Vejret var gråt

Vejret var gråt. Vinden var taget af tidligere, og kun små bølger krusede ind over den flade sandstrand. Det var koldt, men han mærkede det ikke. En havmåge lettede fra en af høfderne og efterlod resterne af en gennemtygget krabbe. Manden kiggede uinteresseret efter den, før han igen sænkede blikket mod det grå sand foran sine fødder. Engang ville han have nydt gåturen. Nu var det bare noget, der skulle overstås, men helst ikke for hurtigt. Han vidste af bitter erfaring, at kun de lange gåture kunne dæmpe minderne, der hang som tåger i huset. Ikke fordi han på nogen måde kunne eller ville glemme, det virkede bare, som om hans ture kunne få ham til at falde til ro. Den friske luft gjorde ham altid godt. Bragte et pust af andre tider ind i hans ellers tilrøgede tanker. Han havde meget lettere ved forstå det, der var sket, hvis han var i bevægelse. Han følte, at han fik lettere ved at acceptere sandheden. Nej. Ikke acceptere. Han gøs let ved tanken. Lettere ved at indse, at det var sket,

1Likes
0Kommentarer
459Visninger
AA

11. kapitel 11

Hans far var sovet stille ind. De stod i den kolde regn og så på kisten, der blev kørt bort. Han holdt den lille prinsesses kolde hånd i sin. Hun græd, i modsætning til ham, ikke, kiggede bare sørgmodigt efter den mørke bil, der førte hendes farfar væk. Kirkeklokken rungede fra tårnet over dem. Hun så op på ham og trak let i hans ærme.
”Du må ikke græde far.” bad hun med sin barnlige alvor. ”Nu er han hos bedstemor.” fortsatte hun og smilede svagt. ”Det ville han gerne, sagde han jo.”

Hulkene blev ved, dybere og dybere. Han tørrede sine øjne med bagsiden af en rystende hånd, men det var spildt indsats, da snot og tårer blev ved med at løbe ned over hans ansigt. Han ville være hos dem. Han ville være hos dem nu og her, men alt var forandret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...