Vejret var gråt

Vejret var gråt. Vinden var taget af tidligere, og kun små bølger krusede ind over den flade sandstrand. Det var koldt, men han mærkede det ikke. En havmåge lettede fra en af høfderne og efterlod resterne af en gennemtygget krabbe. Manden kiggede uinteresseret efter den, før han igen sænkede blikket mod det grå sand foran sine fødder. Engang ville han have nydt gåturen. Nu var det bare noget, der skulle overstås, men helst ikke for hurtigt. Han vidste af bitter erfaring, at kun de lange gåture kunne dæmpe minderne, der hang som tåger i huset. Ikke fordi han på nogen måde kunne eller ville glemme, det virkede bare, som om hans ture kunne få ham til at falde til ro. Den friske luft gjorde ham altid godt. Bragte et pust af andre tider ind i hans ellers tilrøgede tanker. Han havde meget lettere ved forstå det, der var sket, hvis han var i bevægelse. Han følte, at han fik lettere ved at acceptere sandheden. Nej. Ikke acceptere. Han gøs let ved tanken. Lettere ved at indse, at det var sket,

1Likes
0Kommentarer
490Visninger
AA

5. kapitel 5

Han nåede den sidste høfde og standsede. Det var her han plejede at vende om. Så havde han gået ti kilometer den ene vej og var klar til ti den anden. Det føltes rart at have en fast rutine. Han løftede blikket fra sandet og opdagede, at det var blevet dunkelt ude over vandet. En mørk skymasse var ved at tage form i horisonten. Han trak på skuldrene, vendte sig væk og begyndte at gå tilbage. Det var langt væk endnu, og vejret betød i det hele taget ikke ret meget for ham længere. Alligevel måtte han lige kaste et sidste blik over skulderen. Noget fangede hans blik og fik ham til at standse. Først troede han bare, at det var en uformelig violet tøjstump, et glemt håndklæde eller noget, men så gik det op for ham, at det var noget helt andet. Han gik tilbage med let tøvende skridt. En dukke. Den lå på en af de store flade sten. Han bøjede sig undrende over den. Det var en lidt ældre og ikke særlig vellignende model. Den lå ganske rigtigt på et håndklæde. - Som om den var lagt til hvile, tænkte han forundret og tog den op i hånden. Bevægelsen fik de blå vippeøjne til at glide op. Tiden gik i stå.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...