Losing you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Igang
Eve har lige mistet sin tvillingesøster Ava.
Ava var Eves et og alt, Ava var Eves klippe hun kunne støtte sig til.


-Amalie!!!!
Vil ikke sige så meget om historien, da jeg syntes de fleste resumere fortæller hele historien, og det er meget synd..

3Likes
2Kommentarer
338Visninger
AA

1. kapitel 1

 

At miste hende var som at miste sin bedre halvdel,

det er som at ens hjerte bliver revet ud og ingen kan hjælpe en, 

man står selv tilbage med den store og helt dræbende sorg.

- Eve (fra historien)

 

 

Gravstedet hvor min tvillingesøster Ava blev begravet for 2 uge siden er koldt og øde, ikke noget med blomster eller stearinlys, kun en gravsten hvor der står 'Ava Walker'. Intet andet, det var også mig og min mormor der skulle stå for begravelsen, da jeg ikke har nogen anden familie har. Både min mor og far døde i en bilulykke da Ava og jeg var meget små. Så nu står jeg her helt alene med kun min mormor tilbage, jeg kan bare ikke klare det mere, sorgen har overtaget, hun var mit et og alt, hun var min klippe jeg kunne støtte sig til og jeg var hendes. Jeg sætter mig på knæene foran gravstedet og tager min jakke af, jeg sidder i min flotteste sorte kjole. Jeg tager en lommekniv op af lommen, jeg føre kniven hen til mit håndled og skære så en dyb rift, blodet drypper stille i starten men jo længere tid der går jo mere kommer der ud og jo mere svimmel bliver jeg. Jeg ligger mig på siden på gravstedet, gruset er koldt og hårdt at ligge på men jeg er ligeglad for nu er det hele snart over, lidelserne og smerten af at miste og savne den person man stå tættest på. Blodet fra mit håndled flyder ind imellem gruset og efterlader en blodpøl som kun bliver støre, nu er det snart over jeg bliver mere og mere svimmel og mit hjerte banker svagere og svagere og ligeså stille lukkes mine øjne i.


Jeg vågner ved at nogle solstråler rammer mit ansigt, jeg rejser mig og ser mig omkring, hvor er jeg?

Der er en masse slanger omkring mig der en drop i min arm som føre op til en pose og omkring mit ene håndled er der en forbinding. Jeg kigger mig omkring og ved siden af mig sidder en person og sover som jeg aldrig har set før, en dreng på min alder eller måske lidt ældre, han har mørke blond hår. Men jeg forstår det ikke jeg burde ikke være her længere, jeg burde være væk, væk fra alle lidelserne, væk fra sorgen.

Min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere, jeg går i panik og hiver droppet ud af min hånd så nogle dråber blod rammer sengetøjet og en smerte fyre igennem min hånd. Jeg nærmest hopper ud af sengen og løber videre ud at døren, døren føre ud til en gang hvor der går personer i hvide kitler og andre løber rundt i en lang natkjoler. Jeg står og kigger lidt indtil det går op for mig at jeg er på et hospital og jeg at jeg ikke er død.

Jeg bliver revet ud af mine tanker da en hånd tager fat om arm, jeg vender mig hurtigt om og kigger lige ind i et par grønne øjne. Han trækker mig med indtil rummet jeg kom fra, jeg forstår ikke at jeg ikke gør modstand. Han gør tegn til jeg skal sætte mig i sengen.

"Der kommer en sygeplejerske om lidt for at se til dig," siger han. Jeg nikker, "er jeg død?" hans ansigt for et forskrækket udtryk. "Nej, hvorfor skulle du dog være det?" Jeg kigger ned i mine hænder og rømmer mig, "jeg prøvede jo at begå selvmord." Han rykker tættere på mig og ligger sin hånd oven på min. "Det skal nok gå, du er her jo nu." Jeg kigger en smule surt på ham, "tror du ærlig talt jeg vil leve, jeg har for helvede lige prøvet at begår selvmord, og hvad laver du overhovedet her, jeg kender dig ikke!" siger jeg med en irriteret stemme, men jeg mærker pludselig at en svimmelhed overtager min irritation og der med min evne til at sidde op så jeg nærmest falder ned på sengen, og drengen er ved min side med det samme og det samme er en sygeplejerske som lige er kommet ind af døren. Mit syn begynder at blive sløret og med et er jeg væk.

Jeg vågner igen og denne gang vågner jeg ikke af nogle solstråler, nej vågner ved jeg har en dunkene hovedpine. Jeg tage mig til hovedet og laver en beklagende lyd, da det blev være af det. Jeg kigger mig omkring denne gang har jeg en drop i som føre op til noget klart væske.
Ved siden af mig sidder han fyren og kigger på mig med et sørgmodigt udtryk. "Hvorfor er du har stadig?" Han rejser sig og sætter sig på kanten af sengen. "Fordi det var mig der fandt dig," han kigger ned på sine hænder. Jeg kigger forvirret på ham, "det er jeg ked af." han tager min hånd og kigger mig i øjnene, "det skal du ikke være, jeg er glad for jeg kan hjælpe." I det han siger de ord går døren op og ind kommer min mormor, mine øjne bliver fyld med tåre og de triller en efter en ned af mine kinder, "jeg er så ked af det, jeg.... jeg skulle have tænke mig beder om, men jeg kunne bare ikke lade være. Jeg savner hende så meget, jeg kan klare det." Hun går over imod sengen og stiller sig på den modsatte side af hvor han sidder. "Det skal nok gå Eve," siger hun imens hun holder min hånd. "Og nu skal jeg have dig med hjem." jeg kan ikke lade være med at smile.

Min Mormor gik ud på gangen efter en sygeplejerske, imens hun gør det gav det mig noget tid til at udspørge 'ham'. "Hvad er dit navn?" han kigger på mig med et smørret smil, "jeg hedder Logan." Jeg nikker og rækker min hånd frem for at give hånd, han tager imod den "jeg hedder Eve Walker." Vi slipper grebet. "Vil du fortælle noget om dig selv?" spørger han stille, jeg rømmer mig og sætter mig stille op. "Ja. Altså jeg er 16 år og går på Eaglehigh. Jeg har kun min momse, ingen mor, ingen far, jeg har ikke kontakt med andre ned min momse fra min familie. Og så har jeg en tvillingesøster som døde for 3 uger siden ca." Hvad med dig?" Mere for jeg ikke sagt før min momse kommer ind af døren. "Så Eve nu tager vi hjem."

 

*************************************************************************************************************************

Hej Tøsser og drenge(vis de findes på movellas og læser det sådan noget tøsepladder)

Men det ville gøre mig rigtig glad vis i gad like eller skrive en kommentar, vis i kan lide min historie, og i må også rigtig gerne komme med konstruktiv kritik...

-undskylder for mine stavefejl. Skammer mig over hvor dårlig jeg er til retstavning (tror det er det hedder )

-Amalie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...