The unknown daughter - One direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Igang
Alle kender Helene Hørlyck - One Directions vokal coach. Da One Direction skal på tournee skal Helene selvfølgelig også med. Men hvad sker der den dag Helenes datter som ingen ved noget om også skal med touren. Og hvorfor ved ingen noget om denne Sophia Hørlyck, en helt almindelig dansk pige. Sophia er ikke fan af One Direction, da hun mener de er grunden til at hun aldrig ser sin mor længere.
Vil hun falde for en af drengene?, i så fald vil det måske være forbudt kærlighed?. find ud af det i The unknown daughter.

PS. Jeg ved godt at staten er virkelig dårlig, men den skal nok blive bedre. -.- DET GÅR MÅSKE LIDT HURTIGT I HISTORIEN, MEN DET ER MENINGEN DA DET IKKE BLIVER NOGEN SÆRLIG LANG HISTORIE-.-

13Likes
17Kommentarer
1223Visninger
AA

1. Kapitel 1

                                     Kapitel 1

-Desværre ikke rettet igennem.

 

Helenes synsvinkel.

”vi holder lige fem drenge” råbte jeg ”okay, vil i med ud og have noget vand?,” spurgte Liam. ”klart” mumlede de i munden på hinanden og gik ud af døren til øve lokalet. De så alle sammen ret udkørte ud, hvilket er forståeligt nok når man er fem verdenskendte popstjerner.

Min mobil ringede, og jeg kunne se på displayet at det var Sophia, min datter.

”Hej Sophia” sagde jeg, og satte mig ned i sofaen.

”hej mor” græd hun.

”skat hvad er der sket” spurgte jeg og rejst mig op igen

”Fa… far er… far er kommet på hospitalet, han har fået en blodprop i hjernen” hun var ret svær at forstå, da hun græd. Det var jo forfærdeligt, jeg var måske ikke de bedste venner med Sophias far men det var jo stadig forfærdeligt. Og i øvrigt var han jo den eneste hun havde hjemme i Danmark. Hvilket så betyder hun må komme her hjem til mig, men jeg skal jo på tour med drengene om to dage.

”skat prøv at trække vejret, hvordan har han..” mere nåede jeg ikke at sige før drengene kom ind i rummet igen, jeg gav dem hurtigt tegn til at vente ti minutter, og derfor listede de med forvirrede blikke ud igen. ”hvordan har han det skat?” fik jeg spurgt hende om.

”han er okay, men han bliver ikke sig selv igen, han er også blevet dement og aner ikke hvem jeg er, og jeg kan ikke bo hos ham længere, hvad skal jeg gøre?” hulkede hun. Det eneste der var at gøre var jo nok at tage hende med på tour, men ingen vidste jo at jeg havde en datter. Jeg havde altid formået at holde hende skjult, da jeg ikke ville have hun skulle leve et liv i skjul for paparazzier. Men det hele måtte jo ende på et tidspunkt.

”søde, jeg skal på tour med drengene om to dage og du bliver nødt til at tage med, jeg ved du ikke kan lide dem, men sådan bliver det nødt til at være, det er i to måneder. Hvis du pakker i dag, og tager det næste fly til London i morgen, skulle du godt kunne nå det.” jeg vidste godt hun ikke kunne lide drengene, da hun flere gange har sagt at det er deres skyld hun aldrig ser mig, men jeg er den eneste hun kan være hos nu.

”okay det gør jeg, jeg skriver når jeg har fundet en flybillet, jeg bliver nødt til at smutte, vi ses, elsker dig,”

”Elsker også dig min snut” sagde jeg og lagde på.

Drengene kom ind i rummet igen og kiggede forvirret på mig. ”Helene hvad sker der?” spurgte Liam og så på mig. ”drenge jeg skal lige snakke med jer, min datter Sophia bliver nødt til at tage med os på Tour, hun har ingen andre at være hos.”

”jeg vidste ikke du havde en datter, hvor gammel er hun, er hun lækker?” det var selvfølgelig et spørgsmål fra Harry.

”jeg har aldrig nævnt hende fordi jeg ikke syntes hun skulle forfølges af paparazzier hjemme i Danmark, hun er 17år, og ja Harry hun er flot, men hvis der er nogen af jer der prøver på noget, bliver hun sendt tilbage til Danmark igen. Forstået?” jeg brugte måske en lidt hård tone, men der sker en masse i Sophis liv lige nu og hun skal ikke såres af nogle af drengene. De nikkede alle sammen og sendte mig et smil.

”nå, men skal vi gå i gang igen” sagde jeg og rejste mig fra sofaen, jeg lige havde sat mig i.

 

Sophias synsvinkel.

Jeg var i fuld gang med at pakke alle mine ting, jeg skulle trods alt være på farten i to måneder. Det ville blive dejligt at opleve noget nyt, så det er jo egentlig bare godt. Men det dårlige er så at jeg skal opleve de to måneder sammen med de fem mennesker jeg hader allermest. Jeg vidste faktisk ikke særlig meget om dem, jeg ved de er fem drenge, men hvad de hedder og hvor gamle de er aner jeg ikke.

Jeg havde været i gang med at pakke i godt to timer nu og var egentligt også færdig, tror jeg, der er jo altid et eller andet man glemmer, kender i ikke det??.  Nå men klokken var altså blevet halv elleve og jeg var pænt træt, så jeg håbede på ikke at skulle ud at flyve før i hvert fald i morgen middag.

Nå men min computer var det eneste jeg ikke lige havde pakket ned endnu, så jeg gik ind og søgte efter en flybillet til London.

WHAT

NO, NO, No no no, det kan ikke passe.

Den eneste fly til London flyver om tre kvarter, ellers kan jeg først komme af sted om to uger. Det var vel den eneste løsning, så jeg gik ind og bestilte en billet og skrev hurtigt en besked til min mor.

Til Mor:

Hej mor, den eneste flybillet jeg kan få er til om tre kvarter, så den har jeg købt, kan du hente mig i lufthavnen?? Xx

Jeg lagde hurtigt min computer ned i min store lyserøde kuffert og lukke den med en del besvær, og med en del besvær mener jeg, at sidde og hoppe på den indtil den kan lukkes. Jeg tog min kuffert, min sportstaske og min håndtaske og løb ned i gangen. tog min jakke og luffer på( ja, jeg er typen med kolde hænder så det står på luffer året rundt. også selv om det er juni måned) og skyndte mig ud af døren og låste den. Lufthavnen lå heldigvis lige rundt om hjørnet, så at ringe efter en taxa ville nok være spild af penge, selvom det at løbe med en kuffert i hånden, en stor sportstaske over skulderen samt en håndtaske er pænt svært, lykkedes det mig alligevel at nå hen til lufthavnen. Jeg tog hurtigt en bagagevogn og trillede, ej okay spurtede hen til der hvor man check ‘et ind, jeg gav damen bag disken mit pas og mit navn( jeg havde ikke nået at printe billetten ud), hun gav mig det tilbage og nikkede.

 

                                                                                         ***

 

Nu stod jeg så her og ventede på at min bagage viste sig på båndet. Jeg havde lige skrevet til min mor at jeg stod ved bagage båndet. Pludselig kunne jeg se min lyserøde kuffert og satte i løb hen mod den. Og lige i det øjeblik jeg havde fået taget alle mine ting ned fra båndet, kunne jeg høre en kalde mit navn. ”Sophia, herovre” jeg kunne se min mor stå at vinke vildt med hænderne. Jeg skyndte mig over til hende og krammede hende, jeg havde trods alt ikke set hende i syv måneder.

”hvor har jeg savnet sig min skat” hviskede hun, uden at give slip på mig. ”Jeg har også savnet dig mor” hviskede jeg og trak mig ud af krammet. ”Nå skal vi se at komme hjem” sagde hun og tog min kuffert. Jeg nikkede hurtigt og fulgte efter hende.

 

Det var så det første kapitel i The unknown daughter, håber i kunne lide det.

tager gerne i mod både ris og ros.  og hvis i har ideer vil jeg også meget gerne høre dem.

hvis i ville like, ville det betyde så meget for mig!!

Knuzzz

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...