Blomstring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2013
  • Opdateret: 23 nov. 2013
  • Status: Igang
2 unge mennesker møder hinanden og kærligheden i en meget tidlig alder. Følges ad mod de voksnes verden med alt hvad det indebærer.
Stærkt bundet sammen, - som sjælevenner. Men også af blodets bånd.
En anderledes, fængende men også sandfærdig historie.

4Likes
6Kommentarer
353Visninger
AA

7. Velkommen

                Det var den lyshårede mand, Erling der åbnede døren for os. Omkring 30 år var han nok.Han havde et bredt smil og strålende glade øjne. Omfavnede min mor, inden hun nåede at reagere, mens han sagde:"velkommen søster!". Far fik et håndtryk, og min søster og jeg en kærlig, kvik kommentar, jeg ikke husker.

               Der duftede kraftigt af lækkert mad, da vi trådte indenfor i den lille smalle gang med en masse overtøj hængende på knager og et hav af sko stående på gulvet, så man næsten faldt over dem. De var tydeligvis ikke som os de mennesker.. Hos os stod sko pænt på linje op ad væggen.

              Forenden af gangen var et lille køkken, hvor en meget stor dame - ikke ret høj, stod og rørte i en kæmpe gryde med kakao. Det var selvfølgelig Irene. Hun smilede stort, og sagde, - eller nærmere råbte:"Heiiij med Jer, kom indenfor i varmen". Som svar på vores formelle hilsen, sagde hun: "ej I skal altså kalde mig Mamma. Det gør alle." Vi fik en solid kram hver og en.

            Jeg bed tydelig mærke i fars kropssprog, som så tydeligt viste, at han var en smule utilpas ved den overvældende velkomst. Heldigvis var det kun Jeg, der så det. Jeg håbede og gjorde mit yderste for ikke at være lige så letlæselig. Jeg havde det nemlig akkurat lige som ham.

            Der var ingen dør til stue eller køkken, og så snart vi kom til syne i døråbningen ind til stuen, rejste de 12-14 mennesker i stuen sig op og stod nærmest i kø til at give omfavnelser, mens de præsenterede sig som bror, svigerinde osv. Det var bare med at få det søde smil limet på!

           De var alle i højt humør, og talte højlydt og med mange fagter.. - Også noget, vi ikke var vant til.

Så var det værste vist overstået. Det var nu mest far - og især mor, der var i rampelyset.

           Jeg spejdede diskret rundt i den lille stue for at se, om jeg kunne få øje på "ham". Men nej, han var ikke at se. Blev lidt små-irriteret over at han måske så ikke havde set lige så meget frem til at møde mig.

           Vi sad tæt omkring bordet. Vi var alt for for mange mennesker til den lille stue synes jeg. Jeg sad midt på langsiden af bordet med min far på den ene side og Helen på den anden. Overfor sad Loke - lige over for.

            Loke kiggede rigtig meget på sin mad, og meget lidt - for ikke at sige, slet ikke på mig. Jeg ærgrede mig. Han sagde heller ingenting. Jeg havde stadig ikke hørt hans stemme.. Men han havde jo faktisk heller ikke hørt min. Jeg forestillede mig, at det måtte være rigtig nemt at sige noget i denne store forsamling, som jeg senere ville fortryde, så min plan var ikke at tale medmindre, jeg blev tiltalt. Måske var det også Lokes plan.

          Med jævne mellemrum dristede jeg mig til at lade mit blik søge mod hans, og en enkelt gang under maden, fik vi øjenkontakt. Han havde dybe brune øjne, og da jeg fangede hans generte blik i nogle sekunder, blev jeg varm indeni - helt varm. Jeg slog blikket ned, men al tvivl om det ene og det andet var borte.. Jeg mærkede.. Nej, - jeg så i hans øjne, at han havde det som jeg. At han havde mig i tankerne, og at han også havde tænkt over dette møde og havde været nervøs op til.

           Jeg havde overhovedet ingen appetit, og hørte meget lidt af de voksnes muntre snak om sjove familie-episoder og. lign. Tænkte kun på "ham", mens jeg gjorde mig umage for ikke at møde hans blik igen. Jeg var bange for, - og ret sikker på, at han ville kunne læse mig, som jeg læste ham. At mit blik ville røbe mig.

         Og bare tanken om, at vore fødder var tæt på hinandens under bordet, var nok til at få det til at suge i maven igen.

          Jeg ville helst ud af stuen.. Lige ud og trække luft og samle mig. Så kunne jeg nok få den rette facade på igen. Men jeg turde ikke rejse mig. Jeg forstillede mig, at hans øjne ville følge mig, mens jeg forlod rummet. Uha, det gik ikke. Så jeg sad bare og stak til maden, - lige som han.

         En af damerne ved bordet, vist nok en svigerinde brød pludselig den krydsende snak hen over bordet med kommentaren: "Loke! Du spiser jo ingenting! Du plejer da at have en voldsom appetit." Og så latter... Jeg så, at han stivnede og ledte efter et passende ansigtsudtryk. Han fjernede sit blik fra sin tallerken og kiggede svagt smilende rundt på et par stykker af dem ved bordet der i blandt mig (med samme intense blik). Hun fortsatte: "ja, der skal jo noget til at mætte sådan en stor dreng".. Og latter igen. Folk ved bordet synes åbenbart, det var mægtig sjovt.

         Så blev det min tur. Erling udbrød: "nej, prøv lige at se, hvor meget Laura ligner Helen!"

Jøsses!! Hvad var det det for noget at sige? Sikke noget pjat.. - Den varme spirende fornemmelse i maven forsvandt med det samme. "Ja det har du da ret i" var der nogle der sagde.

Jeg krympede mig. Og nu var det jeg, der smilede sødt rundt til alle de, der nu sad og studerede mig. 

         Jeg ønskede at middagen skulle slutte hurtigst muligt, for jeg følte mig fanget ved det bord.

        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...