Flugt

To børn flygter fra en skummel kælder, for at overleve en barsk krig.
Hvor tager de hen? Overlever de? Kommer de i sikkerhed?

8Likes
7Kommentarer
356Visninger

1. Flugt

 

 

Flugt

- Af The Girl With The Wings

 

Mor sad i stolen. Hendes ansigt var ikke længere varmt og venligt. Renderne under hendes øjne var kun blevet tydeligere. Hendes smukke krop var blevet tynd og slap. Det gode liv var blevet til sult, mørke og ensomhed. Det var den aften, hvor det skulle ske. Den aften, hvor vi skulle ud. Jeg havde ikke set lyset fra verdenen udenfor i så lang tid. Faktisk havde jeg næsten helt glemt, at der var en verden udenfor. Kælderen havde været vores hjem, lige siden vi flygtede. Vi havde levet i skjul i 7 måneder, 2 uger og 19 dage. Jeg havde talt dem alle. Jeg havde Almas hånd i min. Hendes lille barnehånd varmede min hånd helt ud til fingerspidserne. Gåsehuden på mine arme forsvandt. Jeg kiggede på mor. Hun græd og rystede på hovedet. Vi vidste begge to, at vi ikke havde noget valg. Hun var for svag til at tage med. Jeg klemte Almas hånd og gik op af trapperne. Hvert skridt jeg tog, føltes længere. Jeg kiggede på mor en sidste gang. Hende våde øjne kiggede ind i mine. Hun hviskede noget, som jeg ikke hørte.

Vi listede igennem huset og hen til bagdøren. Jeg hørte et skud og nogle piv ude fra. Det lød, som et dyr. Alma klemte min hånd og hev i min trøje. Jeg tog hende op og holdt hende ind mod min krop. Jeg tog i det glatte håndtag og den kolde natteluft blæste ind i mit ansigt. Jeg hev Almas hætte ned over hovedet på hende, mens hun viklede sine arme rundt om min hals. Vinden blæste og nattehimlen hang over landskabet. Jeg gik gennem parken med hende. Et stort grantræ med en lyskæde i var væltet langs det, der plejede at være en sti. Det smukke springvand, som plejede at være fyldt med liv og glæde i, lå der nu et tyndt lag is på. En haltende hund kom os i møde. Dens ben blødte. Alma ville ned og klappe hunden, men den løb skråt ud mod horisonten og forsvandt. Der var ikke en skygge af hunden tilbage. Det var som om, at den aldrig havde været her, ligesom alle de mennesker, som ikke længere gik ture i parken. Vi gik i flere timer. På himmelen lyste de alt for store stjerner klart. Jeg havde Alma siddende på min hofte. Hun var træt og havde ikke sagt noget, siden vi tog af sted. For første gang i lang tid følte jeg mig ikke bange. Selvom der var krig i landet, følte jeg mig ikke spor bange. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre og det gjorde mig rolig.

 

Jeg vadede gennem parken i smeltet is, der var blevet til vandpytter. Endnu en smal sti kom til syne bag nogle rosenbede. Jeg trådte forsigtigt ned  i bedene og ud på stien. Mit snørebånd var trævlet op, efter at en gren med pigge havde sat sig fast i skoen. Min rygsæks remme havde skåret sig ned i mine bare skuldre og røde render tittede frem. Jeg fulgte den smalle sti, som snoede sig gennem de visne bede og skraldespande.

Stien førte ud til en lille låge og ud til en større vej. En lastbil kørte forbi i høj fart og en lugt af benzin bredte sig. Nogle få sekunder efter kørte to grå biler forbi. Ingen af personerne i bilerne kiggede hen på os. Jeg fulgte vejen ud til en lille by. Byen var helt tom. Der var et par gadelygter, der stadig var tændt. Langs de lange gader i byen lå lukkede butikker og nedbrændte huse. Midt på gaden lå en gammel væltet telefonboks og lyste. Bag telefonboksen stod der en træbænk med tre ben. Jeg satte mig på den og lagde Alma i mit skød. Jeg åbnede rygsækken og fandt et strikket uld tæppe frem. Det duftede af mor. Jeg lagde det over Alma og puttede hende ind til mig. Hun kiggede på mig med et blidt blik og lukkede øjnene. Mine tænder klaprede og min ånde var blevet til en kølig sky. Jeg tænkte på de næste dage. De ville nok komme og hente os om noget tid. Hvis de altså ville nå det. Hvad skulle der så ske? Ville vi komme hjem? Altså vores rigtige hjem? Jeg strøg min hånd over Almas hoved. Hendes brune øjne var lukkede. Hun havde arvet mors skønhed. De røde læber, de krøllede brune krøller og den glatte hud. Jeg kiggede mig omkring. Ville de komme og hente os nu? Gaderne var tomme og mørke. Jeg gned mig i øjnene og lagde mit hoved på rygsækken. I det fjerne så jeg en skygge. Jeg satte mig op og kiggede efter. En ældre mand bar en kurv. Jeg prøvede, at få hans opmærksomhed ved at vinke til ham. Han kiggede ikke engang, men vente sig straks om, og gik ind i en lille gyde mellem to huse. Jeg følte mig usynlig. Jeg betød ingen ting. Jeg vidste, at der var mange mennesker på jorden, og jeg var ikke noget særligt. Gad vide hvorfor jeg var sat i verdenen, når ingen interesserede sig for mig.

Telefonboksen slog gnister og lyset gik ud af den. Stjernerne og månen var de eneste, der lyste. Jeg samlede mine ben under mig og krøb sammen for at holde varmen. Jeg tog Almas hånd og kyssede den. Mine hænder var frosne og stive. Et lys kom mod os. Lyset blev kraftigere og kraftigere. Var det dem? Var de kommet nu? Jeg trykkede Almas krop ind til mit bryst. Lyset blændende mine øjne og jeg lukkede dem i.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...