Vejret var gråt

Vejret var gråt. Vinden var taget af tidligere, og kun små bølger krusede ind over den flade sandstrand. Det var koldt, men han mærkede det ikke. En havmåge lettede fra en af høfderne og efterlod resterne af en gennemtygget krabbe. Manden kiggede uinteresseret efter den, før han igen sænkede blikket mod det grå sand foran sine fødder. Engang ville han have nydt gåturen. Nu var det bare noget, der skulle overstås, men helst ikke for hurtigt. Han vidste af bitter erfaring, at kun de lange gåture kunne dæmpe minderne, der hang som tåger i huset. Ikke fordi han på nogen måde kunne eller ville glemme, det virkede bare, som om hans ture kunne få ham til at falde til ro. Den friske luft gjorde ham altid godt. Bragte et pust af andre tider ind i hans ellers tilrøgede tanker. Han havde meget lettere ved forstå det, der var sket, hvis han var i bevægelse. Han følte, at han fik lettere ved at acceptere sandheden. Nej. Ikke acceptere. Han gøs let ved tanken. Lettere ved at indse, at det var sket,

1Likes
0Kommentarer
525Visninger
AA

9. kapitel 9


Det foregik på en campingplads. Der var blødt græs under deres fødder, og himlen var lyserød over deres hoveder. Han kunne igen se det ansigt, han havde elsket så højt, ganske tydeligt. Hun dansede rundt, jublede og lo. Han var på en gang klam, kold og varm, og oven i det hele meget meget lykkelig. Han genkaldte sig, hvordan hun euforisk viftede med den lille positive test, der skulle forandre deres liv.
Han opdagede, at han krammede dukken hårdt i hånden. Små hænder og fødder. Som hende. Det var ikke længere hans kone, tankerne kredsede om. Det var prinsessen i hans liv. Dukken var ikke ret tung, ganske let faktisk, skønt han følte en helt anden vægt. Vægten af noget andet.

Et liv. Hun havde været så lille, men så ufattelig smuk. Engang ville han have svaret, at babyer vel var okay. Det havde forandret sig meget sidenhen. Han havde elsket hende fra det øjeblik, han så ultralydsbilledet af hende, men aldrig havde han tænkt sig, at hun kunne være så fantastisk. Han havde gjort sig mange tanker, drømt meget. Hvordan ville hun være? Ville hun ligne ham? Sin mor? Men havde han bare vidst, at han kunne blive en del af noget så dejligt. Da han så ned i hendes bundløse blå øjne, glemte han al ondskab i verden. Hun havde været lidt større end dukken, men meget finere. Meget smukkere, langt mere fantastisk. Hendes lyserøde hud havde været blød, så blød, og hendes små hænder og fødder med de fine negle. Perfekt, velskabt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...