A Quarter to One | Harry Styles

Vinder af Ukendt Idol-konkurrencen | Han prøvede virkelig. Det gjorde han, men det havde været så stor en del af hans liv, og nu var det væk.

47Likes
20Kommentarer
1251Visninger

1. One Shot

 

A Quarter to One

Tyve år var gået. Præcis tyve år. Det hele passede. Minutter. Timer. Datoen. Han kiggede endnu en gang på kalenderen, og på uret der hang ved siden af.

12.45 den 31. juli 2038.

Han lukkede øjnene. Hvert eneste år, jagtede denne dag ham og efter ti år, havde han udviklet et had til den dag. Til det tidspunkt. Han kunne stadig høre, hvert et ord, der var blevet sagt den dag. Hvordan de alle havde nægtet at kigge på hinanden, mens de udtalte de skæbnesvangre ord.

De ord, der var skyld i hans nuværende situation. Forbandet ham til et liv, hvis eneste formål var at vente. Vente på, at de andre kom tilbage til ham. Vente på, at han fandt et bedre formål med sit liv. Vente på, at han fik endnu en chance. Vente på, at han fik fundet sit livs kærlighed. Han gjorde ikke andet, end at vente. Han ventede på at vente. Han sad fast.

20 år var der gået, siden bandet One Direction ophørte med at eksistere. 20 år siden, at hans liv var blevet kastet ind i en ond cirkel, der var konstant. 20 år siden, at han sidst havde troet på, at han rent faktisk kunne få et liv med mening.

De piger, der engang havde skreget sindssygt for at få hans opmærksomhed, var nu vokset op. De så deres musik som umodent. De så dem som umodne. De piger, der havde grædt når de så dem, havde smidt alt det, der havde nogen relation til bandet, ud, glemt det.

De gamle kritikere, der havde set på deres musik, som noget for børn, havde for længst stillet træskoene. Deres kroppe og stemmer var væk, men deres ord genlød stadig i hans hoved. Nu, hvor han ikke havde andre stemmer at lytte til, var enhver anden stemme, end hans egen velkommen. Han havde brug for selskab, men han ventede stadig på at finde noget.

Den sidste person, han havde set, før de alle fem gik hver til sit, var ikke Louis, som mange havde troet, men derimod Niall. Niall, der havde været den sidste til at give ham en støttende arm. Hive ham op af den gabende tomhed, bandets splittelse havde efterladt i hans sind.

Da han vinkede farvel til Niall, der vendte sig mod de forsvindende silhuetter af de andre tre, havde han virkelig troet, at han kunne komme videre, men det havde vist sig ikke at være muligt for ham. Han havde virkelig troet, at han kunne få et almindeligt liv igen, men pigerne genkendte ham altid, og han måtte opgive.

Indtil en dag, hvor det var som om, at han ikke fandtes for dem længere. Ingen piger vendte sig om mod ham, når han mødte dem på gaden. Ingen piger begyndte automatisk at skrige, når han så på dem eller tilbød at give dem et knus. Tage et billede med dem. I stedet så de på ham, som om han var sindssyg.

Nogle få tog et billede med ham, og endnu færre ville have et knus. Og så var der en lille gruppe, der rent faktisk genkendte ham. Men de så ham ikke længere som den uopnåelige og talentfulde Harry Styles, men som Harry. En person, man kunne tale med, uden at besvime. Bare en helt almindelig dreng blandt så mange andre, udover han engang havde været verdenskendt.

Egentlig burde det ikke gøre ham så meget, at han ikke længere blev genkendt, hvorend han gik. Faktisk burde han være lettet. Men det var han ikke. Han følte ikke andet end skuffelse. Han følte sig såret. Havde deres fans virkelig ikke være mere trofaste?

Han var ikke røget i et alkoholmisbrug. Han gik ikke på natklubber og tog en pige med hjem hver eneste nat. Sådan var han ikke, og det gjorde ondt dybt inde, helt inderst inde - lige i hjertet, at folk stadig troede sådan om ham. De sidste tre år, før bandet blev splittet, havde han ikke haft en kæreste. Han havde ikke haft noget seksuelt forhold til nogen kvinder. Sådan var han ikke, og sådan havde han aldrig været.

Han behandlede kvinder med respekt. Uden dem, ville intet kunne fungere. Uden kvinder, uden deres trang til at gøre alt perfekt, ville mænd ikke være noget. Mænd behøvede kvinder, og kvinder behøvede ingen, medmindre de selv valgte det.

Alle de gange, han havde været forelsket og spurgt sin mor, om han virkelig fortjente pigen, havde hun blot sagt,  at "alene det, hun er en kvinde, putter hende langt over din klasse. I mænd har brug for kvinder, men kvinder er alt for gode til hver eneste en af jer. Desværre har mit køn det med at vælge det, der ligger under deres standard, fordi de tror, de ikke fortjener mere. Man får den kærlighed, man tror, man fortjener."

Han måtte give hende ret. I alle de forhold, han havde været i, havde det været den kvindelige halvdel, der havde gjort en ende på det. Han havde været så forelsket i de fleste af dem, men deres følelser var blegnet. De havde nok indset, at de fortjente bedre end ham.

Han kunne ikke bebrejde dem. Han havde elsket hvert eneste sekund af hans forhold, men han havde altid på en eller anden måde ødelagt det. Enten ved at sige noget forkert eller gøre noget forkert.

Han havde aldrig tilladt nogen andre at trøste ham. Han vidste, det altid havde været og altid ville være hans egen skyld, at alle hans forhold var endt.

Da urets evindelige tikken pludselig stoppede, blev hans tankegang afbrudt, og han kiggede hen på det. Sekundviseren var stoppet et sekund, før den ramte tolv og ville gå videre til 12.46. Han farede op, nærmest flåede uret ned af væggen og trak batterierne ud. Uret nægtede at gå videre. Han kastede batterierne hen på bordet, som de ramte, før de hoppede og trillede ned ad bordet og ramte gulvet.

Han kiggede tilbage på dem, før hans blik igen landede på uret. På klokkeslættet, der blev ved med at grine ham i ansigtet. Så greb han pakken med nye batterier, der lå som det første i andet skab til venstre for vasken, løb tilbage til uret og puttede nye batterier i.

Forventningsfuld kiggede han igen på uret, men det gik ikke videre. Det var gået i stå og nægtede at gøre ham en sidste tjeneste. Den skulle bare komme til live igen i et sekund, og han ville kunne ånde lettet op. Men nej, uret var dødt, og klokkeslættet brændte sig ind i hans sjæl, igennem de grønne øjne, der engang havde glimtet så livligt, tilhørt en dreng med et formål i livet. Nu tilhørte de en mand, der var 43 år og ikke kunne komme videre.

Han ventede.

Ventede på, at viseren skulle gå igen.

Ventede på, at hans bedstevenner skulle komme tilbage og lægge en arm om hans skuldre.

Ventede på at vente.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...