Vejret var gråt

Vejret var gråt. Vinden var taget af tidligere, og kun små bølger krusede ind over den flade sandstrand. Det var koldt, men han mærkede det ikke. En havmåge lettede fra en af høfderne og efterlod resterne af en gennemtygget krabbe. Manden kiggede uinteresseret efter den, før han igen sænkede blikket mod det grå sand foran sine fødder. Engang ville han have nydt gåturen. Nu var det bare noget, der skulle overstås, men helst ikke for hurtigt. Han vidste af bitter erfaring, at kun de lange gåture kunne dæmpe minderne, der hang som tåger i huset. Ikke fordi han på nogen måde kunne eller ville glemme, det virkede bare, som om hans ture kunne få ham til at falde til ro. Den friske luft gjorde ham altid godt. Bragte et pust af andre tider ind i hans ellers tilrøgede tanker. Han havde meget lettere ved forstå det, der var sket, hvis han var i bevægelse. Han følte, at han fik lettere ved at acceptere sandheden. Nej. Ikke acceptere. Han gøs let ved tanken. Lettere ved at indse, at det var sket,

1Likes
0Kommentarer
440Visninger
AA

6. kapitel 6

Igen var det store blå øjne, der så på ham, men de tilhørte ikke længere dukken. Nu var det hendes. Den vidunderlige skabning, der havde forandret den forsagte drengs liv. Første gang, han fik øje på hende, var hun 19 år gammel og stod i universitetets store hall. Han havde på det tidspunkt lige mistet sin mor og havde haft meget svært ved at tale om sine følelser. Han havde ikke rigtig haft nogen venner og havde egentlig været ret bange for fremmede. Og så var hun kommet brasende ind i hans liv. Hun, der bare var perfekt. Fra første øjekast var han betaget og forelsket. Hun var smuk og klog og populær lige fra den første dag, mens han bare var en næsten uhørlig undskyldning for sig selv. I næsten tre år beundrede han hende i smug. Opsøgte steder, hvor hun kom meget, skrev små digte til hende, som han gemte i en aflåst skuffe, og sad skjult bag en tyk bog og så på hendes ryg, mens hun snakkede med veninderne. Han så den ene kæreste efter den anden komme og gå, men han blev ved med at håbe. Og så en dag stod hun bare der foran ham. Og han blev helt stum, da han så hendes kønne ansigt helt tæt på. Hendes øjne havde været store, uskyldige og vidunderligt blå. Hendes frejdige stemme, der spurgte, hvad han læste, lød igen i hans hoved.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...