Running from my worst enemy -Me. ~THG~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 23 nov. 2013
  • Status: Igang
Celenia er van til det hårde liv, fra der hvor hun kommer fra. Så hun beslutter med vennen Paunti at stikke af fra deres hjem, det der engang betød alt for dem, men intet er som de tror, og pludselig befinder de sig midt i den livfarlige Arena! Det de flygtede fra, er de pludselig blevet en del af. Capitol er rasende, så hvilken livslinje skal de 2 unge gribe efter, hvis de ikke vil ende som så mange andre, årene før dem? "Lad Spillet begynde!".

4Likes
8Kommentarer
364Visninger
AA

2. Den værste ventetid..

Det er ved at blive aften, og jeg kan gennem min sprække i de opsømmede bræder der danner vores væg, se at skyerne langsomt har flyttet sig hen over himmelen. Mørket har kun lige ladet sine mørke skygger dække alt på sin vej, før jeg begynder at blive bekymret. Det er min største svaghed, jeg bliver meget nemt bekymret.

Jeg har fået lavet 3 små figurer til at sætte i halskæder og armbånd, som Paunti kan sælge til de handlende. Jeg ved ikke hvad de vil med det, men jeg har fået fortalt engang at de rige i Capitol køber det. De går åbenbart meget op i hvordan de ser ud. Her går de vidst mere op i at få noget at spise. Det forstår jeg godt. Man lærer med tiden at vende sig til sulten.

En tot af mit røde hår falder ned foran mine øjne og dækker udsynet til det nu tomme torv. Bare han snart er her. Det er sådan her hver dag. Jeg ender altid med at stå herhenne og vente på ham, men noget er anderledes i dag. Han burde for længst være hjemme. Han burde for længst sidde og skovle den lune suppe jeg har kogt af de sidste grønsager i sig, men ikke idag. Det er fuldstændig stille udenfor.

Panikken begynder som lynild at brede sig i min krop. Hårene i min nakke rejser sig, da jeg langsomt bevæger mig væk fra mit lille smugkig, og hen imod det ene hjørne. Det er her udgangen er, den føre ud i en lille baggård. Ude i gården er døren skjult af nogle store kasser og tønder, så selv hvis man ved at den er der, skal man enten kende den rigtig vej rundt i mellem de forskellige kasser eller være helt utrolig stærk.

Lige ved udgangen har Paunti engang for så længe siden hamret en træ pløk halvt ind i træet, så det fungere som en slags knage. Jeg tager langsomt mit sjal om skuldrene og trækker mit tørklæde helt op, så det dækker alt mit hår og lægger en fin skygge over mit ansigt.

Før jeg når at tænke det igennem bevæger jeg mig ud igennem døren, igennem den lille labyrint af kasser og tønder og skynder mig ud på gaden. Jeg ved godt at det er farligt. Jeg ved godt at det er helt umuligt dumt, men jeg må finde ham. Noget er fuldstændig galt, jeg er ikke længere det mindste i tvivl.

Mine skridt lyder ufattelig høje, da jeg hurtigt bevæger sig hen ad det brostens belagte torv. Månen skinner ned på mig, og er den eneste grund til at jeg kan se en hånd for mig. Det er helt mørkt nu. Jeg er så bange at jeg kunne skrige, men gør det ikke.

Jeg drejer om et hjørne og befinder mig da i en lille sidegade. Jeg kan se at der står to af nattevagterne og snakker sammen. Jeg kan ikke vende om, de har set at jeg var på vej rundt om hjørnet, og kun den der har noget at skjule flygter fra dem, så jeg trækker tørklædet godt op om hovedet for at skjule mit hår, og bevæger mig så afsted ned ad gaden. Jeg prøver så godt som jeg kan at gå med rolige skridt, da jeg passere dem, men mit hjerte banker.

Jeg er kun lige kommet forbi dem, da jeg ånder lettet op, fortsætter nu lidt hurtigere hen mod hjørnet, hvor sidegaden drejer og bliver til en ny vej, da jeg høre deres stemmer bag mig. Tørklædet er gledet ned, og de har nu frit udsyn til mit store vilde, men ufatteligt røde hår. De sætter i løb i mod mig, og jeg spæner alt det bedste jeg har lært for at komme væk, men det virker som om de indhenter mig mere og mere.

Lige inden jeg drejer om næste hjørne kigger jeg mig tilbage og kan se at det nu kun er den ene af dem der forfølger mig, så drejer jeg om hjørnet og hamre ind i en krop, der med et helt uudholdeligt jerngreb holder mig fast.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...