Blomstring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2013
  • Opdateret: 23 nov. 2013
  • Status: Igang
2 unge mennesker møder hinanden og kærligheden i en meget tidlig alder. Følges ad mod de voksnes verden med alt hvad det indebærer.
Stærkt bundet sammen, - som sjælevenner. Men også af blodets bånd.
En anderledes, fængende men også sandfærdig historie.

4Likes
6Kommentarer
346Visninger
AA

1. Om mig.

       

            6. klasse. Jeg var den ældste i klassen - næsten et år ældre end de andre, og brystede mig ved lejlighed af dette. Ikke af jeg var en pige, som gjorde et nummer ud af mig selv. Jeg var en beskeden, lidt tilbage-trukket og genert pige. Dog havde jeg stor værdighed og morale. Opdraget i et borgerligt hjem med normer, principper og næstekærlighed, gik jeg meget op i, hvordan mennesker omkring mig gebærdede sig. Det betød bare ikke, at jeg gjorde opmærksom på mig selv og mine holdninger. Der skulle noget til i så fald.. 

           Som alle andre ville jeg alligevel gerne være være populær - eller måske i virkeligheden bare bekræftes og anerkendes. Er det ikke, det der begynder at fylde for de fleste i 12 års-alderen? Jeg kunne ikke kaldes smuk eller køn, men ej heller grim. Jeg gjorde mig umage i at sætte hår og tøj som de piger, der fik opmærksomhed fra drengene. Lykkedes aldrig helt. Tøjet kneb det gevaldigt med - til min meget store ærgrelse. Der var ikke mange penge at rutte med i vores familie. I hvert fald ikke til dyre bluser, som kostede det samme som en uges kostpenge for os. Jeg fortalte derfor, at jeg ikke gik op i mærketøj, og at jeg ikke brød mig om, at vi skulle bedømmes på vores tøj, udseende osv. - og det var jo til dels rigtigt. Så - jo der var et antiparti mod de flotte fjantende piger, men samtidig også lidt misundelse. Og faktisk en smule medlidenhed (ærligt) - for jeg var klar over, at når man havde behov for at hævde sig på den ikke måde, som de gjorde, så var det ofte et tegn på et mindre selvværd eller frygten for ikke at være god nok. Jeg så jo, at de mobbede de piger i klassen, som havde mindre end jeg. Jeg følte dybt med dem, og troppede ofte op til "kamp" hvis nogle var for grove ved dem. Det resulterede i beundring og et mindre følgeskab af disse mindre heldige piger.

           Der var altså intet i vejen med mit selvværd. Men måske lidt med min selvtillid.

Jeg havde fået en pæn status i klassen trods alt. Jeg var den fornuftige pige. Hende som de færreste sagde imod.. Ej heller drengene. Måske fordi jeg var god til at argumentere. Til gengæld, så holdt de sig lidt fra mig - altså drengene. Det var ikke mig, de drillede og løb efter i forsøg på kontakt. Jeg ville egentlig ønske, det var, men det lod jeg dem selvfølgelig aldrig vide. De skulle tro, at jeg var højere hævet end det, og det gjorde de. Samtidig synes jeg også, at de var frygtelige barnlige og kunne egentlig slet ikke forstå de andre pigers fascination af dem. Jeg synes, at de både opførte sig, - og så barnlige ud. Og så virkede det komplet åndssvagt på mig, det her med at "komme sammen" uden at kunne holde i hånd, kysse osv. Så er man da ikke sammen.

            Jeg nærmede mig jo de 13 år og var moden af min alder - både fysisk og mentalt. Så jo, - jeg var da bestemt begyndt at tænke på drenge. Jeg fantaserede om ham, jeg en dag ville finde. Ham som ville begære og forgude mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...