Hate is love - One Direction (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 19 jan. 2014
  • Status: Igang
Harry Styles og Alexandra (Alex) Miller hader hinanden med stort H. Man kan ikke beskrive deres had til hinanden. Men da Harry's mor og Alex's mor er bedste veninder og tager i sommerhus, hvor Harry og Alex SKAL med, er de tvunget til at være sammen. Vil deres had til hinanden nogensinde gå væk? Bare lidt væk? Eller vil de blive ved med at være fjender? Ligger der noget inde bag hadet? Måske lidt kærlighed? Hvem ved? Find ud af det, ved at følge med i "Hate is love" ;)

99Likes
135Kommentarer
11156Visninger
AA

10. Kap 7

Alex's synsvinkel

Ikke rettet igennem

Jeg aner ikke hvorfor jeg kyssede med. Jeg aner ikke engang hvorfor jeg lod ham kysse mig. Jeg... ARGHHHH!!!!! Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Nu tror han sikkert at jeg også kan lide ham. Men det tror jeg ikke at jeg kan. Altså jeg vil ikke sige det var et dårligt kys, for det var faktisk overraskende godt. Det føles så rigtigt, men alligevel forkert. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Efter kysset skyndte jeg bare ud på badeværelset, og nu sad jeg så op af døren.

Jeg vil lige fortælle jer noget, noget der skete for cirka 1½ år siden.

For 1½ år siden var jeg sammen med den her dreng som hed Josh. Vi var sammen i 3 år, hvilkede ville vi var sammen siden vi begge var 14 år, til vi var 17 år. Han var virkelig sød, og jeg troede at vi ville være sammen for altid. Jeg følte mig virkelig som en prinsesse sammen med ham, at forkælede mig altid med blomster, chokolade og alt sådan noget som en pige ville have. Jeg følte mig ensom og tom når jeg ikke var sammen med ham. Jeg var virkelig, og jeg mener VIRKELIG forelsket i ham. Og jeg var ikke i tvivl om at han havde det på samme måde, for hver aften (hvis vi sov sammen) fortalte han mig altid hvor højt han elskede mig. Og at han aldrig ville forlade mig, at han ville gøre alt for mig. Og at hvis nogle gjorder mig noget, for fik de med ham at bestille. Jeg kan/kunne ikke beskrive min kærlighed til ham. Men dagen før vores 3 års dag, var han i byen med nogle af hans venner. På vej hjem fra byen, gik han over en vej. Jeg tror ikke han havde ikke set at en bil kom kørende, så han blev ramt af den. En af hans venner som gik sammen med ham, fortalte at han lå helt stille på jorden, og ikke bevægede sig. Men han kunne se at han trak vejret meget lidt. Jeg husker det hele som var det igår.

Flashback starter.

Jeg lå i min seng og sov, klokke var omkring 3 da min telefon begyndte at ringe. "Hvem ringer dog på det her tidspunkt?" sagde jeg til mig selv, og kiggede på min mobil for at se hvem der ringede. *Mark* stod der. Mark var min kærestes bedsteven, og også en af mine meget gode venner. "Hallo?" sagde jeg stille. "Alex skyld dig at få noget tøj på! Og kom hen på hospitalet" råbte han, og jeg kunne høre han græd lidt. Okay hvad i alverden sker der? "Hvad? Hvorfor? Hvad er der sket?" Spurgte jeg helt forvirret og var helt vågen. "Bare skynd dig" sagde han, og inden jeg vidste af det, havde han lagt på. Var det her en eller anden syg joke? Hvis det var, så var det ikke en ret sjov joke. Jeg skyndte mig at finde noget hurtigt tøj, og løb ind for at vække min mor. Hun spurgte mig om alt muligt. Om hvad der var sket, men jeg vidste jo ikke hvad jeg skulle sige, for jeg vidste jo ikke engang selv hvad der var sket. Vi skyndte os ind i bilen, og kørte af sted. Der var jo ikke så meget trafik da det var midt om natten, så vi var derhenne på ingen tid. "Skal jeg gå med?" spurgte min mor og jeg nikkede. Vi kom ind på hospitalet og så Mark sidde i en stol med hovedet ned i sine hænder. Han kiggede stille op på mig og rejste sig med det samme. "Hvad er der sket? Og hvor er Josh?" spurgte jeg og kiggede rundt. Tårende begyndte at trille endnu mere ned af hans kinder. Han gjorder tegn til at jeg skulle følge med ham. Hvilkede jeg så gøre sammen med min mor, som var ligeså forvirret som mig.

Vi kom ind på et lille værelse med én seng, hvor der lå en dreng i. En læge stod og skrev noget ned. Han sendte mig et lille falsk smil. "Gider nogle at forklare mig, hvad der forgår?" spurgte jeg og var på kanten til at bryde sammen. "Josh blev ramt af en bil. Og det var desværre så slemt at han har brækket nogle ribben og en af sine arme. Han er kommet så slemt til skade at vi ikke ved hvornår eller om han vil vågne" sagde han bekymret. "Jeg vil lige lade jer være alene" sagde han efter noget tid. Lige da han gik, bryd jeg sammen i grød. Min mor og Mark sad og holdte om mig ned på gulvet, imens jeg bare græd. Det kunne da ikke passe? Han skal bare vågne igen! Alle mulige tanke gik gennem mig.

I flere timer havde jeg bare siddet og kigget på ham ligge i sengen. Uden at hverken ham eller mig bevægede os. Jeg er 100% sikker på at jeg ligner noget katten har slæbt med ind. Pludselig begyndte en maskine at bippe helt vildt. En af de maskiner der holdte Josh i live. En masse læger kom løbende ind, og jeg blev skubbet væk. "Hold afstand" sagde en læge. Hvorefter en anden læge sagde at det var en god ide at jeg gik ud.

Jeg havde sat ude foran værelset i omkring en halv time. Flere læger var løbet ud og ind af værelset. En læge kom gående hen til os med et blik jeg ikke kunne læse. Men en ting kunne jeg se.. Og det var ikke noget godt. "Jeg beklager meget, men vi gjorder hvad vi kunne" sagde hun og kiggede trist på os. "Gjorder hvad i kunne? Hvad mener du?" spurgte jeg og lod de tårer der pressede på, løbe ned. "Han klarede den ikke" sagde hun stille, og det var tydligt at se at hun mente det, og det ikke bare var en eller anden form for joke. Jeg gjorder ikke noget. Jeg græd ikke. Jeg havde ingen tårer ned af kinderne. Det eneste jeg gjorder var at stirre ud i luften, uden at bevæge mig. Det var som om at alle mine følelser var smidt væk, og det samme med alle mine kræfter. Jeg kunne ingen ting. "Vi fandt den her i hans jakkelomme" sagde han og gav mig en lille rød æske. Jeg åbnede den, og få en lille ring, og et stykke papir. Jeg foldede papiret ud, og så det var et lille brev.

#Kære Alex.

Tillykke med 3 års dagen. Du ved at når jeg altid fortæller dig hvor meget jeg elsker dig, og hvor glad jeg er for dig, så begynder min stemme at knække over. Så jeg tænkte at jeg ville skrive det til dig i stedet, og give dig det på vores 3 års dag. Som jo er i dag, men det ved du jo godt.

Du ved du er min prinsesse, selvom jeg ved du hader at blive kaldt det. Men jeg elsker at kalde dig det, for du er min prinsesse, og det vil du altid være. Jeg kan ikke beskrive min kærlighed til dig, den er alt for stor. Jeg havde aldrig troet at jeg ville finde så fantastisk en pige som dig. Så jeg giver dig denne ring. Den har været min oldemors ring, og den er så gået videre. Min mor gav den til mig igår, fordi hun synes at du skulle have den. Min mor elsker dig rigtig meget. Og hun siger at hun er så glad for dig, at man skulle tro det var løgn.

Jeg elsker dig Alex. Det håber jeg du ved, og jeg håber også at du elsker mig.

Masser af kys og knus fra din Josh. Love you♥#

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre af min selv lige nu. Jeg elsker ham så meget, og nu har jeg mistet ham for altid. Jeg kunne ikke klare mere, men brød bare sammen.

Flashback slutter.

 

Det hjemmesøger mig hele tiden. Og stort set hver aften har jeg mareridt om det, når lægen fortæller mig at han er væk.

Jeg sad stadig ude på badeværelset. Og både min mor, Harry og Anne bankede på hele tiden. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg tør ikke at se Harry i øjnene. Jeg er bange for at han bliver sur over at jeg gik efter kysset. Men jeg er bange. Bange for at forelske mig. Bange for at miste igen. Jeg ville ikke kunne klare tanke om at miste endnu en som jeg elsker. Så jeg har ikke haft en kæreste siden Josh døde. Jeg har været sammen (du ve'.. har ikke haft sex med en) siden han døde, og har ikke kysset en siden han døde. Okay udover Harry, for noget tid siden..

Jeg stolede ikke nok på Harry endnu. Ikke til at fortælle det om Josh, men på en måde fortjener han at få det at vide.

*Suk*, jeg er bare så forvirret, og aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Det bankede på døren igen. "Skat luk nu op. Det er kun mig, Anne og Harry er gået ind i stuen og snakke" sagde min mor.

Jeg sukkede stille og rejste mig op fra gulvet. Jeg åbnede stille døren, og så min mor stå der med et bekymret blik. Hun kom herind og lukkede døren efter sig. "Harry har fortalt hvad der skete. Men hvorfor løb du?" spurgte hun og krammede mig. Det eneste jeg mumlede var "Josh", og så vidste hun hvad jeg mente.

"Hør skat. Jeg kan godt forstå at du savner ham. Det gør jeg også selv. Men lad det ikke stoppe dig i at finde en dreng du kan lide. Måske siger du selv at du ikke kan lide Harry på den måde, men både mig og Anne kan se at når du kigger på Harry, så ligner du et lille barn juleaften. Dine øjne lyser så meget op. Josh ønske det bedste for dig, og han ønsker at du skal finde en dreng du kan elske, og en der elsker dig ligeså højt som Josh elskede dig. Jeg ved du er bange for at miste igen, men vi vil altid være her for dig. Josh vil altid være her for dig, også selvom du ikke kan se ham. Og selvom du måske ikke kan mærke ham nogle gange, så er han her. Du skal bare tro på det, okay. Han elsker dig, jeg elsker dig. Anne og Harry elsker dig. Jeg siger ikke at du skal give Harry en chance. Men tænk over det, okay?" sagde hun og smilede lidt til mig.

Igennem hende lille "tale" fik jeg tårer i øjnene. Jeg kan tit mærke Josh ved mig. Især når jeg sidder og kigger på et billede af ham, eller et billede af ham og mig.

Måske skulle jeg prøve at give Harry en chance? Efter min mor fortalte mig det med at jeg lignede et lille barn juleaften når jeg kigger på ham, så begyndte mine følelser for Harry at komme lidt frem.

Måske er jeg forelsket i ham? Jeg har nok bare ikke kunne indse det, før nu..

_______________________________________________
Så fik i lige et lille indblik i Alex's fortid. Det var lidt uventet, har jeg ret? Og hendes følelser Harry kom frem. Hvad synes i om det? Er i glade for det?

Og hvad synes I om historien? Det er faktisk den første fanfic som jeg faktisk glæder mig til at skrive videre på. Alle de andre jeg har skrevet, har jeg bare slettet igen...

Mange tak for alle de likes, og favoritlisterne. Det er jo helt vildt. Mange tak igen!

Skriv lige hvad i synes, ik?

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...