Running from my worst enemy -Me. ~THG~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 23 nov. 2013
  • Status: Igang
Celenia er van til det hårde liv, fra der hvor hun kommer fra. Så hun beslutter med vennen Paunti at stikke af fra deres hjem, det der engang betød alt for dem, men intet er som de tror, og pludselig befinder de sig midt i den livfarlige Arena! Det de flygtede fra, er de pludselig blevet en del af. Capitol er rasende, så hvilken livslinje skal de 2 unge gribe efter, hvis de ikke vil ende som så mange andre, årene før dem? "Lad Spillet begynde!".

4Likes
8Kommentarer
370Visninger
AA

3. Flugten.

Jeg kigger forfærdet op på det mørklagte ansigt der tilhøre den høje person, der i et jerngreb holder mig fast. Et et split sekund banker mit hjerte afsted, til jeg genkender øjnene, og så er det ikke længere angsten der pumper rundt i kroppen af mig, men adrenalinen  da han tager min hånd og tvinger mig fremad, i det vagten flyver rundt om hjørnet.

Mine ben gør hvad de kan, men al den tid jeg har brugt på at sidde stille og snitte figurer og den næsten ikke eksisterende mad, har helt klart ikke haft sine fordele for mine muskler, der er stive og værker mere og mere for hvert skridt jeg tager.

Vi for et mikroskopisk forspring, men alligevel har jeg hele tiden følelsen af at han er så nær ved at han kunne række ud og gribe fat i min krave. Angsten for mig til at løbe endnu hurtigere. Mit røde hår flagrer i den lette brise, og mine krystal blå øjne bliver sløret af alle de huse og ting der suser forbi mig. Jeg har ingen anelse om hvor vi styrter imod, men jeg håber på at Paunti har styr på det. Jeg forsøger at kigge op på ham imens vi løber, men uden held.

Han må alligevel have set ud af øjenkrogen at jeg prøvede at kigge på ham, for han giver min lille hånd i hans, et lille klem. Den rædselsslagne tanke at vi bliver fanget og at han bliver fanget slår ned i mig, og får mig til at presse mig selv til det absolut yderste. Paunti er det tætteste jeg nogensinde er kommet på familie. Jeg har kun meget svage minder om mine forældre.

Vi er  nu længere foran nattevagten, og pludselig drejer vi om et hjørne, så om et til og befinder os i vores baggård. Paunti nærmest kaster mig ind i mellem kasserne og skynder sig selv efter. Jeg kan nu høre hans skridt bag os, hans hårde såler slår i mod brostene. Jeg kan høre hvordan han går rundt om kasserne og prøver at flytte på dem, men uden held. Han render ud af baggården igen. Sikkert for at hente de andre vagter.

Paunti skubber mig hårdt helt ind i vores kælder-hule. Jeg har ikke lagt mærke til det før, men nu kan jeg se vreden i hans øjne. De lyner da de kigger ned på mig. Han tager fat i mine skuldre og ryster mig.

"Hvad har du gang i?! Hvad er det lige du laver Cellie?! Du kunne have været blevet fanget eller endnu værre, du kunne have blevet slået ihjel!" Tårene triller ned af mine kinder. Han er en af få ord, og dette er det længste jeg nogensinde har hørt ham sige på en gang.

Han stopper med at skælde ud og råbe og holder mig indtil ham i et kort øjeblik.

"Kom. Pak tingene sammen, vi må afsted" Jeg kigger uforstående på ham, og han fortsætter; "Vi må flygte Celenia, ellers finder de os. Vagterne er sikkert allerede på vej".

Sammen skynder vi os at pakke tingene sammen, dog føles de få minutter det tager som en evighed. Hele tiden med ørene på stilke pakker mine kolde hænder vores på ejendele sammen.

Vi har ikke meget med, men der er ikke tid til at pakke mere, nattevagterne kan være her hvert øjeblik det skal være. På vores rygge sidder nu hver en rygsæk, og med hinanden i hånden skynder vi os forsigtigt ud i natten. Vi styrter hen i mod hegnet ind til skoven. Vi er kun lige kommet under det, da vi ser lys keglerne komme. Jeg tænker straks, at nu er vi opdaget, men gruppen af nattevagter går ind i vores baggård som vi stadig kan se svagt i mørket.

Paunti er allerede 10 meter inde i skoven og vinker til mig, som tegn til at jeg skal komme. Jeg løber hurtigt derind, og sammen skynder vi os videre ind i skoven.

Hvordan mon vi skal klare os nu? Jeg har bange anelser om at det bliver hårdt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...