Blomstring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2013
  • Opdateret: 23 nov. 2013
  • Status: Igang
2 unge mennesker møder hinanden og kærligheden i en meget tidlig alder. Følges ad mod de voksnes verden med alt hvad det indebærer.
Stærkt bundet sammen, - som sjælevenner. Men også af blodets bånd.
En anderledes, fængende men også sandfærdig historie.

4Likes
6Kommentarer
359Visninger
AA

8. Lejren

             Efter det første besøg kom vi jævnligt på besøg hos den nye familie. Mor og far ringede altid forinden og spurgte om de gav kaffe. Sådan gjorde vi i vores familie.. da kom man ikke bare uanmeldt. Så vi ringede selvom vi var blevet forsikret om, at det absolut ikke var nødvendigt. Vi skulle endelig bare komme forbi.

            Faktisk stod deres dør altid åben i dagtimerne - også når de ikke var hjemme. Og vi oplevede også, når vi var der, at folk bare - efter et hurtigt bank på døren, trådte ind. Og der kom mange folk.. Onkler, tanter, fætre, kusiner, venner osv. Vi anede ikke, hvem de var. De præsenterede sig (med et kram som regel), men det tog tid at få styr på dem alle. Var der ikke sidepladser, snuppede man bare en skammel eller en kasse at sidde på. Måske kom der i virkeligheden flere mennesker, end der normalt gjorde pga. OS... Vi var vist en seværdighed blandt disse sigøjnere. 

           Det viste sig også, at alle de andre små røde huse omkring Mammas var beboet af familie. Det var en hel lille lejr, og det var hvad det blev kaldt.. "Lejren".

          Folk i området, som vi ikke vidste hvem var, hilste på os, når vi kom gående. De vidste udmærket, hvem VI var.

           Husene i Lejren var slidte og mange var faldefærdige og misvedligeholdte. Haverne var tilgroede, og så var der mange dyr. Hunde især.. små søde "mops". I Lejren var man meget knyttet til sine dyr. Mama havde en mops, Charlie, og en grå papegøje, som ikke var venligsindet over for ret mange andre end Mamma.

           Men disse mennesker i Lejren var alle - omend noget nysgerrige, - flinke og yderst hjælpsomme personer. Vi syntes om at komme der, men blev ved med at være forundret over deres anderledes levevis.

           Imellem besøgene i Lejren, gik jeg bare rundt og ventede på næste besøg, og håbede inderligt, at Loke ville være der, når vi kom. Vi sad i deres sofa og fik kaffe og te. Jeg var begyndt at føle mig lidt mere sikker nu, og kunne godt gå omkring i det lille hus (to værelser, stue, køkken og lille bitte toilet) og studere de mange sjove små pynteting og Mammas malerier og broderier.

           Det skete, at Loke og jeg gik tæt forbi hinanden - f.eks. i det lille køkken. Jeg nød at være tæt på ham (og alene, da de andre var i stuen), og fik lyst til at røre ham. "Komme til at snitte" hans arm f.eks. Men jeg modstod fristelsen. Det var ikke tit, vi turde kigge hinanden i øjnene, for når vi gjorde, slog det gnister, og vi måtte tvinge os selv til at kigge bort igen. Jeg mistede pusten af hans dejlige brune øjne, og så det blik, han sendte mig. Det var så tydeligt, at det ikke var bevidst, - at det ikke var noget, han selv styrede.

           Så stor og stærk (tydeligvis) og så genert i en sådan grad, jeg ikke havde set før. Jeg tænkte, kan det virkelig passe, at han ikke aner, hvor lækker han er.. Det virkede ikke sådan.

           Mamma, Helen og hvem der nu ellers lige var der, var begyndt at blive lidt bekymrede for, om Lilli og jeg kedede os, når vi var der. Lilli sad som oftest tæt på mor eller far og havde det fint med det. Jeg virkede nok lidt mere rastløs.

           En dag sagde Mamma: "Loke, kan du ikke hente noget mere brænde i haven, og tage Laura med?"  Jeg stivnede et sekund men genfandt fatningen. Loke gjorde det samme. Jeg blev aldrig mere overrumplet, end jeg stadig kunne observere hans reaktioner. Alt i mit liv drejede sig om ham.

            Så i haven med os - sammen - alene, men stadig uden at tale sammen. Det var sådan, det var. Vi søgte hinanden så diskret som vi kunne, men turde ikke kommunikere. Kun med blikke og skæve smil. Men varme og sitren var der hele tiden.. Bare vi var i samme stue. Heldigvis var det kun os der bed mærke i det.. - på daværende tidspunkt.

          

            

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...