Losing you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Igang
Eve har lige mistet sin tvillingesøster Ava.
Ava var Eves et og alt, Ava var Eves klippe hun kunne støtte sig til.


-Amalie!!!!
Vil ikke sige så meget om historien, da jeg syntes de fleste resumere fortæller hele historien, og det er meget synd..

3Likes
2Kommentarer
303Visninger
AA

2. kapitel 2


 

Jeg ligger på sofaen hjemme i det gamle hus, imens jeg ligger der står Mormor ude i køkkenet og laver aftensmad. Der er mørkt udenfor og det sner kraftigt. Jeg ligger og zapper lidt rundt på kanalerne, men der er intet spændene at se, så jeg rejser mig fra sofaen og går ind på mit værelse. Jeg ligger mig i sengen og kigger op i loftet. Jeg kan ikke klare det mere, men det er jeg nød til, jeg skal være her for min momses skyld. Jeg rejser mig fra sengen og går ud af mit værelse, jeg stiller mig foran døren til min søsters værelse, jeg har ikke været der inde siden den dag skolen ringede og sagde hun var blevet kørt ned af en bil. Nu begynder tårnede at trille ned af mine kinder. Jeg går væk fra døren og ud i køkkenet, hvor min Mormor er ved at være færdig med maden. "Eve i morgen kommer der en og snakker med dig og mig om hvad vi skal gøre med dig, om hvad der ville være bedst for dig." Jeg sætter mig på en stol og nikker, "Hvornår kommer denne person?" "omkring klokken 10:00." Jeg nikker stille.






***

 



Klokken 09:40 sidder jeg nede i stuen og venter på den person som skal komme og snakke med mig og min Mormor. Imellem tiden sidder jeg og piller ved den forbinding som er om mit venstre håndled. Jeg ved ikke hvorfor men jeg tager det ikke så tungt at jeg prøvede at tage livet af mig selv, men skulle jeg være det? skulle jeg være i chok? eller skulle jeg græde konstant? Jeg ved det ikke? 

klokken er lidt over ti og det banker på døren, jeg går ud af tuen og videre hen til hoveddøren. Jeg åbner døren og en dame i nok midt 30'erne med briller og en stram knold omme i nakken. "Hej mit navn er Anna, og jeg er psykolog, jeg er her for at snakke med en Eve Walker, er det dig?" Jeg åbner døren imens jeg mumler et 'ja'.



Klokken 15:30 går hende psykologen.
vi fik snakket om at jeg skulle starte i skolen hurtigst muligt og at jeg heletiden skulle have en ved mig, og at jeg skulle snakke med hende en gang om ugen, men vis det hele går galt bliver jeg indlagt på psykiatrisk afdeling.

Jeg forstod ingenting af det hun sagde, burde det ikke være anderledes? men hvad er der at forstå, jeg ved jo ikke noget om det.




Klokken er 23:27 og jeg kan ikke sove, alle tankerne flyver rundt inde i mit hoved. Jeg bestemte mig for at gå udenfor en tur, så jeg tager noget tøj på og går ned i entréen for at tag sko og jakke på. Jeg åbner døren og lukker og låser den forsigtigt. 

Jeg går ned af fortovet og videre ned af stien som føre ned til legepladsen, vejen der ned er mørk jeg kan næsten ikke se en hånd for mig, men så er det jo godt der er lamper nede på legepladsen. Jeg går hen og sætter mig på en gynge og gynger lidt. Jeg begynder at tænke på alle de gode minder min søster og jeg har haft nede på denne legeplads. Den gang vi var små og vi gyngede så højt at Ava faldet af og fik sand i munden, jeg kan huske jeg var fald af grin. Jeg smiler ved tanken og jeg fælder en tåre eller to. Jeg samler noget sne op fra jorden og laver en snebold med mine bare hænder, det er en smule koldt. Jeg kaster snebolden hen på legehuset så der kommer en af mærkning af hvor den har ramt. 

Jeg bliver hevet ud af mine tanker da en person sætter sig på gyngen ved siden af mig. Jeg vender mit hoved og ser at det er en dreng på omkring min alder med sort hår og læderjakke, en rigtig badboy ved første øjekast. Men jeg rejser mig for at gå, da han tager fat om mit venstre håndled, som jeg hurtigt tækker til mig da en smerte giver et jag i hele min krop. "Hej, er du okay?" Jeg trækker mit jakke ærme op for at se om alt er som det skal være, men intet skete. "Hey det må du undskylder." Jeg kigger bare forvirret på ham, "det er okay, men jeg må nok se at komme hjem af." Han rejser sig og går tættere på mig. "Kan du ikke blive? så kan vi snakke lidt?" Jeg nikker stille og sætter mig over på gyngen igen og det samme gør han.

Han rækker hånden ud og jeg tager imod det. "Mit navn er Blake." "Jeg hedder Eve." Han øjne bliver pludselig stor. "Var det ikke din søster som du ved døde?" Jeg nikker stille, "hvor ved du det fra?" Han rømmer sig, "vi havde matematik og historie sammen." Jeg mumler et 'okay'. "Jeg har aldrig set dig før." Et smil breder sig på hans læber, "Jeg holder mig også mest for mig selv, men hvad der er det med din hånd?" Jeg sukker højlydt, ”ingenting.” Han rejser sig fra gyngen, ”det tror jeg ikke på. Skal du med?” Jeg rejser mig fra gyngen og går hen imod ham, ”hvor hen?”

*************************************************************************************************************************

Hej Menneske/r.

Dette er andet kapitel, nice hva? aj det er lidt lol. Men ja som sagt like og kommenter gerne, vil elsker jeg for det.

vil gerne have Konstruktivt kritik!!!

- Amalie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...