Blomstring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2013
  • Opdateret: 23 nov. 2013
  • Status: Igang
2 unge mennesker møder hinanden og kærligheden i en meget tidlig alder. Følges ad mod de voksnes verden med alt hvad det indebærer.
Stærkt bundet sammen, - som sjælevenner. Men også af blodets bånd.
En anderledes, fængende men også sandfærdig historie.

4Likes
6Kommentarer
345Visninger
AA

4. Den anden familie.

             "Laura og Lilli, kom ind og sid, vi har noget vi skal snakke om alle sammen."  Mor så lidt mere afslappet ud.. og far lige så. Min søster og jeg sætter os i sofaen og far og mor i hver deres stol. Der var stille, og stemningen var lidt trykkende - afventende.

              Mor fortalte, at Onkel Jesper havde fået et brev fra en dame, han ikke kendte. Hun hed Helen, og damen havde skrevet, at hun mente, hun kunne være søster til hans søster. Biologiske søster altså.. 

             Min forvirring var total. Men så faldt det på plads.. Med tanke på at Onkel Jesper og mor jo ikke var rigtige søskende, så kunne denne dame måske godt være søster til min mor og ikke til min onkel. Men hvad var der lige med "måske"?  og "Kunne være"? Hvordan skulle vi finde ud af det!?

            Anede ikke hvad jeg skulle føle og mene om denne oplysning, og forstod i den grad min mors dilemma. Vi kendte hende jo ikke, og var der andre? Helen måtte vel have andet familie, og den familie var vel også vores familie.. Puha, det var ved at blive uoverskueligt. Men mens jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle forholde mig til det, og hvad min mening om det var, så slog det mig, at det egentlig slet ikke var det, der var vigtigt. Det var mor, det handlede om.

            Helen havde skrevet, at hun ikke ville "bryde ind" i mors liv, da det jo sagtens kunne ske, at mor ikke var interesseret i at møde sin "anden" familie. Derfor havde hun valgt at skrive til Onkel Jesper, og lod det så være op til ham, om han mente, mor skulle vide, hun havde kontaktet ham. Selvfølgelig syntes min onkel, at mor skulle se brevet, og selv tage stilling til, om der skulle ske mere..

          Og det skulle der.

          Mor valgte, at at give det en chance. Til trods for hendes frygt for, at det kunne være mennesker, hun slet ikke kunne med. Mennesker vi ellers aldrig ville have involveret os med.

          Hun vidste, at hvis hun ikke gjorde det, ville hun nok altid fortryde det. Og så var hendes forældre - altså adoptivforældre her jo ikke længere, og det var uden tvivl det afgørende for hendes beslutning. Hun risikerede ikke at støde dem. De som havde været kærlige forældre for hende hele hendes liv.

           I løbet af et par dage, var der arrangeret et møde med Helen.

Mor skulle møde hende oppe i vejkrydset ved tankstationen. Hun ville tage hende med hjem, så de kunne snakke, og mor kunne se billeder af familien. Det havde nemlig vist sig af være en STOR familie. Faktisk var de af sigøjner-oprindelse. Tænk sig en gang.. Så kunne det da ikke blive mere spændende. Og nøj, - hvor jeg synes min mor var modig.

          Men hun var skrækkelig nervøs, da dagen kom. Hun rystede på hænderne, bed negle, og var højst ukoncentreret.

          Hun spurgte mig, om jeg ville med op og hente hende. Jeg havde aller mest lyst til at sige nej. Blive inde på mit værelse og først snige mig uset ud, når jeg var sikker på, at stemningen var i orden. Men jeg kunne se på min mor, at jeg ikke var blevet spurgt, fordi det da kunne være en herlig oplevelse for mig. Jeg blev spurgt fordi, mor havde brug for mig.

         Jeg spurgte min mor, hvordan vi kunne kende hende, og mor svarede, at hun ville stå med en cykel med barnesadel.

         Jeg spottede hende på lang afstand. Helt almindelig så hun ud (hvad ellers).. Men mor sagde: " nej.. nej, det er vist ikke hende". Og det blev hun ved med sige, efterhånden som vi kom tættere på. Til sidst måtte jeg insistere og sige: "jo mor, nu går vi altså over til hende. Vi kan jo ikke blive ved med at stå her på den anden side af krydset og skæve derover".

          Helen var en sød dame, glad smilende, grinende. Men også tydeligt nervøs, hvilket hun også selv fortalte. Hun var omkring 25 år med et charmerende feminint ansigt, lyst hår og blå øjne.

          Hjemme tog Helen en masse billeder frem. Jeg holdt mig tæt på de to, mens Helen fortalte og min mor lyttede og smilte.

          Hele seks søskende havde min mor i denne flok! Mor selv var den 2. ældste. Hendes biologiske mor hed Irene, men kaldtes af alle: Mamma. (hvor mærkeligt..). Helen remsede navnene op søskendeflokken samt koner/mænd og børn - mange børn.

          Hendes øjne lyste op, da hun med stolthed lagde et billede frem og præsenterede den yngste i flokken, Loke. (Loke, kunne man hedde det?). "Han er efternøleren, møg-forkælet men en charmetrold. Han er 14", sagde hun.

          14!? Sagde hun 14? Så var han jo på min alder.. Mit forsøg på at komme tæt nok på til at kunne se fyren, blev knapt så diskret, som jeg havde planlagt, da jeg var nødsaget til nærmest at ligge hen over armlænet. Joe, hun havde ret.. Han var bestemt charmerende. Han var høj og brun og ret muskuløs af sin alder,  med helt mørkt krøllet hår. Måske lidt for langt. På billedet iklædt cowboyshorts og en hvid slidt t-shirt. Generte øjne, der skævede op i kammeraet, - og lige ind i mine.

         

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...