Running from my worst enemy -Me. ~THG~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 23 nov. 2013
  • Status: Igang
Celenia er van til det hårde liv, fra der hvor hun kommer fra. Så hun beslutter med vennen Paunti at stikke af fra deres hjem, det der engang betød alt for dem, men intet er som de tror, og pludselig befinder de sig midt i den livfarlige Arena! Det de flygtede fra, er de pludselig blevet en del af. Capitol er rasende, så hvilken livslinje skal de 2 unge gribe efter, hvis de ikke vil ende som så mange andre, årene før dem? "Lad Spillet begynde!".

4Likes
8Kommentarer
376Visninger
AA

4. Skoven.

Der er som om jeg vandre rundt i en mærkelig fantasi drøm, Jeg er ikke engang sikker på hvor længe vi har gået nu, men jeg er træt. Helt ufattelig træt. Mine fødder er helt opsvulmede og på vej til at få hvad der føles som mindst en milliard vabler, uden overdrivelse. Okay, måske var det lidt en overdrivelse, men jeg er nød til at finde på et eller andet får ikke at falde i søvn.

Hver gang jeg er ved at falde i søvn, imens vi går, mærker jeg Pauntis store hånd der folder sig rundt om min, og trækker mig videre. Videre mod hvad egentlig? Hvorfor vil han have at vi skal blive ved med at gå fremad? Der er jo intet den vej, kun det ødelagte krater fra Distrikt 13, og hvad i alverden skal vi dog der? Capitol har stadig spioner i og omkring Distrikt 13, så det vil være helt umuligt at kunne bo der, det må han da vide?

Længere husker jeg ikke, jeg må have været faldet i søvn, for da jeg vågner igen sidder jeg lænet op af et træ. Paunti sidder ved siden af. Hans mund står let åben og en faretruende dråbe salv er på vej ned ad hans højre kind. Hvad mon klokken er? Det er ikke længere mørkt og nat som da vi gik fra Distrikt 12, men det virker heller ikke som om det er morgen?

Hvor er vi egentlig? Denne her del af skoven har jeg aldrig set før, og jeg ved med sikkerhed at det ikke er her jeg faldt i søvn i nat da vi gik.

Langsomt kommer jeg op og stå. Mine ben er ømme og kan knap bærer mig, men min mave rumler, og min nysgerrighed trækker i mig. Selvom jeg ved at det er dumt, kan jeg ikke lade være med at gå på opdagelse. Bare en lille bitte tur, det kan der vel ikke ske noget ved overbeviser jeg mig selv om, og skynder mig afsted ind imellem træerne. Hvis jeg er hurtig er jeg tilbage før Paunti vågner, og så opdager han ikke engang at jeg har været væk.

Jeg går et stykke mellem træerne, da jeg ender i en lysning. Nu da jeg kan se solen kan jeg se at den har en helt forkert vinkel i forhold til at det skulle være morgen. Det må være sen eftermiddag, for solen er så småt begyndt at bade træerne i klare lyserøde og orange stråler. Jeg må være en lille smule heldig, på trods af alt mit uheld i det sidste døgns tid, for i udkanten af lysningen jeg befinder mig i, er der på den modsatte side en bær busk.

Det er saftige brumbær, der ser ud til at være godt modne. Jeg trækker den skindpose jeg har siddende i mit bælte af, og begynder forsigtigt at fylde den med de skrøbelige bær. En let brise får mit hår til at danse hen over min skulder. Et sted i nærheden synger en fugl, og et egerns hurtige skridt op af en træstamme høres, men ellers er der helt stille.

Jeg står et øjeblik og glemmer. Glemmer alt det kaos der er blevet skabt. Glemmer at vi nu ikke har noget hjem mere. Glemmer at jeg er sulten. Det er så dejligt et øjeblik at man ikke kan andet end at nyde det.

Efter at jeg har samlet alle modne bær på busken skynder jeg mig tilbage. Der kan ikke gå lang tid før Paunti vågner. Han må have hørt mine skridt i skovbunden, for han er vågen og sidder lænet op af træstammen med en flaske vand i hånden og smiler til mig, da jeg render i mellem træerne hen til hvor han er.

"Se hvad jeg har med til dig!" Siger jeg begejstret, og jeg kan mærke at hans smil bliver endnu større. Jeg sætter mig ved siden af ham, og rækker ham posen. Bærene er så dejlige og saftige at vi spiser dem alle sammen med det samme.

Og nu, når aftenen er ved at falde på kan jeg mærke at trætheden igen river i mig, selv om jeg kun har været vågen nogle timer. Alle de følelser der har rendt igennem mig i de sidste par timer, alle de ting der er sket, og den ufattelig lange flugt-gå tur vi har kæmpet os igennem, har gjort mig helt udmattet.

Jeg ligger mit hoved i hans skød, og mærker hvordan han hånd forsigtigt aer min kind. Alt hvad jeg overhovedet kan, forsøger jeg ikke at komme til at græde. Det går også meget fint med det. Næsten. En forræderisk varm dråbe saltvand forlader mit øje, og danner et spor i det beskidte støv på min kind.

Han må have set og jeg græder, men han siger ikke noget, han aer bare mit ansigt. Jeg falder hurtigt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...