Running from my worst enemy -Me. ~THG~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 23 nov. 2013
  • Status: Igang
Celenia er van til det hårde liv, fra der hvor hun kommer fra. Så hun beslutter med vennen Paunti at stikke af fra deres hjem, det der engang betød alt for dem, men intet er som de tror, og pludselig befinder de sig midt i den livfarlige Arena! Det de flygtede fra, er de pludselig blevet en del af. Capitol er rasende, så hvilken livslinje skal de 2 unge gribe efter, hvis de ikke vil ende som så mange andre, årene før dem? "Lad Spillet begynde!".

4Likes
8Kommentarer
371Visninger
AA

1. En ny dag.

Jeg vågner dryppet i sved, i et smertens skrig, der på en og samme tid bliver råbt ud og standset. Paunti holder sin store, grove hånd for min mund. Han kigger med rolige øjne ned på mig. Da han kan se at jeg ikke længere vil skrige, slipper han forsigtigt mit ansigt og kun et enkelt lille klynk undslipper mine læber, inden jeg ruller mig sammen til en kugle og putter mig op af ham igen, under vores tynde, lasede tæpper. Imorgen er det høst-dag. Det giver ligesom alle mareridt, men det her er det samme mareridt jeg altid har haft.

 

Jeg vågner et par timer senere. Alene. Jeg savner ham allerede, men jeg ved at han er ude for at arbejde, og jeg ved at jeg nu skal tilbringe hele dagen alene her, i den fugtige kælder. Jeg kan kun gå ud om natten, for de tror alle at jeg er død. At jeg døde i min mors arme dengang for så mange år siden. Men de tog på alle måder fejl, og jeg ved at de ville gå op i flammer hvis de vidste at jeg sad lige her, kun få meter fra deres trygge hjem. 

Det er ikke som sådan Capitol og regeringen jeg hader, det er mere den måde de har valgt at lovene skal være. Dem jeg virkelig hader er mine 'bedsteforældre'. Min historie er lang og indviklet, og jeg bliver trist ved tanken om den, og endda så tidligt på dagen, så jeg rejser mig, og strækker så lydløst som jeg kan mine stive led og lemmer.

Om dagen behøver jeg ikke være så forsigtig med at være stille, da larmen fra Torvet overdøver alle lyde, men jeg er alligevel rædselsslagen for den dag jeg taber en skål eller noget andet, lige i det nogen går forbi. Hvis de opdager mig, er der ingen tvivl. De vil slå må ihjel.

 

Henne ved den ene væg har Paunti lagt noget brød i et klæde. Vi har et rimelig stort problem med rotter, så vi forsøger så godt vi kan at holde dem fra vores næsten ikke eksisterende mad, men der er altid en eller anden rotte der er mere snedig end os. Dog har vores seneste påfund fungeret ganske glimrende, desværre. Vi fandt ud af at hvis vi dypper et stykke klæde i eddike, og ligger det om maden vil rotterne ikke have det. Hvilket jeg forstår. Men når sulten gnaver, er smagen ret underordnet.

Dagen er kun lige begyndt og alligevel ved jeg ikke helt hvad jeg skal foretage mig. I løbet af de sidste år har Paunti prøvet at finde på ting jeg kan lave i løbet af dagen og selvom jeg har udviklet en fin skære/snitte-teknik, er det altså bare ikke særlig interessant at sidde og snitte små figurer hele dagen. Det eneste der trøster er, at jeg ved at mit snedkerarbejde bliver solgt i Hoben og at jeg ved at jeg også bidrager til føden. Så det ender alligevel med at jeg trækker min lille kniv op af lommen, og begynder på de stykker træ, som Paunti har taget med hjem til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...