Blomstring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2013
  • Opdateret: 23 nov. 2013
  • Status: Igang
2 unge mennesker møder hinanden og kærligheden i en meget tidlig alder. Følges ad mod de voksnes verden med alt hvad det indebærer.
Stærkt bundet sammen, - som sjælevenner. Men også af blodets bånd.
En anderledes, fængende men også sandfærdig historie.

4Likes
6Kommentarer
350Visninger
AA

3. Brevet.

              Denne dag var anderledes. Der var noget, der ikke var som det skulle være.

Da jeg kom ind i stuen, hvor mor og far stod og snakkede lavmælt, mærkede jeg det med det samme.

              Lilli stod i den anden ende af stuen lænet op af dørkarmen. Hun observerede, uden at sige noget og uden at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Hun mærkede det også..

              Far stod med armene over kors, som han ofte gjorde og med den genkendelige rynke i panden, som var tegn på spekulation. Far spekulerede tit.. Men denne gang så det ud til at være en velbegrundet spekulation.

              Mor gik langsomt rundt i rummet. Kiggede indimellem ud af vinduet, men uden at "se" noget. Hun havde et brev i hånden, og med mellemrum tog hun det op, og læste nogle linjer. Jeg opfattede nu, at hvad end det handlede om, så var det mest hendes problem. - For der var ingen tvivl om, at det var et problem.

             De korte bemærkninger, jeg hørte dem sige til hinanden, - men dog ikke kunne tyde eller forstå, virkede ikke til at føre nogen steder hen. Ingen løsning, ingen opklaring. Far holdt nu om hende, men det gav hende ingen ro.. tværtimod.

            Jeg studerede hende. Kunne ikke rigtig bestemme, om det så ud som om, hun havde grædt. Havde hun røde øjne? Udtrykket i hendes øjne var ikke et jeg mindes at have set før. Hendes mimik og kropssprog var fremmed.

            Og så - måtte jeg have vished. Jeg gik forsigtigt helt ind i stuen. Forsøgte lynhurtigt at gøre op med mig selv, hvem af dem, der var mest fordel i at gå til. Jeg gik over til far og spurgte: "far, hvad er der galt med mor?" Han kiggede kort på mig, og svarede. "Øh, din mor og jeg har lige noget, vi skal snakke om, kan I to gå ind på værelset?" - Og stadig med rynken i panden.

           Dette svar gav mig intet andet end irritation blandet med angst for, at jeg ville blive nødt til at gå ind til mig selv uden at have fået vished. Normalt gjorde vi jo, som vi fik besked på.. Jeg opgav far. Ny strategi. Over til mor.. Aede hende forsigtigt på armen og spurgte: "er der noget galt mor?"

           Hun kiggede ned på mig og holdt mig ind til sig et øjeblik. Så søgte hun mine øjne og sagde blidt: "nej skat, der ikke noget galt med mig. Men der er nogle ting, jeg lige skal tænke over. Vi skal nok snakke med Jer om det. Bare ikke lige nu. Vil I gå ind på Jeres værelser?"

           Så vidste jeg, at jeg intet ville få af vide nu. Jo før de fik tid alene, - jo før ville jeg få besked. Så af sted med mig. Men jeg var ængstelig og nysgerrig. Frygtelig nysgerrig. Det sugede i min mave. Ville ikke være alene, og gik derfor hurtigt og resolut gennem stuen og over mod Lilli og hendes værelse. "Kom Lilli, vi skal gå ind på værelset". Og som vanligt, gjorde Lilli, som jeg sagde.

           Sammen sad vi på hendes seng. Tanker om, hvad det kunne være, var mange. Måske var nogen død, nogen i familien. Men hvem? Mormor og morfar var der ikke mere. De var borte for en del år siden. Jeg nåede ikke at kende dem så længe, - og Lilli slet ikke. Mor havde kun en´ bror. De var begge adopterede, Onkel Jesper og hende. Men de var tætte og havde et godt forhold. Havde jo altid været som rigtige søskende. - Men nej, det virkede forkert på mig.. Onkel Jesper var jo ikke gammel. Men hvad så? Måske var det noget med hendes arbejde.. Måske slet ikke noget, jeg kendte til.

          Udover at jeg var sådan indrettet, at jeg helst ikke ville gå glip at noget, - så ønskede jeg også at være hos hende, nu hvor hun ikke havde det godt. Jeg ville trøste, som hun altid havde trøstet. Fortælle hende, at hun bare skulle tage det roligt, hun havde jo altid OS.

          Jeg så, at Lilli også var bekymret. Men jeg kunne ikke drøfte tingene med hende. Lilli var en "tænker". Og derfor blev det ofte bare mig, der snakkede, - med mig. Desuden var hun vist velsignet med en vis portion tålmodighed, og det var helt sikkert ikke gældende for mit vedkommende. Men vi holdt i hånden Lilli og jeg. Jeg fortalte nok mig selv, at det var for Lillis skyld.

          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...