ”Butikken var proppet med mennesker, så vi kunne slet ikke komme ind” sagde jeg skævt til ham og drejede så emnet over på kagen ”Er det kagen til i morgen? ”

   ”Ja” svarede han kort. Jeg nikkede, for der var vist ikke meget mere at sige om den sag.

   ”Skal jeg hente Cinna i dag?” Det fik vist hylet far lidt ud arbejdet og han lagde dekorationssprøjten fra sig og tørrede hænderne i forklædet.

   ”Mor var ikke hjemme i morges?” Sukkede han, og jeg rystede på hovedet. Det var jo ikke unormalt, og specielt ikke op til mindedagen. Der havde været mindedage hvert år, men lige år gjorde de mere postyr af det på grund af Jubilæummet.

   I så lang tid jeg selv kunne huske, havde vi aldrig deltaget i mindedagen, fordi de minder mine forældre havde, var for smertefulde. Mindedagen i morgen var så speciel og jeg forstod godt, at den gjorde en undtagelse.

   ”Kom her…” sagde han og satte sig på hug foran mig med åbne arme. Jeg lod mig trække ind i et kortvarigt bjørneknus, også lagde han sine kraftfulde bager hænder på mine skulder.

   ”Det skal nok gå alt sammen. Vi klarer os jo endnu” Smilede han ”Mor er nok hjemme når i tre kommer” Jeg smilede tilbage og gik så over for at indfange Thresh.

   Far havde ret. Da vi kom hjem sad mor og bladrede i en stor bog med fotografier og håndskrifter i. Straks da vi alle tre kom ind ad døren, klappede hun bogen i og gjorde sit bedste for at skjule den imellem sofaens puder. Hun havde mange underlige vaner, så jeg havde lært ikke at spørge.

   I stedet sagde hun velkommen og tog imod lille Cinna og bad os sidde i sofaen sammen med hende. I lang tid sad vi bare op ad hinanden. Lyttede til stilheden og hinandens hjerteslag.

 

   Senere samme aften efter maden, puttede jeg Thresh og Cinna i seng. Far arbejdede sikkert sent i bageriet og da jeg kom nedenunder igen, sad mor fuldstændigt sammenkrummet i gyngestolen og stirrede ind i ilden. Jeg sukkede for jeg kendte den stilling.

   ”Mor…?” langsomt nærmede jeg mig hende, for kom jeg for hurtigt eller lavede en pludselig bevægelse, ville hun fare sammen og gribe efter det første og bedste våben hun kunne finde.

   Hendes datter eller ej. Alle var en fjende for hende nu, selv de lange skygger på væggene.

Hendes rædselsslagne øjne vendte sig i min retning og stirrede tomt på mig. Jeg vidste ikke hvad der foregik inde i hendes hoved, men jeg vidste at det var minderne fra krigen og spillet.

   Jeg gik helt hen til hende. Satte mig på knæ og tog hendes hånd.

   ”Mor… Det er mig, din ældste datter Primrose” Lyden af min stemme og navnet gav et ryk i hende og hun begyndte at mumle utydelige ord.

   ”Prim… Prim? Er det dig? Smørblomst savner dig.”

   ” Jeg er ikke tante Primrose…” Sukkede jeg og holdt fast i hendes hånd, mens jeg stirrede min mor i øjnene. Folk sagde, at jeg lignede hende, men havde min fars blå øjne. Lige nu var de, til tider, så livligt grå øjne, tomme, men en gnist tændte sig i dem.

   ”Du er Katniss Everdeen Mellark. Jeg er Primrose Everdeen Mellark. Din mand og min far er Peeta Everdeen Mellark”

   Jeg kunne se, at gnisten voksede og hun kom tilbage. Jeg fortsatte remsen, sådan som jeg havde gjort før. Og langsomt, ganske langsomt kom et smil frem og hun blinkede svagt, inden hun lukkede sine øjne helt. Trak vejret roligt.

   ”Prim… Primrose, min datter” Hun trak mig ind til sig og kyssede mig på hovedet. ”Undskyld min skat… Undskyld” Hun rystede og noget vådt ramte min hovedbund.

    ”Det er okay, mor. Jeg er her.” Der gik en rum tid før hun fik taget sig lidt sammen igen. Hun klemte om min hånd og fik tørret sine øjne.

   ”Prim.. Der er noget, som jeg bliver nødt til at fortælle dig. Den bog jeg sad med tidligere.. Kan du hente den over i reolen?” Jeg nikkede og løb over efter bogen. Mor rejste sig og satte sig over i sofaen, hvor hun trak mig ned og sidde ved siden af sig.

   ”De har fortalt jer i skolen om revolutionen ikke?” Jeg nikkede. Vi havde så sent som i dag fået endnu en reprimande. Mor åbnede bogen og på den første side var der et billede af en smuk ung mand med lyst hår og klare blå øjne, og med en sirlig håndskrift var hans fortryllende øjenfarve da også noteret. Udfor portrættet stod der med den samme håndskrift et navn; Finnick Odair

   ”Det her er Finnick… Han var en af deltagerne i det 75’ende dødsspil og tidligere vinder af det 64’ende. Han blev en af mine allierede under krigen, men overlevede ikke” Mor bladrede videre til det næste billede, eller skitse var det nærmere, som forestillede en ung pige med let krøllet, lyst hår. Hun var iklædt en sygeplejerske uniform, og stod glad og smilede. Navnet var Primrose Everdeen.

   ”Dette er min lillesøster Primrose. Hende, som du er opkaldt efter. Hun døde også under krigen”

   Mor blev ved med at bladre igennem bogens fotografier. Alle var de døde under krigen eller i spillet. Thresh var opkaldt efter en spiller fra distrikt 11, som også deltog i det første spil, mor deltog i, og Cinna var opkaldt efter mors stylist.

   Vi var nået halvvejs igennem bogens fotografier, da mor stoppede. Hun slog op på den bagerste side af bogen, hvor en lille broche var sat fast. Den forestillede det samme mønster, som far havde dekoret mange af kagerne med i butikken. Der var bare ikke ild i den.

   ”Den her… Den fik jeg af borgmesterens datter, da jeg frivilligt meldte mig til det 74’ende dødspil”

   ”Frivilligt?” spurgte jeg, for indtil videre havde både mor og far sagt at deres navne var blevet trukket.

   ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle det her, og måske burde jeg have fortalt det fra starten, men det er for sent nu. Mit navn blev aldrig trukket, det gjorde min søsters, Primrose Everdeen. Hun var kun 12” Også fortalte mor. Hun fortalte det meste af historien, men jeg kunne mærke, at der var dele hun undgik, simpelthen fordi hun ikke kunne fortælle det. Minderne igen.

   Hun fortalt hvordan hun, uden at vide det, havde startet oprøret. Symbolet på oprøret var den lille sladredrosle-brosche, som hun bar. Cinna, stylisten, havde støttet hende hele vejen igennem, men blev til sidst fanget og sikkert tortureret af Capitol. Endnu en død i hendes skab.

   Hun fortalte hvordan hun for anden gang blev trukket ind i dødspillet, og hvordan hun havde mødt Finnick Odair, Johanna Mason og Beetee, samt mange andre. Hvordan oprøret til sidst havde udslettet hele Distrikt 12, og hvordan hun var blevet fremstillet som et symbol på oprøret, og heroisk skulle give mod til alle de kæmpende, mens hun i virkeligheden selv stablede flere døde til sin egen bunke, og kæmpede psykisk med det. Det endelige knæk var hendes søsters død.

   ”Jeg husker det stadig som var det i går. Jeg vågner om natten og kan mærke flammerne æde sig ind på min krop, og min søster… Min søster Primrose, som en levende fakkel.” Mor stirrede ind i flammerne, mens tårer løb ned ad hendes kinder. Pludselig forstod jeg, hvorfor hun altid stirrede sådan på ilden. Det var ikke respekt eller had hun nærede for det, men en dyb angst og den hjemsøgte hende. Hvad hun så i ilden, var tante Primrose flammende krop igen og igen.

   ”Efter at have talt med præsident Snow, gik det op for mig, at de faldskærme som slog hende og mange andre ihjel, højst sandsynligt ikke var sendt af Snow, for de vendte den sidste rest af loyale Capitol borgere imod ham selv. Jeg ved, at faldskærmene var designet af Beetee og Gale, uden at de ville bruge dem. Glae er min gamle barndomsven fra distrikt 12. Han arbejder lidt i forskellige stater nu. Jeg forstår stadig ikke i dag min handling dengang, men jeg dræbte Coin, så de sendte mig tilbage hertil. Stemplede mig endnu en gang som en mental desorienteret person” Hun stirrede stadig ind i ilden. Jeg forsøgte ihærdigt at sluge alt det som min mor havde sagt.

   Sladredroslen… Min mor var Sladredroslen. Det var ikke bare dødsspillet der plagede hende, men hele den måde regeringen havde brugt hende på. Hun påtog sig skylden for alt der var sket, eftersom det slet ikke var hendes hensigt. Mine tanker var kaotiske og hvad jeg skulle sige, vidste jeg ikke. I stedet tog jeg min mors hånd og krøb helt ind til hende.

   ”Selvom det ikke var meningen at starte et oprør, er jeg glad for at du gjorde det. Ellers ville jeg, Thresh og Cinna ikke være her, og jeg ville gå sulten i seng hver dag.” Mor snøftede lidt, lagde så armen omkring mig og kyssede mig igen på håret. Sådan sad vi. Slynget sammen tæt op ad hinanden og betragtede flammernes dansende bevægelser.

   Jeg ænsede først senere at nogen bar mig op i seng og puttede mig godt under dynen. Sikkert far. Kort tid efter hørte jeg en svag gråd, der kom fra min grædende mor, men hva mere kunne jeg gøre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...