Glaskuglen

"Slagende havnede hvor han kunne ramme. Jeg lukkede af for det fysiske der skete mod min krop, jeg lukkede mig inde i en glaskugle. Lod ham ikke ramme mit sind".
Hovedpersonen i "glaskuglen" møder en sommer en helt speciel mand, der senere skal vise sig at forandre hendes liv. Naivt indgår hun et forhold med denne mand, bliver afhængig af ham. Selv når han gør hende fortræd. Hun lukker sig sammen. Hun lukker sig inde i sin glaskugle for at beskytte sig selv. Mod ham. Hun er besat af ham.
(Denne novelle er ikke autentisk)

1Likes
0Kommentarer
270Visninger
AA

3. Erindringen

Aldrig mere” Jeg kan huske jeg fæstnede mig ved disse ord. Jeg betragtede hans læber sige dem. Billederne er aldrig forsvundet, jeg kan stadig se dem bevæge sig, når disse gyldne ord lyder i mine ører. Han smilede sit charmerende smil. Jeg var forelsket. Og det var gengældt. Han lovede mig, at jeg aldrig igen skulle være alene. At jeg aldrig mere ville blive såret. Han lagde sin arm omkring min talje og trak mig indtil sig. Jeg puttede mig, og udnyttede chancen til at dufte til ham. En duft jeg aldrig vil kunne fortrænge. Vi fortsatte nedad gaden og stoppede først ved en lille cafè. Det var ved at blive koldt, alligevel satte vi os udenfor. Jeg svømmede nærmest i hans nøddebruneøjne. De sugede mig til sig. Jeg forsvandt ind i dem. Det havde været en dejlig dag i hans selvskab. Han fik mig til at føle mig unik. Perfekt. Smuk.

 

”Jeg har en gave til dig” Sagde han og kiggede en smule nervøst ned på brostenene. Han havde sat mig af udenfor min lejlighed, og stod nu som en nervøs skoledreng og skrabede med skosnuden imellem sprækkerne. Opad lommen trak han en lille sølvpakke. Han rakte mig den, og med stive fingre, løsnede jeg forsigtigt det fine satinbånd. Jeg åbnede langsomt æsken. Jeg lod åndeløst mine fingre glide nedover den. Lod dem kærtegne den. Et lille sølvhjerte lagde på den lille røde silkepude inde i smykkeæsken. ”Du er den eneste der har krav på mit hjerte” sagde han med en så lille stemme, at jeg skulle lytte godt efter. Men jeg hørte hvert af hans ord.

 

Sommeren gik hurtigt. Vi så mere og mere til hinanden. Vi var afhængige af hinanden. Han tiltrak mig, som sukker tiltrækker hvepse. Jeg kunne ikke standse det. Vi havde en god sommer sammen. Spiste is på de små caféer, slappede af i byens parker og nød stranden i hinandens selvskab. Men i slutningen af sommeren, kom han med sænkede skuldre. Jeg fornemmede straks noget var forandret, men hvad? Det var den dag vi valgte at flytte sammen. Beslutningen havde ikke været svær at tage, det havde nærmest været en selvfølge, efter at han var blevet sat ud af sin lejlighed. Jeg var lykkelig. Jeg havde fundet manden i mit liv, vi skulle bygge noget op sammen. Resten af den sommer brugte vi på at få ham indlogeret i min lille lejlighed. Der var ikke meget plads, men vi nød det. Herfra tager historien en drejning. Herfra begyndte jeg først rigtigt at lære ham at kende. Vi havde aldrig snakket synderligt meget om hans arbejde. Jeg selv arbejdede som sekretær på et advokatkontor, men jeg vidste ikke hvad han lavede. De første par uger ind i efteråret var han bare derhjemme. Jeg arbejde for at tjene til huslejen, han havde ingen penge at gøre godt med til hverken mad eller husholdning.  Men en aften da jeg kom hjem var han der ikke. Han havde ikke engang lagt en seddel. Hvor var han? Alle hans ting var der endnu, så måtte han vel komme tilbage? Jeg havde spist aftensmad foran fjernsynet den aften og var gået tidligt i seng efter et langt bad. Han havde stadig ikke indfundet sig. Sådan fortsatte det. Der gik 4 dage før han kom hjem. Den dag forandrede mit liv sig drastisk.

 

Jeg var taget tidligt hjem fra arbejde den dag. Jeg havde følt mig sløj, og var gået direkte i seng da jeg kom hjem, men havde svært ved at falde i søvn. Alle mine tanker drejede sig om ham. Alligevel må jeg  ha’ blundet, for lige pludselig hørte jeg døren gå op, og en sagte raslen fra entreen. Jeg blev straks nervøs og slog lydløst dynen til side. Jeg trak mig ind i skyggen fra det store skab, og kiggede ud i den mørklagte entre.  En høj skikkelse stod og svajede foran hoveddøren. Min første indskydelse var at løbe ud til køkkenet, for at tage køkkentrappen ned til gården. Men så blev lyset tændt. Han var vendt tilbage. Hans øjne nåede mig og hans blik føltes stikkende ”Hvor har du været?” sagde jeg lettet, men en smule nervøst. Hans blik veg ikke fra mig. Han stod bare og stirrede. Jeg fik en underlig fornemmelse, noget var helt galt.  Langsomt gik han hen imod mig.  Et skælmsk smil spillede om hans læber. Jeg burde trække tilbage, men jeg stolede på ham. Jeg var naiv. Han faldt ind over mig. Kastede mig hårdt mod muren. Jeg faldt sammen og beskyttede baghovedet med armene. Han begyndte at sparke mig henover ryggen. Jeg lagde helt ubevægelig. Kunne ikke røre mig.  Jeg sagde ingen ting, jeg hverken skreg eller græd. Jeg lukkede øjnene hårdt i og holdte vejret. Til sidst  holdt han inde med at sparke. Han stod bare og stirrede på mig. Jeg kiggede forsigtigt op. Jeg kunne smage blod. Det flød ned fra mit venstre næsebor. Jeg mødte hans blik. Det har siden brændt sig ind i mine tanker. Han så vild ud. Øjnene var opspilede, han trak vejret i korte stød. Han trak mig op og kastede mig ned på sengen. Langsomt bakkede han ud ad soveværelset. Lidt efter kunne jeg høre døren smække i bag ham.

 

Jeg meldte ham ikke for det. Jeg følte mig magtesløs. Han havde gjort mig fortræd. Alligevel var jeg stadig besat af ham. Jeg var afhængig af hans tilstedeværelse. Søndag middag  dukkede han op igen. Denne gang rolig, men alligevel en smule anspændt. Vi snakkede ikke om den nat, han havde tæsket mig. Han tog ikke af sted igen,  vi slog en streg henover det, og langsomt faldt vi tilbage i den vante hverdag. Jeg forsøgte at fortrænge hele episoden, alligevel sad skrækken stadig i min krop. Ikke skrækken for at han ville overfalde mig igen, men skrækken for at miste ham. Men det blev ikke det samme igen. Mit liv havde taget en ny drejning, jeg kunne ikke gøre andet end at følge med. Nogle dage var han i højt humør. Han inviterede mig ud og spise, gav mig gaver og  komplimenter. Andre dage var han rasende. Tæskede og voldtog mig. Jeg fandt mig i det. Jeg gjorde ikke noget oprør.  En særlig forårsaften aften havde han været ekstra rasende. Jeg sad i stuen og forsøgte uden held at læse et dameblad uden at tænke på ham.  Han havde været hjemmefra i 2 uger nu. Lige pludselig slog han døren op og trampede med sine store støvler direkte ind i stuen. Små snefnug sad i hans uregerlige røde hår. Hans øjne kiggede stift imod mig. Det føltes som om mit blod stivnede til is. Jeg kunne ikke bevæge mig, heller ikke da han med truende skridt gik direkte hen til sofaen og hev mig op i håret.  Han holdt mig udfra sig, som om han var bange for at jeg ville sparke ham. Men det vidste han godt jeg ikke turde. Ikke ville. Slaget kom ud af det blå og rammede lige mellem ribbenene. Jeg gled ned på gulvet og krympede mig sammen. Det gjorde ham rasende, og han trak mig op fra det hårde trægulv. Slagende havnede hvor han kunne ramme. Jeg lukkede af for det fysiske der skete mod min krop, jeg lukkede mig inde i en glaskugle. Lod ham ikke ramme mit sind. Mit hoved fløj tilbage og rammede væggen da han ramte det venstre øje. Jeg vidste det ikke kunne vare længe igen, alligevel overraskede han mig. Jeg havde set hans øjne, set hvad alkohol kunne gøre ved ham, men det var ikke det almindelige blik jeg fandt i hans øjne. Hans øjne var onde og kolde. Da hans hænder lagde sig, som et fast greb om min spinkle hals gik det op for mig. Han var ikke fuld, han ville ikke nøjes med at tæske mig. Han havde langt værre planer. Langsomt strammede han sit greb om min hals. Jeg forsøgte febrilsk at trække vejret, men min krop var lukket ned. Jeg havde selv lukket den ned. Jeg var gået ind i min glaskugle. Hans øjne glimtede i den mørke stue. Det begyndte at sortne for mine øjne og små pletter dansede rundt. Til sidst gav han slip. Som en gammel kludedukke faldt jeg til jorden, og lagde ubevægelig.

 

Jeg tog ikke på arbejde dagen efter. Tidligere havde det været nemt at dække diverse mærker med en smule concealer, men da jeg fik krabbet mig ud til badeværelsespejlet, gik det op for mig at det var værre end jeg havde troet. Da jeg endelig var kommet på benene kiggede jeg direkte ind i spejlet og kunne ikke kende mig selv. Mit venstre øje var hævet og blå. Læben var sprækket og nærmest sort af det mørkerøde blod der havde samlet sig i mundvigen og på underlæben. Min hovedbund sved, forskellige steder manglede jeg store totter af hår. Mærkerne rundt omkring på kroppen var ikke så slemme, men da mine øjne faldt på min hals, sank jeg en stor klump. Hans fingre lå stadig om min hals. Tydelige mærker lagde som en påmindelse på min lyse hud. Jeg kunne næsten mærke dem presse min hals sammen igen. Jeg kunne ikke trække vejret. Kunne ikke få luft.

 

Der gik 1 uge, før jeg tog på arbejde. Han havde næsten sparket mig ud, kunne ikke klare at se på mig og min elendighed formoder jeg. Jeg forsøgte efter bedste evne at dække hvad dække kunnes.  Det blå øje kunne vel forklares. Men hvad med mærkerne om min hals?  Han rækte mig et pastel grønt halstørklæde. Problemet var løst. Jeg havde fået mange blikke da jeg mødte op på kontoret, alligevel spurgte ingen ind til hvad der var sket. Hvorfor var jeg skuffet? Hvorfor tog jeg 'tilfældigt' tørklædet af for at vise fingrene på min hals? Det var et råb om hjælp. De kiggede forundret, men der var ingen der gjorde noget. Jeg mistede alt håbet. Langsomt lukkede samfundet  mig inde i den glaskugle, jeg gemte mit sind i. Jeg var fanget, jeg var ikke i stand til at komme ud.

 

Han var begyndt at blive rastløs. Efter at han havde skadet mig alvorligt, svandt hans gode stunder ind. Hans raserianfald blev hyppigere, og jeg blev mere og mere kreativ med mine undskyldninger. Ikke fordi nogen spurgte. Han må ha’ følt en form for tomhed, for han begyndte  at holde sammenkomster for hans omgangskreds hver eneste aften. Det blev en base for dem, jeg kan endda stadig fornemme luften der var tyk af en sødlig røg. Jeg holde mig væk fra stuen, lod ham være i fred og lå lydløst og lyttede til deres samtaler i soveværelset. Lang tid efter døde samtalerne hen, og entredøren blev åbnet. Deres snak forstummede og jeg lagde alene tilbage i det mørke soveværelse.  Jeg stod hurtigt op for at inspicere stuen. Der stod tomme dåseøl overalt, røgen hang stadig lige under loftet og mindede mig om skoddende. Jeg kiggede i øldåserne. De var fulde af dem. ”Du skal ikke rode i mine ting din lille luder!” Jeg vendte mig om og kiggede ham ind i øjnene. Hans pupiller var så udvidet jeg næsten ikke kunne skelne dem fra det brune. Han var brutal, jeg kunne intet stille op imod hans råstyrke. Jeg havde ingen vilje. Ingen viljestyrke.

 

Sådan fortsatte det. Hans venner kom ofte på besøg. De røg og drak, larmede og var hensynsløse. Jeg holdte mig ude af det, lige indtil soveværelsesdøren en dag fløj op, og han skubbede en ukendt mand ind. Jeg lagde mærke til at lydene fra stuen forstummede. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Han faldt indover mig. Resten vil jeg ikke huske. Samme aften, da vennerne tog afsked så jeg min overfaldsmand stikke ham et bundt penge. Mit hjerte sank i livet på mig.

Nu havde han set hvilken god forretning jeg var for ham. Han indviede mig i deres små ’fester’, og jeg blev lige så langsomt suget ind i deres miljø. Jeg blev hurtigt afhængig af både det ene og det andet. Sniffede gerne en bane eller to. Mit liv havde ændret sig meget siden sommeren.  Jeg havde sagt mit job op. Tjente nogle lettjente penge hvor jeg kunne komme til det. Dagende lignede hinanden. Normalt var foråret min favorit årstid. Det gav mig håb. Og jeg fattede håb. Det var en stor fejltagelse.

 

Det var en mild maj morgen jeg havde fattet mistanke, og jeg blev hurtigt bekræftet i denne. Jeg var blevet gravid. Jeg turde ikke sige noget til ham. Hvad  skulle han bruge en gravid kæreste til? Alligevel tog jeg mod til mig, og fortalte ham det samme eftermiddag. Han var stivnet et kort øjeblik. Var stoppet i selvsamme bevægelse han havde foretaget sig. Mine ord hang og dirrede. Han slap det han havde i hænderne. Så omfavnede han mig. Jeg kan ikke huske hvornår det sidst var sket. Han efterlod mig helt forvirret og dukkede op igen samme aften. Han trækkede vejret hurtigt og rev en vidunderlig ring frem af jakkelommen. En mat jadesten pyntede den victorianske guldring. Jeg var chorkeret. Han knælede for mig og bedte mig om lov til at sætte ringen på min finger. Jeg accepterede. Den aften var der ikke andre end os. Vi vekslede få ord, nød vores fix i stilhed. Alligevel var vi sammen om det.

 

Han nåede aldrig at møde ham. Jeg fandt ham død i lejligheden. Han havde hængt sig selv. Den eneste følelse, jeg kan huske var tomhed. Jeg havde været så angst for at miste ham, nu havde jeg ramt bunden. Han hang stille og dinglede fra loftet. Så næsten fredfyldt ud. Jeg pakkede mine ting og kiggede på ham en sidste gang. Han var smuk. Smukkere end  nogensinde før. Døren lukkede i bag mig for sidste gang. Min mave var opsvulmet. Jeg havde snart termin. Nu var jeg på egne ben. Jeg havde forsøgt at holde mit misbrug i ave af hensyn til fostret jeg bar. Det var hans ønske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...